Når alle hjælper til uden at brokke sig

Jeg brugte en del år på at vænne mine børn til, at jeg lavede det (aller)meste herhjemme. Efterhånden som jeg syntes de var gamle nok til at tage deres del, begyndte jeg så at uddelegere opgaver. En opvask til den ene, en opvask til den anden, skralderen til den ene mandag og onsdag, skralderen til den anden tirsdag og torsdag. Det var den nemme del – at fordele opgaverne. Det svære var at få dem til at løse dem. Mit arbejde blev ikke nemmere; det blev bare af en anden art. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, det er løbet ud i sandet og opgaverne stille og roligt er røget over til mig igen. Så stod jeg for det (aller)meste igen i en periode. Indtil jeg fik nok, holdt en offer-tale og fordelte opgaverne på ny. Det jeg gjorde, virkede tydeligvis ikke. Alligevel blev jeg ved med at gribe det an på samme måde. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.

Lad mig forestille mig det fra ungernes side for en stund. Vi begynder med: ”Drenge. Jeg skal tale med jer. Kommer I lige ind i stuen?”

Vi ved efterhånden, hvad dét betyder. Mor har fået nok. Det er tid til at gennemleve en monolog om, hvor uretfærdigt hun føler sig behandlet. Vi er altså tre mennesker, der bor sammen. Hendes arbejdsdage er endda længere end vores. Det må da være rimeligt, at alle tager deres tørn. Synes vi ikke det er rimeligt? Og hun synes jo for fanden heller ikke, det er sjovt at vaske op. Vi må jo alle sammen ind imellem gøre nogle ting, selvom vi ikke gider. Hun føler ligesom, at det bliver taget for givet, at hun skal lave det hele.

Vi nikker og siger ikke så meget. Måske bliver vi lidt flove, for det er jo rigtigt nok: Det er hende der laver det meste. Så vi siger (og mener), at vi vil gøre os mere umage nu. Og denne gang fordeler vi måske opgaverne efter, hvad vi mindst hader at gøre. Mor styrer processen og virker lettet. Vi tror også på, at det bliver bedre nu. Vi kan jo alle sammen godt lide, når stemningen er god. High 5 og smil og ”Fedt drenge! Det er jeg altså glad for, det her. Tak.” 

Godt så! Det er tirsdag, og opvasken er min. Jeg ved det godt, og brokker mig ikke. Men det passer mig lidt dårligt lige nu. De andre er allerede henne på Pladsen med deres løbehjul. Opvasken er ikke så stor. Måske kan den vente til i morgen tidlig? Nå, ikke; mor vil have at den bliver taget nu. Måske kan jeg gøre det, når jeg kommer hjem fra Pladsen? Så skal jeg bare tage derfra ti minutter før. Det bliver planen. Så er det selvfølgelig uheldigt, at jeg glemmer tiden, men den slags sker jo. Jeg glemte den, og det undskylder jeg altså meget. Jeg tager opvasken i morgen tidlig; jeg lover det. 

Og så videre. Der er bare så meget med skolen og vennerne. Tiden løber fra mig, når jeg er på YouTube. Og når jeg falder hen i tanker. Stille og roligt ryger mors frustration i baggrunden. Det er ikke fordi jeg er ligeglad med hende; overhovedet ikke. Der er bare nogle andre ting, der fylder mere. Og hun plejer ikke at holde fast særligt længe. Ind imellem er det vist nemmere for hende at gøre tingene selv. Hun kan godt lide, at tingene sker på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde. Hun brokker sig ikke så meget; hun er ikke så meget for konflikter. Det taler vi ind imellem om: At vi nyder at der ikke er de store konflikter herhjemme. Vi passer hvert vores, og uden jeg rigtig lægger mærke til det, glemmer jeg mine faste dage og går bare ned med skralderen, når hun beder mig om det. Dækker bord, når hun beder mig om det. Vasker op, når hun beder mig om det. Det gør hun ikke så tit, så det er okay. Tingene finder tilbage til normalen, og det er altså rarest sådan.

Hvis jeg kunne slippe for at lave mad og vaske op, så ville mit liv helt sikkert være nemmere. Hvis nogen vaskede mit tøj og fyldte køleskabet op, ville jeg nyde det og takke. Måske ville jeg ind imellem tænke over, om det var rimeligt, men det er nok fordi jeg er voksen, og min hjerne er færdigudviklet. For det meste ville jeg bare nyde det, og ja, på et tidspunkt ville jeg nok tage det for givet. Som jeg vist gør med mange af de ting, jeg kan regne med. 5C kører. Der kommer vand ud af bruseren. Der er papir på toiletrulleholderen. Der er ost i køledisken i REMA. Der er en anden, der sørger for det huslige.

Hvis der var en anden, der tog sig af det huslige, ville jeg nyde det. Hvis det betød, at jeg hver sjette måned skulle deltage i en seance, hvor den dér anden brokkede sig og krævede at jeg tog min del, så gjorde jeg dét. Og hvis jeg skulle melde mig på to maddage, to opvaske, tre skraldere og et lille indkøb, så gjorde jeg dét. Hvis jeg sidenhen kunne slippe først for den ene opvask, så den anden maddag, indtil jeg sporadisk tog mig af det ene eller det andet, når den anden bad mig om. Så gjorde jeg dét. Sådan et liv ville jeg helt sikkert kunne vænne mig til.

Sådan har det i mange år været at være barn – og siden ung – i vores hjem. En anden tog sig af det. Jeg tog mig af det. Og på et tidspunkt gik op for mig, at det faktisk fungerede rigtig godt – hvis jeg vel at mærke droppede nedsmeltningerne og offer-monologerne. Hvis jeg blev helt ærlig, så fungerede det egentlig fint for mig. Jeg lagde mærke til, at mine drenge altid gjorde hvad jeg bad dem om. Det fungerede ikke for os at følge et fast skema, men jeg kunne når som helst uddelegere en opgave og regne med at den blev løst. Jeg lavede helt sikkert langt det meste herhjemme, men uden offer-perspektivet passede det mig faktisk ganske godt. Opvasken blev helt ren. Vi fik sund mad. Tøjet blev bredt ordentligt ud, før det blev hængt til tørre. Jeg havde overblik over køleskabets indhold. Tingene blev ganske enkelt gjort til tiden og ordentligt. Og mine to hjælpere trådte til, når jeg havde brug for det. Uden brok. Det er jo nærmest uhørt: Teenagere som gør, hvad de bliver bedt om – uden at brokke sig.

Det var en stor lettelse at komme til den erkendelse, og hvis jeg skal være helt ærlig, så følte jeg mig sgu som en ret god mor. Det dér skyld-trip er ikke så rart, men fordi jeg jo ikke skælder ud og råber, så var dét blevet mit halvårlige go-to. Det var så rart at droppe det. Det var så rart at holde op med at lave planer, som ingen af os åbenbart kan finde ud af at holde fast i. Det var så rart at finde frem til det her nemme samarbejde: Jeg havde overblikket, jeg uddelegerede, jeg ordnede det meste, drengene udførte resten. Det var så rart.

Og det var top-egoistisk af mig. Slog det mig en dag.

Nu gik det ellers lige så godt. Vi havde fundet melodien og alle var glade. Det var nemt og rart. Men jeg ved jo inderst inde godt, at opdragelse, dannelse, klargøring til voksenlivet (eller hvad vi nu vælger at kalde det) ikke handler om at alle skal være glade, og at det skal være nemt og rart at leve sammen. Det må i hvert fald ikke blive målet. Målet er, at vores børn bliver klar til voksenlivet. Og det bliver de ikke af Nemt og Rart.

Dét kommer vi helt sikkert tilbage til. Og sikkert også til, hvad der så skete i den lille åh så harmoniske familie. En anden dag.