Kæmp, flygt eller frys

Jeg hørte en far skælde sit barn ud i dag. Fra min plads i gården kunne jeg høre lyden af det fra en af de andre lejligheder. Jeg kunne kun høre farens ord og en mumlen fra barnet.

“Se nu dér, hvad du har gjort! Hvor mange gange har jeg sagt det til dig? Hva?! Hvor mange gange? Hundrede gange? Tusind? Hva?”

“Mumle mumle.”

“Jeg har sagt det tusind gange, og se nu dér! DU  MÅ IK-KE  …”

Udvekslingen fortsatte i nogle minutter, og mens farens stemme blev stadig mere skarp og høj, blev barnets mumlen lavere og mindre hørbar. Min umiddelbare reaktion var at springe op og finde det vindue hvorfra lyden kom og råbe op til faren. Et eller andet, hvad som helst som kunne få ham til at stoppe. Min næste reaktion var at sukke og resignere. Hvad skulle dét hjælpe?

Menneskets hjerne er udstyret med et område, som aktiveres når vi føler os pressede eller truede. Amygdala, eller Mandelkernen som vi kalder det på dansk. Amygdala slår alarm, og det har den gjort lige siden urtiden. Når en sabeltiger sprang frem, sørgede Amygdala for, at mennesket på et splitsekund løb i skjul. Amygdala holder os sikre. Den sikrer vores overlevelse, når der ikke er tid til at tænke. Kæmp, flygt eller frys!

Barnet deroppe var jo ikke i livsfare, ikke sådan direkte i hvert fald. Han (hun?) skal nok overleve. Men ikke desto mindre aktiveres hans Amygdala, fordi han føler sig truet af sin voksne. Angrebet.

Når Amygdala aktiveres, reserveres al energi og hjernefokus til flugten eller kampen. Hjertet banker. Pulsen stiger. Vi sveder. Adrenalinen pumpes ud i kroppen. Den langsommere del af hjernen – den der skal hjælpe os med at fordøje, fortolke og reagere fornuftsstyret på det der sker, lukkes ned. I stedet forsvarer vi os selv. Vi går til modangreb. Vi melder os ud. Vi sendes i forsvarsberedskab.

Du kender det nok selv. En pludselig hvinen fra en bil, en hund der springer frem, toget der er forsinket den dag du skal til et vigtigt møde, en bevægelse inde i mørket, dit barn der falder ned fra et højt sted, en kollega der angriber dig verbalt. Hver eneste dag oplever vi aktivitet i Amygdala i højere og lavere grad. Som oftest vurderer vi hurtigt, at faren er til at overskue og overleve. Vores fornuft tager over. Vi trækker på vores erfaringer, går over på den anden side af gaden, ringer til en kollega og melder en senere ankomst, trækker vejret dybt ned i lungerne og spørger os selv: Hvad har jeg af muligheder? Vi formår at sætte gang i den mere langsomme del af hjernen. Vi er voksne.

Når vi skælder vores børn ud, udgør vi en trussel for dem. Når de bliver bange, stressede, føler sig truede og pressede, aktiveres deres Amygdala. Og når den gør det, er det yderst begrænset hvor megen anden hjerneaktivitet vi kan forvente hos dem. Faren i den anden lejlighed havde helt sikkert en intension om at lære sit barn et eller andet, som han allerede havde forsøgt at lære ham tusind (!) gange. Men barnet kommer ikke til at lære det her til morgen. Hans hjerne tillader ham ikke at lære det lige nu. Den kan ikke tænke, lære eller lagre, så længe den er i alarmberedskab.

Når vi råber af vores børn og skælder dem ud, gør vi det ikke alene sværere for dem at lære i øjeblikket; vi skader vores relation til dem. Det kræver en god relation til et menneske, hvis vi vil gøre os forhåbninger om, at de vil lade os lære dem noget.

Lad os trække vejret, kære forældre. Få ro på vores egen Amygdala, og på vores tilstand i det hele taget. Lad os tage en time-out. Gøre hvad end der skal til for at vi kan tale med vores børn på en ordentlig måde.

Camilla

 

Hvis du kunne lave én ting om ved mig

“Mor, hvis du kunne lave én ting om ved mig, hvad skulle det så være?”

Den tiårige dreng var på vej fra bussen og hjem sammen med sin mor (som jeg kender rigtig godt). Moren var selvfølgelig nysgerrig, for hun regnede med, at han stillede spørgsmålet, fordi han gerne ville ændre noget hos hende.

“Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan lave om på dig, skat. Og jeg ved også, at du ved, jeg elsker dig. Meget. Og højt. Men nu spørger du jo. Må jeg lige tænke lidt?”

De gik lidt, mens moren ledte efter en ting, som hun virkelig gerne ville kunne ændre. Hvis det var muligt. Og samtidig en ting, som ikke ville være for svær for drengen at høre. Det skulle helt sikkert handle om adfærd og ikke identitet.

“Okay. Jeg har den. Jeg ville ønske, du havde en sport, du gik rigtig meget op i. Vi ved jo, hvor vigtigt det er at have en rigtig god grundform lige præcis i den alder, du har nu. Jeg ville nemlig ønske, at du resten af dit liv ville kunne vælge at dyrke sport og så have den grundform fra barndommen, som ville gøre det nemmere for dig. Det ville jeg ønske. Og jeg håber, det sker en dag, men jeg ved jo også godt, at det ikke er sikkert, det sker. Og så er det også okay. Og ved du hvad?”

“Jeg løber altså meget i frikvartererne og også i fritten.”

“Ja. Og ved du hvad ellers? Det er noget helt andet. Jeg elsker, at du altid fortæller mig, hvad du tænker og hvordan du har det. Jeg elsker, at du fortæller mig, når der er noget, du ikke bryder dig om, at jeg gør. Det gør det meget nemt for mig at være sammen med dig.”

Lang pause, mens de passerede gaden og nærmede sig deres gadedør.

“Og hvad med dig, skat? Hvis du kunne lave om på én ting ved mig, hvad skulle det så være?”

Det kom helt uden tænkepause (surprise!), men alligevel tøvende: “Altså, det gør ikke noget, at du gør det vel, men jeg kunne alligevel godt tænke mig, at du ikke … sådan … At når der er andre mennesker, så lod du være med at tale sådan … du ved … at du ikke sagde grimme ting. Patter og sådan noget. At du ikke sagde sådan noget højt.”

Moren ved det godt selv: Ind imellem kommer Amagerkællingen op i hende, og sprog og humor hører til i kategorien “Det sagde hun også i går”. Det falder hende foruroligende naturligt at tale sådan og til tider kan det da også komme bag på hende selv.

“Generer det dig, når jeg gør det?”

“Ja lidt.”

“Synes du, det er pinligt, når jeg gør det?”

“Ja. Men altså du behøver ikke lave det om.” Drengen har den styrke, som samtidig kan være en stor udfordring, at han vil sikre sig, at andre mennesker har det godt. At han ikke sårer nogen. Hvilket selvfølgelig gør det endnu vigtigere, at han mødes på en god måde, når han giver udtryk for sine oplevelser sammen med andre mennesker.

“Det ved jeg godt. Og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan. Eller at jeg vil. For jeg har det altså skidesjovt med det. Men jeg vil helt sikkert være mere opmærksom på det. Helt sikkert. I hvert fald når jeg er sammen med dig”.

De var nået til gadedøren. Og samtalen sluttede.

Og jeg tænker nu (igen) på, hvor vigtigt det er, at vi kan finde ud af at være sammen med vores børn, når de har en anden oplevelse af en situation, end vi selv har. Hvor tit hører vi ikke os selv sige “Sådan var det altså ikke”, “Det var ikke det, jeg mente” eller “Det gjorde jeg altså ikke!” når de fortæller, hvordan de oplever et eller andet?

Oplevelsen er deres. Den kan vi ikke lave om på ved at fortælle, hvordan vi oplever det. I virkeligheden er det ret simpelt. Det kan gøres med et “Okay, har du det sådan?” eller et simpelt “Nå okay?” I en god tone selvfølgelig. Giver det mening?

 

_____________________________________

Advarsel! Reklame

Så er fjerde kapitel i Peter Harboes og min bog endelig kommet op af den virtuelle skuffe og ind i webshoppen. For hundrede år siden skrev vi om selvværdet; nu nåede vi til selvtilliden, som det aldrig er for sent at styrke hos vores børn (og os selv). Du kan se mere om “Jeg duer heller ikke til noget” her.

Det sker stadig, at jeg bliver Camilla 13 år

”Hvornår er du Camilla 13 år?” spurgte en ven mig forleden. Han er tilsyneladende selv kommet så vel ud af barndommen, at han aldrig synes at reagere som andet end sin rette alder. Hvorimod jeg jævnligt kan mærke, at jeg kommer til at reagere på situationer eller mennesker på en måde, som lige så godt kunne være Camilla fire, elleve eller sytten år. Min reaktion passer ikke rigtig til min nuværende alder.

Da jeg ledte efter eksempler, blev det glædeligt klart for mig, at det sker i stadig mindre grad, men der er et godt stykke vej endnu, før jeg kan kalde mig helt voksen.

Når min mor sukker på sin helt karakteristiske måde og siger ”Åååh, Camilla, ryger du igen? Det er jeg ked af”, bliver jeg tretten år og der er fandme ikke nogen, der skal bestemme, om jeg skal ryge eller ej. Jeg skal nok selv bestemme over mit liv. I stedet for at svare som en toogfyrreårig: ”Det er jeg sgu egentlig også” eller bare ”Nå, okay”.

I en lang periode af mit liv fik jeg det sådan, at når en mand ikke havde lyst til at lære mig bedre at kende, gjorde det forbi eller bare ikke viste mig interesse, blev jeg femten år med kikset hår og fregner; kedelig, grim og forkert. Og helt sikkert sådan en, man skrider fra. I stedet for at være min egen alder og huske, at hvad andre gør, har meget lidt med mig at gøre – og så meget mere med dem selv at gøre.

Jeg tænker, at jeg gennem min barndom og ungdom har fået skabt mig nogle overbevisninger, som jeg møder alle senere oplevelser med. Sådan virkelig simpelt set.

Da jeg var præteenager og alt i mig og omkring mig var forvirrende og uforståeligt, var jeg kun helt sikker på tre ting. Den ene var, at jeg var dum og uinteressant. Den anden, at ingen andre havde det som mig; ingen var lige så forvirrede og forkerte. Sådan var dét bare. Det måtte jeg leve med. Nu gjaldt det så bare om, at andre mennesker ikke opdagede det. Ellers ville jeg blive bekræftet i min tredje sandhed: Hvis folk opdager, hvordan jeg virkelig er, så forlader de mig.

Jeg har nogle gode gæt på, hvilke oplevelser der lå til grund for disse overbevisninger. Og jeg er sikker på, at en terapeut kunne tage sin familie på en mindre luksusferie, hvis jeg gik den vej for at rydde op i det. Jeg vælger (endnu) en anden vej. Jeg vælger at gøre på trods og ridse i mine gamle overbevisninger med ny adfærd. Lad mig forklare, hvad jeg mener.

Når min søn på ti banker på døren til sin storebrors værelse, men ikke bliver inviteret ind – og end ikke får tilladelse til at åbne døren. Når han derfor må tale gennem døren og får et kort, afvisende svar tilbage. Når han kommer ud i køkkenet med hængende skuldre og mundvige. Så ryger jeg tilbage til min egen barndom, hvor det var mig, der stod udenfor min storesøsters dør og fik følelsen af at være påtrængende og uinteressant. Og jeg kommer til at synes, lillebror bliver uretfærdigt behandlet. Og kunne storebror ikke bare vise ham lidt interesse?! Og hvad skal jeg nu gøre for at sikre mig, at lillebror ved, han er helt okay? Så han ikke skal rende rundt og tro, at … Jeg lader alle mine følelser fra da jeg selv var ti, blande sig i oplevelsen nu.

Jeg får lyst til at hive fat i min ældste og belære ham om respekt og broderkærlighed. Få ham til at opføre sig, så hans bror ikke bliver såret. Men så husker jeg min alder. Jeg husker, at jeg ikke længere er ti år, men at min ældste til gengæld er næsten tolv – og har retten til at vælge, hvem han lukker døren op for. Jeg husker, at jeg er mor og må tilgodese begge drenges behov. Så jeg lader storebror være og koncentrerer mig om lillebror.

Mine følelser er selvfølgelig bare, som de er, når det her sker. Jeg bliver virkelig såret som en tiårig. Men jeg kan tage følelserne under armen og handle på trods (eller måske i kraft) af dem – som en toogfyrreårig mor.

Når det af en eller anden grund skal gå hurtigt, siger jeg måske ”Hey, du ved godt, det ikke betyder, at han ikke kan lide dig, ikk? Han vil bare gerne være alene”. Og bilder mig ind, at det nok skal hjælpe. Men når jeg smider tid efter det og husker det, jeg ved om at styrke ungernes selvværd, møder jeg ham på en helt anden måde, når han kommer ud til mig.

”Du ser slukøret ud. Er du det?”

”Hvad betyder slukøret?” svarer han.

”Det er, når man har håbet på noget, men det ikke bliver, som man havde håbet på”.

”Jamen så er jeg slukøret. Jeg ville fortælle Alfred om i aften, men han gad ikke høre det. Han sagde ikke engang kom ind”.

”Og så blev du skuffet?” spørger jeg.

”Ja. Han gider aldrig høre på mig”.

”Føles det, som om han aldrig vil høre? Det lyder ikke rart”.

Han trækker vejret dybt ind og sukker: ”Det er det heller ikke. Det er som om, han ikke rigtig kan lide mig. Jeg vil altid høre, hvad han siger. Også selvom jeg ikke interesserer mig for fodbold. Så lytter jeg bare alligevel, selvom jeg nogle gange synes, det er vildt kedeligt”.

”Så du lytter for at glæde ham. Men du synes ikke, han gør det samme for dig?”

”Nej. Eller i hvert fald ikke særligt tit. Og jeg gør det altid”.

”Altid?” spørger jeg.

”Ja. Eller … næsten altid. Nogle gange er jeg lige i gang med noget og så siger jeg, at jeg ikke har tid”.

”Okay. Og når du ikke har tid, betyder det så, at du ikke kan lide ham?”

”Nejnej. Jeg har jo bare ikke lige tid”.

”Og når han ikke hører, hvad du siger?”

”Jamen det sker bare så tit. Han laver altid noget andet. Jeg synes aldrig, han har tid til at høre på mig”.

”Aldrig?”

”I hvert fald ikke særligt tit. Nogle gange har han, men det er mest, når vi sidder i køkkenet”.

”Og når han sidder på sit værelse? Så er det, han ikke vil høre og så føles det, som om han ikke kan lide dig”.

”Altså jeg ved jo godt, at han kan lide mig. Det føles bare sådan nogle gange”.

“Og det gør dig ked af det?”

“Ja. Meget. Jeg vil jo så gerne fortælle ham … jeg vil gerne inviteres ind på hans værelse. Men altså … han er sikkert bare i gang med noget. Jeg kan jo bare fortælle ham det, når han kommer ud i køkkenet”. Han trækker på skuldrene og siger: “Jeg gider altså ikke snakke mere om det. Okay?”

“Er du okay?” spørger jeg.

“Øøøh, ja?!” Han ser ud som om, han ikke ved, hvorfor jeg spørger. Hvad skulle der dog være i vejen?

Det er meget nemmere at møde mine unger, når jeg finder ud af at være min rette alder. Når jeg kan være min rette alder, har jeg plads i hovedet til at hjælpe dem med at være med deres følelser og oplevelser. Og når jeg kan det i en situation som den beskrevne, så kommer min yngste ud af den med en styrket selvfølelse. Snarere end med oplevelsen af, at hans mor tvinger hans storebror til at lytte.

Som sagt har jeg ingen forventning om, at jeg nogensinde vil blive helt fri for, at Camilla fire eller fjorten dukker op, når jeg bliver presset. Men jo mere jeg er opmærksom på, hvornår det sker, jo bedre vil jeg blive til at reagere voksent. Og jeg må hellere blive ved med at øve mig, for jeg forestiller mig ikke, at livet herhjemme bliver udpræget fedt, hvis mine drenge om nogle år skal diskutere sengetider og sprogbrug med Camilla femten år.

_______________________________________________________

Vil du læse mere om, hvordan vi forældre kan styrke vores børns selvværd?

Tredje kapitel af Peters og min e-bog er ude nu. “Lad mig nu være!” handler netop om selvfølelse, selvværd og selvtillid. Disse er blevet opbygget hos dit barn, siden han var lille og nyfødt, men det er stadig muligt at styrke dem. Har du misset noget i de første år af dit barns liv, så lader det sig altså til stadighed forbedre. Det er klart, at du kan stå overfor et større eller mindre arbejde i den retning.

Du kan hente kapitlet her. Det koster 39,- kroner. Det samme som en dobbelt latte med sirup.

I “Lad mig nu være!” finder du ud af, hvad vi mener, når vi siger, at selvfølelse vokser ud af munden. Du får konkrete handlemuligheder. Og så møder du Daniel, som hader at gå i skole og hans mor, som lærer at håndtere det.

Oplever du, at din teenager søger bekræftelse – hos dig, hos venner, på sociale medier, i livet i det hele taget? Undrer du dig over, at selvom hun får den efterspurgte bekræftelse, så ser det ikke ud til at hjælpe alverden – eller i hvert fald ikke særligt længe? Hvad gør du så? Hvad stiller vi op, når det tilsyneladende er noget andet, der er brug for end påskønnelse? Hvordan kan du arbejde med at styrke din teenagers selvværd og være den hjælp i hendes liv, du gerne vil være?

Uundværlig læsning for uperfekte forældre (der vil tættere på deres store børn).

Der er altså voksne, der vil hjælpe – man skal bare finde dem

“Det er blevet så almindeligt at blive skilt, at folk synes, det er helt normalt. Men der er altså intet normalt ved det for børnene”.

Sådan sagde en pige, da hun sammen med andre børn og unge deltog i en skilsmissecamp for nogle uger siden. Denne dag skulle de blandt andet formulere nogle anbefalinger til voksne i og omkring skilsmissefamilier. Anbefalinger som Egmont Fonden så vil forsøge at omsætte til tiltag, som kan gøre det nemmere for børn og unge, som bliver påvirket negativt af deres forældres skilsmisse.

To uger senere mødtes godt halvtres voksne på endnu en skilsmissecamp. Og med pigens ord som igangsætter blev det nemt for os at fokusere på børnenes behov gennem dagen. Inden vi forlod stedet forventedes det, at vi kunne præsentere Egmont Fondens folk (og hinanden) for vores anbefalinger: Hvilke helt konkrete tiltag skal der til for at vores børn og unge ikke bliver ødelagt af forældrenes skilsmisse.

(Jeg anede ikke, at så mange mennesker arbejder på dette felt. Psykologer, terapeuter, advokater, sagsbehandlere, forfattere, coaches, sundhedsplejersker, forskere. Og så har jeg sikkert glemt nogle. En lang række dedikerede mennesker som støtter familier i skilsmisse, laver børnegrupper, giver forældre kommunikationsredskaber, hjælper med at opnå enighed og forsker i, hvilken effekt det egentlig har for unge mennesker, at deres forældre vælger at skilles)

“Husk at spørge børn, hvordan de har det”, pige 9 år.

Børnene og de unge er kommet med en lang række anbefalinger. Gennemgående er behovet for, at voksne tager ansvaret i højere grad. Ikke bare forældrene (men specielt dem); også andre voksne i deres netværk. Igen og igen hører vi fra børnene og de unge, at de har brug for et menneske at støtte sig til før, under og efter skilsmissen. En voksen, som opfører sig normalt, mens forældrene render forvirrede, sårede og måske vrede rundt.

At få sat ord på alle de følelser og tanker, som præger barnet i processen, kan gøre den helt store forskel. At møde et menneske, som viser, at deres følelser ikke er forkerte. At forstå, at de ikke er alene. At mærke at andre har det som dem. At få luft. Det har børn og unge (også) brug for, når familien skilles.

“Det ville være rart, hvis der var nogen, der prøvede at hjælpe og interessere sig lidt for det og spurgte, hvordan man har det”, Sascha 9 år

Her er min opfordring til dig (og mig): Når du hører, at en kammerat til dit barn oplever, at forældrene skal skilles, så tal med hende om hendes oplevelse af det. Vær den voksne, som de kan komme til og fortælle om deres oplevelser uden at skulle passe på, om de nu sårer nogen.

Vær det menneske, som kan rumme, at barnet også længe efter skilsmissen kæmper med følelser, som er svære at være i, tanker, som er svære at få hold på og bekymringer, som er svære at få til at gå væk. Men som bliver så meget nemmere at være med, hvis et voksent menneske finder ud af at være med dem i det. Uden at skulle fikse noget, uden nødvendigvis at kunne forstå. Men med intentionen om at lytte og støtte.

Jeg beder dig ikke om at indgå i et livslangt afhængighedsforhold til dette barn. Jeg beder dig bare være opmærksom og bringe dit hjerte i spil. Med en ganske lille samtale kan du give et sårbart menneske følelsen af at blive hørt. Og med følelsen af at blive hørt kommer følelsen af at have betydning. Og ønsker vi ikke alle at føle os betydningsfulde? Måske specielt når vi står et sted i livet, som vi ikke selv har valgt, hvor vores mening kun har ringe betydning og hvor andre har bestemt, at verden som vi kendte den, er brudt sammen og ny mening skal skabes.

Vær ikke den voksne, som (også) tænker, at barnet nok har andre at tale med, at du risikerer at vade i noget, hvis du bringer det på bane. Som er bange for at gøre ondt værre. Det eneste der gør ondt værre er, hvis vi ignorere den unges smerte og blot venter på, at tiden skal læge sårene.

“Der er altså voksne, der vil hjælpe; man skal bare finde dem”, pige 11 år.

Hvis du ikke gør noget ved det, mister du brokkeretten

“Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Han kan ikke finde ud af at købe ind”, sagde en kvinde til mig forleden. Egentlig kommer hun hos mig for at blive bedre til at sætte tydelige, personlige grænser i forhold til sine store piger, men nu kom manden i huset så på tale. “Det er lige meget, om han har en seddel med, om jeg har sendt en sms, om han bare skal hente tre ting. Han glemmer noget. Hver gang!”

“Og hva’ så?” var mit næste spørgsmål (Et af mine yndlingsspørgsmål, for tit er det helt rigtigt at spørge os selv: “Hva’ så … egentlig?”).

“Det er bare pisse irriterende. Så er det jo kun mig, der kan købe ind. Hvis ikke vi skal stå og mangle et eller andet vigtigt til maden. Og jeg gider altså ikke altid købe ind. Og jeg har heller ikke tid. Det er jo også mig, der hjælper pigerne med lektierne”.

Det er nærmest en klassiker. Det er ikke altid indkøbene, det kniber med. Det kan lige så vel være, at manden smider karkluden i vasken, så den ligger og bliver sur, at han smider sit snavsede tøj på gulvet og aldrig når til at samle det op, at han glemmer aftaler og derfor skal mødes med gutterne, når de egentlig skulle hjem til hendes mor. At han …

Og hun brokker sig.

“Hvad kan du gøre ved det?” spurgte jeg.

“Jeg ved det ikke. Vi har talt om det så mange gange, men der sker ikke en skid. Han skal simpelthen lære at …”

Jeg afbrød hende: “Hvad kan DU gøre ved det?”

Hun tænkte lidt. “Jeg ved det ikke. Ingenting, tror jeg. Men jeg gider altså ikke altid være den, der …”.

Jeg afbrød igen (Jeg afbryder gerne, når jeg arbejder. Nogle gange har folk brug for at få afbrudt de sætninger, de har sagt så mange gange før): “Så du kan ikke gøre noget ved det. Og vi ved jo, at vi ikke kan lave om på andre mennesker. Du har forsøgt at ændre på hans adfærd, men det lykkes ikke. Hvad vil du gøre ved det?”

“Men jeg kan jo ikke gøre noget!?” Hun fik en snert af irritation i stemmen (Jeg er gerne irriterende, når jeg arbejder. Det er sjældent, at folk har brug for (endnu) en rygklappende veninde).

Lige præcis. Hun kan ikke gøre noget. Den skulle lige helt på plads.

Der vil altid være ting, vi ville ønske, andre gjorde anderledes. Specielt hvis vi bor sammen med dem. Der er ting, som vi kan få dem til at gøre anderledes, lige som der er ting, vi selv må gøre anderledes for ikke at genere vores familie alt for meget. Og så er der altså ting, som tilsyneladende ikke lader sig ændre.

Og så har vi jo et valg. Som vi altid har. Vil vi leve med det eller vil vi vælge det fra? Vil denne kvinde leve med, at hendes mand stinker til indkøb eller vil hun flytte fra ham? Der er kun de to muligheder: Bliv eller gør noget andet.

Det var kvinden jeg talte med, ikke umiddelbart enig i: “Jeg kan da ikke gå fra ham, fordi han ikke kan købe ind. Det er bare irriterende. Jeg kan ikke forstå, det kan være så svært. Men jeg går da ikke fra ham af den grund”.

“Nej, du bliver sammen med ham og brokker dig over det”, sagde jeg og nævnte dermed den tredje mulighed, som altså dog findes. Og som alt for mange vælger i alt for mange situationer. Vi står i en situation, som vi ikke er tilfredse med – har et job, vi ikke er glade for, er i et forhold, som gør ondt, kører i en bil, som bliver ved med at gå i stykker. Vi har gjort, hvad vi kan for at ændre på det, men det lader sig ikke ændre. Men alligevel bliver vi – i jobbet, i forholdet, i møgspanden.

Og brokker os over det.

Her er min mening: Hvis du ikke kan ændre på situationen, så gå væk fra den og gør noget andet. Hvis du ikke gør det, så mister du brokkeretten. Du har selv valgt at blive.

Det samme gælder med brok over ting, som lader sig ændre. Vi brokker os over de ekstra kilo, over at vores barn plager og altid ender med at få sin vilje, at bussen altid er forsinket. Så gør dog, hvad der skal til for at tabe de kilo! Lær en gang for alle dit barn, at plagerier ikke virker! Tag cyklen! Hvis du ikke gør det, så mister du brokkeretten. Du har selv valgt at blive i situationen.

Kvinden fra før kan vælge at blive og acceptere, at manden ikke kan finde ud af at købe ind. Nu kan hun så arbejde på at acceptere, at de ind imellem står og mangler noget til maden. Eller hun kan selv købe ind. Hvis hun ikke vil forlade ham, har hun valgt at blive.

Jeg ved godt, det ikke er særligt dansk. Jeg ved godt, at vi får en sær følelse af samhørighed, når vi brokker os sammen – over køen, vejret eller folk af det andet køn. Men du? Kan vi ændre på vejret?

_____________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for forældre til 10-19-årige.

Første kapitel af bogen til (præ)teenagerens forældre er ude nu og kan hentes GRATIS her. Her møder du blandt andet Lukas på 14 og hans mor Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

1. april kommer andet kapitel i bogen. I “Du hører jo ikke, hvad jeg siger!” tager vi fat i anerkendelsesbegrebet og kommer med konkrete handlemuligheder til dig, som ønsker at styrke dit barns selvværd. Prisen bliver 39,- kroner.

“Du fatter jo ikke en skid, mand! – og andre sandheder om livet i teenagefamilier” er en e-bog til forældre til 10-19-årige. Jeg skriver den sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut. Hver måned fra april til december kommer endnu et (uafhængigt) kapitel.

Hvis jeg ikke præsterer, hvem er jeg så?

Igen i går havde jeg en mor i røret. Bekymret for sin store datter, som har mistet sin kampånd. Er træt af det hele. Ikke motiveret af noget. I tvivl om, hvorvidt gymnasiet nu var det rigtige valg.

Tidligere var hun glad for skolen – ikke med armene over hovedet, men helt almindeligt tilfreds, som vi ofte er med ting, som vi har nemt ved. Vellidt og social.

Nu trækker hun sig fra vennerne, gider ikke lektierne og har helt mistet modet. Og forældrene er bekymrede. Hvad kan de gøre for at gøre hende glad igen? Hvordan kan de hjælpe hende med at finde gejsten?

Jeg kender ikke pigen eller forældrene. Men moren kunne dog genkende noget af det, jeg kom til at tænke og nu sagde til hende:

Mange piger har gennem deres skoletid lært sig at være stille, søde, nemme piger. De sukker måske lidt i skolen, når de endnu en gang bliver sat ved siden af en dreng, de skal holde ro på og når de skal lave endnu en opgave, som de har alt for nemt ved. De sukker stille. Klarer sig, fordi de i det mindste får ros for deres flotte arbejde. Ved skole-hjemsamtalerne får de måske at vide, at de jo klarer sig rigtig fint i de fleste fag, “men du skal sige noget mere i timerne, hvis jeg skal kunne give dig en højere mundtlig karakter. Du kan jo godt. Du skal bare turde”. Pigerne får ikke at vide, hvordan de skal (lære at) turde, så intet ændrer sig og ved næste samtale får de nøjagtigt det samme at vide.

Men det er til at holde ud, for de er dygtige. De får ros. Og slipper for ballade.

På et tidspunkt sker det så for en del af dem, at de bliver trætte af at præstere. Det bliver alligevel for kedeligt. Andre ting bliver mere spændende. Eller de begynder i gymnasiet (hvilket har været forventet siden 6. klasse – af dem selv og de voksne) og niveauet ændrer sig og dermed deres karakterer. Og den ros de er vant til at få, udebliver.

Og spørgsmålet dukker op: Hvis jeg ikke præsterer, hvis jeg ikke gør noget, hvem er jeg så? Eller … ideelt set dukker spørgsmålet op. For de flestes vedkommende når det ikke længere end til en følelse. Følelsen af ikke at slå til, ikke at være god nok, ikke at leve op til egne og andres forventninger. Indtil nu har de defineret sig selv ud fra, hvad de kunne. Nu kan de ikke længere og hvad så? Er de så ikke gode nok længere?

Jeg skal nu mødes med endnu en pige, som har brug for at lære at skelne mellem det, hun er og det, hun gør. Vi er jo ikke vores adfærd. Her er endnu en pige, som i alt for mange år er blevet rost for det, hun gør, i stedet for at blive anerkendt for det, hun er.

Jeg siger ikke, at pigernes forældre og lærere er dårlige mennesker. De roser i bedste mening. Det kommer mange af os til. “Hvor er du god til at cykle”, “Sikke en flot tegning”. “Hvor læser du godt efterhånden”. “Du er god til at danse”. Vi får lyst til at rose og det er fint. Vi skal bare være opmærksomme på, at vi ikke styrker børnenes selvværd, når vi gør det. Vi styrker deres selvtillid. Og mens selvværd handler om at være, handler selvtillid om at gøre. Så når de for en periode ikke gider gøre, bliver de i tvivl om, hvorvidt de nu er gode nok.

Note: Et par andre måder at kommentere på kunne lyde: “Hvor er det dejligt at se, at du ser dig for, når vi cykler”. “Er den til mig (stort smil)? Tak!” “Kan du selv mærke, at din læsning forandrer sig? Hvordan er dét?” “Det er så tydeligt at se, at du nyder at danse”.

______________________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for uperfekte forældre til 10-19-årige.

1. april kommer andet kapitel i bogen til (præ)teenagerens forældre. Det kommer netop til at handle om anerkendelse og om, hvordan vi styrker vores børns selvværd. Prisen bliver 39,- kroner.

Første kapitel er dog allerede ude og kan hentes GRATIS her. I kapitlet “Fat det nu! Jeg fryser ikke”, møder du blandt andet Lukas og Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

“Du fatter jo ikke en skid, mand! (og andre sandheder om livet i teenagefamilier)” er en e-bog til forældre til 10-19-årige. Jeg skriver den sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut. Hver måned fra april til december kommer endnu et (uafhængigt) kapitel.

 

Vi er ikke længere en skilsmissefamilie

“Har du dem i påsken?”

“Ja. Min eks havde dem i vinterferien. Vi skiftes til at have dem. Det har vi altid gjort”.

En flig af en samtale mellem to veninder. Jeg fangede denne lille udveksling og vidste: Den ene var skilt og havde nogle børn, som hun skulle være sammen med i påsken. Venindernes ordvalg fik mig igen til at tænke:

Hvorfor siger vi “Jeg skal have mine børn” og “Kan du tage børnene?”, når vi er blevet skilt? Vi siger jo ikke, “Jeg skal have Line i weekenden”, når vi skal være sammen med en veninde. Eller “Har du Peter i aften?”, når vi vil vide, om vores kæreste skal hænge med en ven.

Min kusine gjorde mig opmærksom på det, kort efter jeg var blevet skilt. Jeg ville sidde dér og forsøge at planlægge mit liv ud fra, om jeg havde drengene eller ej. Det var en periode, hvor vi ikke havde så nemt ved at være sammen. Vi var alle i gang med at vænne os til den nye måde at leve på. Når jeg så sagde, at jeg skulle “have dem”, kom det til at lyde som en byrde. Det var det på sin vis også, men mit ordvalg forstærkede den følelse. “Nej, jeg kan ikke komme med til fest; jeg har drengene”. Eller drengenes far ville ringe og høre, om jeg kunne “tage drengene”, fordi han skulle noget. “Hvis du tager dem næste weekend, så tager jeg dem, når du skal …” Vi tog dem og havde dem på skift.

Jeg begyndte at bruge “Jeg skal være sammen med drengene” og “I den weekend er drengene hos mig”. Livet bød selvfølgelig stadig på store udfordringer, som det gør i perioden omkring og efter en skilsmisse, men det føltes rarere at tænke på hver anden weekend som dage, hvor jeg var sammen med mine børn og den modsatte weekend som dage, hvor de var sammen med deres far.

Jeg forestiller mig et barn overhøre en telefonsamtale mellem sin mor og far. Mor siger: “Tager du hende så i påsken (når nu jeg har haft hende i vinterferien)?” Måske tænker barnet intet om det. Men det lyder altså en lille smule som “Tager du så opvasken (når nu jeg har knoklet med maden)?”

Den anden ting venindernes samtale fik mig til at tænke på, var: Hvor længe omtaler vi børnenes anden forælder som vores eks? “Ungerne er hos min eks”. Jeg tænker, at så længe vi omtaler ham eller hende som vores eks, holder vi os fast i, at vi er en skilsmissefamilie. Og hvor længe efter bruddet er vi egentlig det? Moren fra før sagde “Det har vi altid gjort”, hvilket må betyde, at de har været skilt i et godt stykke tid. Er de stadig en skilsmissefamilie?

Jeg tænker ikke på vores familie som en skilsmissefamilie længere. Mine drenge lever i en familie, som er delt i to. Som lever to forskellige steder. Seks år efter bruddet vil jeg ikke lade vores familie definere ud fra dét. Når drengene ikke er hos mig, er de derfor ikke hos min eks. De er hos deres far. Det er jo det, der holder os sammen – deres far og mig. At vi har børn sammen; ikke at vi engang har været gift og valgte at blive skilt. Gi’r det mening?

Lad mig lige gribe i egen barm her (virkelig spøjst udtryk egentlig): Hvad med den formulering, som jeg selv bruger: Mine drenge er hos mig hver anden uge og hos deres far den anden. Er de hos mig og hos deres far? Lyder det ikke lidt som om, de er på besøg? Er de ikke bare hjemme? Hjemme på K.vej og hjemme på G.vej. De er jo altid hjemme; bare to forskellige steder. Børn som bor sammen med begge deres forældre siger jo heller ikke “Jeg er hjemme hos min mor og far”. De er bare hjemme.

Det kan godt gå hen og blive besværligt. Men det er da en tanke værd.

_________________________________________________

GRATIS uundværlig læsning:

“Du fatter jo ikke en skid, mand!” er en uundværlig e-bog for uperfekte forældre til 10-19-årige. Den udkommer med ét kapitel ad gangen. Hvert kapitel er en uafhængig artikel om et emne eller en problemstilling, som de fleste forældre til (præ)teenagere vil støde på.

Bogen skriver jeg sammen med familieterapeut Peter Harboe.

Hent første kapitel GRATIS her. “Fat det nu! Jeg fryser ikke”. Her møder vi Lukas på 14 og hans mor Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Sammen med dem kan du lære, hvordan du bedst støtter dit barns frigørelsesproces. 
Til april kommer en artikel om anerkendelse. Hvordan anerkender man egentlig noget, som man dybest set ikke fatter en skid af?