Jeg kan, jeg vil, jeg ved

Advarsel: Denne blog er uhørt lang. Det beklager jeg. Eller … det gør jeg måske nok ikke. Men nu er du advaret.

Hvad skal der til for at få vores børn til at rydde op, vente for rødt lys og sige tak for gaven? Hvordan motiverer vi dem til at lade være med at slå, bide negle, smække med døre, ryge eller provokere deres søskende?

Det gør vi ved at møde tre almenmenneskelige behov, (…)

Jeg lover at komme tilbage (…) meget snart. Jeg går i gang med at skrive med det samme. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg vil gribe det an.

Sådan sluttede jeg min seneste blog af. Så fik jeg travlt med et eller andet, og der gik en dag, to dage, en uge, uden jeg gjorde som jeg havde lovet. Jeg tænkte på at gøre det; havde jo lovet det, og derfor skulle jeg. Men for hver dag der gik, fik jeg mindre lyst.

Jeg elsker at skrive. Jeg elsker at nørde med forældreskab. Jeg elsker at sætte ord på tanker og oversætte de kloges opdagelser til almindelig tale. Jeg elsker at skrive indlæg på bloggen. Hvorfor filan mærkede jeg så pludselig modstand mod at gøre det?

Det gjorde jeg (tror jeg), fordi jeg fik det til at handle om, at nogen forventede det af mig. Jeg fik det til at føles som et krav, og for hver dag der gik, blev det mere og mere til noget jeg skulle tage mig sammen til at gøre, selvom jeg ikke rigtig havde lyst.

Sikke en opdagelse: Jeg er helt almindelig. Og almindelig som jeg er, oplevede jeg en fuldkommen normal, forventelig psykologisk reaktion, som sjovt nok handler om emnet: Motivation.

Motivationsknap #1

Jeg ved ikke, hvor gammel du er. Måske var du slet ikke født i begyndelsen af 80’erne. Det var jeg for længst. Og mens jeg oplevede de første tegn på puberteten og begyndte at stille mig selv spørgsmål som, ”Hvorfor lever jeg egentlig?”, ”Er det normalt at føle sådan her?” og ”Holder min næse nogensinde op med at vokse?” stillede nogle forskere et andet (ikke vigtigere, men nok en anelse bredere) spørgsmål: ”Hvad motiverer Mennesket?” Og tro det eller lad være: Nu fire årtier senere er deres resultater kun blevet bekræftet af de hundredevis af forskere (og millioner af forældre og lærere) fra hele verden, som af forskellige grunde har fundet det interessant at undersøge det samme. Vi holder ikke op med at interessere os for, hvad der skal til for at vores børn trives. Og det er langt hen ad vejen dét, motivation handler om: At trives.

Selvbestemmelse. Menneskelig trivsel og motivation forudsætter at behovet for selvbestemmelse er opfyldt. Vi kan også kalde det for autonomi. Vi vil bestemme selv. Vores børn vil bestemme selv.

Det kan jo ikke komme bag på nogen. Vi oplever det hele tiden i livet med børn: Hun nægter at tage flyverdragten på. Han vil hellere puttes af far. Hun vil have skørtet uden på regnbukserne. Han vil køre på løbehjul til skole, men ikke hjem igen. Hun vil ikke med hjem til Bedste. Han vil vente med lektierne til i morgen tidlig. Hun vil ikke følges med dig. Han vil hellere fryse end have jakken fra sidste vinter på. Hun vil sms’e mens I spiser. Han bliver ved med at skrue op for musikken. Og så videre. Vi ved det godt: Vores børn vil (også) bestemme selv.

Hvorfor skrive om det, når vi alle sammen ved det i forvejen? For at sikre, at vi gør brug af den nøgle, som ligger gemt i vores viden. Så vi kan bruge den til at låse op for vores børns motivation, når de skal (holde op med at) gøre noget, selvom de ikke vil.

Skal de så bestemme det hele selv?

Selvbestemmelse handler ikke om, at dit barn skal bestemme det hele selv. Det handler mere om at få ham til at købe ind på det, du vil have ham til at gøre. Og igen: Du vil ikke have ham til at gøre det, fordi du ikke gider gøre det selv. Eller fordi du siger det! Du vil have ham til at gøre det, fordi du vurderer, at han har brug for at lære et eller andet. Eller fordi det han ellers gør, er uhensigtsmæssigt. Du tager lederskab.

Som forældre (og ledere) kan vi hjælpe os selv ved at huske, at selvbestemmelse grundlæggende handler om to ting: Hvad har det her med mig at gøre, og hvad har jeg at skulle have sagt?

Lad mig vende tilbage til de huslige pligter, som jeg har talt om for nylig. Det optager mig for tiden. Det er det, der motiverer mig til at skrive om motivation på bloggen. Jeg skriver ikke det her, fordi jeg har lovet dig det. Jeg skriver det, fordi det har betydning for mig og måske kan få betydning for dig. Jeg skriver det i håbet om, at flere unge voksne kan rejse mere forberedte hjemmefra. Så de kan klare alle de øvrige udfordringer, dét indebærer. Så de kan trives i voksenlivet uden at ramle sammen under stress og angst og depressioner. Så de kan leve det gode liv og bidrage positivt til fællesskabet.

Det var et sidespring til Camillas følelse af selvbestemmelse: Hvad har dét med mig at gøre? Jeg får et kick ud af at give noget værdi til vores børn og unge.

Hvad får en teenager ud af at lave huslige pligter?

Tilbage til de huslige pligter og vores børns deltagelse i dem. Jeg lever jo sammen med to næsten voksne unge mænd, så det bliver mit udgangspunkt. Hvad har madlavning og opvask med den næsten voksne teenager at gøre?

For nylig skrev jeg: Hvis jeg skal tage ansvaret som forælder og gøre to unge mænd parate til livet som voksne mænd, så er det ikke nok at lære dem at løse den enkelte opgave. Det gik (lige vel sent) op for mig, at jeg var langt bagud i forhold til at overdrage ansvaret for opgaverne til dem.

Jeg sidder jo her som forælder, helt voksen med min færdigudviklede hjerne og store erfaring. Lige som andre forældre kan jeg sagtens se, hvad mine drenge får ud af at lære at tage ansvaret for vores hjem. I bund og grund synes jeg, at det er børns ret at føle, at de er en værdifuld del af familien. Og det kan de føle ved at være med til at sikre dens opretholdelse.

Hvis jeg er smart, hvis jeg tager mit lederskab alvorligt, så undlader jeg at falde i ”Det er for jeres egen skyld … En dag vil I takke mig… Vi skal alle bidrage, kan I nok forstå”-fælden. Hvis jeg er smart, så gør jeg mere ud af at få dem til at se, på hvilken måde det kan komme dem til gode. For godt og vel et år siden spurgte jeg derfor mig selv: What’s in it for them?

Undskyld drenge

Jeg spurgte mine drenge, hvornår det ville passe dem at holde et familiemøde. Det ville nok tage en times tid. Læg mærke til, at jeg som leder havde vurderet at det var nødvendigt med et møde; de ikke kunne vælge det fra. Normalt ville jeg have sagt, ”Drenge. Møde. Kommer I lige ind i stuen?” Men velvidende at selvbestemmelse også handler om at have noget at skulle have sagt, kunne de vælge hvornår. Som når den 4-årige kan vælge mellem de blå og de røde bukser; hun kan ikke vælge bukserne helt fra.

Samtalen forløb nogenlunde sådan her. Jeg har kaldt os C (Camilla), S (storebror, 16 år) og L (lillebror, 15 år).

C: Jeg ville tale med jer, fordi jeg har brug for at sige undskyld. Der er simpelthen noget, jeg har glemt at lære jer, og det må I virkelig undskylde.

S: Åh nej, hva’ nu?

C: Altså allerførst: Jeg går sgu rundt og er rimelig stolt af os alle tre. Jeg synes, vi er gode til at bo sammen. Jeg nyder, at uanset hvad jeg beder jer om at gøre, så gør I det. I brokker jer ikke. Vi behøver ikke skændes. Jeg synes, vi er gode til at få det til at fungere.

(S og L nikker, men særligt S ser lidt skeptisk ud. Det er jo ikke første familiemøde på G-vej. Gad vide hvad moren er ude i)

C: I princippet kan I jo flytte hjemmefra om 2-3 år. Så er I 18. Jeg siger ikke, at I skal; det har vi talt om, men når I er 18, så skal I kunne klare jer selv. Der er simpelthen så mange ting, I allerede kan. Vaske op og lave madpakker og lave æg og…

L: Købe ind.

C: Ja

L: Vaske tøj. Gå med skrald.

(Der var blevet trykket på L’s knap. Han er en sucker for anerkendelser, så han nød vist processen. Jeg lod ham nævne et par ting mere. S forholdt sig afventende)  

C: Det er jo det. I er virkelig godt på vej. Men lad os lige tale om, hvad det ellers kræver at have et hjem. Hvad skal der til for at få et hjem til at fungere?

S: Altså man skal jo betale husleje.

C (som slet ikke havde regnet med, at vi så hurtigt ville komme videre, og nu glædede sig til, hvad der ellers ville komme): Nemlig. Hvad ellers?

S: …

L: …

(Okay, det gik sgu lidt trægt, og i stedet for at slå mig selv oven i hovedet med, at jeg så sent i forløbet stadig ikke havde gjort mine drenge klar, hvad der forventes af en voksen mand, hjalp jeg os på vej.)

C: Når I flytter hjemmefra og sammen med en ven eller en kæreste, er der en masse, I skal have styr på. I skal aflæse el & gas for eksempel. Rense afløbet. Lægge et budget, altså holde styr på jeres penge og betale jeres regninger. Ja, husleje, som du sagde. Netforbindelse. Telefon. Som vi talte om før, så kan I en hel masse allerede, og det er virkelig godt at vide. Men som sagt er der særligt én ting, jeg ikke har givet jer mulighed for at lære, og det er jeg altså virkelig ked af.

S (ser igen pænt skeptisk ud): …

L (sidder bare): …

C: Jeg har ikke givet jer mulighed for at mærke, hvor vigtige I er for at tingene fungerer herhjemme. Jeg har ikke vist jer, hvor vigtige jeres bidrag er. Jeg har ikke lært jer at tage ansvaret for noget. Jeg har ligesom bare taget styringen. Jeg betaler og jeg bestemmer. Og så er I nærmest bare mine hjælpere. Og det er sgu ikke i orden.

L: Det er okay, mor.

(Hvad fanden stiller man op med et barn, der går lige lovligt meget op i, at hans forældre er okay? En anden dag…)

C: Tak, skat. Og nej, det er ikke okay. Det vil jeg gerne rette op på.

S: Hvordan?

C: Virkeligheden er, at vi bor tre mennesker herhjemme. Ingen af os kan undværes. Vi har en bunke ting, som skal gøres, og vi har en bunke penge, der skal hentes hjem. Hvad siger I til at være dem, der finder ud af at fordele opgaverne? Jeg hjælper jer, men I tager ansvaret. Så får I øvet jer i det, inden I skal flytte hjemmefra. Hvad siger I til det?

L: Det kan vi godt.

S: Fint.

Sådan startede det. De fordelte opgaverne ligeligt imellem os, og i året der er gået, har vi hver især klaret vores del – uden konflikter. Drengene mødes regelmæssigt for at evaluere, og når en af dem bliver forhindret i at tage sin opvask, spørger han i god tid sin bror, om han kan træde til.

SOM OM!

A eller B?

Tilbage til selvbestemmelsen. Jeg bestemte som den helt voksne og dermed lederen i familien, at det var tid til en forandring. Jeg vurderede, at det var vigtigt (og på tide), at drengene lærte at tage ansvaret for hjemmets opretholdelse. Det kunne ikke diskuteres. Jeg spurgte godt nok, hvad de ville sige til det, men det var en del af strategien: Fordi jeg kendte til behovet for selvbestemmelse, forventede jeg, at de ville sige ja. Ja til at være dem, der bestemte på G-vej. Ja fordi de vidste hvorfor: De vidste hvad det havde med dem at gøre, og de vidste hvad de kunne få ud af det.

Og jeg fik ret: De sagde ja til at tage ansvaret. Sådan startede det.

Jeg havde på forhånd regnet ud, præcis hvor mange tusinde kroner, det koster os at bo, hvor vi bor, at være på nettet, have lys i lamperne og gas i komfuret, være forsikrede og kunne holde varmen. Jeg havde også på forhånd regnet ud, hvor mange timer jeg arbejdede for at hive de penge hjem.

Som du måske husker, så handler selvbestemmelse også om at have noget at skulle have sagt. Det handler om fri vilje og initiativ. Om at kunne vælge mellem flere muligheder.

Tilbage til de mange tusinde kroner, de mange timer og til at give drengene mulighed for at vælge.

Som en del af grundlaget for fordelingen af opgaverne i hjemmet delte jeg tallet og min timeudregning med drengene, så de kunne tage det med i deres planlægning.

C: At opretholde vores hjem handler altså på den ene side om at hente de penge hjem, som det koster os at bo her, og på den anden side om at få hjemmet til at fungere. Som sagt lægger jeg med den timeløn jeg får for tiden, 60 timer i opretholdelsen af vores hjem, allerede inden jeg tager den første opvask. I kan i virkeligheden vælge, om I vil tage opgaven med at hive pengene hjem eller om I vil tage opgaven med at få hjemmet til at fungere.

S: Jeg vil helst tage opgaver herhjemme.

L: Det vil jeg også.

Det kan virke helt fjollet at sætte det op som et valg. De gik henholdsvis i 8. klasse og på grundforløb. Den ene havde et fritidsjob. Både de og jeg vidste, at valget rimeligt meget gav sig selv. Men ikke desto mindre føles det som et valg. Sådan er vi indrettet som mennesker. Når vi kan vælge mellem to eller flere ting, føles det i højere grad som om vi bestemmer selv. Den viden brugte jeg.

Og ganske rigtigt: De blev motiveret til at tage ansvaret for at fordele opgaverne i hjemmet. Jeg så til i forundring, mens to unge mænd sad med post-its i forskellige farver og talte om smarte fordelinger, hvor tit vasker vi tøj, skal skralderen ned hver dag og skal man vaske op samme dag som man laver mad? Jeg sagde kun noget, hvis de glemte en opgave og da de glemte at tænke fritidsjobbet ind.

Det tog dem vel ti minutter. Så hævede vi mødet og gik hver til sit igen. Og jeg ringede til nogen og fortalte hvor godt livet med teenagere er.

Jeg vidste godt (og er blevet bekræftet i det siden), at det ikke bare ville komme til at køre. Men jeg vidste også (og er mange gange blevet bekræftet i siden), at fordi de grundlæggende var motiverede til at tage ansvaret, så ville det blive meget nemmere for os alle at leve med fordelingen af ansvaret i vores hjem.

Så langt så godt.

Hvad der siden skete, når de alligevel ikke gjorde, som planen foreskrev (de er mennesker!), det kan vi komme tilbage til. Jeg siger ikke hvornår. Jeg lover ikke noget. Jeg gør alt hvad jeg kan for fortsat at trives med mit bloggeri.

I mellemtiden: Alt efter hvor gamle vores børn er, skal de have så mange muligheder som overhovedet muligt for at vælge selv. De har brug for at føle, at de har kontrol, at de har noget at skulle have sagt. Måske har dine børn en alder, hvor de selv kan bestemme hvilket noget tøj (af det du har lagt i deres skab) de vil have på. Måske skal de selv styre, hvordan de vil klippes. Hvis der kun er sunde madvarer i køleskabet, kan de måske selv bestemme morgenmaden. Vil de lave lektierne nu eller om en halv time? Vil de vaske eller tørre? Skal der være musik i stuen, mens de rydder op efter sig, eller vil de gøre det i stilhed?

Mange af os forældre kan godt øve os i at stille os selv spørgsmålet: Er det her en af de ting, jeg absolut skal bestemme? Hvis ikke, så lader vi børnene selv. Bonus er, at jo mere de får følelsen af at bestemme, jo nemmere er det for dem at acceptere, når vi gør det.

Reklamer

Nogle ting gør vi af lyst; andre af nødvendighed

Jeg havde på et tidspunkt en kollega, som elskede at gøre rent. Hun kunne helt glæde sig til at komme hjem og gøre det. En god weekend var en weekend, hvor der havde været tid til at støvsuge lofterne eller give badeværelset en ordentlig omgang. Mens hun gjorde rent, var hun tilfreds; til tider nærmest lykkelig. Hun havde det godt med at svede, møde en særligt genstridig plet kalk, rykke på ting for bedre at komme ind i hjørnerne og give filteret i emhætten noget kærlighed. Hvis hun kunne finde tid til at gøre lidt rent hver dag: Oh bliss!

Jeg har det lidt anderledes med rengøring. Jeg kan godt lide, når det er overstået. Jojo, der kan være en vis tilfredsstillelse i at skrubbe et trægulv bræt for bræt, men jeg kan sagtens (og gerne) finde noget andet at hygge mig med. De daglige eller ugentlige rengøringsopgaver finder jeg absolut ingen glæde ved at udføre. Fri mig (særligt) for opvask, toiletrens og afstøvning. Skidtet kommer jo tilbage igen med det samme!

Alligevel har jeg løst den slags opgaver tusindvis af gange gennem de sidste fire årtier. Til at begynde med var det med hiv & sving, brok og forsøg på undvigelse. Siden fik jeg mit eget sted, og det blev efterhånden noget jeg bare gjorde. Ikke tit, ikke grundigt, ikke særligt godt, men jeg gjorde det.

Og er det ikke en del af dét at blive voksen? At vi gør flere og flere ting, som vi egentlig helst vil være fri for, men som skal til for at få tingene til at køre? Ting som vi ikke gør af lyst, men af nødvendighed.
Det er vel (også) det, vi forældre har gang i: At lære vores børn at gøre ting, som de ikke umiddelbart har lyst eller er motiverede til at gøre. For sådan er livet også. I børnehaven skal de med hjem, selvom de lige er i gang med en leg. De skal tage overtøj på, selvom det er besværligt. De skal lave lektier, selvom de har fri. De skal af sted i skole, selvom det regner og håret lige er sat. De lever med lærere, som nok skulle have valgt et andet job. Sidder på bænken, når de hellere vil være inde på banen. Går i seng selvom de hellere vil være oppe. Står op selvom de hellere vil sove. Spiser brun pasta selvom de hellere vil have hvide ris. Deler med søster selvom de gerne vil have det hele selv. Går ned med skralderen selvom.

En dag kommer de til at skulle holde jul hos svigerforældrene, selvom de selvfølgelig (!) hellere vil være sammen med os. De skal arbejde sammen med Jens, selvom de hellere er fri. Skifte til vinterdæk selvom det er besværligt. Bruge pengene på mad selvom de hellere vil have flere sko.

Selvom.

At hjælpe vores børn til at kunne leve som ansvarlige og tilfredse voksne om 2, 7 eller 16 år, handler også om at lære dem at gøre ting, selvom de ikke umiddelbart har lyst. Og vil vi gøre den proces nemmere for os selv og for dem, så finder vi ud af, hvad der kan motivere dem til at gøre, selvom…

Lad os derfor tale lidt om motivation.

Tænk lige et øjeblik: Hvilke ting gør du af den simple grund at du har lyst til det? Og pas nu på: Lad det være ting, som bærer værdien i sig selv. Ting som du nyder, værdsætter, elsker at lave. Ikke ting som du kan lide at lave, fordi de fører til noget, du kan nyde. Ikke ting som du gør, fordi andre forventer det eller fordi du vil opnå deres påskønnelse eller undgå at de bliver skuffede.
Hvad gør du, simpelthen fordi du synes det er interessant, rart, sjovt, meningsfuldt, … ?

Når vi udfører en aktivitet for dens egen skyld, er vi indre motiverede. Jeg læser en kærlighedsroman for min fornøjelses skyld. Jeg nørder af ren interesse med at forstå, hvordan usikkerhed spiller ind på evnen til at lære. At jeg så udvider mit ordforråd eller opnår en viden, jeg kan bruge i andres interesse, er en bonus. Det er ikke det, der driver mig.

Tænk på dine børn: Hvad gør de af ren og skær lyst? De bygger Lego, klæder sig ud, spiller FIFA, danser, synger, laver hule, læser, brydes, følger en YouTuber, gemmer sig og bygger en ulækker mad. Alt sammen fører læring med sig, men det er ikke derfor de gør det. De gør det bare fordi. De har lyst. De nyder det. Det falder dem ind at gøre det.

Vi kan ikke udelukkende gøre ting, vi har lyst til. Ind imellem må vi gøre noget, selvom vi ikke har lyst. Uden at være indre motiverede. Her får vi som børn brug for noget støtte udefra. Fra forældre, lærere, pædagoger. Forventninger, krav, gulerødder og udsigten til straf hvis ikke vi gør. Vi taler stadig om motivation, men nu om at være ydre motiveret.

Tænk igen på dig selv: Hvilke ting gør du for at opnå en belønning eller undgå en straf?

Jeg træner flere morgener om ugen. Ind imellem gør jeg det, fordi det føles virkelig godt undervejs. Men det meste af tiden er jeg motiveret af, at rygsmerterne holder sig væk, jeg får mere energi og jeg kan passe mine yndlingsbukser. Hvis jeg kunne opnå de samme ting uden at træne, ville jeg sgu nok vælge at sove en time længere om morgenen. Jeg er ydre motiveret til at træne. Det er der ikke noget galt i. Jeg får det jo gjort. Selvom det kan føles meget tidligt at stå op klokken 05.05 en vintermorgen.

Selvom. Når vi gør noget selvom, så har vi ladet os motivere af det, vi kan opnå eller undgå ved at gøre det.

Tilbage til vores børn.

Læg mærke til, hvad dine børn gør, selvom de ikke har lyst. Og læg særligt mærke til din egen rolle i det: Hvordan støtter du dem, når de skal det dér, de egentlig ikke gider? Hvad får dem til at blive ved med at kæmpe med regnbukserne, spise ærterne, lave lektierne og børste tænderne?

Hvad skal der til for at få vores børn til at rydde op, vente for rødt lys og sige tak for gaven? Hvordan motiverer vi dem til at lade være med at slå, bide negle, smække med døre, ryge eller provokere deres søskende?

Det gør vi ved at møde tre almenmenneskelige behov, som de har tilfælles med os og med børn i Polen – ja, med alle mennesker på tværs af kulturer og landegrænser, alder og køn. Der findes simpelthen tre knapper, som vi kan trykke på, når vi vil hjælpe vores børn (og os selv) til at gøre de ting, som skal gøres selvom.

 

Kort pause påkrævet
Jeg lover at komme tilbage til de tre knapper meget snart. Jeg går i gang med at skrive med det samme. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg vil gribe det an.

Du kan måske bruge tiden på et lille studie: Kom i tanke om og læg mærke til alle de tidspunkter, hvor du lykkes med at motivere dine børn til at handle eller lade være med at handle. Hvad siger du? Hvad gør du? Hvad lader du være med at sige og gøre? Du kan også lade være; det er op til dig. Uanset hvad så er du velkommen til at læse med, når jeg vender tilbage med de tre knapper.

Tak for at du har været med indtil nu.

Ikke længere helt så selvfed

”Jeg føler mig sgu som hans mor!” Ordene kom fra en 19-årig pige, jeg sad og sludrede med. Hun var nogle måneder forinden flyttet sammen med sin 22-årige kæreste. Det havde de glædet sig til. Hun fik SU, og han var på lærlingeløn, så de sad lidt stramt i det, men det løb rundt. Hun havde troet, at dét ville være udfordringen – pengene. Det var det, der havde bekymret hendes forældre mest. Nu havde det vist sig, at de havde helt andre udfordringer: Oprydning og rengøring. ”Det værste er næsten, at han godt kan lide, at der ser pænt ud. Faktisk mere end mig. Men han gør sgu ikke noget ved det, medmindre jeg siger noget. Det er først, når jeg skælder ud, at han gider rydde op eller husker at tage skraldeposen med ud. Han er 22 år! Og alligevel er det mig, der skal sige det til ham. Jeg føler mig sgu som hans mor!”

Jeg blev flov. Flov på vegne af alle os forældre, der vælger at gøre som mig (og forudindtaget, siden jeg straks gik ud fra, at kærestens forældre hørte til i den kategori). Forældre som leder og fordeler opgaverne til vores store børn, laver lister og husker dem på skralderen, siger at de skal hjælpe os med at hænge tøj op, husker dem på skralderen igen, snupper 80% af opgaverne selv og så lige husker dem på den skide skralder igen, når de er på vej ud.

Noget gik op for mig i samtalen med pigen: Jeg havde haft det helt forkerte fokus herhjemme. Fokus var snarere på at skabe en eller anden slags retfærdighed i fordelingen af opgaverne, end på det overordnede mål: At gøre mine drenge klar til at tage ansvaret for at få et hjem til at fungere. Så de kan flytte ind i deres eget sted, eller sammen med en roomie eller en kæreste, og være klar til at få det hele til at hænge sammen.

Som nævnt tidligere kan mine drenge sagtens udføre de huslige opgaver. Jeg har altid stillet mig skeptisk over for forældre, der siger, at det skal de jo nok lære, når de får brug for det – at rydde op, gøre rent og den slags. Altså, de har sikkert ret i, at de nok lærer det en dag. Men hvorfor skal de vente med at lære det, til den periode hvor de også skal lære at lægge og holde et budget, lave selvangivelse, bestille tid hos lægen, afkalke vandhanen, bestille bio-poser, advare naboerne om festen på lørdag, komme op til tiden, købe ind til én, skifte en pære, gå på møntvaskeri, søge om boligstøtte, sige op på en ordentlig måde, forstå lejeloven, rense afløbet, melde deres kreditkort stjålet, huske at vande planten, sige nej tak til reklamer, ringe til SKAT, prutte om prisen på hvidevarer, sige nej tak (!) til kvik-lån, aflæse el & gas, bruge Betalingsservice og skaffe en ekstranøgle?

De får nok at se til, når de flytter hjemmefra, vores unge voksne. Det mindste vi kan gøre, er at lære dem det mest basale. Har jeg ment og tænkt. Og så jeg har ellers rendt rundt og været lidt selvfed, mens jeg har sat flueben ved Købe Ind, Lave Mad, Vaske Badeværelse, Pudse Vinduer, Vaske Tøj, Støvsuge og senest Sortere Skrald.

Og så møder jeg en 19-årig pige, som endelig er flyttet sammen med sin kæreste. Og kæresten kan sagtens lave mad, støvsuge og rydde op. Men han gør det kun, når hun siger, at han skal. Præcis som det var tilfældet med drengene Mørk, som på det tidspunkt var 16 og 15. Få år før de officielt er voksne, havde de lært at sortere vasketøjet, men de ville aldrig tage initiativet til at gøre det.

Av!

Nyt fokus, Camilla Mørk! Hvis jeg skal tage ansvaret som forælder og gøre to unge mænd parate til livet som voksne mænd, så er det ikke nok at lære dem at løse den enkelte opgave. Det gik (lige vel sent) op for mig, at jeg var langt bagud i forhold til at overdrage ansvaret for opgaverne til dem.

Jeg gik i tænkeboks. Vi ved alle sammen, at hvis vi mennesker bliver frataget privilegier, så får det en betydning. Mine drenge ville nemt kunne opleve det som et tab, at jeg ikke længere tog det fulde ansvar for hjemmet. Hvordan skulle jeg gøre det klart, hvad jeg havde gang i, og interessant for dem at være med i processen? Jeg måtte kunne bruge min viden om motivation til noget. Det måtte være muligt at gøre det på en smart måde. Og hvad dælen skulle jeg stille op med min egen modstand mod konflikter? For mon ikke jeg måtte være forberedt på nogle af dem.

Så småt begyndte jeg at føle mig klar til ikke at stile efter Nemt & Rart, men efter at sende to ansvarlige og robuste unge mennesker videre i livet (læs: shiiiiit!).

Når alle hjælper til uden at brokke sig

Jeg brugte en del år på at vænne mine børn til, at jeg lavede det (aller)meste herhjemme. Efterhånden som jeg syntes de var gamle nok til at tage deres del, begyndte jeg så at uddelegere opgaver. En opvask til den ene, en opvask til den anden, skralderen til den ene mandag og onsdag, skralderen til den anden tirsdag og torsdag. Det var den nemme del – at fordele opgaverne. Det svære var at få dem til at løse dem. Mit arbejde blev ikke nemmere; det blev bare af en anden art. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, det er løbet ud i sandet og opgaverne stille og roligt er røget over til mig igen. Så stod jeg for det (aller)meste igen i en periode. Indtil jeg fik nok, holdt en offer-tale og fordelte opgaverne på ny. Det jeg gjorde, virkede tydeligvis ikke. Alligevel blev jeg ved med at gribe det an på samme måde. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.

Lad mig forestille mig det fra ungernes side for en stund. Vi begynder med: ”Drenge. Jeg skal tale med jer. Kommer I lige ind i stuen?”

Vi ved efterhånden, hvad dét betyder. Mor har fået nok. Det er tid til at gennemleve en monolog om, hvor uretfærdigt hun føler sig behandlet. Vi er altså tre mennesker, der bor sammen. Hendes arbejdsdage er endda længere end vores. Det må da være rimeligt, at alle tager deres tørn. Synes vi ikke det er rimeligt? Og hun synes jo for fanden heller ikke, det er sjovt at vaske op. Vi må jo alle sammen ind imellem gøre nogle ting, selvom vi ikke gider. Hun føler ligesom, at det bliver taget for givet, at hun skal lave det hele.

Vi nikker og siger ikke så meget. Måske bliver vi lidt flove, for det er jo rigtigt nok: Det er hende der laver det meste. Så vi siger (og mener), at vi vil gøre os mere umage nu. Og denne gang fordeler vi måske opgaverne efter, hvad vi mindst hader at gøre. Mor styrer processen og virker lettet. Vi tror også på, at det bliver bedre nu. Vi kan jo alle sammen godt lide, når stemningen er god. High 5 og smil og ”Fedt drenge! Det er jeg altså glad for, det her. Tak.” 

Godt så! Det er tirsdag, og opvasken er min. Jeg ved det godt, og brokker mig ikke. Men det passer mig lidt dårligt lige nu. De andre er allerede henne på Pladsen med deres løbehjul. Opvasken er ikke så stor. Måske kan den vente til i morgen tidlig? Nå, ikke; mor vil have at den bliver taget nu. Måske kan jeg gøre det, når jeg kommer hjem fra Pladsen? Så skal jeg bare tage derfra ti minutter før. Det bliver planen. Så er det selvfølgelig uheldigt, at jeg glemmer tiden, men den slags sker jo. Jeg glemte den, og det undskylder jeg altså meget. Jeg tager opvasken i morgen tidlig; jeg lover det. 

Og så videre. Der er bare så meget med skolen og vennerne. Tiden løber fra mig, når jeg er på YouTube. Og når jeg falder hen i tanker. Stille og roligt ryger mors frustration i baggrunden. Det er ikke fordi jeg er ligeglad med hende; overhovedet ikke. Der er bare nogle andre ting, der fylder mere. Og hun plejer ikke at holde fast særligt længe. Ind imellem er det vist nemmere for hende at gøre tingene selv. Hun kan godt lide, at tingene sker på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde. Hun brokker sig ikke så meget; hun er ikke så meget for konflikter. Det taler vi ind imellem om: At vi nyder at der ikke er de store konflikter herhjemme. Vi passer hvert vores, og uden jeg rigtig lægger mærke til det, glemmer jeg mine faste dage og går bare ned med skralderen, når hun beder mig om det. Dækker bord, når hun beder mig om det. Vasker op, når hun beder mig om det. Det gør hun ikke så tit, så det er okay. Tingene finder tilbage til normalen, og det er altså rarest sådan.

Hvis jeg kunne slippe for at lave mad og vaske op, så ville mit liv helt sikkert være nemmere. Hvis nogen vaskede mit tøj og fyldte køleskabet op, ville jeg nyde det og takke. Måske ville jeg ind imellem tænke over, om det var rimeligt, men det er nok fordi jeg er voksen, og min hjerne er færdigudviklet. For det meste ville jeg bare nyde det, og ja, på et tidspunkt ville jeg nok tage det for givet. Som jeg vist gør med mange af de ting, jeg kan regne med. 5C kører. Der kommer vand ud af bruseren. Der er papir på toiletrulleholderen. Der er ost i køledisken i REMA. Der er en anden, der sørger for det huslige.

Hvis der var en anden, der tog sig af det huslige, ville jeg nyde det. Hvis det betød, at jeg hver sjette måned skulle deltage i en seance, hvor den dér anden brokkede sig og krævede at jeg tog min del, så gjorde jeg dét. Og hvis jeg skulle melde mig på to maddage, to opvaske, tre skraldere og et lille indkøb, så gjorde jeg dét. Hvis jeg sidenhen kunne slippe først for den ene opvask, så den anden maddag, indtil jeg sporadisk tog mig af det ene eller det andet, når den anden bad mig om. Så gjorde jeg dét. Sådan et liv ville jeg helt sikkert kunne vænne mig til.

Sådan har det i mange år været at være barn – og siden ung – i vores hjem. En anden tog sig af det. Jeg tog mig af det. Og på et tidspunkt gik op for mig, at det faktisk fungerede rigtig godt – hvis jeg vel at mærke droppede nedsmeltningerne og offer-monologerne. Hvis jeg blev helt ærlig, så fungerede det egentlig fint for mig. Jeg lagde mærke til, at mine drenge altid gjorde hvad jeg bad dem om. Det fungerede ikke for os at følge et fast skema, men jeg kunne når som helst uddelegere en opgave og regne med at den blev løst. Jeg lavede helt sikkert langt det meste herhjemme, men uden offer-perspektivet passede det mig faktisk ganske godt. Opvasken blev helt ren. Vi fik sund mad. Tøjet blev bredt ordentligt ud, før det blev hængt til tørre. Jeg havde overblik over køleskabets indhold. Tingene blev ganske enkelt gjort til tiden og ordentligt. Og mine to hjælpere trådte til, når jeg havde brug for det. Uden brok. Det er jo nærmest uhørt: Teenagere som gør, hvad de bliver bedt om – uden at brokke sig.

Det var en stor lettelse at komme til den erkendelse, og hvis jeg skal være helt ærlig, så følte jeg mig sgu som en ret god mor. Det dér skyld-trip er ikke så rart, men fordi jeg jo ikke skælder ud og råber, så var dét blevet mit halvårlige go-to. Det var så rart at droppe det. Det var så rart at holde op med at lave planer, som ingen af os åbenbart kan finde ud af at holde fast i. Det var så rart at finde frem til det her nemme samarbejde: Jeg havde overblikket, jeg uddelegerede, jeg ordnede det meste, drengene udførte resten. Det var rart.

Og det var top-egoistisk af mig. Slog det mig en dag.

Nu gik det ellers lige så godt. Vi havde fundet melodien og alle var glade. Det var nemt og rart. Men jeg ved jo inderst inde godt, at opdragelse, dannelse, klargøring til voksenlivet (eller hvad vi nu vælger at kalde det) ikke handler om at alle skal være glade, og at det skal være nemt og rart at leve sammen. Det må i hvert fald ikke blive målet. Målet er, at vores børn bliver klar til voksenlivet. Og det bliver de ikke af Nemt og Rart.

Dét kommer vi helt sikkert tilbage til. Og sikkert også til, hvad der så skete i den lille åh så harmoniske familie. En anden dag.

Hold fast, kære forældre

Som forældre markerer vi grænser hele tiden. Sætter rammer kunne vi også kalde det. Udtrykker forventninger. Beder vores børn gøre det ene og holde op med det andet. Siger ja og siger nej. Leder og bestemmer.

Nogle gange møder børnene vores forventninger og gør gerne, hvad vi beder dem om. Andre gange er de svært utilfredse med vores lederskab og de grænser vi sætter. Drengen beder om slik, fordi han har lyst til slik; selvfølgelig er han ikke tilfreds, når far siger nej. Pigen er dybt optaget af en tråd med veninderne; selvfølgelig er hun ikke vild med at skulle forlade den for at tage opvasken. Hvis familiens børn har været vant til, at deres forældre klarede indkøb og madlavning, vil deres frihed blive indskrænket, når de får to ugentlige maddage (HVER?!); det er ikke nødvendigvis årets fedeste nyhed for dem.

Og så reagerer de. Selvfølgelig og heldigvis. Vi skal først blive bekymrede, hvis vores børn ikke reagerer, når de føler sig uretfærdigt behandlet. Jeg siger ikke, at de bliver uretfærdigt behandlet, men at de føler at de gør. Hvis noget føles uretfærdigt eller tarveligt, er det et sundhedstegn, at de giver udtryk for det. Så drengen laver flitsbuen på butiksgulvet. Pigen lover, lover, lover at tage opvasken i morgen, inden hun går i skole. Familiens ældste giver meget klart udtryk for, at han jo ikke har valgt at blive født og det er fandme en arbejdslejr, det her! Og for en gangs skyld er den yngste (højlydt) enig med sin storebror.

Nogle gange larmer det, når vi har forventninger til vores børn. Andre gange bliver de stille, mutte, kede af det. De bliver skuffede, føler sig pressede, forsøger at undvige og glemme, de lokker, plager, vender øjne, græder og argumenterer. De reagerer. Ikke nødvendigvis fornuftigt, roligt og modent, for de er børn. De er ikke (altid) i stand til at være fornuftige, rolige og modne i deres reaktioner. Så vi rummer det. Mens vi holder fast.

For vi holder fast. Selvfølgelig gør vi det. Hvis vores krav og forventninger er rimelige, så holder vi fast. Som en god leder gør.

Jeg kommer helt sikkert tilbage til det, vi jo godt ved: at forældreskab er lederskab. Jeg kommer også tilbage til, hvordan vi kan rumme adfærd, som vi finder urimelig eller provokerende. Jeg kommer tilbage til, hvad vi stiller op, når det river i vores hjerte at se den smerte vores barn oplever. Fordi kravet kan lige så vel være, at drengen selv skal sørge for en erstatning for den ødelagte iPhone, og det er der flere måneder til, at han får råd til. Eller at pigen forventes at blive på efterskolen, indtil den har fået en fair chance. Så hvordan vi griber det an, når vi næsten ikke kan være med den smerte, vores barn oplever – det kommer vi tilbage til. Og mon ikke vi også kommer tilbage til en snak om, hvad det kan ende med at koste vores børn, hvis vi ikke holder fast. Og hvad de vinder, når vi gør.

Men det bliver en anden dag – eller nok snarere nogle andre dage, for det er stort det hér. Fordi vores evne til at holde fast og være konsekvente, er høj grad med til at afgøre, om vi ender med at sende vores børn videre i livet som ansvarlige, glade og robuste mennesker.

Kæmp, flygt eller frys

Jeg hørte en far skælde sit barn ud i dag. Fra min plads i gården kunne jeg høre lyden af det fra en af de andre lejligheder. Jeg kunne kun høre farens ord og en mumlen fra barnet.

“Se nu dér, hvad du har gjort! Hvor mange gange har jeg sagt det til dig? Hva?! Hvor mange gange? Hundrede gange? Tusind? Hva?”

“Mumle mumle.”

“Jeg har sagt det tusind gange, og se nu dér! DU  MÅ IK-KE  …”

Udvekslingen fortsatte i nogle minutter, og mens farens stemme blev stadig mere skarp og høj, blev barnets mumlen lavere og mindre hørbar. Min umiddelbare reaktion var at springe op og finde det vindue hvorfra lyden kom og råbe op til faren. Et eller andet, hvad som helst som kunne få ham til at stoppe. Min næste reaktion var at sukke og resignere. Hvad skulle dét hjælpe?

Menneskets hjerne er udstyret med et område, som aktiveres når vi føler os pressede eller truede. Amygdala, eller Mandelkernen som vi kalder det på dansk. Amygdala slår alarm, og det har den gjort lige siden urtiden. Når en sabeltiger sprang frem, sørgede Amygdala for, at mennesket på et splitsekund løb i skjul. Amygdala holder os sikre. Den sikrer vores overlevelse, når der ikke er tid til at tænke. Kæmp, flygt eller frys!

Barnet deroppe var jo ikke i livsfare, ikke sådan direkte i hvert fald. Han (hun?) skal nok overleve. Men ikke desto mindre aktiveres hans Amygdala, fordi han føler sig truet af sin voksne. Angrebet.

Når Amygdala aktiveres, reserveres al energi og hjernefokus til flugten eller kampen. Hjertet banker. Pulsen stiger. Vi sveder. Adrenalinen pumpes ud i kroppen. Den langsommere del af hjernen – den der skal hjælpe os med at fordøje, fortolke og reagere fornuftsstyret på det der sker, lukkes ned. I stedet forsvarer vi os selv. Vi går til modangreb. Vi melder os ud. Vi sendes i forsvarsberedskab.

Du kender det nok selv. En pludselig hvinen fra en bil, en hund der springer frem, toget der er forsinket den dag du skal til et vigtigt møde, en bevægelse inde i mørket, dit barn der falder ned fra et højt sted, en kollega der angriber dig verbalt. Hver eneste dag oplever vi aktivitet i Amygdala i højere og lavere grad. Som oftest vurderer vi hurtigt, at faren er til at overskue og overleve. Vores fornuft tager over. Vi trækker på vores erfaringer, går over på den anden side af gaden, ringer til en kollega og melder en senere ankomst, trækker vejret dybt ned i lungerne og spørger os selv: Hvad har jeg af muligheder? Vi formår at sætte gang i den mere langsomme del af hjernen. Vi er voksne.

Når vi skælder vores børn ud, udgør vi en trussel for dem. Når de bliver bange, stressede, føler sig truede og pressede, aktiveres deres Amygdala. Og når den gør det, er det yderst begrænset hvor megen anden hjerneaktivitet vi kan forvente hos dem. Faren i den anden lejlighed havde helt sikkert en intension om at lære sit barn et eller andet, som han allerede havde forsøgt at lære ham tusind (!) gange. Men barnet kommer ikke til at lære det her til morgen. Hans hjerne tillader ham ikke at lære det lige nu. Den kan ikke tænke, lære eller lagre, så længe den er i alarmberedskab.

Når vi råber af vores børn og skælder dem ud, gør vi det ikke alene sværere for dem at lære i øjeblikket; vi skader vores relation til dem. Det kræver en god relation til et menneske, hvis vi vil gøre os forhåbninger om, at de vil lade os lære dem noget.

Lad os trække vejret, kære forældre. Få ro på vores egen Amygdala, og på vores tilstand i det hele taget. Lad os tage en time-out. Gøre hvad end der skal til for at vi kan tale med vores børn på en ordentlig måde.

Camilla

 

Det sker stadig, at jeg bliver Camilla 13 år

”Hvornår er du Camilla 13 år?” spurgte en ven mig forleden. Han er tilsyneladende selv kommet så vel ud af barndommen, at han aldrig synes at reagere som andet end sin rette alder. Hvorimod jeg jævnligt kan mærke, at jeg kommer til at reagere på situationer eller mennesker på en måde, som lige så godt kunne være Camilla fire, elleve eller sytten år. Min reaktion passer ikke rigtig til min nuværende alder.

Da jeg ledte efter eksempler, blev det glædeligt klart for mig, at det sker i stadig mindre grad, men der er et godt stykke vej endnu, før jeg kan kalde mig helt voksen.

Når min mor sukker på sin helt karakteristiske måde og siger ”Åååh, Camilla, ryger du igen? Det er jeg ked af”, bliver jeg tretten år og der er fandme ikke nogen, der skal bestemme, om jeg skal ryge eller ej. Jeg skal nok selv bestemme over mit liv. I stedet for at svare som en toogfyrreårig: ”Det er jeg sgu egentlig også” eller bare ”Nå, okay”.

I en lang periode af mit liv fik jeg det sådan, at når en mand ikke havde lyst til at lære mig bedre at kende, gjorde det forbi eller bare ikke viste mig interesse, blev jeg femten år med kikset hår og fregner; kedelig, grim og forkert. Og helt sikkert sådan en, man skrider fra. I stedet for at være min egen alder og huske, at hvad andre gør, har meget lidt med mig at gøre – og så meget mere med dem selv at gøre.

Jeg tænker, at jeg gennem min barndom og ungdom har fået skabt mig nogle overbevisninger, som jeg møder alle senere oplevelser med. Sådan virkelig simpelt set.

Da jeg var præteenager og alt i mig og omkring mig var forvirrende og uforståeligt, var jeg kun helt sikker på tre ting. Den ene var, at jeg var dum og uinteressant. Den anden, at ingen andre havde det som mig; ingen var lige så forvirrede og forkerte. Sådan var dét bare. Det måtte jeg leve med. Nu gjaldt det så bare om, at andre mennesker ikke opdagede det. Ellers ville jeg blive bekræftet i min tredje sandhed: Hvis folk opdager, hvordan jeg virkelig er, så forlader de mig.

Jeg har nogle gode gæt på, hvilke oplevelser der lå til grund for disse overbevisninger. Og jeg er sikker på, at en terapeut kunne tage sin familie på en mindre luksusferie, hvis jeg gik den vej for at rydde op i det. Jeg vælger (endnu) en anden vej. Jeg vælger at gøre på trods og ridse i mine gamle overbevisninger med ny adfærd. Lad mig forklare, hvad jeg mener.

Når min søn på ti banker på døren til sin storebrors værelse, men ikke bliver inviteret ind – og end ikke får tilladelse til at åbne døren. Når han derfor må tale gennem døren og får et kort, afvisende svar tilbage. Når han kommer ud i køkkenet med hængende skuldre og mundvige. Så ryger jeg tilbage til min egen barndom, hvor det var mig, der stod udenfor min storesøsters dør og fik følelsen af at være påtrængende og uinteressant. Og jeg kommer til at synes, lillebror bliver uretfærdigt behandlet. Og kunne storebror ikke bare vise ham lidt interesse?! Og hvad skal jeg nu gøre for at sikre mig, at lillebror ved, han er helt okay? Så han ikke skal rende rundt og tro, at … Jeg lader alle mine følelser fra da jeg selv var ti, blande sig i oplevelsen nu.

Jeg får lyst til at hive fat i min ældste og belære ham om respekt og broderkærlighed. Få ham til at opføre sig, så hans bror ikke bliver såret. Men så husker jeg min alder. Jeg husker, at jeg ikke længere er ti år, men at min ældste til gengæld er næsten tolv – og har retten til at vælge, hvem han lukker døren op for. Jeg husker, at jeg er mor og må tilgodese begge drenges behov. Så jeg lader storebror være og koncentrerer mig om lillebror.

Mine følelser er selvfølgelig bare, som de er, når det her sker. Jeg bliver virkelig såret som en tiårig. Men jeg kan tage følelserne under armen og handle på trods (eller måske i kraft) af dem – som en toogfyrreårig mor.

Når det af en eller anden grund skal gå hurtigt, siger jeg måske ”Hey, du ved godt, det ikke betyder, at han ikke kan lide dig, ikk? Han vil bare gerne være alene”. Og bilder mig ind, at det nok skal hjælpe. Men når jeg smider tid efter det og husker det, jeg ved om at styrke ungernes selvværd, møder jeg ham på en helt anden måde, når han kommer ud til mig.

”Du ser slukøret ud. Er du det?”

”Hvad betyder slukøret?” svarer han.

”Det er, når man har håbet på noget, men det ikke bliver, som man havde håbet på”.

”Jamen så er jeg slukøret. Jeg ville fortælle Alfred om i aften, men han gad ikke høre det. Han sagde ikke engang kom ind”.

”Og så blev du skuffet?” spørger jeg.

”Ja. Han gider aldrig høre på mig”.

”Føles det, som om han aldrig vil høre? Det lyder ikke rart”.

Han trækker vejret dybt ind og sukker: ”Det er det heller ikke. Det er som om, han ikke rigtig kan lide mig. Jeg vil altid høre, hvad han siger. Også selvom jeg ikke interesserer mig for fodbold. Så lytter jeg bare alligevel, selvom jeg nogle gange synes, det er vildt kedeligt”.

”Så du lytter for at glæde ham. Men du synes ikke, han gør det samme for dig?”

”Nej. Eller i hvert fald ikke særligt tit. Og jeg gør det altid”.

”Altid?” spørger jeg.

”Ja. Eller … næsten altid. Nogle gange er jeg lige i gang med noget og så siger jeg, at jeg ikke har tid”.

”Okay. Og når du ikke har tid, betyder det så, at du ikke kan lide ham?”

”Nejnej. Jeg har jo bare ikke lige tid”.

”Og når han ikke hører, hvad du siger?”

”Jamen det sker bare så tit. Han laver altid noget andet. Jeg synes aldrig, han har tid til at høre på mig”.

”Aldrig?”

”I hvert fald ikke særligt tit. Nogle gange har han, men det er mest, når vi sidder i køkkenet”.

”Og når han sidder på sit værelse? Så er det, han ikke vil høre og så føles det, som om han ikke kan lide dig”.

”Altså jeg ved jo godt, at han kan lide mig. Det føles bare sådan nogle gange”.

“Og det gør dig ked af det?”

“Ja. Meget. Jeg vil jo så gerne fortælle ham … jeg vil gerne inviteres ind på hans værelse. Men altså … han er sikkert bare i gang med noget. Jeg kan jo bare fortælle ham det, når han kommer ud i køkkenet”. Han trækker på skuldrene og siger: “Jeg gider altså ikke snakke mere om det. Okay?”

“Er du okay?” spørger jeg.

“Øøøh, ja?!” Han ser ud som om, han ikke ved, hvorfor jeg spørger. Hvad skulle der dog være i vejen?

Det er meget nemmere at møde mine unger, når jeg finder ud af at være min rette alder. Når jeg kan være min rette alder, har jeg plads i hovedet til at hjælpe dem med at være med deres følelser og oplevelser. Og når jeg kan det i en situation som den beskrevne, så kommer min yngste ud af den med en styrket selvfølelse. Snarere end med oplevelsen af, at hans mor tvinger hans storebror til at lytte.

Som sagt har jeg ingen forventning om, at jeg nogensinde vil blive helt fri for, at Camilla fire eller fjorten dukker op, når jeg bliver presset. Men jo mere jeg er opmærksom på, hvornår det sker, jo bedre vil jeg blive til at reagere voksent. Og jeg må hellere blive ved med at øve mig, for jeg forestiller mig ikke, at livet herhjemme bliver udpræget fedt, hvis mine drenge om nogle år skal diskutere sengetider og sprogbrug med Camilla femten år.

_______________________________________________________

Vil du læse mere om, hvordan vi forældre kan styrke vores børns selvværd?

Tredje kapitel af Peters og min e-bog er ude nu. “Lad mig nu være!” handler netop om selvfølelse, selvværd og selvtillid. Disse er blevet opbygget hos dit barn, siden han var lille og nyfødt, men det er stadig muligt at styrke dem. Har du misset noget i de første år af dit barns liv, så lader det sig altså til stadighed forbedre. Det er klart, at du kan stå overfor et større eller mindre arbejde i den retning.

Du kan hente kapitlet her. Det koster 39,- kroner. Det samme som en dobbelt latte med sirup.

I “Lad mig nu være!” finder du ud af, hvad vi mener, når vi siger, at selvfølelse vokser ud af munden. Du får konkrete handlemuligheder. Og så møder du Daniel, som hader at gå i skole og hans mor, som lærer at håndtere det.

Oplever du, at din teenager søger bekræftelse – hos dig, hos venner, på sociale medier, i livet i det hele taget? Undrer du dig over, at selvom hun får den efterspurgte bekræftelse, så ser det ikke ud til at hjælpe alverden – eller i hvert fald ikke særligt længe? Hvad gør du så? Hvad stiller vi op, når det tilsyneladende er noget andet, der er brug for end påskønnelse? Hvordan kan du arbejde med at styrke din teenagers selvværd og være den hjælp i hendes liv, du gerne vil være?

Uundværlig læsning for uperfekte forældre (der vil tættere på deres store børn).