Der er altså voksne, der vil hjælpe – man skal bare finde dem

“Det er blevet så almindeligt at blive skilt, at folk synes, det er helt normalt. Men der er altså intet normalt ved det for børnene”.

Sådan sagde en pige, da hun sammen med andre børn og unge deltog i en skilsmissecamp for nogle uger siden. Denne dag skulle de blandt andet formulere nogle anbefalinger til voksne i og omkring skilsmissefamilier. Anbefalinger som Egmont Fonden så vil forsøge at omsætte til tiltag, som kan gøre det nemmere for børn og unge, som bliver påvirket negativt af deres forældres skilsmisse.

To uger senere mødtes godt halvtres voksne på endnu en skilsmissecamp. Og med pigens ord som igangsætter blev det nemt for os at fokusere på børnenes behov gennem dagen. Inden vi forlod stedet forventedes det, at vi kunne præsentere Egmont Fondens folk (og hinanden) for vores anbefalinger: Hvilke helt konkrete tiltag skal der til for at vores børn og unge ikke bliver ødelagt af forældrenes skilsmisse.

(Jeg anede ikke, at så mange mennesker arbejder på dette felt. Psykologer, terapeuter, advokater, sagsbehandlere, forfattere, coaches, sundhedsplejersker, forskere. Og så har jeg sikkert glemt nogle. En lang række dedikerede mennesker som støtter familier i skilsmisse, laver børnegrupper, giver forældre kommunikationsredskaber, hjælper med at opnå enighed og forsker i, hvilken effekt det egentlig har for unge mennesker, at deres forældre vælger at skilles)

“Husk at spørge børn, hvordan de har det”, pige 9 år.

Børnene og de unge er kommet med en lang række anbefalinger. Gennemgående er behovet for, at voksne tager ansvaret i højere grad. Ikke bare forældrene (men specielt dem); også andre voksne i deres netværk. Igen og igen hører vi fra børnene og de unge, at de har brug for et menneske at støtte sig til før, under og efter skilsmissen. En voksen, som opfører sig normalt, mens forældrene render forvirrede, sårede og måske vrede rundt.

At få sat ord på alle de følelser og tanker, som præger barnet i processen, kan gøre den helt store forskel. At møde et menneske, som viser, at deres følelser ikke er forkerte. At forstå, at de ikke er alene. At mærke at andre har det som dem. At få luft. Det har børn og unge (også) brug for, når familien skilles.

“Det ville være rart, hvis der var nogen, der prøvede at hjælpe og interessere sig lidt for det og spurgte, hvordan man har det”, Sascha 9 år

Her er min opfordring til dig (og mig): Når du hører, at en kammerat til dit barn oplever, at forældrene skal skilles, så tal med hende om hendes oplevelse af det. Vær den voksne, som de kan komme til og fortælle om deres oplevelser uden at skulle passe på, om de nu sårer nogen.

Vær det menneske, som kan rumme, at barnet også længe efter skilsmissen kæmper med følelser, som er svære at være i, tanker, som er svære at få hold på og bekymringer, som er svære at få til at gå væk. Men som bliver så meget nemmere at være med, hvis et voksent menneske finder ud af at være med dem i det. Uden at skulle fikse noget, uden nødvendigvis at kunne forstå. Men med intentionen om at lytte og støtte.

Jeg beder dig ikke om at indgå i et livslangt afhængighedsforhold til dette barn. Jeg beder dig bare være opmærksom og bringe dit hjerte i spil. Med en ganske lille samtale kan du give et sårbart menneske følelsen af at blive hørt. Og med følelsen af at blive hørt kommer følelsen af at have betydning. Og ønsker vi ikke alle at føle os betydningsfulde? Måske specielt når vi står et sted i livet, som vi ikke selv har valgt, hvor vores mening kun har ringe betydning og hvor andre har bestemt, at verden som vi kendte den, er brudt sammen og ny mening skal skabes.

Vær ikke den voksne, som (også) tænker, at barnet nok har andre at tale med, at du risikerer at vade i noget, hvis du bringer det på bane. Som er bange for at gøre ondt værre. Det eneste der gør ondt værre er, hvis vi ignorere den unges smerte og blot venter på, at tiden skal læge sårene.

“Der er altså voksne, der vil hjælpe; man skal bare finde dem”, pige 11 år.

Reklamer

Man skal da savne sine børn

Min 10-årige søn og jeg spiste morgenmad udenfor i går. I minusgrader. På en lav mur lige ved Amagerbrogade. Normalt går vi jo hjemmefra i god tid om morgenen, når der er sne. For at have tid til at træne vores kast. Og nyde den sjælne stilhed på skolevejen. Men da julen var gået uden sne, gav drengene op; de vidste bare, at det ikke ville komme til at ske denne vinter.

Og så kom sneen. Lige da mine drenge skulle hjem til deres far i tre uger. Hvad så med det helt specielle samvær vi har, når der er sne, når det bliver naturligt for mig at lege og konkurrere og slås? Om tre uger er der måske ikke mere sne.

Det er gået op for mig, at jeg kan måle min tilfredshed med mig selv som mor ud fra den følelse, jeg har, når drengene er hos deres far. I en periode som denne, hvor jeg har for meget arbejde til at kunne være helt nærværende sammen med dem, når de er her, savner jeg dem, når de ikke er her.

Savnet er en spøjs blanding af følelser. Beklagelse over stadig ikke at have hjulpet den ene med at skille hans seng ad og den anden med at male graffitien på væggen over. Følelsen af at have en række ufærdige samtaler hængende, ventende. Jeg føler mig ude af trit med deres skole. Kan ikke huske, om vi overhovedet grinede sammen sidst, sådan rigtigt.

Savnet dukker op i ganske korte øjeblikke. Nogle fraskilte ville misunde mig længden på de øjeblikke. Nogle forældre savner deres børn hele tiden, når de hos den anden forælder. Hele tiden! Savnet ligger som en dyne over alt andet. Eller under alt andet. For nogle er det forbundet med store samvittighedskvaler at skulle give slip på det. For hvis vi ikke savner vores børn, må vi da være dårlige forældre.

Jeg savner normalt ikke mine drenge. Det hænger delvist sammen med min tro på, at de har det godt hos deres far. Og det hænger sammen med, at jeg meget tidligt efter skilsmissen traf en beslutning: Jeg VIL leve et helt liv. I den ene uge vil jeg leve sammen med mine drenge på en god måde. Den anden uge vil jeg leve på en god måde uden dem. Det virkede ikke for mig at rende rundt hver anden uge og have følelsen af at mangle noget for at kunne blive lykkelig. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at halvdelen af mit liv blev … mangelfuldt.

Jeg skulle selvfølgelig lige gennem perioden med dårlig samvittighed over, at jeg ikke savnede dem. For ikke savne dem var jeg nemlig nødt til at lade være med at tænke på dem hele tiden. Og hvilken mor tænker ikke på sine børn hele tiden? I det mindste hele tiden, når hun har fri. Denne mor. Åbenbart.

Jeg kan se det fra drengenes perspektiv: Jeg er en meget bedre mor i de uger, de er her, hvis jeg lever fuldt ud, når de ikke er her. Hvilket er sandt; jeg har ingen tvivl. Glade forældre er bare bedre forældre.

Jeg kan også se på det fra mit perspektiv, fra mig som et helt menneske – ikke bare som mor: Jeg lever et meget bedre liv, når jeg lever fuldt ud i alle uger. Jeg er gladere; mit liv er bedre; det hele giver bedre mening for mig. At jeg så bliver sjovere og nemmere at være sammen med for mine børn, er jo en dejlig bonus.

Det er bare ikke helt tilladt at sige åbent, hvis vi lever et fuldt, tilfredsstillende, meningsfuldt liv, når vi ikke er sammen med vores børn. Ikke desto mindre er det efter min mening det mål, vi bør stræbe efter. Det er ønskværdigt, muligt og fuldkommen tilladt. Nogle mennesker vil endda sige, at det er vores pligt – ikke som forældre, men som mennesker. Det er vores pligt at leve fuldt ud.

Hvis jeg ikke er tilfreds i ulige uger, præger det de lige uger. Og omvendt. Jeg bliver en skidt mor (efter min standard), når jeg er utilfreds med mit liv som Camilla. Jeg bliver ikke tilfreds i mit liv som Camilla, når jeg ikke lever op til min egen standard som mor.

Jeg arbejder for meget for tiden. Normalt sørger jeg for at fyre den af, når drengene er hos deres far, så jeg kan arbejde indenfor normal arbejdstid, når de er hos mig. Men for tiden fylder arbejdet så meget, at jeg også arbejder, når de er hjemme. Jeg glemmer at holde fri – om aftenen og i weekenden. Jojo, vi spiller da lidt brætspil og vi sludrer da en smule. Men det meste af tiden passer vi bare hver vores skærm. Og jeg er kun nærværende med mit arbejde.

Så tog de hjem til deres far, sneen kom og med den kom savnet. Sms til faren: Må jeg følge drengene i skole i morgen tidlig?

Lidt over syv i går morges kom min 10-årige derfor hjem og hentede mig i stedet for at gå på morgenfrit (storebror skulle møde senere og lå og fedede den under dynen). Jeg havde pakket morgenmaden og et tæppe i en taske og mig selv i tre lag tøj. Desværre var det meste af weekendens sne væk, men det kom ikke til at betyde noget. Jeg hørte om kammeratens fødselsdag i weekenden, om skolen og om, hvor mange dåsesodavand, de havde stående hjemme hos far. Han valgte en lav mur ved Amagerbrogade, hvor vi kunne sætte os med vores frugtsalat og amagermadder. Før jeg fulgte ham helt ind i varmen i klassen.

50 minutters nærvær mandag morgen gjorde hele forskellen. Mens vi frøs og fantaserede, blev savnet erstattet af en følelse af tilfredshed. Og beslutsomhed: Perioder hvor arbejdet fylder mere end normalt, er tilladte, men de må ikke være så lange som denne er blevet.

Jeg er kun tilfreds som Camilla, når jeg er tilfreds med mig som mor. Og omvendt.

Tillykke med mors dag

Jeg kender en mor, som tog sine egne to børn og en ekstra dreng med i svømmeren i går. På vej hjem sagde hun “Husker I, hvad dag det er i dag?” (hun vidste, at den ældste i hvert fald gjorde. Han gav allerede lørdag aften sin hjemmesyede bold til moren – tjekket og utålmodig) “Det er mors dag. Mormor kommer forbi senere”. Den yngste, en dreng på 9, reagerede straks. Han havde glemt det. Han vidste det ikke. Han havde ikke noget til sin mor. Det hjalp ikke, at mor kun ønskede sig en skuldermassage. At hun intet forventede og bare var glad for, at de var sammen (og desuden ikke selv havde noget til sin mor). Han havde ikke nogen gave!

“Hvad kan du rigtig godt li’, som man kan få i Aldi?” holdt drengen fast.

(chokolade!)

“Jeg kan rigtig godt li’ chokolade, men jeg synes altså ikke, du skal bruge penge på det, skat”.

(ville sagtens kunne spise noget chokolade i aften)

Drengen havde besluttet sig. Så da cyklerne var parkeret foran hjemmet og legeaftalen mødt samme sted, gik den 9-årige afsted til Aldi (med 20 lånte kroner i lommen og vennen ved sin side). Normalt ikke meget for at gå alene i supermarked, men nu gjaldt det jo Mors Gave.

“Og drenge?”

Hun ventede på fuld opmærksomhed.

“Alle kigger selv!” Hvilket er sætningen, som moren bruger, når familien bevæger sig rundt sammen og den yngste lader til at forvente, at andre kigger for ham ved de mange små sideveje.

Sørgede for at få svar fra begge. Og “Vi ses”.

Hvor fedt er det lige, når vores børn kommer i den alder, hvor de går ud i verden på egen hånd, men efter ikke alt for længe vender tilbage til os igen? Nu kan vi rigtig øve os i at være tillidsfulde og tro på, at vi har rustet dem godt nok. Vi kan for alvor og uden ord vise dem, at vi ved, de har styr på det. At vi ved, de sagtens klarer det. Og så ellers holde øje med tiden og forholde os i ro den tid, vi ved det tager, før vi kan forvente dem tilbage.

(med chokolade i hånd)

Denne her mor har tidligt i sit moderskab besluttet, at hun ikke vil bekymre sig. For hvis hun bekymrede sig om alle de ting, der kunne gå galt for den 1-årige, ville hun aldrig få ro med en 6-årig i vandkanten eller søvn med en 15-årig ude til fest. Hun ville aldrig blive færdig med at bekymre sig om skrammer, sygdomme, bilister, stoffer og vold. Hvilket ikke alene ville gøre hendes eget liv til én lang bekymring, men som ville begrænse hendes børn. For hvis vi vælger at lade os bekymre af alt det, som kan gå galt (måske!), er vi tilbøjelige til at forsøge at begrænse mulighederne for bekymring så meget som muligt. Og dermed begrænses vores børn. Synes denne mor. Hvilket betyder, at hun ind imellem sender sine børn ud i situationer, som de kun lige kan forventes at klare. Hun taler med dem om den usikkerhed, de måtte føle ved den nye situation og ser det som sin opgave at hjælpe dem med at finde måder, hvorpå de kan gøre på trods. På trods af usikkerhed. På trods af frygten for det nye og ukendte. På trods af at det er første gang. Hvilket det jo er første gang.

Der gik tid. For lang tid, syntes moren i går. Hun hang lidt ud af vinduet og forsøgte at kigge om hjørnet. Og igen tænkte hun tanker om den fine balance mellem at være ubekymret og at være uansvarlig. Valgte til sidst at gå ruten mod Aldi for at komme drengene og sin vågnende bekymring i møde.

Helt henne ved butikken mødte hun de 9-årige. Sønnen gemte noget på ryggen.

(mmmmm….)

Og først da drengene var klar til i kor at sige “TILLYKKE MED MORS DAG!” rakte sønnike gaven frem.

Tre par sorte nylonstrømpebukser i én pakke. Til den skriggule pris af 12.95

Moren smilede (også af sin egen umiddelbare reaktion) og læste med begejstring i stemmen op fra pakken: “Med kile og forstærket tå. Størrelse 42-44 – den helt rigtige størrelse. Tre par!” Og drengen strålede over sin egen genialitet og morens tydelige overraskelse. Har endnu alderen til at turde sige “Var det ikke bare en vildt god idé, mor?” og uopfordret hæve hånden til en fortjent high five.

High five!

Senere om aftenen fik moren endnu en gave. Ved det sidste godnat sagde samme 9-årige: “Mor, hvis jeg skulle fortælle dig, hvor meget jeg elsker dig, ville jeg aldrig blive færdig. Jeg ville tale resten af livet. Så meget elsker jeg dig”.

Ud af det blå. Uden bagtanke. Og uafhængigt af, at det var Mors Dag.

En meget glad mor tog plads i sofaen og savnede slet ikke chokolade til kaffen.

Vælger du blommen eller livet?

På cykelturen hjem til min søster i eftermiddags talte jeg, hvor mange voksne mennesker jeg egentlig har grædt sammen med, mens jeg selv har været voksen. Seks, kom jeg frem til. Jeg har grædt sammen med 6 voksne gennem de sidste tyve år. Indtil i dag, hvor jeg fuldkommen uventet femdoblede antallet.

Jeg har været på kursus i dag med en del mennesker, jeg har mødt kort i forskellige sammenhænge før, en del jeg aldrig har mødt og et par stykker, jeg så småt er i gang med at lære at kende. Det har været en meget lærerig, hyggelig (og oven i købet solrig) dag, hvor jeg har lært en hel masse mere om min måde at møde andre mennesker på. I morgen og i overmorgen skal jeg lære endnu mere. Jeg elsker det.

En halv time før afslutningen skulle vi lave en aktivitet, som vi intet fik at vide om på forhånd. Elleve af os skulle sætte os på gulvet i en cirkel og de resterende tyve skulle sætte sig på cirklen af stole omkring dem. Jeg valgte at sætte mig på gulvet. Inde i midten lå der 6 blommer.

Det viste sig, at vi elleve på gulvet skulle forestille os følgende scenarium: “I sidder i en gummibåd midt ude på vandet efter en kæmpe naturkatastrofe. I kan ikke regne med at blive reddet. Der er desværre kun plads til fem af jer i båden, ellers synker den, og I vil alle dø. Find nu ud af, hvem er jer der tager de 6 blommer – og dermed vælger døden”.

Med det samme vidste jeg, at før jeg kunne vælge, om jeg ville leve eller dø, måtte jeg vælge, om jeg overhovedet kunne være med i øvelsen eller om jeg måtte trække mig. For hvis jeg blev, skulle jeg være parat til at græde foran en hel masse mennesker.

Tanken om at græde foran andre mennesker skræmmer mig fra vid og sans. Selv sammen med min egen coach kan jeg finde på at holde det tilbage, også selvom jeg ved, at det vil forringe effekten af min proces. Min kusine spurgte mig den anden dag, hvorfor det er sådan og jeg kom ned til to ting: jeg er pisse forfængelig og jeg vil ikke vise svaghed. Det er selvfølgelig to fuldkommen latterlige forklaringer, for hvor er det dog ligegyldigt, hvordan jeg ser ud, hvis jeg har behov for at græde og hvor er det dog bare langt fra et tegn på svaghed at lade andre se mine følelser. Tværtimod, ikk? Jeg ved det godt, men ikke desto mindre…

Jeg blev i øvelsen, velvidende (og fyldt med frygt over) at jeg nu måtte bryde denne meget gamle, meget sejlivede grænse. For jeg vidste, at jeg ikke kunne tage en blomme. Og skulle jeg overbevise de andre om det rigtige i mit valg, måtte jeg blev helt ærlig omkring det. Jeg ville blive nødt til at fortælle de andre ti i båden at jeg ikke kan forlade mine børn; at de har brug for det, jeg har at give; at jeg måske nok har fucked dem en lille smule op, før jeg vidste, hvad jeg ved i dag, så jeg har brug for at gøre det godt igen; at de ikke vil klare sig godt uden mig. Og at fortælle noget så væsentligt, så ærligt, så meget fra mit hjerte, det går kun med gråd.

Jeg kunne mærke, at fordi jeg har gennemgået så stor en udvikling gennem de sidste fem år, fordi jeg er nået så langt med at skabe mig det liv, jeg gerne vil leve, fordi hver en opgave jeg udfører i mit arbejde er valgt ud fra lyst og interesse, så er jeg lige nu et sted i mit liv, hvor jeg er tilfreds. Så hvis jeg ikke havde børn, ville jeg tage en blomme. Og lade kvinden med det 1-årige barn leve, lade kvinden som endnu ikke har oplevet den helt store kærlighed, leve og lade kvinden som netop er gået i gang med at give alt det videre til andre mennesker, som hun selv har fået, leve. Hvis jeg ikke havde børn, ville jeg tage en blomme.

Men bare tanken om at vælge døden og mine børn så en dag skulle finde ud af, hvad jeg havde gjort!

Tanken om, at mine børn kun ville have deres far.

Tanken om at mine drenges liv ikke ville blive præget af mine værdier, mine måder at være med dem på, mine holdninger og … mig.

Ved du, hvad jeg mener, hvis jeg siger, at jeg tudetalte? Jeg talte tudende for føste gang nogensinde overfor fremmede mennesker. Og jeg overlevede.

Jeg kommer ikke til at fortælle dig, om jeg i sidste ende valgte livet eller døden, for 6 mennesker skulle vælge døden og de 6 blommer blev taget. Men jeg kan fortælle dig, hvad et af formålene med øvelsen var. Det var at spørge os selv, om vores kæres liv virkelig ville blive så meget værre, hvis vi ikke var her længere. Har vi virkelig så meget betydning for andre mennesker, at deres liv (selvfølgelig efter den værste sorg er gennemlevet) ville blive ødelagt, hvis vi ikke længere var? Det er ret meget magt at have over andre menneskers liv, ikk?

Vel hjemme hos min søster fik jeg indenfor den første time mulighed for en brydekamp på gulvet med mine drenge og jeg sørgede selvfølgelig for at gøre det til en leg, hvor de skulle forsøge at undslippe mine største, længste kram og en helvedes masse kys, kærlige ord og kærtegn. Og hele tiden tænkte jeg (og den har langt fra sluppet mig endnu): jeg må bare blive ved med at fokusere på at gøre mit til, at de er glade, selvhjulpne, kærlige mennesker, så de kan klare sig uden mig. Hvornår de så end skal det.

Og nu tænker jeg på underviserens sidste ord: Hvis der er noget, du gerne vil, noget du vil nå, noget du vil give, så gør det nu! Lige nu.

Av-av-hav-hav-avavav!

Har du set drenge slås for sjov? Set, hvordan de kæmper til det sidste for at få den anden ned? Har du hørt dem? Har du hørt deres helt fantastiske måde at grine-ømme-sig på, som er umulig at stave til og som ikke lader os i tvivl om, at det for alvor gør ondt og at de virkelig nyder det?

Som barn boede jeg sammen med min søster og min mor. Min søster og jeg skændtes og kastede ting efter hinanden. Mon ikke vi rev hinanden også? Og nev. Men det var alt sammen i vrede. Vi har aldrig haft brydekampe for sjov. Så den slags var helt nyt for mig, da mine drenge blev store nok til dét.

Nogle gange er de fire drenge i én sofa. Ikke i faste makkerpar imod hinanden. Det lader til, at de automatisk skifter imellem, hvem der er mod hvem. Den, der har overtaget det ene øjeblik, har i det næste tre imod sig. Jeg kan sidde tre meter væk og arbejde (okay, være på Facebook), for det larmer næsten ikke. De stønner og pruster og piber og fniser,men der er ikke luft og plads til brøl og råb. Det mest larmende er et “Avav-ha-av-h-avavav! mine kugler!”, som presses ud mellem tænderne på den nederste i bunken.

Jeg har aldrig oplevet piger slås på samme måde.

Jeg var til 40-årsfødselsdag forleden. Hen ad aftenen, mens de voksne havde travlt med at tømme glassene og de 13-årige ventede på, at effekten skulle give dem chance for at drikke sjatter, sloges de to 10-årige drenge på de store puder i hjørnet. Det foretrukne trick var til at begynde med at hive i ørerne (hav-hav-hav-av-av!). På et tidspunkt gik de ud til spejlet for at se, hvor røde ørerne var blevet. De lyste op i det dunkle lokale. Mon ikke 10-årige piger ville stoppe dér? Drengene gik ind og fortsatte kampene, indtil deres ansigter matchede ørerne.

Må indrømme, at jeg fandt det langt mere underholdende at betragte drengenes leg og se dem glemme alt omkring sig, end at se alt for mange voksne blive fuldere og fuldere – og glemme sig selv.

En anden dag kommer jeg måske tilbage til min holdning omkring det at drikke sig stangbacardi, når der er børn til stede. Måske.

Tak Skvatfordeler

Hvis det viser sig allerede i barndommen, hvordan vi håndterer sygdom som voksne, så er der ude i Fremtiden en kvinde (eller mand, hvem ved?) – eller gennem tiden vel flere kvinder (og/eller mænd), som kan klappe sig selv på skulderen for en god scoring. Og det er hende, som scorer min ældste søn.

Du ved, hvordan nogle mennesker kan være nogle rigtige skvat, når de er syge, ikk? En del kvinder påstår, at det er mænd, der er det, men mon ikke begge køn er repræsenteret i skvat-flokken? Et skvat er så dygtig til at jamre sig (over sin lille forkølelse), at h*n endda kan gøre det uden lyd. Et skvat ved hvordan h*n kan blinke laaangsomt med øjenlåg, der er tynget af feberen (på 37,8). Et skvat kvækker “Skaaat? (rømmerømme) Vil du ikk’ (host) gi’ mig en kop va(host)nd?” med påtaget ydmyghed og taknemmelighed. Og hvis h*n ikke var bange for at blive våd ned af hals og bryst, ville h*n bede dig hælde vandet ned i kæften på h*m (hehe), for hånden er så tung så tung.

Har du nogensinde mødt et skvat?

Så ved du også, hvor glad min søns tilkommende (skarer af kvinder og mænd – han er jo en lækker satan) vil blive. For når Alfred er syg, glemmer jeg nærmest, at han er hjemme. Han ligger i min seng (hos os bor tv’et i soveværelset) og ser fjernsyn. Hele dage kan han ligge og bare kigge. Og han siger ikke en lyd. Ind imellem nuldrer han ud på toilettet og når jeg husker at give ham vand og frugt, spiser han det og stiller tallerkenen op på hylden. Og hvis jeg ikke lige har husket at stille baljen tilbage ved siden af ham efter sidste tømning, skynder han sig ud på badeværelset, lige så snart han kan mærke, han skal kaste op. Rammer snorlige ned i toilettet, og hvis jeg ikke var så lynhurtig (jeg hader-hader-hader opkast), ville han selv skylle ud efter sig. Så tilbage til seng og tv.

En gang i timen pakker jeg ham ind, mens jeg lufter hytten igennem i den tro, at så undgår vi andre at blive syge. Han finder sig i dét og i at blive pakket ud igen efter endt udluftning.

Jeg takker for ikke at være blevet tildelt et skvat. Og lige nu husker jeg ikke, om Johannes er et skvat, for dér er jeg blevet velsignet med en meget rask dreng – eller bare en hukommelsee, som fejler både det ene og det andet.

Tak Skvatfordeler.

Det er i blikket, den store forskel ligger

Jeg mødte min gamle klasse. Ikke den jeg selv har gået i, men den klasse jeg underviste fra 1. til 5. Nu går de i 8.

Jeg har mødt mange af dem enkeltvis i løbet af årene, talt med et par stykker, hørt lidt fra en håndfuld forældre. Og nu stod de dér, alle sammen, og ventede på deres lærer. Lignede fuldkommen sig selv og så alligevel ikke. Dybe stemmer, bumser, rigtige frisurer, erfaring i blikket. Jeg fik sådan lyst til at sætte mig ned med hver enkelt af dem og høre, hvordan alting er. “Er du stadig veninde med …?” “Hvordan går det med sangen?” “Blev din mor rask?”. Fik lyst til at kigge rigtig godt og grundigt på dem alle, se om de så glade ud, høre dem, om alt er okay.

Som små viste de mig så meget tillid, delte deres oplevelser med mig, fortalte, når de syntes, jeg gjorde noget forkert, beskrev deres drømme for mig. Små, unikke væsner, som jeg fik lov at leve ved siden af i nogle år. Og nu disse unge, smukke væsner, som stadig hilser på mine drenge, når de møder dem på skolen (hvilket betyder verden for børn i den alder), selvom de bare er små rollinger.

Det blev kun til to minutters samtale med en lille gruppe af pigerne, og kun en hurtig øjenkontakt til halvdelen af dem alle. Så måtte vi videre.

Hvor jeg håber, at mine egne unger bliver ved med at møde professionelle voksne, som virkelig vil dem, som ser, hvor fantastiske mennesker de er (også når de er pisse-irriterende) og som lytter, når de siger, at noget kunne være anderledes. Indtil videre har vi været heldige.