Ikke længere helt så selvfed

”Jeg føler mig sgu som hans mor!” Ordene kom fra en 19-årig pige, jeg sad og sludrede med. Hun var nogle måneder forinden flyttet sammen med sin 22-årige kæreste. Det havde de glædet sig til. Hun fik SU, og han var på lærlingeløn, så de sad lidt stramt i det, men det løb rundt. Hun havde troet, at dét ville være udfordringen – pengene. Det var det, der havde bekymret hendes forældre mest. Nu havde det vist sig, at de havde helt andre udfordringer: Oprydning og rengøring. ”Det værste er næsten, at han godt kan lide, at der ser pænt ud. Faktisk mere end mig. Men han gør sgu ikke noget ved det, medmindre jeg siger noget. Det er først, når jeg skælder ud, at han gider rydde op eller husker at tage skraldeposen med ud. Han er 22 år! Og alligevel er det mig, der skal sige det til ham. Jeg føler mig sgu som hans mor!”

Jeg blev flov. Flov på vegne af alle os forældre, der vælger at gøre som mig (og forudindtaget, siden jeg straks gik ud fra, at kærestens forældre hørte til i den kategori). Forældre som leder og fordeler opgaverne til vores store børn, laver lister og husker dem på skralderen, siger at de skal hjælpe os med at hænge tøj op, husker dem på skralderen igen, snupper 80% af opgaverne selv og så lige husker dem på den skide skralder igen, når de er på vej ud.

Noget gik op for mig i samtalen med pigen: Jeg havde haft det helt forkerte fokus herhjemme. Fokus var snarere på at skabe en eller anden slags retfærdighed i fordelingen af opgaverne, end på det overordnede mål: At gøre mine drenge klar til at tage ansvaret for at få et hjem til at fungere. Så de kan flytte ind i deres eget sted, eller sammen med en roomie eller en kæreste, og være klar til at få det hele til at hænge sammen.

Som nævnt tidligere kan mine drenge sagtens udføre de huslige opgaver. Jeg har altid stillet mig skeptisk over for forældre, der siger, at det skal de jo nok lære, når de får brug for det – at rydde op, gøre rent og den slags. Altså, de har sikkert ret i, at de nok lærer det en dag. Men hvorfor skal de vente med at lære det, til den periode hvor de også skal lære at lægge og holde et budget, lave selvangivelse, bestille tid hos lægen, afkalke vandhanen, bestille bio-poser, advare naboerne om festen på lørdag, komme op til tiden, købe ind til én, skifte en pære, gå på møntvaskeri, søge om boligstøtte, sige op på en ordentlig måde, forstå lejeloven, rense afløbet, melde deres kreditkort stjålet, huske at vande planten, sige nej tak til reklamer, ringe til SKAT, prutte om prisen på hvidevarer, sige nej tak (!) til kvik-lån, aflæse el & gas, bruge Betalingsservice og skaffe en ekstranøgle?

De får nok at se til, når de flytter hjemmefra, vores unge voksne. Det mindste vi kan gøre, er at lære dem det mest basale. Har jeg ment og tænkt. Og så jeg har ellers rendt rundt og været lidt selvfed, mens jeg har sat flueben ved Købe Ind, Lave Mad, Vaske Badeværelse, Pudse Vinduer, Vaske Tøj, Støvsuge og senest Sortere Skrald.

Og så møder jeg en 19-årig pige, som endelig er flyttet sammen med sin kæreste. Og kæresten kan sagtens lave mad, støvsuge og rydde op. Men han gør det kun, når hun siger, at han skal. Præcis som det var tilfældet med drengene Mørk, som på det tidspunkt var 16 og 15. Få år før de officielt er voksne, havde de lært at sortere vasketøjet, men de ville aldrig tage initiativet til at gøre det.

Av!

Nyt fokus, Camilla Mørk! Hvis jeg skal tage ansvaret som forælder og gøre to unge mænd parate til livet som voksne mænd, så er det ikke nok at lære dem at løse den enkelte opgave. Det gik (lige vel sent) op for mig, at jeg var langt bagud i forhold til at overdrage ansvaret for opgaverne til dem.

Jeg gik i tænkeboks. Vi ved alle sammen, at hvis vi mennesker bliver frataget privilegier, så får det en betydning. Mine drenge ville nemt kunne opleve det som et tab, at jeg ikke længere tog det fulde ansvar for hjemmet. Hvordan skulle jeg gøre det klart, hvad jeg havde gang i, og interessant for dem at være med i processen? Jeg måtte kunne bruge min viden om motivation til noget. Det måtte være muligt at gøre det på en smart måde. Og hvad dælen skulle jeg stille op med min egen modstand mod konflikter? For mon ikke jeg måtte være forberedt på nogle af dem.

Så småt begyndte jeg at føle mig klar til ikke at stile efter Nemt & Rart, men efter at sende to ansvarlige og robuste unge mennesker videre i livet (læs: shiiiiit!).

Reklamer

4 thoughts on “Ikke længere helt så selvfed

  1. Pingback: Når alle hjælper til uden at brokke sig | Gi'r det mening?

  2. Hej Camilla, rigtig godt skrevet
    Og jeg kommer da også til at skulle ændre fokus 😩

    Ha en dejlig dag.

    Med venlig hilsen

    Stig Beltoft
    Tlf: 4079 2175

    Den 30. jan. 2018 kl. 10.29 skrev Gi’r det mening? <comment-reply@wordpress.com>:

    camillamoerk posted: “”Jeg føler mig sgu som hans mor!” Ordene kom fra en 19-årig pige, jeg sad og sludrede med. Hun var nogle måneder forinden flyttet sammen med sin 22-årige kæreste. Det havde de glædet sig til. Hun fik SU, og han var på lærlingeløn, så de sad lidt stramt i “

  3. Pingback: Jeg kan, jeg vil, jeg ved | Gi'r det mening?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s