Kæmp, flygt eller frys

Jeg hørte en far skælde sit barn ud i dag. Fra min plads i gården kunne jeg høre lyden af det fra en af de andre lejligheder. Jeg kunne kun høre farens ord og en mumlen fra barnet.

“Se nu dér, hvad du har gjort! Hvor mange gange har jeg sagt det til dig? Hva?! Hvor mange gange? Hundrede gange? Tusind? Hva?”

“Mumle mumle.”

“Jeg har sagt det tusind gange, og se nu dér! DU  MÅ IK-KE  …”

Udvekslingen fortsatte i nogle minutter, og mens farens stemme blev stadig mere skarp og høj, blev barnets mumlen lavere og mindre hørbar. Min umiddelbare reaktion var at springe op og finde det vindue hvorfra lyden kom og råbe op til faren. Et eller andet, hvad som helst som kunne få ham til at stoppe. Min næste reaktion var at sukke og resignere. Hvad skulle dét hjælpe?

Menneskets hjerne er udstyret med et område, som aktiveres når vi føler os pressede eller truede. Amygdala, eller Mandelkernen som vi kalder det på dansk. Amygdala slår alarm, og det har den gjort lige siden urtiden. Når en sabeltiger sprang frem, sørgede Amygdala for, at mennesket på et splitsekund løb i skjul. Amygdala holder os sikre. Den sikrer vores overlevelse, når der ikke er tid til at tænke. Kæmp, flygt eller frys!

Barnet deroppe var jo ikke i livsfare, ikke sådan direkte i hvert fald. Han (hun?) skal nok overleve. Men ikke desto mindre aktiveres hans Amygdala, fordi han føler sig truet af sin voksne. Angrebet.

Når Amygdala aktiveres, reserveres al energi og hjernefokus til flugten eller kampen. Hjertet banker. Pulsen stiger. Vi sveder. Adrenalinen pumpes ud i kroppen. Den langsommere del af hjernen – den der skal hjælpe os med at fordøje, fortolke og reagere fornuftsstyret på det der sker, lukkes ned. I stedet forsvarer vi os selv. Vi går til modangreb. Vi melder os ud. Vi sendes i forsvarsberedskab.

Du kender det nok selv. En pludselig hvinen fra en bil, en hund der springer frem, toget der er forsinket den dag du skal til et vigtigt møde, en bevægelse inde i mørket, dit barn der falder ned fra et højt sted, en kollega der angriber dig verbalt. Hver eneste dag oplever vi aktivitet i Amygdala i højere og lavere grad. Som oftest vurderer vi hurtigt, at faren er til at overskue og overleve. Vores fornuft tager over. Vi trækker på vores erfaringer, går over på den anden side af gaden, ringer til en kollega og melder en senere ankomst, trækker vejret dybt ned i lungerne og spørger os selv: Hvad har jeg af muligheder? Vi formår at sætte gang i den mere langsomme del af hjernen. Vi er voksne.

Når vi skælder vores børn ud, udgør vi en trussel for dem. Når de bliver bange, stressede, føler sig truede og pressede, aktiveres deres Amygdala. Og når den gør det, er det yderst begrænset hvor megen anden hjerneaktivitet vi kan forvente hos dem. Faren i den anden lejlighed havde helt sikkert en intension om at lære sit barn et eller andet, som han allerede havde forsøgt at lære ham tusind (!) gange. Men barnet kommer ikke til at lære det her til morgen. Hans hjerne tillader ham ikke at lære det lige nu. Den kan ikke tænke, lære eller lagre, så længe den er i alarmberedskab.

Når vi råber af vores børn og skælder dem ud, gør vi det ikke alene sværere for dem at lære i øjeblikket; vi skader vores relation til dem. Det kræver en god relation til et menneske, hvis vi vil gøre os forhåbninger om, at de vil lade os lære dem noget.

Lad os trække vejret, kære forældre. Få ro på vores egen Amygdala, og på vores tilstand i det hele taget. Lad os tage en time-out. Gøre hvad end der skal til for at vi kan tale med vores børn på en ordentlig måde.

Camilla

 

Reklamer

Hvis du kunne lave én ting om ved mig

“Mor, hvis du kunne lave én ting om ved mig, hvad skulle det så være?”

Den tiårige dreng var på vej fra bussen og hjem sammen med sin mor (som jeg kender rigtig godt). Moren var selvfølgelig nysgerrig, for hun regnede med, at han stillede spørgsmålet, fordi han gerne ville ændre noget hos hende.

“Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan lave om på dig, skat. Og jeg ved også, at du ved, jeg elsker dig. Meget. Og højt. Men nu spørger du jo. Må jeg lige tænke lidt?”

De gik lidt, mens moren ledte efter en ting, som hun virkelig gerne ville kunne ændre. Hvis det var muligt. Og samtidig en ting, som ikke ville være for svær for drengen at høre. Det skulle helt sikkert handle om adfærd og ikke identitet.

“Okay. Jeg har den. Jeg ville ønske, du havde en sport, du gik rigtig meget op i. Vi ved jo, hvor vigtigt det er at have en rigtig god grundform lige præcis i den alder, du har nu. Jeg ville nemlig ønske, at du resten af dit liv ville kunne vælge at dyrke sport og så have den grundform fra barndommen, som ville gøre det nemmere for dig. Det ville jeg ønske. Og jeg håber, det sker en dag, men jeg ved jo også godt, at det ikke er sikkert, det sker. Og så er det også okay. Og ved du hvad?”

“Jeg løber altså meget i frikvartererne og også i fritten.”

“Ja. Og ved du hvad ellers? Det er noget helt andet. Jeg elsker, at du altid fortæller mig, hvad du tænker og hvordan du har det. Jeg elsker, at du fortæller mig, når der er noget, du ikke bryder dig om, at jeg gør. Det gør det meget nemt for mig at være sammen med dig.”

Lang pause, mens de passerede gaden og nærmede sig deres gadedør.

“Og hvad med dig, skat? Hvis du kunne lave om på én ting ved mig, hvad skulle det så være?”

Det kom helt uden tænkepause (surprise!), men alligevel tøvende: “Altså, det gør ikke noget, at du gør det vel, men jeg kunne alligevel godt tænke mig, at du ikke … sådan … At når der er andre mennesker, så lod du være med at tale sådan … du ved … at du ikke sagde grimme ting. Patter og sådan noget. At du ikke sagde sådan noget højt.”

Moren ved det godt selv: Ind imellem kommer Amagerkællingen op i hende, og sprog og humor hører til i kategorien “Det sagde hun også i går”. Det falder hende foruroligende naturligt at tale sådan og til tider kan det da også komme bag på hende selv.

“Generer det dig, når jeg gør det?”

“Ja lidt.”

“Synes du, det er pinligt, når jeg gør det?”

“Ja. Men altså du behøver ikke lave det om.” Drengen har den styrke, som samtidig kan være en stor udfordring, at han vil sikre sig, at andre mennesker har det godt. At han ikke sårer nogen. Hvilket selvfølgelig gør det endnu vigtigere, at han mødes på en god måde, når han giver udtryk for sine oplevelser sammen med andre mennesker.

“Det ved jeg godt. Og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan. Eller at jeg vil. For jeg har det altså skidesjovt med det. Men jeg vil helt sikkert være mere opmærksom på det. Helt sikkert. I hvert fald når jeg er sammen med dig”.

De var nået til gadedøren. Og samtalen sluttede.

Og jeg tænker nu (igen) på, hvor vigtigt det er, at vi kan finde ud af at være sammen med vores børn, når de har en anden oplevelse af en situation, end vi selv har. Hvor tit hører vi ikke os selv sige “Sådan var det altså ikke”, “Det var ikke det, jeg mente” eller “Det gjorde jeg altså ikke!” når de fortæller, hvordan de oplever et eller andet?

Oplevelsen er deres. Den kan vi ikke lave om på ved at fortælle, hvordan vi oplever det. I virkeligheden er det ret simpelt. Det kan gøres med et “Okay, har du det sådan?” eller et simpelt “Nå okay?” I en god tone selvfølgelig. Giver det mening?

 

_____________________________________

Advarsel! Reklame

Så er fjerde kapitel i Peter Harboes og min bog endelig kommet op af den virtuelle skuffe og ind i webshoppen. For hundrede år siden skrev vi om selvværdet; nu nåede vi til selvtilliden, som det aldrig er for sent at styrke hos vores børn (og os selv). Du kan se mere om “Jeg duer heller ikke til noget” her.

Det sker stadig, at jeg bliver Camilla 13 år

”Hvornår er du Camilla 13 år?” spurgte en ven mig forleden. Han er tilsyneladende selv kommet så vel ud af barndommen, at han aldrig synes at reagere som andet end sin rette alder. Hvorimod jeg jævnligt kan mærke, at jeg kommer til at reagere på situationer eller mennesker på en måde, som lige så godt kunne være Camilla fire, elleve eller sytten år. Min reaktion passer ikke rigtig til min nuværende alder.

Da jeg ledte efter eksempler, blev det glædeligt klart for mig, at det sker i stadig mindre grad, men der er et godt stykke vej endnu, før jeg kan kalde mig helt voksen.

Når min mor sukker på sin helt karakteristiske måde og siger ”Åååh, Camilla, ryger du igen? Det er jeg ked af”, bliver jeg tretten år og der er fandme ikke nogen, der skal bestemme, om jeg skal ryge eller ej. Jeg skal nok selv bestemme over mit liv. I stedet for at svare som en toogfyrreårig: ”Det er jeg sgu egentlig også” eller bare ”Nå, okay”.

I en lang periode af mit liv fik jeg det sådan, at når en mand ikke havde lyst til at lære mig bedre at kende, gjorde det forbi eller bare ikke viste mig interesse, blev jeg femten år med kikset hår og fregner; kedelig, grim og forkert. Og helt sikkert sådan en, man skrider fra. I stedet for at være min egen alder og huske, at hvad andre gør, har meget lidt med mig at gøre – og så meget mere med dem selv at gøre.

Jeg tænker, at jeg gennem min barndom og ungdom har fået skabt mig nogle overbevisninger, som jeg møder alle senere oplevelser med. Sådan virkelig simpelt set.

Da jeg var præteenager og alt i mig og omkring mig var forvirrende og uforståeligt, var jeg kun helt sikker på tre ting. Den ene var, at jeg var dum og uinteressant. Den anden, at ingen andre havde det som mig; ingen var lige så forvirrede og forkerte. Sådan var dét bare. Det måtte jeg leve med. Nu gjaldt det så bare om, at andre mennesker ikke opdagede det. Ellers ville jeg blive bekræftet i min tredje sandhed: Hvis folk opdager, hvordan jeg virkelig er, så forlader de mig.

Jeg har nogle gode gæt på, hvilke oplevelser der lå til grund for disse overbevisninger. Og jeg er sikker på, at en terapeut kunne tage sin familie på en mindre luksusferie, hvis jeg gik den vej for at rydde op i det. Jeg vælger (endnu) en anden vej. Jeg vælger at gøre på trods og ridse i mine gamle overbevisninger med ny adfærd. Lad mig forklare, hvad jeg mener.

Når min søn på ti banker på døren til sin storebrors værelse, men ikke bliver inviteret ind – og end ikke får tilladelse til at åbne døren. Når han derfor må tale gennem døren og får et kort, afvisende svar tilbage. Når han kommer ud i køkkenet med hængende skuldre og mundvige. Så ryger jeg tilbage til min egen barndom, hvor det var mig, der stod udenfor min storesøsters dør og fik følelsen af at være påtrængende og uinteressant. Og jeg kommer til at synes, lillebror bliver uretfærdigt behandlet. Og kunne storebror ikke bare vise ham lidt interesse?! Og hvad skal jeg nu gøre for at sikre mig, at lillebror ved, han er helt okay? Så han ikke skal rende rundt og tro, at … Jeg lader alle mine følelser fra da jeg selv var ti, blande sig i oplevelsen nu.

Jeg får lyst til at hive fat i min ældste og belære ham om respekt og broderkærlighed. Få ham til at opføre sig, så hans bror ikke bliver såret. Men så husker jeg min alder. Jeg husker, at jeg ikke længere er ti år, men at min ældste til gengæld er næsten tolv – og har retten til at vælge, hvem han lukker døren op for. Jeg husker, at jeg er mor og må tilgodese begge drenges behov. Så jeg lader storebror være og koncentrerer mig om lillebror.

Mine følelser er selvfølgelig bare, som de er, når det her sker. Jeg bliver virkelig såret som en tiårig. Men jeg kan tage følelserne under armen og handle på trods (eller måske i kraft) af dem – som en toogfyrreårig mor.

Når det af en eller anden grund skal gå hurtigt, siger jeg måske ”Hey, du ved godt, det ikke betyder, at han ikke kan lide dig, ikk? Han vil bare gerne være alene”. Og bilder mig ind, at det nok skal hjælpe. Men når jeg smider tid efter det og husker det, jeg ved om at styrke ungernes selvværd, møder jeg ham på en helt anden måde, når han kommer ud til mig.

”Du ser slukøret ud. Er du det?”

”Hvad betyder slukøret?” svarer han.

”Det er, når man har håbet på noget, men det ikke bliver, som man havde håbet på”.

”Jamen så er jeg slukøret. Jeg ville fortælle Alfred om i aften, men han gad ikke høre det. Han sagde ikke engang kom ind”.

”Og så blev du skuffet?” spørger jeg.

”Ja. Han gider aldrig høre på mig”.

”Føles det, som om han aldrig vil høre? Det lyder ikke rart”.

Han trækker vejret dybt ind og sukker: ”Det er det heller ikke. Det er som om, han ikke rigtig kan lide mig. Jeg vil altid høre, hvad han siger. Også selvom jeg ikke interesserer mig for fodbold. Så lytter jeg bare alligevel, selvom jeg nogle gange synes, det er vildt kedeligt”.

”Så du lytter for at glæde ham. Men du synes ikke, han gør det samme for dig?”

”Nej. Eller i hvert fald ikke særligt tit. Og jeg gør det altid”.

”Altid?” spørger jeg.

”Ja. Eller … næsten altid. Nogle gange er jeg lige i gang med noget og så siger jeg, at jeg ikke har tid”.

”Okay. Og når du ikke har tid, betyder det så, at du ikke kan lide ham?”

”Nejnej. Jeg har jo bare ikke lige tid”.

”Og når han ikke hører, hvad du siger?”

”Jamen det sker bare så tit. Han laver altid noget andet. Jeg synes aldrig, han har tid til at høre på mig”.

”Aldrig?”

”I hvert fald ikke særligt tit. Nogle gange har han, men det er mest, når vi sidder i køkkenet”.

”Og når han sidder på sit værelse? Så er det, han ikke vil høre og så føles det, som om han ikke kan lide dig”.

”Altså jeg ved jo godt, at han kan lide mig. Det føles bare sådan nogle gange”.

“Og det gør dig ked af det?”

“Ja. Meget. Jeg vil jo så gerne fortælle ham … jeg vil gerne inviteres ind på hans værelse. Men altså … han er sikkert bare i gang med noget. Jeg kan jo bare fortælle ham det, når han kommer ud i køkkenet”. Han trækker på skuldrene og siger: “Jeg gider altså ikke snakke mere om det. Okay?”

“Er du okay?” spørger jeg.

“Øøøh, ja?!” Han ser ud som om, han ikke ved, hvorfor jeg spørger. Hvad skulle der dog være i vejen?

Det er meget nemmere at møde mine unger, når jeg finder ud af at være min rette alder. Når jeg kan være min rette alder, har jeg plads i hovedet til at hjælpe dem med at være med deres følelser og oplevelser. Og når jeg kan det i en situation som den beskrevne, så kommer min yngste ud af den med en styrket selvfølelse. Snarere end med oplevelsen af, at hans mor tvinger hans storebror til at lytte.

Som sagt har jeg ingen forventning om, at jeg nogensinde vil blive helt fri for, at Camilla fire eller fjorten dukker op, når jeg bliver presset. Men jo mere jeg er opmærksom på, hvornår det sker, jo bedre vil jeg blive til at reagere voksent. Og jeg må hellere blive ved med at øve mig, for jeg forestiller mig ikke, at livet herhjemme bliver udpræget fedt, hvis mine drenge om nogle år skal diskutere sengetider og sprogbrug med Camilla femten år.

_______________________________________________________

Vil du læse mere om, hvordan vi forældre kan styrke vores børns selvværd?

Tredje kapitel af Peters og min e-bog er ude nu. “Lad mig nu være!” handler netop om selvfølelse, selvværd og selvtillid. Disse er blevet opbygget hos dit barn, siden han var lille og nyfødt, men det er stadig muligt at styrke dem. Har du misset noget i de første år af dit barns liv, så lader det sig altså til stadighed forbedre. Det er klart, at du kan stå overfor et større eller mindre arbejde i den retning.

Du kan hente kapitlet her. Det koster 39,- kroner. Det samme som en dobbelt latte med sirup.

I “Lad mig nu være!” finder du ud af, hvad vi mener, når vi siger, at selvfølelse vokser ud af munden. Du får konkrete handlemuligheder. Og så møder du Daniel, som hader at gå i skole og hans mor, som lærer at håndtere det.

Oplever du, at din teenager søger bekræftelse – hos dig, hos venner, på sociale medier, i livet i det hele taget? Undrer du dig over, at selvom hun får den efterspurgte bekræftelse, så ser det ikke ud til at hjælpe alverden – eller i hvert fald ikke særligt længe? Hvad gør du så? Hvad stiller vi op, når det tilsyneladende er noget andet, der er brug for end påskønnelse? Hvordan kan du arbejde med at styrke din teenagers selvværd og være den hjælp i hendes liv, du gerne vil være?

Uundværlig læsning for uperfekte forældre (der vil tættere på deres store børn).

Der er altså voksne, der vil hjælpe – man skal bare finde dem

“Det er blevet så almindeligt at blive skilt, at folk synes, det er helt normalt. Men der er altså intet normalt ved det for børnene”.

Sådan sagde en pige, da hun sammen med andre børn og unge deltog i en skilsmissecamp for nogle uger siden. Denne dag skulle de blandt andet formulere nogle anbefalinger til voksne i og omkring skilsmissefamilier. Anbefalinger som Egmont Fonden så vil forsøge at omsætte til tiltag, som kan gøre det nemmere for børn og unge, som bliver påvirket negativt af deres forældres skilsmisse.

To uger senere mødtes godt halvtres voksne på endnu en skilsmissecamp. Og med pigens ord som igangsætter blev det nemt for os at fokusere på børnenes behov gennem dagen. Inden vi forlod stedet forventedes det, at vi kunne præsentere Egmont Fondens folk (og hinanden) for vores anbefalinger: Hvilke helt konkrete tiltag skal der til for at vores børn og unge ikke bliver ødelagt af forældrenes skilsmisse.

(Jeg anede ikke, at så mange mennesker arbejder på dette felt. Psykologer, terapeuter, advokater, sagsbehandlere, forfattere, coaches, sundhedsplejersker, forskere. Og så har jeg sikkert glemt nogle. En lang række dedikerede mennesker som støtter familier i skilsmisse, laver børnegrupper, giver forældre kommunikationsredskaber, hjælper med at opnå enighed og forsker i, hvilken effekt det egentlig har for unge mennesker, at deres forældre vælger at skilles)

“Husk at spørge børn, hvordan de har det”, pige 9 år.

Børnene og de unge er kommet med en lang række anbefalinger. Gennemgående er behovet for, at voksne tager ansvaret i højere grad. Ikke bare forældrene (men specielt dem); også andre voksne i deres netværk. Igen og igen hører vi fra børnene og de unge, at de har brug for et menneske at støtte sig til før, under og efter skilsmissen. En voksen, som opfører sig normalt, mens forældrene render forvirrede, sårede og måske vrede rundt.

At få sat ord på alle de følelser og tanker, som præger barnet i processen, kan gøre den helt store forskel. At møde et menneske, som viser, at deres følelser ikke er forkerte. At forstå, at de ikke er alene. At mærke at andre har det som dem. At få luft. Det har børn og unge (også) brug for, når familien skilles.

“Det ville være rart, hvis der var nogen, der prøvede at hjælpe og interessere sig lidt for det og spurgte, hvordan man har det”, Sascha 9 år

Her er min opfordring til dig (og mig): Når du hører, at en kammerat til dit barn oplever, at forældrene skal skilles, så tal med hende om hendes oplevelse af det. Vær den voksne, som de kan komme til og fortælle om deres oplevelser uden at skulle passe på, om de nu sårer nogen.

Vær det menneske, som kan rumme, at barnet også længe efter skilsmissen kæmper med følelser, som er svære at være i, tanker, som er svære at få hold på og bekymringer, som er svære at få til at gå væk. Men som bliver så meget nemmere at være med, hvis et voksent menneske finder ud af at være med dem i det. Uden at skulle fikse noget, uden nødvendigvis at kunne forstå. Men med intentionen om at lytte og støtte.

Jeg beder dig ikke om at indgå i et livslangt afhængighedsforhold til dette barn. Jeg beder dig bare være opmærksom og bringe dit hjerte i spil. Med en ganske lille samtale kan du give et sårbart menneske følelsen af at blive hørt. Og med følelsen af at blive hørt kommer følelsen af at have betydning. Og ønsker vi ikke alle at føle os betydningsfulde? Måske specielt når vi står et sted i livet, som vi ikke selv har valgt, hvor vores mening kun har ringe betydning og hvor andre har bestemt, at verden som vi kendte den, er brudt sammen og ny mening skal skabes.

Vær ikke den voksne, som (også) tænker, at barnet nok har andre at tale med, at du risikerer at vade i noget, hvis du bringer det på bane. Som er bange for at gøre ondt værre. Det eneste der gør ondt værre er, hvis vi ignorere den unges smerte og blot venter på, at tiden skal læge sårene.

“Der er altså voksne, der vil hjælpe; man skal bare finde dem”, pige 11 år.

Når alle mennesker er, præcis som de skal være

“Jeg kan mærke, jeg bliver irriteret, når hun har sagt, at hun gerne ville være mere udadvendt og tale mere med de andre. Og hun så går rundt i pauserne uden at smile; og intet gør for at komme i kontakt med de andre”.

I sidste uge fik jeg en af de helt store gaver. En af dem, jeg får nogle gange om året. Jeg var med til at lave camp for 125 teenagere, undervise dem i personligt lederskab og sociale kompetencer, danse og grine med dem, støtte dem i deres læring og udvikling. Gennem ugen så jeg, hvordan de stille og roligt (eller larmende og hurtigt) voksede og udviklede sig, sparkede nervøsiteten hen i hjørnet, byggede relationer, lod skjoldet falde og deres personlighed træde tydeligere frem.

Som staff placerer vi mentalt et 10-tal i panden på hver og én, når vi møder dem. Vores udgangspunkt er, at alle er præcis, som de skal være. Kompetente, kloge og kærlige unge mennesker. De mangler blot at lære eller mestre nogle ting for selv at kunne se deres eget potentiale og udnytte det. Mange af dem har brug for at se, at andre kæmper med de samme problematikker som dem. Nogle mangler at mærke den tryghed, som et stærkt fællesskab skaber. Og de muligheder for at vokse, som denne tryghed åbner for. Stort set alle frygter at blive udstillet, grinet af, udstødt og bekræftet i, at de bestemt er helt forkerte.  Alle bliver de opfordret til at træde ud i læringszonen – med vores støtte – så de kan vokse som mennesker.

Vi havde talt om det med staffet: Hvilke muligheder har vi, når vi møder nogen, der får os til at reagere? Møder deltagere, som trigger noget i os. Når vi ikke ved, hvad vi skal stille op med en modvillig, en stille eller en forstyrrende deltager.

Tilbage til 10-tallet. Hvis alle mennesker (og ja, det gælder selvfølgelig alle mennesker, vi møder i vores liv) som udgangspunkt er 10-taller; hvis de er præcis, som de skal være. Så kan vi slippe tanken om at skulle lave om på dem. Og hvis vi ikke har til hensigt at lave om på dem, kan vi koncentrere os om os selv. Om vores egne reaktioner i mødet med dem. Måske lagde du mærke til, at jeg lige før skrev “…når vi møder nogen, der får os til at reagere”. I den sætning ligger en vigtig nøgle til at adskille os fra den anden. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen (bestemt også for at huske mig selv på det): Der er ikke nogen, der kan få os til at føle noget som helst. Vores reaktion i mødet med andre er helt vores eget ansvar. Så sætningen skal snarere hedde “Når vi møder nogen, hvis adfærd vi reagerer på”. Lille forskel med stor betydning.

Blogindlæggets indledende replik blev sagt af en person fra staffet, som mærkede, at han blev irriteret, når en camper gjorde noget andet, end det hun sagde, hun ville arbejde på at kunne. Nu ledte han efter en måde, hvorpå han kunne få hende til at gøre noget andet. Gøre det, hun gerne ville. Han havde en idé om, at hvis han fandt ind til det, som fik ham til at reagere på hendes adfærd, ville han måske finde ind til det, som kunne hjælpe hende med at gøre noget andet.

Han holdt sig helt ovre hos sig selv. Hans hensigt var at undersøge sin egen reaktion, så den ikke forstyrrede hans arbejde med at finde ind til det, pigen havde brug for. Det formåede han af flere grunde: Han havde placeret et 10-tal i pigens pande og på den måde adskilt hendes personlighed fra hendes adfærd. Han huskede på, at hans reaktion på hendes adfærd var hans eget ansvar. Og hans hensigt var at finde det, hun havde brug for, hvis hun skulle rykke sig.

Professionelt.

Tanke: Hvad med privat? Hvad når det sker for os derhjemme med vores egne børn? Er det så muligt at adskille vores egne reaktioner fra deres adfærd? At adskille det, de er, fra det, de gør? Og holde os for øje, at vores hensigt til stadighed må være at finde ind til det, vores barn har brug for (fra os), hvis han skal kunne rykke sig?

Det gør det bestemt sværere, at der er helt andre følelser blandet ind i relationen til vores egne børn. Det er bestemt sværere for mig at adskille mig fra mine drenges adfærd end fra andre menneskers. Når en dreng hjemme hos mig styrter ud af rummet og smækker døren, så huset ryster, er det bestemt svært at huske på, at jeg selv er ansvarlig for min reaktion. Men er det svært som i umuligt? Eller svært som i udfordrende?

For mig kan det være udfordrende. Men ikke desto mindre ønskværdigt. Og muligt. Hvis jeg skal kunne støtte mine børn i deres frigørelsesproces, må jeg finde ud af at adskille mig fra dem. Jeg må finde ud af, hvordan jeg kan undgå, at mine følelser omkring det de gør, bliver deres ansvar. Tænk, hvis de skulle begynde at træffe valg ud fra, hvad de ønsker, jeg skal føle – eller undgå at føle! Tænk, hvis en af mine drenge syntes, han var nødt til at behage mig for at kunne holde til være sammen med mig! Det er ikke mine børns opgave at sørge for, at jeg er okay. Det er min egen.

Det er min opgave at skifte “Han provokerer mig” ud med “Jeg bliver provokeret” og “Det kan du ikke være bekendt” med “Jeg kan ikke være i det her lige nu”. Udfordrende, ja, men langt fra umuligt.  Og heldigvis giver ungerne os jo masser af muligheder for at øve.

_______________________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for uperfekte forældre til 10-19-årige.

Sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut, er jeg i gang med at skrive en e-bog til forældre til 10-19-årige. “Du fatter jo ikke en skid, mand! (og andre sandheder om livet i teenagefamilier)”. Hver måned fra april til december kommer et (uafhængigt) kapitel.

Første kapitel er dog allerede ude nu. Du kan lige her gratis hente “Fat det nu! Jeg fryser ikke”, hvor du blandt andet møder Lukas og Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

1. april kan du købe næste kapitel, hvor vi blandt andet besvarer spørgsmålet: Hvordan bliver det muligt at anerkende noget, som vi i virkeligheden ikke fatter en dyt af?

Skærmfri Måned – et familieeksperiment

Denne her mor har på familiens vegne taget en beslutning om at gennemføre et eksperiment: Eksperiment Skærmfri Måned. I en hel måned hviler hjemmets computere og fjernsyn. Moren synes nemlig, der den sidste lange periode er gået så mange timer med, at familiens medlemmer sidder med ansigtet vendt mod hver sin skærm. Da hun samtidig er i gang med at opøve sin evne til at være mentalt nærværende sammen med sine børn, er det oplagt at køre eksperimentet af nu.

Familiens 9-årige er helt okay med det. Hun er den umiddelbare type, så hun savner sjældent det, der har været eller bekymrer sig om det, der vil komme. Lige nu nyder hun at spille spil med sin mor, at sidde længe ved aftensmaden, fordi hun ikke trækkes mod pc’en og i det hele taget bare at være i hjemmet uden så mange forskellige lydspor og lukkede døre.

Den 10-årige er ikke kun tilfreds. Forklaringen på, hvorfor eksperimentet overhovedet skal gennemføres, køber hun til dels, for også hun har lagt mærke til, hvordan tiden kan smuldre væk, når tv’et kører. Tre dage inde i eksperimentet nyder hun tydeligvis at have ro til at tale længe om de ting, der er begyndt at undre hende ved verden, livet og forskellen mellem piger og drenge. Hun er dog ikke tilfreds med, at hendes mor tillader sig at træffe så stor en beslutning på alles vegne. Hvis mor vil eksperimentere, må hun gøre det selv. Hvorfor skal det gå ud over de andre? Hvorfor kan de ikke bare se en lille smule – en halv time om dagen? Eller have to skærmfri dage om ugen?

Moren må overveje: Gør jeg dette for deres skyld eller for min egen? Går det ud over dem, at jeg er et enten-eller menneske, som ikke formår at holde fast i aftalerne om kun-en-halv-time-om-dagen-og-først-når-lektierne-er-lavet? Har jeg i virkeligheden stillet tv’et væk, fordi jeg selv kommer til at bruge aftenerne på junk-tv og fordi jeg har brug for at kunne skelne mellem arbejdstid og fritid?

Måske ja. Måske er det mest for hendes egen skyld – som udgangspunkt. Måske har hun brug for at nulstille, før hun kan finde ud af at skabe et passende leje for familiens skærmtid. Og hvad så? Hvad så, hvis det er for hendes skyld? Skal hun have det skidt over det? Eller er det bare sådan, det er i en familie – at alle til tider må være med i et forsøg for et enkelt familiemedlems skyld? Som når hele familien lægger kosten om og nulstiller sukkerforbruget, hvis et enkelt barn ser ud til at have brug for det.

Indtil videre sker der ting, som moren har forventet. Der opstår sære tomrum, hvor en eller anden uden de store overvejelser normalt ville tænde for tv’et. Tiden mellem institution og spisning synes nu noget længere. Der er ingen diskussioner om spisning foran computer eller tv. Og moren går en smule tidligere i seng om aftenen.

Der sker også ting, som hun ikke havde forudset. Der opstår samtaler om, hvornår forældre bestemmer, fordi de er voksne, og hvornår de forsøger at bestemme, blot fordi de ønsker at få deres vilje – i situationer, hvor alle medlemmer af fællesskabet i virkeligheden har lige meget ret til at bestemme. De to børn taler mere sammen, fjoller mere sammen og tager sig tid til opvasken (og de lege, der hører med til sådan en). Moren er gået i gang med en 500 sider lang oplæsningsbog, fordi det nu virker realistisk at nå gennem den på denne side af den yngstes konfirmation. Og hun har en sær fornemmelse af at være mere opdateret på pigernes liv, end hun længe har været.

Og lige nu lyder den afsluttende bemærkning på familiens (og på morens interne) samtaler om forsøget: Det er et eksperiment. Lad os se, hvad der sker. Når måneden er gået, finder vi ud af, hvad vi så gør. Det drejer sig om en måned.

Kan man flirte med en gryde at skum og plast på hovedet?

Har du lagt mærke til, hvor udbredt det er blevet at cykle med hjelm? De kommer i guld og klar grøn, med fartstriber og prikker. Nogle er sågar camouflerede som kasketter og blomstrede sommerhatte. Det bliver mere og mere udbredt, at børn, unge og voksne beskytter hovedet på turen rundt i trafikken med en hovedbeklædning, der som udgangspunkt bare ikke er smart.

Så langt så godt.

Jeg kender en kvinde (meget godt), hvis børn på et tidspunkt blev bevidste om, at mens de selv blev påtvunget den stramme ukomfortable hovedbeklædning, så var deres mors hoved sært upåklædt, når turen gik til institutionen om morgenen. De begyndte at udtrykke undren over forskellen på morens flagrende lokker og deres egne flade parykker. ”Mor, hvorfor skal du så ikke have hjelm på?”

”Åh, du ved, jeg har ikke lige fundet en, der passer”.

”Der er forskel på, hvad børnehoveder og voksenhoveder kan tåle”.

”Det er mit job at passe på jer; jeg skal nok selv passe på mig”.

”Voksne falder ikke så tit som børn”.

Sådan formåede kvinden morgen efter morgen at undgå at iføre sig hjelm. Selvfølgelig ikke fordi hendes voksenhoved var mere solidt end børnenes. Ej heller fordi hjelmene ikke kom i hendes størrelse. Men simpelthen på grund af forfængelighed. Det ville pine hende at bruge 12 minutter på at få håret til at sidde for så at klemme en stram gryde af skum og plast ned over frisuren, så den resten af dagen ville have en tot siddende den helt gale vej og en sær fladhed i en ring omkring hovedet. For ikke at tale om at bevæge sig rundt i verden med en hjelm spændt ned om hagen. Hvordan skulle hun nogensinde kunne smile til (og flirte med) de forbipasserende i sådan en sag?

Indtil det en dag gik op for hende: Hvis uheldet var ude – og uheldet behøver ikke være særligt stort, før et hoved taber kampen mod en fortovskant – ville hendes børn skulle fortsætte livet uden hende. Eller med hende siddende med en pind i munden til at taste sine kærlighedserklæringer og moderlige formaninger ind på kørestolens påmonterede computerskærm. Hvis hendes hoved blev smadret ved sammenstødet med en bil eller et stykke asfalt, ville børnenes liv forandres for altid. De ville fremover skulle nøjes med deres ellers nok så dejlige far. Og hun ville gå glip af børnenes første forelskelse, sidste skoledag, (for alle så) lærerige teenageår og (forhåbentlig) møgromantiske bryllupsfester.

Efter mangen en søgning på nettet og endnu flere prøvninger i butikker rundt om i byen fandt hun til sidst en hjelm, som hun selv syntes, kunne gå an. Hun fik endda frisøren til at klippe hende, så håret kunne klare turen i hjelmen og hun selv klare resten af dagen. Og nu hang hjelmen dér i gangen – ikke ved siden af børnenes, men på en knage højt oppe, så ingen små mennesker ville lægge mærke til den. Hun skulle liiige tage sig sammen. I nogle måneder. Hun var så vant til at smile til de forbipasserende og havde svært ved at forestille sig at gøre det med et lillebitte hoved stikkende ud under en kæmpestor gryde. Det satte sgu nærmest gang i eksistentielle funderinger for den forfængelige kvinde.

Børn ser alt. Rettelse: nogle børn ser alt. Hendes ene barn så alt. Også hjelmen. ”Mor, skal du ikke have din hjelm på?”

(Ikke endnu) (Jeg kan ikke) (I dag er ikke den rigtige dag) (Jeg har også det møde senere, hvor det eneste, jeg kan have helt styr på, er mit udseende) (Hjææælp!)

Som mange andre forældre begynder også denne mor mange af sine morgensætninger med ”Husk din …” Og som vi ved, så gør børn, hvad vi gør (og ikke hvad vi siger), så det ene barn sagde hver morgen ordene ”Husk din cykelhjelm”, lige inden familien forlod hjemmet for at gå ned til cyklerne. Og der var ikke længere en vej udenom. Foran spejlet kom hjelmen på (og foran skolen kom den straks af). Med et lidt fjoget grin overlevede hun de første måneder og kunne ikke sige sig fri for at føle en vis stolthed ved tanken om, at hun gjorde sit til, at hendes børn ikke blev moderløse. Og virkelig meget stolthed over at være en god rollemodel for sine børn.

Nu lægger hun om morgenen på skolevejen mærke til, hvor mange forældre der kører med bare hoveder bag deres hjelmklædte børn og hun tænker tit tanken: hvor er det egentlig egoistisk af dem. På grund af forfængelighed, ubetænksomhed eller uvidenhed udsætter de hver dag dem selv for fare. Hvert øjeblik kan en bil komme forkert omkring et hjørne, ramme dem og sende dem i kantstenen. Sende dem i døden. Sende deres børn videre i livet med en forældre mindre.

Så afleverer hun børnene i skolen, tager hjem og lægger hjelmen  – og kører ud til dagens opgaver med det udækkede hår flagrende i vinden. For én ting er at være en god rollemodel, en anden er at frarøve sig selv følelsen af at se godt ud på turen gennem byen. Og der sker jo nok ikke noget alligevel. Selvom hun kører meget hurtigere, når ungerne ikke er med.

PS: Det sidste nye er en hjelm med indbyggede kapsler, som går i stykker, hvis hjelmen er blevet så beskadiget, at den ikke længere yder den nødvendige beskyttelse. Tager du den beskadigede hjelm på, advarer den dig ved at udsende en stank af sure sokker og råddent æg.

PPS: Måske finder de også snart ud af at designe en hjelm med isyet, langt, lyst hår. Det er vel ikke værre at score en mand på cykelstien og først senere lade ham vide, at jeg har kort, gråsprængt, kommunefarvet hår end at score en mand i byen og først senere lade ham vide, at min fyldige barm helt af sig selv ruller ned på maven, når jeg tager min wonderbra af.