Det Helt Store (jule)Overblik

Julen kom til Amager i lørdags. Med juleoptog på Amagerbrogade.

Som hvert år styrtede vi rundt herhjemme for at nå hen og tage opstilling i tide. Sjovt nok er vi ofte i virkelig god tid og ender alligevel med at måtte skynde os. Vi pakkede os godt ind, overvejede kakao på termoen, måtte droppe det, talte om tidligere oplevelser med optoget. Ud af døren.

Når vi placerer os på Amagerbrogade tættest på os selv, står vi af gode grunde blandt nærområdets børnefamilier. Og mens mine drenge bruger tiden på at gå frem og tilbage over cykelstien for at tjekke, om optoget er ved at være nær, benytter jeg mig af chancen for at studere forældreadfærd. Hygger mig, noterer mig, undrer mig.

“Moar? Moaar? Moar?” lyder det fra en pige, hvis mor står og taler med en anden voksen. Moren taler videre og pigen bliver utålmodig. “Moaaar?!” Moren kigger ned på hende og de veksler et par sætninger. Moren vender tilbage til sin voksensamtale. Et minut senere  lyder det igen: “Moar? Moaar?!” Moren taler lidt videre, afbryder sin samtale, taler kort med datteren, vender tilbage til den voksne.

Jeg går ud fra, at de fleste af os står her, fordi (vi mener) vores børn gerne vil se optoget. Og jeg tænker: hvis vi er her for børnenes skyld, hvorfor ER vi her så ikke? For vores børns skyld. Hvorfor vælger vi ikke at være fuldt ud til stede sammen med dem? Lege og sludre i ventetiden, så oplevelsen er god – også før orkestret og Fætter BR (!) endelig nuldrer forbi.

Jeg kigger rundt og ser de mange forældre, som står og taler med andre voksne. Nogle har nået at tage glögg og kaffe med. (Næste år vil vi være i endnu bedre tid) En far lyder irriteret nu: “Kom nu ind til siden! Der kommer cykler”. Moren til samme dreng overtager: “Nu skal du altså blive her. Ellers bliver du væk”. Tilbage til far: “Hvis du ikke kan høre efter, går vi hjem”.

Det har altid generet mig, når forældre vælger at være to om at irettesætte. Lader ordene lappe over. Som om den ene tænker, at den andens ord ikke helt er nok … Og barnet står eller sidder dér og bliver bombarderet. Fyldt med ord.

Drengen ser ud til at forsøge; hans ben vil ikke stå stille. Fra hans plads er der kun udsigt til voksennumser. Forældrene taler videre med hinanden.

“Hvornår kommer de, mor?” Min yngste begynder at miste tålmodigheden. Vi ender ude i en historie om, at juleoptoget skal nå landet rundt inden aften, så det bevæger sig så hurtigt forbi, at det måske har været der, uden vi har set det. Hvor lang tid vil der gå, før alle de andre opdager det?

Igen tænker jeg, at det kan være meget nemmere at hænge ud med drengene, når jeg er den eneste voksne. Så er det kun mine tanker, de afbryder, når noget falder dem ind.

Mine ører fanger en samtale mellem to mødre.

“… ikke fatte, det allerede er jul igen. Jeg gider simpelthen ikke i år. Alle de julearrangementer. Så er det skolen og så er det fritten. Og i år skal de gi’ nissegaver. Og i år er det os, der skal holde jul. Så det er gaver og indkøb og sidst glemte jeg fandme mandelgaven. Og jeg når sgu aldrig at købe gaverne i god tid, selvom jeg hvert år siger, jeg vil”. Hun sukker dybt; veninden tager over:

“Jeg har allerede købt til pigerne. Det var jeg nødt til. Jeg får slet ikke tid til noget i år. Jeg skal være færdig med en masse ting på arbejdet før ferien. Og så skal vi noget i alle weekender fra nu. Alle sammen. Og Peter vil bare ha’ den helt store juleaften, selvom det kun er os i år”.

Veninderne sukker i kor. Jeg er blevet helt travl indeni af at lytte til dem. Skynder mig mentalt at takke min søster for at holde julen igen i år.

Jeg kommer i tanker om noget, en kollega engang sagde til mig om julen:

“Hele måneden stresser jeg rundt for at nå det hele til juleaften. På arbejdet og hjemme. Alt er forberedelse til den aften. Som jeg dårligt nok kan finde ud af at nyde, fordi jeg er alt for træt”.

Og pas nu på, kære læser, for dette går nu hen og bliver en slet (ikke) skjult reklame for noget, der kan synes uopnåeligt: Det Helt Store Juleoverblik.

Dengang brugte jeg en del tid på at hjælpe overbebyrdede institutionsledere med at strukturere deres arbejde. Så alt blev nået og de kunne nyde deres arbejde i højere grad. Og ikke mindst så de kunne holde fri i weekenden – også mentalt. Og det faldt mig ind, at samme metode måske kunne bruges til en overbebyrdet mor i december. Som gerne ville nå alt, nyde processen og tage anden portion ris a la mande med følelsen af at have fri.

Jeg fik lov til at prøve det på min kollega. Og mens jeg skubber Jante ned af min skulder, får du her den sms, hun sendte til mig juleaftensdag klokken lidt i 16: “Camilla, for Julen da! Sidder med fødderne oppe i sofaen. Styr på alt. Også tiden. Og vejrtrækningen. Bedste jul nogen sinde! Tak!”

Siden da har jeg hver december tilbudt julestressede mennesker at hjælpe med at skabe ro og overblik. Og det virker sgu, det skidt! 

Jeg mødes med hende (ofte er det kvinder, der stresser mest i december; det kan vi komme tilbage til en anden gang) og i løbet af to timer får vi alt pillet fra hinanden. Alle opgaver bliver vendt, vurderet, valgt eller valgt fra, sat i system. Vi drysser lidt nydelse ned over planen, ønsker hinanden en helt vidunderlig jul og skilles. Hun med en sund rød farve i kinderne, et helt anderledes blik i øjnene, end da hun kom og ikke mindst med Det Helt Store (jule)Overblik.

Som det allermeste af det jeg laver, er dette simpelt. Ikke nødvendigvis nemt, men simpelt. Og med større effekt end mange tør håbe på, før vi går i gang. Og effekten? Den mærker også børnene. De elsker at have forældre, som kan finde ud af at være ordentligt nærværende.

Tilbage til lørdagens (venten på) juleoptog.

Jeg bed mig selvfølgelig i tungen og undlod at fortælle de fremmede, forpinte mødre om det virkeligt simple. Meget få ting er værre end folk, der fortæller én, hvad man har brug for, ikk? Altså før man har bedt om deres råd.

Ved siden af os meddelte en dreng fra sin plads på farens skuldre, at optoget var i syne.

Hele tre julemænd (sig mig, var den ene en kvinde?) fik vi råbt vores gaveønsker til (BMX!!! Nintendo-et-eller-andet-sært-spillenavn!!! Kokkepiiiige!!!). Så han da forstå det.

Da vi også havde vinket til (ikke storsmilende) folk i en række personbiler, som var landet bag optoget og ikke kunne finde et mennesketomt hjørne at dreje af ved, smuttede vi hjem igen. I gåsegang med områdets andre børnefamilier. En time efter vi var kommet; tyve minutter efter optoget viste sig. Det er sgu da godt, vi har øvet os i at nyde ventetid i vores familie. Husk mig på, at jeg skal fortælle dig om vores Tivoli-sommer en dag.

Advarsel! Reklamen fortsætter:

Kender du nogen (rigtig godt), som ville få en meget rarere december måned, hvis de fik skabt et overblik, så send dem endelig min vej. Men advar dem lige: Det kan ikke undgås, at vi får rodet lidt ved “man” og “plejer”. Det er ekstra sjovt (og ekstra vigtigt) at gøre i juletiden.

Woopsedaisy

Lovede for nogen tid siden at give dig et minitrick, som kan hjælpe dig med at styre dit temperament sammen med ungerne (og alle andre).

Kort sagt hedder det: Lad være med at bande.

Simpelt, men ikke nødvendigvis nemt. Som de fleste af de ting, der bare virker. Som at rumme et andet menneskes følelsesudbrud med et “Nå” og et punktum. Det er simpelt og det virker; men det er bestemt ikke altid nemt.

Så så man jo lige mig i mit køkken en morgen for 5 år siden. Mælkeskummeren af glas tog turen ned i vasken i en forkert vinkel og smadrede.

“For helvede da også, mand! Nu skete det kraftedme igen! Det er fandeme den tredje mælkeskummer, jeg får smadret!” Fra 0 til 8 på raseriskalaen på under 5 sekunder. I løbet af de samme 5 sekunder blev viskestykket smidt hen i hjørnet af rummet og drengene blev tre cm lavere på køkkenbænken bag mig. “Sådan noget forbandet lort!” Op på 9 med mig. Kunne ikke være helt så voldsom i mine bevægelser, som jeg havde lyst til, mens jeg ryddede op, fordi det var glasskår, jeg håndterede. Der var stille bag mig.

Jeg er ikke stolt af det. Allerede mens det stod på, var jeg mig pinagtigt bevidst, at jeg var i gang med at lære mine drenge en lang række ord, som de sagtens kunne leve foruden. Jeg vidste, at jeg overreagerede. Jeg kunne selv mærke, hvordan jeg kørte mig selv op. Men netop fordi jeg kørte mig selv op for hver sætning jeg sagde, kunne jeg ikke stoppe det. Jeg tog magten over mig. Lidt som ved et hormon-rush under en graviditet. Ustyrligt. Og jeg kunne i situationen ikke finde ud af andet end at lade mig rive med.

Lad os gå et skridt (og få sekunder) tilbage.

Mælkeskummeren ryger i vasken og smadrer. Det er jo bare, hvad det er. Det er en ting, der ved et uheld går i stykker. Hjemme hos os er tingene til for at blive brugt. Vi kaster ikke rundt med tallerkenerne, men det betyder ikke noget, at en pude ligger på gulvet. Vi finder på at skrive regnestykker med blyant på bordet og øve saltoer i sofaen. Jeg er Stabler, hvilket betyder, at jeg hellere bruger et helt minut på at stable de ting, jeg skal transportere til et andet sted i hjemmet, end at gå flere gange. Og det koster altså ind imellem en ting. Så jeg har aldrig rigtig kunnet tillade mig at skænde, hvis ungerne kom til at ødelægge noget. Og ser heller ikke rigtig nogen grund til det.

Så når mælkeskummeren smadres i vasken, handler min reaktion meget lidt om dén og rigtig meget om alt muligt andet. Hvis jeg kunne sætte min hjerne på slow motion, ville jeg sikkert kunne fange flere af disse tanker:

Det er synd for mig. Nu skal jeg til at bruge tid på at rydde op. Hvordan skal jeg få råd til en ny? Jeg har ikke tid til det her. Hvad er klokken? Nu kommer vi for sent ud af døren. Der er glasskår over det hele. Hvor er det bare typisk, at det sker for mig. Og så lige nu. Om morgenen. Kan jeg aldrig få lov til at have en rolig morgen. Jeg skulle aldrig have købt den i glas. Hvorfor skal det hele være så besværligt?

En helt masse tanker om alt muligt andet, end at mælkeskummeren gik i stykker. Tanker som afspejler, hvordan jeg havde det i den periode. Jeg syntes i virkeligheden, at livet var hårdt. Det var ikke nemt at skabe et nyt liv efter skilsmissen. Jeg var overvældet – af gøremål, tanker og af følelser som skiftede mellem alt fra frihed til dårlig samvittighed.

Med uheldet fik jeg en undskyldning for at lukke noget damp ud. For at rase. Råbe. Brokke mig over noget helt konkret, når nu jeg ikke syntes, jeg kunne brokke mig over en skilsmisse, jeg selv havde været med til at vælge. Fuldkommen forståeligt, men ikke desto mindre virkelig uhensigtsmæssigt.

Jeg elsker det ord: Uhensigtsmæssigt. Jeg handlede på en måde, som ikke passede til den hensigt jeg havde med mit liv med drengene. Hensigten var jo at skabe et liv, hvor begge deres forældre var glade. Hensigten var at skabe tryghed for dem i alt det nye. Hensigten var (og er) at vise dem, at ting er ting og at de kan gå i stykker ved brug. Hvis dét var min hensigt, så var min reaktion uhensigtsmæssig. Jeg viste med al tydelighed, at jeg var frustreret, at man ikke kan føle sig tryg i sit eget køkken og at det er ganske forfærdeligt, når noget går i stykker. Tre ud af tre.

På det tidspunkt mødte jeg på min uddannelse Chris Manning. Som påstod, at hvis man skifter bandeordene ud med et fjollet ord – som for eksempel “Woopsedaisy”, så er det umuligt at hidse sig selv op i samme grad. Dengang troede jeg stadig, at en ændring af noget vigtigt nødvendigvis måtte være svær, så det provokerede mig gevaldigt, at han mente, løsningen kunne være så simpel. Men da jeg i samme periode var begyndt at lægge mærke til, at når noget provokerede mig, så var der ofte noget i det, så gav jeg det en chance.

Jeg havde gennem nogen tid arbejdet med min 2. klasse om, hvordan de kunne gøre konflikterne i frikvarteret mindre og færre. Vi lavede et forsøg, som gik ud på at undersøge, om man kan være vred, mens man hopper. Det kan man ikke. Prøv selv, hvis du ikke tror mig. Nu besluttede jeg at kombinere hop med “Woopsedaisy”. Jeg fortalte min søn på 6 om klassens forsøg og bad ham sige “Hop, mor!” hvis han om morgenen kunne mærke, at jeg fik min travle stemme på (han kendte den jo så godt). Jeg skrev “Woopsedaisy” på tavlen i køkkenet – synligt og ganske provokerende.

Nu ville jeg jo elske at sige til dig, at drengen en morgen sagde “Hop, mor!”. Og jeg hoppede, mens jeg sagde “Woopsedaisy”. Og vi smilede til hinanden, mens fuglene sang og skyerne drev væk. Sådan blev det ikke.

For jeg vidste, at hvis jeg mærkede morgenstressen komme; hvis jeg begyndte at få den velkendte kriblen i brystkassen; hvis jeg hørte mine sætninger blive kortere og kommanderende, så ville det virke mod hensigten. Jeg ville blive endnu mere irriteret, hvis min søn sagde “Hop, mor!” Og jeg ville ikke have lyst til at hoppe. Eller stoppe. Jeg ville barnagtigt og offeragtigt have lyst til at hidse mig op og bande og råbe. For hvor var det hele dog synd for mig. Og så om morgenen!

Derfor kom det til at handle om at mærke, hvornår jeg var liiige ved at være der. Når jeg mærkede det, messede jeg Woopsedaisy – højt og inde i hovedet, i forskellige tonearter og med forskellige stemmer. “Woopsedaisy, woopse-woopse-woopsedaisy”. Og så skabte jeg lidt ekstra motivation ved at indlede en konkurrence med drengene (hvoraf den ene aldrig bandede og den anden netop var begyndt i fritidshjem og derfor hang med de store) om, hvem der kunne bande mindst. Hvert bandeord gav en streg på tavlen. En streg kostede en krone.

Og det virkede!

Simpelt. Ikke nemt. Og helt vildt fjollet, mens det stod på. Det virkede at gøre noget andet, end det jeg havde gjort indtil da. det virkede at fokusere på løsninger i stedet for at blive ved med at føle, at jeg ikke selv kunne vælge. Måske fortæller jeg dig en dag, hvordan jeg endte med for alvor at tage livet af min morgenstress. Det er nemlig også muligt og også dét kan være ganske simpelt.

Hvor lærer dit barn mest?

”Mor, står det amerikanske flag så stadig på månen?”

”Hvor mange af vores huse kan stå inde i Eiffeltårnet?”

Det hænder – selvfølgelig ikke særligt tit (!), at mine drenge spørger mig om noget, jeg ikke ved. Så lyder mit svar: ”Det ved jeg ikke. Godt spørgsmål ellers. Vi kan jo slå det op på nettet”. Ærlig og pædagogisk er jeg jo. Og desværre noget glemsom. Jeg tror aldrig, vi har fundet ud i det dér net, før vi har glemt alt om månen og Eiffeltårnet.

Et andet af mine svar kan være: ”Det ved jeg ikke. Spørg Helge (eller hvad deres klogeste lærer hedder for tiden); han må vide det”. For lærere ved jo alt, ikk? Ikke et ord om, at moren selv er uddannet lærer.

Når man spørger forældre til 7-årige børn, hvor de mener, at deres 7 barn lærer mest, svarer de fleste: i skolen. Det ville også være mit umiddelbare gæt. Jeg har som klasselærer i første klasse brugt mine dage sammen med videbegærlige 7-årige. Ethvert emne jeg fandt på at smide op i luften, mødte positiv respons i form af spørgsmål, gæt, historier og undren. Som svampe sugede børnehjernerne ny viden om sprog og kultur, tro og samvær.

7-årige er i skole 25 timer om ugen. De tilbringer tiden med professionelt uddannede, som knokler på med faglige mål og ungernes sociale kompetencer. Efter skole smutter de fleste hen på fritten til mere eller mindre fri leg og senere – derhjemme – småsludrer de med deres forældre om dagen, der er gået, om snørebåndssløjfer der skal mestres, madpakker der skal tømmes og sengetider der skal holdes. Så ja, den største læring må finde sted i skolen.

Men lad mig lige slå det op på nettet. Sådan for alvor denne gang.

En undersøgelse, som Ugebrevet A4 gennemførte for nogle år tilbage, viser, at forældre har seks gange mere indflydelse på deres 7-årige barns læring, end skolen har. Åhnej! Hvad så med mine stakkels drenge, hvis mor ikke kan svare på selv de simpleste spørgsmål? Hvad med alle os, som ikke rigtig synes, vi ved noget, som vores børn har brug for – endsige vil finde det interessant – at lære? Bliver vores børn deres generations tabere i Trivial Pursuit, fordi vi ikke ved, hvad de har brug for at lære? Jeg troede lige, jeg kunne trække vejret roligt, fordi professionelle havde taget over.

Jeg er ikke den eneste, som har læst om undersøgelsen og reflekteret over dens iboende krav til os forældre om at blive os vores ansvar bevidst. To kvinder, som til hverdag arbejder på at fremme børns udvikling og læring, Jane Vestergaard og Ann Riemer Eis, har gjort mere end bare at læse undersøgelsen. De har handlet på den. Også de har den erfaring, at snakken omkring spisebordet for ofte kun handler om gymnastikposer, madpakker og legeaftaler og fik en idé til at smide inspiration lige ind midt på spisebordet i de danske børnefamilier.

Jeg har nu tilmeldt mig Kloge-Åges sms-tjeneste, hvilket betyder, at jeg flere gange om ugen modtager en sms med et oplæg til undren i min lille familie. Beskeden kommer præcis klokken 17 og kan lyde ”Blåhvalen er klodens største dyr. Den kan blive 33 meter lang (Hvor høj er du?) og veje 190 ton (Hvad vejer en bil?). Den kan blæse vand 9 meter op i luften (Hvor langt spytter du?)”. Nu er det så op til drengene og mig at tænke videre og undre os. Og mens gymnastikposen bliver sur af det våde håndklæde, fniser vi sammen over, hvor langt en rigtig Amagermor kan spytte og gætter på, hvor stor vægtforskellen er på mormors lille bil og farfars kæmpe skude.

Jeg bestemmer selv, om jeg  vil inspireres tirsdag og torsdag eller hellere lørdag og søndag. Og jeg nyder at få den for mig uundværlige hjælp til at udfylde min plads som den mest indflydelsesrige person i mine børns læringsproces. Og så har jeg hørt en lille fugl synge om, at Kloge-Åge bliver præsenteret for danskerne i anden halvdel af Aftenshowet onsdag den 17. november.  Ham må jeg vide noget mere om. Og jeg glæder mig til at se de to handlekraftige kvinder, som den næste tid vil få en afgørende betydning for, hvad der tales om i vores køkken.

___________________________________________________

Advarsel! Reklame!

Vil du vide mere om Kloge-Åge, så kig ind på  www.legeakademiet.dk

Der kan du også bestille Shanes pakkekalender og samtidig støtte Red Barnet.

Ad hvilken kanal modtager du nemmest læring?

I tilbagemeldingerne på mine foredrag og workshops udtrykker nogle, at det generer dem at skulle bytte plads undervejs. Andre melder tilbage, at det selvsamme har en positiv effekt på deres oplevelse. Nogle finder det unødvendigt flere gange at skulle dele deres tanker med en makker, mens andre finder stor værdi i at få sat ord på tankerne. Nogle er glade for, at pointer illustreres på slides, mens andre finder dette unødvendigt.

Alles oplevelser er (lige rigtige og) lige forventelige.

I et rum med mennesker, som vil erhverve sig ny viden, vil oplevelserne af de metoder, hvormed læringspunkterne formidles, være mangeartede. Det som for dig er nødvendigt, er for andre forstyrrende eller ligegyldigt.

Påstand: Du kan lære alting. Punktum. Det er min faste overbevisning. Og den bygger på troen på, at hvis du stimuleres på den rigtige måde, er du åben for læring. Hvis læringen foregår under de (for dig) rigtige betingelser og stoffet finder vej ad de rette kanaler hos dig, vil læringen lykkes.

Måske har du hørt om dem: indlæringskanalerne. De er en del af teorien om læringsstile, som er teorien om, at vi hver især har brug for, at en unik kombination af faktorer tilgodeses, når vi skal lære noget nyt og svært.

Der findes 4 kanaler, gennem hvilke vi modtager information. Vi har alle 4, men foretrækker en eller to kanaler frem for de andre. Bliver du bevidst om dine præferencer, kan du lære endnu mere meget nemmere og på kortere tid. Ikke en dårlig tanke, vel?

Hver indlæringskanal har sine kendetegn

Er du visuel, lærer du gennem billeder. Du kan lide at visualisere, tegne og skrible, se film og få skriftlige instruktioner. Du er god til at læse, tegne og forestille dig ting. Hvis jeg under et foredrag bevæger mig ned i den anden ende af rummet, er du nødt til at følge mig med øjnene for at føle, du stadig er med. Jo flere farver og illustrationer der er på mine slides, jo gladere er du.

Er du auditiv, lærer du gennem lyd. Du kan lide at lytte til musik, tale med dig selv og andre og lave lyde. Du vil hellere lytte frem for at læse eller skrive. Du er god til at fortælle, huske ting, der bliver fortalt og at diskutere. Når jeg bevæger mig ned bagerst i rummet, mens jeg taler, kigger du fortsat fremad, for lyden er alt, du har brug for. Du nyder, at jeg spiller musik i pausen.

Er du kinæstetisk, lærer du gennem kroppen. Du kan lide at bevæge dig, bruge alle dine sanser, danse og hoppe. Du er god til at arbejde med hænderne, dyrke sport og kreere ting. Du gestikulerer, mens du taler. Under et foredrag vil du efter kort tid glide lidt ned i stolen og gøre dig det behageligt. Måske vipper du lidt med det ene ben og får brug for at bevæge dig i pausen.

Er du taktil, lærer du gennem berøring. Du kan lide at røre ved alting, pille og nuldre, skrible og skrive i bøger. Du er sikkert god til at skrive, tegne, lave håndarbejde og spille computerspil. Du har glæde af at have en pen og noget papir i hænderne under foredraget, så du kan dimse med kuglepennen og skrible undervejs.

Teorien om læringsstile er ikke det eneste saliggørende, når vi planlægger  formidling af viden. Men den er klart en tanke værd. Vil jeg ramme alle i løbet af et foredrag, må min formidling være multisensorisk. De auditive skal tale og lytte sig til viden, de visuelle skal have noget visuelt til at understøtte deres læring, kinæstetikerne skal kunne bevæge sig og de taktile bør have mulighed for at give hånd til andre, klappe og dimse med en pen. Sådan må det være.

 

Men hvad med i vores børns skole?

Er det muligt at gøre undervisningen multisensorisk, så flere elever får bedre muligheder? Hvordan tilgodeses det, at 53% af børnene er primært kinæstetiske eller taktile? Mens den undervisning, der foregår i en traditionel dansk skole langt hen ad vejen bedst tilgodeser de auditive (13%) og de visuelle (34%) elever.

Min søns dejligt lærevillige klasselærer vil lade mig overtage undervisningen et par timer for at vise ham et par tricks til at engagere eleverne, holde deres opmærksomhed og åbne op for alle 4 indlæringskanaler. Det er da en start, tænker jeg. For se-, høre-, gøre- og rørebørnene.

Vil du lære mere?

Du kan lære mere (hvis du vil) ved at kigge ind forbi TV2’s hjemmeside, hvor du finder info om læringsstile, en test (af dig og dine børn) og klip fra serien Skolen, hvor teorien om læringsstile blev afprøvet i praksis.

Du kan også læse Susanne Aabrandts ”Forældreguide om læringsstile”, hvis du vil blive endnu bedre til at støtte dit barn i skolearbejdet.

Børn kan selv

Jeg fulgtes op ad trapperne til en 2. sals lejlighed med en mor og hendes to børn i går – en pige på 5 og en dreng på 13 måneder. De havde lige tømt bilen efter weekenden i sommerhuset, så de havde en hel masse ting, som skulle med op. Pigen tog pusletasken og endnu en pose, mens moren og jeg bar resten. Drengen havde nok i at få sin buttede krop op ad trapperne.

Denne mor har på et tidspunkt besluttet at benytte enhver given lejlighed til at støtte sine børns motoriske udvikling og selvhjulpenhed. I stedet for at skovle drengen op under armen og hurtigt komme op i lejligheden for at sætte sig på gulvet og lege (med tankerne ude i køkkenet), bruger hun gerne 10 minutter eller mere på trapperne.

Til at begynde med var den store lige bag lillebror. Sørgede for at holde sig tæt til ham, så han ikke snublede baglæns. Mens hun og mor talte om, hvordan drengene havde drillet i børnehaven og om den nye madordning derhenne. På et tidspunkt fik hun nøglen og gik op med pusletasken og mor overtog pladsen bag den lille, som møflede sig op trin for trin.

Fordi det tog så lang tid, nåede storesøster at rende op og ned et par gange for at hente ting. Store, uhandy kasser og poser. Da vi endelig nåede op, havde hun taget overtøjet af og fundet sine sutsko. Moren havde ikke længere noget at slæbe på, og hjalp nu lillebror ud af tøjet. Fat i det ene ærme og “Hiiiiv i armen!” indtil han selv trak armen ud af ærmet.

Vi satte os på gulvet i drengens værelse og snakkede, mens han tumlede rundt. Og jeg mener tumlede rundt. Når han ikke var i gang med at samle klodser op og stable dem, kravle over vores ben, finde vej hen over en kæmpe pude på gulvet eller kaste med en stor bold, havde moren fat i ham, så hun kunne vende bunden i vejret på ham og placere ham på en sådan måde på hendes ben, at det blev besværligt for ham at komme op. Han kæmpede savlende og glad.

Da det blev tid til at gå i køkkenet og maden kom i centrum, kravlede pigen op på bordet, hvor hun sad og hjalp med at åbne pakker, skære grøntsager og vurdere mængden af pasta. Mens hun og moren talte, hvor mange gange hun slog hovedet ind i hylden. Undervejs fik hun spist gulerod, skinke og avokado. De dækkede sammen bord.

Storesøster skubbede på, så lillebror kunne kravle op på sin triptrap stol. Bøjlen blev fjernet for et par uger siden, og han har næsten forstået, at han ikke skal kaste sig ud til siderne. Jeg lagde mærke til, at pigen selv tørrede op, da hun spildte mælk (som hun selv havde hældt op) og at drengen bruger gaffel og drikker af en helt almindelige kop.

Det slog mig, hvor mange gange i løbet af en dag vi har mulighed for at skabe god udvikling for vores unger. Muligheder, må jeg erkende, som jeg ikke i tilstrækkelig grad har benyttet mig af i mine drenges tidlige barndom. Slet ikke. Jeg har gjort alt for mange ting for dem, som de sagtens selv kunne klare. Af kærlighed selvfølgelig. Og fordi det var det nemmeste. Og det slog mig (igen) i går, at det overhovedet ikke passer til min intension om at skabe de bedste betingelser for mine drenge, så de kan blive selvhjulpne, selvstændige mennesker, som har en følelse af at være værdifulde for fællesskabet.

Jeg var heldig i går. Jeg fik et billede af et barns ansigt, når forældrene forventer – og hun selv ved, at hun kan. Det var et udtryk af selvfølgelighed. Selvfølgelig vaskede hun selv sit hår, tog nattøj på, tørrede sig efter badet og hjalp til omkring måltidet. Jeg tænker en masse over børns selvværd i disse dage. Måske så jeg i pigens ansigt et billede af netop det: selvværd.

___________________________________________

Advarsel! Reklame:

Moren jeg fortæller om, har gjort det til sin mission at støtte andre forældre i at at gøre deres børn selvhjulpne. Har du lyst til at blive inspireret, kan du høre hendes foredrag den 10 februar klokken 19-21.30. Det foregår på Frøbel Seminarium, Grundtvigsvej 11, Frederiksberg C og koster 100,-

Tilmeldning på nicola@mindnavigation.dk