Hold fast, kære forældre

Som forældre markerer vi grænser hele tiden. Sætter rammer kunne vi også kalde det. Udtrykker forventninger. Beder vores børn gøre det ene og holde op med det andet. Siger ja og siger nej. Leder og bestemmer.

Nogle gange møder børnene vores forventninger og gør gerne, hvad vi beder dem om. Andre gange er de svært utilfredse med vores lederskab og de grænser vi sætter. Drengen beder om slik, fordi han har lyst til slik; selvfølgelig er han ikke tilfreds, når far siger nej. Pigen er dybt optaget af en tråd med veninderne; selvfølgelig er hun ikke vild med at skulle forlade den for at tage opvasken. Hvis familiens børn har været vant til, at deres forældre klarede indkøb og madlavning, vil deres frihed blive indskrænket, når de får to ugentlige maddage (HVER?!); det er ikke nødvendigvis årets fedeste nyhed for dem.

Og så reagerer de. Selvfølgelig og heldigvis. Vi skal først blive bekymrede, hvis vores børn ikke reagerer, når de føler sig uretfærdigt behandlet. Jeg siger ikke, at de bliver uretfærdigt behandlet, men at de føler at de gør. Hvis noget føles uretfærdigt eller tarveligt, er det et sundhedstegn, at de giver udtryk for det. Så drengen laver flitsbuen på butiksgulvet. Pigen lover, lover, lover at tage opvasken i morgen, inden hun går i skole. Familiens ældste giver meget klart udtryk for, at han jo ikke har valgt at blive født og det er fandme en arbejdslejr, det her! Og for en gangs skyld er den yngste (højlydt) enig med sin storebror.

Nogle gange larmer det, når vi har forventninger til vores børn. Andre gange bliver de stille, mutte, kede af det. De bliver skuffede, føler sig pressede, forsøger at undvige og glemme, de lokker, plager, vender øjne, græder og argumenterer. De reagerer. Ikke nødvendigvis fornuftigt, roligt og modent, for de er børn. De er ikke (altid) i stand til at være fornuftige, rolige og modne i deres reaktioner. Så vi rummer det. Mens vi holder fast.

For vi holder fast. Selvfølgelig gør vi det. Hvis vores krav og forventninger er rimelige, så holder vi fast. Som en god leder gør.

Jeg kommer helt sikkert tilbage til det, vi jo godt ved: at forældreskab er lederskab. Jeg kommer også tilbage til, hvordan vi kan rumme adfærd, som vi finder urimelig eller provokerende. Jeg kommer tilbage til, hvad vi stiller op, når det river i vores hjerte at se den smerte vores barn oplever. Fordi kravet kan lige så vel være, at drengen selv skal sørge for en erstatning for den ødelagte iPhone, og det er der flere måneder til, at han får råd til. Eller at pigen forventes at blive på efterskolen, indtil den har fået en fair chance. Så hvordan vi griber det an, når vi næsten ikke kan være med den smerte, vores barn oplever – det kommer vi tilbage til. Og mon ikke vi også kommer tilbage til en snak om, hvad det kan ende med at koste vores børn, hvis vi ikke holder fast. Og hvad de vinder, når vi gør.

Men det bliver en anden dag – eller nok snarere nogle andre dage, for det er stort det hér. Fordi vores evne til at holde fast og være konsekvente, er høj grad med til at afgøre, om vi ender med at sende vores børn videre i livet som ansvarlige, glade og robuste mennesker.