Kæmp, flygt eller frys

Jeg hørte en far skælde sit barn ud i dag. Fra min plads i gården kunne jeg høre lyden af det fra en af de andre lejligheder. Jeg kunne kun høre farens ord og en mumlen fra barnet.

“Se nu dér, hvad du har gjort! Hvor mange gange har jeg sagt det til dig? Hva?! Hvor mange gange? Hundrede gange? Tusind? Hva?”

“Mumle mumle.”

“Jeg har sagt det tusind gange, og se nu dér! DU  MÅ IK-KE  …”

Udvekslingen fortsatte i nogle minutter, og mens farens stemme blev stadig mere skarp og høj, blev barnets mumlen lavere og mindre hørbar. Min umiddelbare reaktion var at springe op og finde det vindue hvorfra lyden kom og råbe op til faren. Et eller andet, hvad som helst som kunne få ham til at stoppe. Min næste reaktion var at sukke og resignere. Hvad skulle dét hjælpe?

Menneskets hjerne er udstyret med et område, som aktiveres når vi føler os pressede eller truede. Amygdala, eller Mandelkernen som vi kalder det på dansk. Amygdala slår alarm, og det har den gjort lige siden urtiden. Når en sabeltiger sprang frem, sørgede Amygdala for, at mennesket på et splitsekund løb i skjul. Amygdala holder os sikre. Den sikrer vores overlevelse, når der ikke er tid til at tænke. Kæmp, flygt eller frys!

Barnet deroppe var jo ikke i livsfare, ikke sådan direkte i hvert fald. Han (hun?) skal nok overleve. Men ikke desto mindre aktiveres hans Amygdala, fordi han føler sig truet af sin voksne. Angrebet.

Når Amygdala aktiveres, reserveres al energi og hjernefokus til flugten eller kampen. Hjertet banker. Pulsen stiger. Vi sveder. Adrenalinen pumpes ud i kroppen. Den langsommere del af hjernen – den der skal hjælpe os med at fordøje, fortolke og reagere fornuftsstyret på det der sker, lukkes ned. I stedet forsvarer vi os selv. Vi går til modangreb. Vi melder os ud. Vi sendes i forsvarsberedskab.

Du kender det nok selv. En pludselig hvinen fra en bil, en hund der springer frem, toget der er forsinket den dag du skal til et vigtigt møde, en bevægelse inde i mørket, dit barn der falder ned fra et højt sted, en kollega der angriber dig verbalt. Hver eneste dag oplever vi aktivitet i Amygdala i højere og lavere grad. Som oftest vurderer vi hurtigt, at faren er til at overskue og overleve. Vores fornuft tager over. Vi trækker på vores erfaringer, går over på den anden side af gaden, ringer til en kollega og melder en senere ankomst, trækker vejret dybt ned i lungerne og spørger os selv: Hvad har jeg af muligheder? Vi formår at sætte gang i den mere langsomme del af hjernen. Vi er voksne.

Når vi skælder vores børn ud, udgør vi en trussel for dem. Når de bliver bange, stressede, føler sig truede og pressede, aktiveres deres Amygdala. Og når den gør det, er det yderst begrænset hvor megen anden hjerneaktivitet vi kan forvente hos dem. Faren i den anden lejlighed havde helt sikkert en intension om at lære sit barn et eller andet, som han allerede havde forsøgt at lære ham tusind (!) gange. Men barnet kommer ikke til at lære det her til morgen. Hans hjerne tillader ham ikke at lære det lige nu. Den kan ikke tænke, lære eller lagre, så længe den er i alarmberedskab.

Når vi råber af vores børn og skælder dem ud, gør vi det ikke alene sværere for dem at lære i øjeblikket; vi skader vores relation til dem. Det kræver en god relation til et menneske, hvis vi vil gøre os forhåbninger om, at de vil lade os lære dem noget.

Lad os trække vejret, kære forældre. Få ro på vores egen Amygdala, og på vores tilstand i det hele taget. Lad os tage en time-out. Gøre hvad end der skal til for at vi kan tale med vores børn på en ordentlig måde.

Camilla

 

Hvis du ikke gør noget ved det, mister du brokkeretten

“Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Han kan ikke finde ud af at købe ind”, sagde en kvinde til mig forleden. Egentlig kommer hun hos mig for at blive bedre til at sætte tydelige, personlige grænser i forhold til sine store piger, men nu kom manden i huset så på tale. “Det er lige meget, om han har en seddel med, om jeg har sendt en sms, om han bare skal hente tre ting. Han glemmer noget. Hver gang!”

“Og hva’ så?” var mit næste spørgsmål (Et af mine yndlingsspørgsmål, for tit er det helt rigtigt at spørge os selv: “Hva’ så … egentlig?”).

“Det er bare pisse irriterende. Så er det jo kun mig, der kan købe ind. Hvis ikke vi skal stå og mangle et eller andet vigtigt til maden. Og jeg gider altså ikke altid købe ind. Og jeg har heller ikke tid. Det er jo også mig, der hjælper pigerne med lektierne”.

Det er nærmest en klassiker. Det er ikke altid indkøbene, det kniber med. Det kan lige så vel være, at manden smider karkluden i vasken, så den ligger og bliver sur, at han smider sit snavsede tøj på gulvet og aldrig når til at samle det op, at han glemmer aftaler og derfor skal mødes med gutterne, når de egentlig skulle hjem til hendes mor. At han …

Og hun brokker sig.

“Hvad kan du gøre ved det?” spurgte jeg.

“Jeg ved det ikke. Vi har talt om det så mange gange, men der sker ikke en skid. Han skal simpelthen lære at …”

Jeg afbrød hende: “Hvad kan DU gøre ved det?”

Hun tænkte lidt. “Jeg ved det ikke. Ingenting, tror jeg. Men jeg gider altså ikke altid være den, der …”.

Jeg afbrød igen (Jeg afbryder gerne, når jeg arbejder. Nogle gange har folk brug for at få afbrudt de sætninger, de har sagt så mange gange før): “Så du kan ikke gøre noget ved det. Og vi ved jo, at vi ikke kan lave om på andre mennesker. Du har forsøgt at ændre på hans adfærd, men det lykkes ikke. Hvad vil du gøre ved det?”

“Men jeg kan jo ikke gøre noget!?” Hun fik en snert af irritation i stemmen (Jeg er gerne irriterende, når jeg arbejder. Det er sjældent, at folk har brug for (endnu) en rygklappende veninde).

Lige præcis. Hun kan ikke gøre noget. Den skulle lige helt på plads.

Der vil altid være ting, vi ville ønske, andre gjorde anderledes. Specielt hvis vi bor sammen med dem. Der er ting, som vi kan få dem til at gøre anderledes, lige som der er ting, vi selv må gøre anderledes for ikke at genere vores familie alt for meget. Og så er der altså ting, som tilsyneladende ikke lader sig ændre.

Og så har vi jo et valg. Som vi altid har. Vil vi leve med det eller vil vi vælge det fra? Vil denne kvinde leve med, at hendes mand stinker til indkøb eller vil hun flytte fra ham? Der er kun de to muligheder: Bliv eller gør noget andet.

Det var kvinden jeg talte med, ikke umiddelbart enig i: “Jeg kan da ikke gå fra ham, fordi han ikke kan købe ind. Det er bare irriterende. Jeg kan ikke forstå, det kan være så svært. Men jeg går da ikke fra ham af den grund”.

“Nej, du bliver sammen med ham og brokker dig over det”, sagde jeg og nævnte dermed den tredje mulighed, som altså dog findes. Og som alt for mange vælger i alt for mange situationer. Vi står i en situation, som vi ikke er tilfredse med – har et job, vi ikke er glade for, er i et forhold, som gør ondt, kører i en bil, som bliver ved med at gå i stykker. Vi har gjort, hvad vi kan for at ændre på det, men det lader sig ikke ændre. Men alligevel bliver vi – i jobbet, i forholdet, i møgspanden.

Og brokker os over det.

Her er min mening: Hvis du ikke kan ændre på situationen, så gå væk fra den og gør noget andet. Hvis du ikke gør det, så mister du brokkeretten. Du har selv valgt at blive.

Det samme gælder med brok over ting, som lader sig ændre. Vi brokker os over de ekstra kilo, over at vores barn plager og altid ender med at få sin vilje, at bussen altid er forsinket. Så gør dog, hvad der skal til for at tabe de kilo! Lær en gang for alle dit barn, at plagerier ikke virker! Tag cyklen! Hvis du ikke gør det, så mister du brokkeretten. Du har selv valgt at blive i situationen.

Kvinden fra før kan vælge at blive og acceptere, at manden ikke kan finde ud af at købe ind. Nu kan hun så arbejde på at acceptere, at de ind imellem står og mangler noget til maden. Eller hun kan selv købe ind. Hvis hun ikke vil forlade ham, har hun valgt at blive.

Jeg ved godt, det ikke er særligt dansk. Jeg ved godt, at vi får en sær følelse af samhørighed, når vi brokker os sammen – over køen, vejret eller folk af det andet køn. Men du? Kan vi ændre på vejret?

_____________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for forældre til 10-19-årige.

Første kapitel af bogen til (præ)teenagerens forældre er ude nu og kan hentes GRATIS her. Her møder du blandt andet Lukas på 14 og hans mor Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

1. april kommer andet kapitel i bogen. I “Du hører jo ikke, hvad jeg siger!” tager vi fat i anerkendelsesbegrebet og kommer med konkrete handlemuligheder til dig, som ønsker at styrke dit barns selvværd. Prisen bliver 39,- kroner.

“Du fatter jo ikke en skid, mand! – og andre sandheder om livet i teenagefamilier” er en e-bog til forældre til 10-19-årige. Jeg skriver den sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut. Hver måned fra april til december kommer endnu et (uafhængigt) kapitel.

Man skal da savne sine børn

Min 10-årige søn og jeg spiste morgenmad udenfor i går. I minusgrader. På en lav mur lige ved Amagerbrogade. Normalt går vi jo hjemmefra i god tid om morgenen, når der er sne. For at have tid til at træne vores kast. Og nyde den sjælne stilhed på skolevejen. Men da julen var gået uden sne, gav drengene op; de vidste bare, at det ikke ville komme til at ske denne vinter.

Og så kom sneen. Lige da mine drenge skulle hjem til deres far i tre uger. Hvad så med det helt specielle samvær vi har, når der er sne, når det bliver naturligt for mig at lege og konkurrere og slås? Om tre uger er der måske ikke mere sne.

Det er gået op for mig, at jeg kan måle min tilfredshed med mig selv som mor ud fra den følelse, jeg har, når drengene er hos deres far. I en periode som denne, hvor jeg har for meget arbejde til at kunne være helt nærværende sammen med dem, når de er her, savner jeg dem, når de ikke er her.

Savnet er en spøjs blanding af følelser. Beklagelse over stadig ikke at have hjulpet den ene med at skille hans seng ad og den anden med at male graffitien på væggen over. Følelsen af at have en række ufærdige samtaler hængende, ventende. Jeg føler mig ude af trit med deres skole. Kan ikke huske, om vi overhovedet grinede sammen sidst, sådan rigtigt.

Savnet dukker op i ganske korte øjeblikke. Nogle fraskilte ville misunde mig længden på de øjeblikke. Nogle forældre savner deres børn hele tiden, når de hos den anden forælder. Hele tiden! Savnet ligger som en dyne over alt andet. Eller under alt andet. For nogle er det forbundet med store samvittighedskvaler at skulle give slip på det. For hvis vi ikke savner vores børn, må vi da være dårlige forældre.

Jeg savner normalt ikke mine drenge. Det hænger delvist sammen med min tro på, at de har det godt hos deres far. Og det hænger sammen med, at jeg meget tidligt efter skilsmissen traf en beslutning: Jeg VIL leve et helt liv. I den ene uge vil jeg leve sammen med mine drenge på en god måde. Den anden uge vil jeg leve på en god måde uden dem. Det virkede ikke for mig at rende rundt hver anden uge og have følelsen af at mangle noget for at kunne blive lykkelig. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at halvdelen af mit liv blev … mangelfuldt.

Jeg skulle selvfølgelig lige gennem perioden med dårlig samvittighed over, at jeg ikke savnede dem. For ikke savne dem var jeg nemlig nødt til at lade være med at tænke på dem hele tiden. Og hvilken mor tænker ikke på sine børn hele tiden? I det mindste hele tiden, når hun har fri. Denne mor. Åbenbart.

Jeg kan se det fra drengenes perspektiv: Jeg er en meget bedre mor i de uger, de er her, hvis jeg lever fuldt ud, når de ikke er her. Hvilket er sandt; jeg har ingen tvivl. Glade forældre er bare bedre forældre.

Jeg kan også se på det fra mit perspektiv, fra mig som et helt menneske – ikke bare som mor: Jeg lever et meget bedre liv, når jeg lever fuldt ud i alle uger. Jeg er gladere; mit liv er bedre; det hele giver bedre mening for mig. At jeg så bliver sjovere og nemmere at være sammen med for mine børn, er jo en dejlig bonus.

Det er bare ikke helt tilladt at sige åbent, hvis vi lever et fuldt, tilfredsstillende, meningsfuldt liv, når vi ikke er sammen med vores børn. Ikke desto mindre er det efter min mening det mål, vi bør stræbe efter. Det er ønskværdigt, muligt og fuldkommen tilladt. Nogle mennesker vil endda sige, at det er vores pligt – ikke som forældre, men som mennesker. Det er vores pligt at leve fuldt ud.

Hvis jeg ikke er tilfreds i ulige uger, præger det de lige uger. Og omvendt. Jeg bliver en skidt mor (efter min standard), når jeg er utilfreds med mit liv som Camilla. Jeg bliver ikke tilfreds i mit liv som Camilla, når jeg ikke lever op til min egen standard som mor.

Jeg arbejder for meget for tiden. Normalt sørger jeg for at fyre den af, når drengene er hos deres far, så jeg kan arbejde indenfor normal arbejdstid, når de er hos mig. Men for tiden fylder arbejdet så meget, at jeg også arbejder, når de er hjemme. Jeg glemmer at holde fri – om aftenen og i weekenden. Jojo, vi spiller da lidt brætspil og vi sludrer da en smule. Men det meste af tiden passer vi bare hver vores skærm. Og jeg er kun nærværende med mit arbejde.

Så tog de hjem til deres far, sneen kom og med den kom savnet. Sms til faren: Må jeg følge drengene i skole i morgen tidlig?

Lidt over syv i går morges kom min 10-årige derfor hjem og hentede mig i stedet for at gå på morgenfrit (storebror skulle møde senere og lå og fedede den under dynen). Jeg havde pakket morgenmaden og et tæppe i en taske og mig selv i tre lag tøj. Desværre var det meste af weekendens sne væk, men det kom ikke til at betyde noget. Jeg hørte om kammeratens fødselsdag i weekenden, om skolen og om, hvor mange dåsesodavand, de havde stående hjemme hos far. Han valgte en lav mur ved Amagerbrogade, hvor vi kunne sætte os med vores frugtsalat og amagermadder. Før jeg fulgte ham helt ind i varmen i klassen.

50 minutters nærvær mandag morgen gjorde hele forskellen. Mens vi frøs og fantaserede, blev savnet erstattet af en følelse af tilfredshed. Og beslutsomhed: Perioder hvor arbejdet fylder mere end normalt, er tilladte, men de må ikke være så lange som denne er blevet.

Jeg er kun tilfreds som Camilla, når jeg er tilfreds med mig som mor. Og omvendt.

Kan du (så) opføre dig ordentligt, mor?

Halv otte forleden opdagede jeg, at nogen havde smidt en madpakke ud af vinduet – ned i gården. Fire halve i hver sin staniolpakke. Og en snack. Oppe på anden sal stod vinduerne åbne ind til en lejlighed, hvor to drenge på 10-12 år bor sammen med deres mor. Hver anden uge.

Og jeg begyndte at gætte. Jeg gættede på, at det var madderne fra i går, som en af drengene lige havde opdaget, da hans mor bad om madkassen til dagens madder. Jeg gættede på, at han ikke fik den spist i går, fordi han havde travlt med at komme ud til frikvarter. Måske drømte han sig væk til lærerens oplæsning og glemte alt om madderne. I hvert fald fik han ikke spist de fire halve og snacken. Og havde nu valgt at smide dem ud af vinduet.

Hvad får en dreng til at vælge at smide sin madpakke ud af vinduet i stedet for i skraldespanden? Jeg gættede videre. Jeg gættede på, at drengen helst var fri for at skulle forklare sin mor, hvorfor maden ikke var spist. Når vejret er godt og alle vores vinduer står åbne mod gården, hører jeg nogle gange moren skælde ud. Jeg kan kun høre hendes stemme. Den bliver højere og højere, efterhånden som hun får talt sig varm. Måske ville drengen undgå at få skæld ud som noget af det første på dagen.

Jeg gættede på, at drengen kender sin mor godt nok til at vide, at det ville blive ubehageligt for ham at fortælle, at madpakken ikke var spist. Måske er hans forklaringer ikke gode nok, måske har han slet ikke en forklaring og det er heller ikke godt nok. Måske vil han ikke gøre sin mor ked af det. Nu har hun stået der og smurt hans madpakke og det er også hende, der laver alt det andet derhjemme og han kunne godt tage at være lidt mere taknemmelig. Måske. Jeg gætter jo kun.

Men en ting ved jeg: Vores børn fortæller os gerne alting i hele verden, hvis de ikke skal bekymre sig om vores reaktion. Hvis de kan regne med, at vi opfører os ordentligt, når de fortæller os noget, så er vi de mennesker, de helst fortæller ting til. Indtil en vis alder, siger nogle mennesker. Jeg siger noget (lidt) andet: Hvis vi kan finde ud af at opføre os ordentligt, når vores mindre børn fortæller os noget, så er der meget større sandsynlighed for, at de aldrig kommer i en alder, hvor de vælger ikke at fortælle.

Hvis min søn skal være bange for min reaktion, når han har lavet et eller andet lort. Hvis han ved, at jeg frådende og råbende prikker til det, han godt ved, var forkert (måske er der endda allerede to andre voksne, der har prikket). Hvis han af erfaring ved, at jeg får svært ved at holde mig ovre på min egen banehalvdel, når han fortæller det. Ja, så lader han selvfølgelig helst være.

Hvis din 11-årige datter fortæller dig, at hun netop er blevet vraget af sin kæreste gennem hele tre uger, og du vælger at sige noget i stil med “Nå, pyt nu med det! Så er han jo alligevel ikke det værd” eller endnu værre: “Arh, ved du hvad, du kommer til at få mange kæreste endnu. Du er kun 11 år”. Hvis vores børn ved, at vi ikke kan finde ud af at være i det, de fortæller på en ordentlig måde, så lader de være med at fortælle. Selvfølgelig. Hvorfor træde ud i noget, de ved, bliver ubehageligt?

Hvis vi nærer håb om, at vores datter vil fortælle, når hun til den tid føler sig klar til at tage det helt store skridt med sin kæreste. Hvis vi ønsker, at vores søn skal fortælle, at han tvivler på, at gymnasiet alligevel er noget for ham. Hvis vi vil have et forhold til vores børn, hvor det er tilladt at udtrykke sin (spæde) mening, sine (forvirrende) følelser og sine (bekymrende) tanker, så skal vi vise, at vi kan opføre os ordentligt, når det sker. Og det skal vi vise, fra de er små. Venter vi til de er store, er det for sent. Hvis vore adfærd er fuldkommen uhensigtsmæssig, når de ikke har spist deres madpakke, har stjålet en kammerats Nintendospil eller mobbet en pige fra klassen gennem længere tid, så har deres erfaring vist dem, at vi i hvert fald ikke vil kunne håndtere, hvis de fortæller, at de har taget et hiv af en joint. Og at de nu er bange for at blive fanget i noget svært med vennerne.

Jeg fik sådan lyst til at tale med madpakkedrengens mor, men jeg kan slet ikke se, hvordan det på nogen måde skulle kunne hjælpe ham eller hende. Det ville sikkert bare gøre tingene værre. Så jeg lod madderne ligge til fuglene (og gårdmanden) og håber, at historien kan få andre forældre til at tænke lidt (mere) over, hvordan de håndterer, at deres børn gør noget, som ikke er udelt fedt.

Undskyld, kære nabo

Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor min yngste ofte vågner så (skide) tidligt om morgenen. Og han har aldrig selv kunnet fortælle mig det. Heller ikke nu som 10-årig.

Når jeg hører lyde fra hans værelse klokken 6 eller 7 en weekendmorgen, maser jeg en øreprop i det ene øre og lægger mig på det andet. Sover videre – lykkelig for at have store børn. Når jeg lukker lydene ind igen et par timer senere, er sønnike godt i gang med sin dag. Han husker ikke, hvorfor han vågnede eller også ved han det ikke.

Nu ved jeg det.

For et par måneder siden byttede han og jeg værelser. Og siden har han sovet længere end nogensinde før. Hvilket ikke siger så meget, men jeg hører ikke længere lyde fra hans værelse før 7. Det gør jeg til gengæld inde fra naboen.

Min søn har åbenbart delt væg med en lille pige i nabolejligheden. Hun må være halvandet nu og vågner derfor stadig om natten. Nogle nætter mange gange. Nu forstår jeg bedre, hvorfor min søn har været så tidligt oppe. Her er så lydt, at jeg kunne høre, at hun blev lavet for nogle år siden.

Nu vågner jeg to-fire gange hver nat ved lyden af barnegråd. Så sender jeg en kærlig tanke til de stakkels forældre inde på den anden side af væggen, som nu må stå op eller række armen ud eller hvad der nu skal til for at få hende til at sove igen. Hun sover med det samme. Men de bliver vækket, skal reagere og selv finde tilbage i søvnen. Inde på min side kan jeg tænke “Godt, den tid er ovre for mig”, lægge mig til rette og nyde, at jeg ikke skal op endnu. Falde i søvn, ni sekunder efter jeg blev vækket.

Det er nærmest et mirakel, at vi overlever de år, hvor vi aldrig får lov at sove igennem. Det er et endnu større mirakel, at vores børn overlever at vække os midt om natten – så tit og så længe. For mig kunne nætterne bringe tanker om, hvorvidt jeg overhovedet var skabt til at have børn. Jeg kunne tælle, hvor mange nætter jeg havde sovet igennem i løbet af de tre sammenhængende år, jeg havde nattevågne børn. Tortur.

Nå.

Jeg føler med dem derinde. Jeg har mine ørepropper. Deres nætter giver mig en dejlig oplevelse af taknemmelighed. Og alligevel blev jeg en lettere bitchy udgave af mig selv forleden. Og kom til at fortryde det slemt.

Klokken var tyve og jeg havde endelig tid til at vaske væggene i mit soveværelse. Grøn svamp mod væg ind til nabo. Da jeg havde været i gang et par minutter, kom der en lille bitte bankelyd et sted fra – fire små bank (med en negl?). Jeg stoppede et øjeblik, men der skete ikke mere. Grøn svamp mod genstridig gammel plet af abesnot. Endnu en række bittesmå bank. Og jeg stoppede. Ikke flere bank. Grøn svamp i bevægelse. Nu med tanken “Hvis det er naboen, der vil have mig til at stoppe, så er det sgu bare ærgerligt. Jeg er nødt til at få det her gjort”. Små bitte bank derindefra efterfulgt af en lyd, der mindede om den lyd, svampen lavede på væggen. Jeg var ikke i tvivl nu: naboen ville have mig til at stoppe. Fortalte mig endda med sin lille serie af lyde, at det VAR mig, h*n talte til.

Og det er så her, jeg bliver helt flov nu. Jeg sagde nemlig inde i mit hoved: “Aj, ved du nu hvad? Nu er jeg blevet vækket af din datter hver nat i flere måneder. Før det blev min søn vækket hver morgen. Jeg vasker sgu altså lige min væg, du”. Dæmpede snerten af dårlig samvittighed med retfærdiggørelse. Skyndte mig dog helt vildt nu for hurtigt at blive færdig. Forsøgte at gøre svampens bevægelser lidt mindre, ikke at larme helt så meget.

Og så kom gråden derinde. Jeg kender den jo efterhånden. Den varer oftest kun kort. Jeg forestiller mig, at den varer, til en sut eller et lille kram stopper den. Men ikke denne gang. Den blev ved i de par minutter, det tog mig at blive færdig med væggen.

Og den blev ved i … ja, nok tyve minutter mere. Og jeg skammede mig.

Jeg husker det jo. Husker, hvordan min halvandenårige kunne være liiiige ved at falde i søvn og så dyttede en eller anden idiot (som tillod sig at have et liv, der ikke lignede mit) tre små dyt nede på gaden. Det gav et sæt i barnet, hans øjne fløj op og på et splitsekund gik han fra at være næsten sovende til at være vågen og overtræt. Og så kunne jeg ellers bruge tyve minutter på at få ham til at sove igen. På det tidspunkt af dagen, hvor jeg virkelig ikke kunne huske, hvorfor fanden jeg overhovedet havde fået ham.

Undskyld, kære nabo. Det kommer helt sikkert ikke til at ske igen. Når vi bor i lejlighed, må vi leve med andres støj. Men vi må også vise hensyn. Og det fik jeg ikke lige gjort.

Dilemma: Jeg har lyst til at sige undskyld, når jeg møder dem næste gang. Men samtidig behøver de jo ikke vide, hvor tydelig deres datters gråd går igennem væggen. Det sidste jeg vil, er at få dem til at tysse på barnet for min skyld. Måske skal jeg gentage processen og når de så banker på væggen, stopper jeg. Måske skal jeg bare lade den ligge.

Shitshitshit, jeg har glemt nissegaverne

Jeg læste på en facebookstatus i går aftes, hvordan en mor nu havde 2 x 24 gaver liggende klar til sine poder. Hun var (også) selv imponeret. Mit gæt er, at hun også var lettet.

De par gange, hvor jeg selv har forsøgt mig med nissegaver, er det altid endt med, at jeg mange gange i løbet af december har måttet haste ind forbi Tiger på vej mellem arbejde og afhentning for at finde to dimser. Et par gange har jeg suset rundt lige før min sengetid for at finde noget i vores hjem, som drengene havde glemt, vi havde. Og det er da også sket, at jeg har glemt det en aften og næste morgen har måttet digte historier om nisser, som har været nødt til at rejse hjem og passe en syg nissemor. Mon ikke han så ville tage to ekstra gaver med tilbage den følgende dag?

Det var for børnenes skyld. Selvfølgelig. Man skal da have nissegaver.

Gennem årene har jeg bildt mig ind, at man da skal bage julesmåkager. Altså for børnenes skyld. Og så er december ellers gået, uden vi har bagt småkager, fordi jeg aldrig fik købt ind til det (hvad ER hjortetaksalt?!), mens jeg har slået mig selv i hovedet med manglen.

Og julepynt! Hver december skal man da sidde en adventssøndag og producere julepynt. Så kassen hvert år bliver suppleret med børnenes eget, fedtede, krøllede pynt. Så vi om mange år kan kigge rundt i hjemmet og mindes de gode klippe-klistre-stunder. For traditionens og børnenes skyld.

Samtidig skal der da være tid til julehygge i institutionen. Og i den anden institution. Og klippe-klistredag i klassen. Og konfektdag med resten af familien. For børnenes skyld og for hyggens. Og for ikke at få pulsen alt for meget ned. Og så børnenes blodsukker ikke skal komme i balance.

På et tidspunkt gik det op for mig, at også i december har jeg et valg. Altid. Jojo, ethvert valg har jo så nogle konsekvenser; det ved vi jo. Men valget har jeg. Der er virkelig ikke nogen grund til at forsøge at skabe en jul, som lever op til “man” og Plejer, hvis det betyder, at jeg skal stresse rundt for (alligevel ikke) at kunne leve op til standarder, som ikke er mine egne.

Jeg tror nemlig ikke, mine børn bliver mere harmoniske af at få nissegaver og bage småkager, hvis deres mor mister overblikket i processen. Jeg tror ikke nødvendigvis barndomsminderne bliver bedre af at have produceret julepynt med en mor, som bliver mere og mere stram i stemmen, efterhånden som december går.

Så jeg har simpelthen besluttet, at juletraditionen hos mig er, at tingene formodentlig er anderledes end sidste år. De fleste ting altså. De ting som vi alle nyder og som vi selv har valgt, dem holder vi fast i.

Forleden sagde en dreng, jeg kender rigtig godt (og som for længst er holdt op med for alvor at tro på nisser): “Det bliver spændende at se, om den nisse, der kommer i år, giver adventsgaver”. Han mor svarede: “Ja, det bliver spændende. I år har han måske lyst til at at samle det meste i en større julegave”.

Samtalen sluttede med drengens “Der var også det år, hvor det bare kom som en overraskelse, når der var en gave”.

Nissen er jo bare en historie. Som vi selv kan skrive (om).

____________________________________

Advarsel! Reklame:

Allerede i går kom en mor forbi mit kontor med hovedet fyldt med decembergøremål og en intension om at gøre det hele anderledes i år. For at kunne trække vejret helt ned i maven frem til jul. For børnenes skyld. Og det virker sgu, det skidt. Vi kom godt nok til at bruge 102 minutter på at skabe overblikket – og ikke de lovede 90 minutter.

Jeg vælger at lade være med at slå mig selv i hovedet med det.

Hold nu bare kæft, Camilla!

Jeg talte med en flok forældre i går. Havde kun ganske få minutter til at fortælle dem, hvordan de bedst kan støtte deres snart voksne børn i at træffe gode valg. Jeg kan tale i timevis (måske endda dagevis) om, hvad de unge fortæller mig, at de har brug for fra deres forældre. Så at skulle koge det ned til 3 minutter er som at give mig en pilleæske, sende mig ind i en chokoladebutik og lade mig fylde æsken med det, jeg allerhelst vil have.

Jeg valgte at tale om en af de største udfordringer, mange forældre har: at holde mund.

Vi har en mening om alt, hvad vores børn gør, siger og synes. Vores opgave er at guide dem, råde dem, anerkende dem, lede dem. Ruste dem til det liv, de står lige midt i og det voksenliv, de snart skal leve. Og det gør vi selvfølgelig også ved at fortælle dem, hvad vi synes, de bør gøre, sige og synes.

Vi kan ikke lade være med at have en mening. Jeg har jo også en mening om det tøj, en kollega har valgt at tage på, om hendes måde at leve sammen med sin mand på, om måden hun taler til sin datter i telefonen. Jeg har en mening om alt, hvad mine veninder gør, siger og synes. Når jeg ikke har en mening om noget, er det oftest, fordi jeg er af den mening, at det ikke er interessant for mig at synes noget om det.

Men fortæller jeg altid den anden, hvad jeg synes? Siger jeg uopfordret til min kollega, at hendes tøj ikke falder i min smag? At hun skal tale ordentligt til sin datter og give sin mand noget plads? Til tider, ja. Til tider nej. Helst kun når hun har spurgt mig, hvad jeg synes.

Mange forældre fortæller stort set altid, hvad vi synes om vores børns valg. Ned ad trappen kommer datteren i noget tøj, vi aldrig ville have valgt at tage på. Vi kommenterer det. Ud af munden på vores søn kommer en holdning, som er meget ulig vores. Vi smider lige 13 sætninger ind om vores holdning. Ind i stuen kommer vores barn – grædende, fordi veninden er blevet sur på hende. “Du skal se, I bliver gode venner igen. Det gør I jo altid. Måske kunne du …”

Stop!

Har hun bedt om din mening? Har han spurgt dig, hvad du synes?

Det er, som om mange af os tror, at fordi vi har født de her børn, så er vi i vores fulde ret til altid at fortælle dem, hvad vi synes. Så kan vi til enhver tid åbne munden og fylde rummet og deres hoveder med vores mening.

Retten har vi sikkert. Det har de fleste mennesker – ret til at mene og ret til at ytre sig. Og vi forældre har da retten til at fortælle, hvad vi synes om det, vores børn siger og gør. Spørgsmålet er bare, hvor meget vi vil bruge denne ret.

Som jeg sagde til forældrene i går: Hvis du drømmer om, at dit barn skal have lyst til at komme og hænge med dig, også efter hun er blevet voksen, så skal du måske ind imellem holde din mening for dig selv. Og så gav jeg dem en udfordring: Tag 10 dage, hvor du undlader at fortælle hvad du synes. Medmindre dit barn spørger til det selvfølgelig.

Det er en udfordring, jeg også har brug for at tage. Ikke alene synes jeg noget om alt, hvad mine drenge gør; jeg har så mange ord i mig, at jeg ind imellem nærmest taler dem til døde i mit forsøg på at forklare, hvordan man også kan gøre, sige eller mene.

Hold nu bare kæft, Camilla!