Der er altså voksne, der vil hjælpe – man skal bare finde dem

“Det er blevet så almindeligt at blive skilt, at folk synes, det er helt normalt. Men der er altså intet normalt ved det for børnene”.

Sådan sagde en pige, da hun sammen med andre børn og unge deltog i en skilsmissecamp for nogle uger siden. Denne dag skulle de blandt andet formulere nogle anbefalinger til voksne i og omkring skilsmissefamilier. Anbefalinger som Egmont Fonden så vil forsøge at omsætte til tiltag, som kan gøre det nemmere for børn og unge, som bliver påvirket negativt af deres forældres skilsmisse.

To uger senere mødtes godt halvtres voksne på endnu en skilsmissecamp. Og med pigens ord som igangsætter blev det nemt for os at fokusere på børnenes behov gennem dagen. Inden vi forlod stedet forventedes det, at vi kunne præsentere Egmont Fondens folk (og hinanden) for vores anbefalinger: Hvilke helt konkrete tiltag skal der til for at vores børn og unge ikke bliver ødelagt af forældrenes skilsmisse.

(Jeg anede ikke, at så mange mennesker arbejder på dette felt. Psykologer, terapeuter, advokater, sagsbehandlere, forfattere, coaches, sundhedsplejersker, forskere. Og så har jeg sikkert glemt nogle. En lang række dedikerede mennesker som støtter familier i skilsmisse, laver børnegrupper, giver forældre kommunikationsredskaber, hjælper med at opnå enighed og forsker i, hvilken effekt det egentlig har for unge mennesker, at deres forældre vælger at skilles)

“Husk at spørge børn, hvordan de har det”, pige 9 år.

Børnene og de unge er kommet med en lang række anbefalinger. Gennemgående er behovet for, at voksne tager ansvaret i højere grad. Ikke bare forældrene (men specielt dem); også andre voksne i deres netværk. Igen og igen hører vi fra børnene og de unge, at de har brug for et menneske at støtte sig til før, under og efter skilsmissen. En voksen, som opfører sig normalt, mens forældrene render forvirrede, sårede og måske vrede rundt.

At få sat ord på alle de følelser og tanker, som præger barnet i processen, kan gøre den helt store forskel. At møde et menneske, som viser, at deres følelser ikke er forkerte. At forstå, at de ikke er alene. At mærke at andre har det som dem. At få luft. Det har børn og unge (også) brug for, når familien skilles.

“Det ville være rart, hvis der var nogen, der prøvede at hjælpe og interessere sig lidt for det og spurgte, hvordan man har det”, Sascha 9 år

Her er min opfordring til dig (og mig): Når du hører, at en kammerat til dit barn oplever, at forældrene skal skilles, så tal med hende om hendes oplevelse af det. Vær den voksne, som de kan komme til og fortælle om deres oplevelser uden at skulle passe på, om de nu sårer nogen.

Vær det menneske, som kan rumme, at barnet også længe efter skilsmissen kæmper med følelser, som er svære at være i, tanker, som er svære at få hold på og bekymringer, som er svære at få til at gå væk. Men som bliver så meget nemmere at være med, hvis et voksent menneske finder ud af at være med dem i det. Uden at skulle fikse noget, uden nødvendigvis at kunne forstå. Men med intentionen om at lytte og støtte.

Jeg beder dig ikke om at indgå i et livslangt afhængighedsforhold til dette barn. Jeg beder dig bare være opmærksom og bringe dit hjerte i spil. Med en ganske lille samtale kan du give et sårbart menneske følelsen af at blive hørt. Og med følelsen af at blive hørt kommer følelsen af at have betydning. Og ønsker vi ikke alle at føle os betydningsfulde? Måske specielt når vi står et sted i livet, som vi ikke selv har valgt, hvor vores mening kun har ringe betydning og hvor andre har bestemt, at verden som vi kendte den, er brudt sammen og ny mening skal skabes.

Vær ikke den voksne, som (også) tænker, at barnet nok har andre at tale med, at du risikerer at vade i noget, hvis du bringer det på bane. Som er bange for at gøre ondt værre. Det eneste der gør ondt værre er, hvis vi ignorere den unges smerte og blot venter på, at tiden skal læge sårene.

“Der er altså voksne, der vil hjælpe; man skal bare finde dem”, pige 11 år.

Hvis jeg ikke præsterer, hvem er jeg så?

Igen i går havde jeg en mor i røret. Bekymret for sin store datter, som har mistet sin kampånd. Er træt af det hele. Ikke motiveret af noget. I tvivl om, hvorvidt gymnasiet nu var det rigtige valg.

Tidligere var hun glad for skolen – ikke med armene over hovedet, men helt almindeligt tilfreds, som vi ofte er med ting, som vi har nemt ved. Vellidt og social.

Nu trækker hun sig fra vennerne, gider ikke lektierne og har helt mistet modet. Og forældrene er bekymrede. Hvad kan de gøre for at gøre hende glad igen? Hvordan kan de hjælpe hende med at finde gejsten?

Jeg kender ikke pigen eller forældrene. Men moren kunne dog genkende noget af det, jeg kom til at tænke og nu sagde til hende:

Mange piger har gennem deres skoletid lært sig at være stille, søde, nemme piger. De sukker måske lidt i skolen, når de endnu en gang bliver sat ved siden af en dreng, de skal holde ro på og når de skal lave endnu en opgave, som de har alt for nemt ved. De sukker stille. Klarer sig, fordi de i det mindste får ros for deres flotte arbejde. Ved skole-hjemsamtalerne får de måske at vide, at de jo klarer sig rigtig fint i de fleste fag, “men du skal sige noget mere i timerne, hvis jeg skal kunne give dig en højere mundtlig karakter. Du kan jo godt. Du skal bare turde”. Pigerne får ikke at vide, hvordan de skal (lære at) turde, så intet ændrer sig og ved næste samtale får de nøjagtigt det samme at vide.

Men det er til at holde ud, for de er dygtige. De får ros. Og slipper for ballade.

På et tidspunkt sker det så for en del af dem, at de bliver trætte af at præstere. Det bliver alligevel for kedeligt. Andre ting bliver mere spændende. Eller de begynder i gymnasiet (hvilket har været forventet siden 6. klasse – af dem selv og de voksne) og niveauet ændrer sig og dermed deres karakterer. Og den ros de er vant til at få, udebliver.

Og spørgsmålet dukker op: Hvis jeg ikke præsterer, hvis jeg ikke gør noget, hvem er jeg så? Eller … ideelt set dukker spørgsmålet op. For de flestes vedkommende når det ikke længere end til en følelse. Følelsen af ikke at slå til, ikke at være god nok, ikke at leve op til egne og andres forventninger. Indtil nu har de defineret sig selv ud fra, hvad de kunne. Nu kan de ikke længere og hvad så? Er de så ikke gode nok længere?

Jeg skal nu mødes med endnu en pige, som har brug for at lære at skelne mellem det, hun er og det, hun gør. Vi er jo ikke vores adfærd. Her er endnu en pige, som i alt for mange år er blevet rost for det, hun gør, i stedet for at blive anerkendt for det, hun er.

Jeg siger ikke, at pigernes forældre og lærere er dårlige mennesker. De roser i bedste mening. Det kommer mange af os til. “Hvor er du god til at cykle”, “Sikke en flot tegning”. “Hvor læser du godt efterhånden”. “Du er god til at danse”. Vi får lyst til at rose og det er fint. Vi skal bare være opmærksomme på, at vi ikke styrker børnenes selvværd, når vi gør det. Vi styrker deres selvtillid. Og mens selvværd handler om at være, handler selvtillid om at gøre. Så når de for en periode ikke gider gøre, bliver de i tvivl om, hvorvidt de nu er gode nok.

Note: Et par andre måder at kommentere på kunne lyde: “Hvor er det dejligt at se, at du ser dig for, når vi cykler”. “Er den til mig (stort smil)? Tak!” “Kan du selv mærke, at din læsning forandrer sig? Hvordan er dét?” “Det er så tydeligt at se, at du nyder at danse”.

______________________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for uperfekte forældre til 10-19-årige.

1. april kommer andet kapitel i bogen til (præ)teenagerens forældre. Det kommer netop til at handle om anerkendelse og om, hvordan vi styrker vores børns selvværd. Prisen bliver 39,- kroner.

Første kapitel er dog allerede ude og kan hentes GRATIS her. I kapitlet “Fat det nu! Jeg fryser ikke”, møder du blandt andet Lukas og Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

“Du fatter jo ikke en skid, mand! (og andre sandheder om livet i teenagefamilier)” er en e-bog til forældre til 10-19-årige. Jeg skriver den sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut. Hver måned fra april til december kommer endnu et (uafhængigt) kapitel.

 

Hvor lærer dit barn mest?

”Mor, står det amerikanske flag så stadig på månen?”

”Hvor mange af vores huse kan stå inde i Eiffeltårnet?”

Det hænder – selvfølgelig ikke særligt tit (!), at mine drenge spørger mig om noget, jeg ikke ved. Så lyder mit svar: ”Det ved jeg ikke. Godt spørgsmål ellers. Vi kan jo slå det op på nettet”. Ærlig og pædagogisk er jeg jo. Og desværre noget glemsom. Jeg tror aldrig, vi har fundet ud i det dér net, før vi har glemt alt om månen og Eiffeltårnet.

Et andet af mine svar kan være: ”Det ved jeg ikke. Spørg Helge (eller hvad deres klogeste lærer hedder for tiden); han må vide det”. For lærere ved jo alt, ikk? Ikke et ord om, at moren selv er uddannet lærer.

Når man spørger forældre til 7-årige børn, hvor de mener, at deres 7 barn lærer mest, svarer de fleste: i skolen. Det ville også være mit umiddelbare gæt. Jeg har som klasselærer i første klasse brugt mine dage sammen med videbegærlige 7-årige. Ethvert emne jeg fandt på at smide op i luften, mødte positiv respons i form af spørgsmål, gæt, historier og undren. Som svampe sugede børnehjernerne ny viden om sprog og kultur, tro og samvær.

7-årige er i skole 25 timer om ugen. De tilbringer tiden med professionelt uddannede, som knokler på med faglige mål og ungernes sociale kompetencer. Efter skole smutter de fleste hen på fritten til mere eller mindre fri leg og senere – derhjemme – småsludrer de med deres forældre om dagen, der er gået, om snørebåndssløjfer der skal mestres, madpakker der skal tømmes og sengetider der skal holdes. Så ja, den største læring må finde sted i skolen.

Men lad mig lige slå det op på nettet. Sådan for alvor denne gang.

En undersøgelse, som Ugebrevet A4 gennemførte for nogle år tilbage, viser, at forældre har seks gange mere indflydelse på deres 7-årige barns læring, end skolen har. Åhnej! Hvad så med mine stakkels drenge, hvis mor ikke kan svare på selv de simpleste spørgsmål? Hvad med alle os, som ikke rigtig synes, vi ved noget, som vores børn har brug for – endsige vil finde det interessant – at lære? Bliver vores børn deres generations tabere i Trivial Pursuit, fordi vi ikke ved, hvad de har brug for at lære? Jeg troede lige, jeg kunne trække vejret roligt, fordi professionelle havde taget over.

Jeg er ikke den eneste, som har læst om undersøgelsen og reflekteret over dens iboende krav til os forældre om at blive os vores ansvar bevidst. To kvinder, som til hverdag arbejder på at fremme børns udvikling og læring, Jane Vestergaard og Ann Riemer Eis, har gjort mere end bare at læse undersøgelsen. De har handlet på den. Også de har den erfaring, at snakken omkring spisebordet for ofte kun handler om gymnastikposer, madpakker og legeaftaler og fik en idé til at smide inspiration lige ind midt på spisebordet i de danske børnefamilier.

Jeg har nu tilmeldt mig Kloge-Åges sms-tjeneste, hvilket betyder, at jeg flere gange om ugen modtager en sms med et oplæg til undren i min lille familie. Beskeden kommer præcis klokken 17 og kan lyde ”Blåhvalen er klodens største dyr. Den kan blive 33 meter lang (Hvor høj er du?) og veje 190 ton (Hvad vejer en bil?). Den kan blæse vand 9 meter op i luften (Hvor langt spytter du?)”. Nu er det så op til drengene og mig at tænke videre og undre os. Og mens gymnastikposen bliver sur af det våde håndklæde, fniser vi sammen over, hvor langt en rigtig Amagermor kan spytte og gætter på, hvor stor vægtforskellen er på mormors lille bil og farfars kæmpe skude.

Jeg bestemmer selv, om jeg  vil inspireres tirsdag og torsdag eller hellere lørdag og søndag. Og jeg nyder at få den for mig uundværlige hjælp til at udfylde min plads som den mest indflydelsesrige person i mine børns læringsproces. Og så har jeg hørt en lille fugl synge om, at Kloge-Åge bliver præsenteret for danskerne i anden halvdel af Aftenshowet onsdag den 17. november.  Ham må jeg vide noget mere om. Og jeg glæder mig til at se de to handlekraftige kvinder, som den næste tid vil få en afgørende betydning for, hvad der tales om i vores køkken.

___________________________________________________

Advarsel! Reklame!

Vil du vide mere om Kloge-Åge, så kig ind på  www.legeakademiet.dk

Der kan du også bestille Shanes pakkekalender og samtidig støtte Red Barnet.

Ad hvilken kanal modtager du nemmest læring?

I tilbagemeldingerne på mine foredrag og workshops udtrykker nogle, at det generer dem at skulle bytte plads undervejs. Andre melder tilbage, at det selvsamme har en positiv effekt på deres oplevelse. Nogle finder det unødvendigt flere gange at skulle dele deres tanker med en makker, mens andre finder stor værdi i at få sat ord på tankerne. Nogle er glade for, at pointer illustreres på slides, mens andre finder dette unødvendigt.

Alles oplevelser er (lige rigtige og) lige forventelige.

I et rum med mennesker, som vil erhverve sig ny viden, vil oplevelserne af de metoder, hvormed læringspunkterne formidles, være mangeartede. Det som for dig er nødvendigt, er for andre forstyrrende eller ligegyldigt.

Påstand: Du kan lære alting. Punktum. Det er min faste overbevisning. Og den bygger på troen på, at hvis du stimuleres på den rigtige måde, er du åben for læring. Hvis læringen foregår under de (for dig) rigtige betingelser og stoffet finder vej ad de rette kanaler hos dig, vil læringen lykkes.

Måske har du hørt om dem: indlæringskanalerne. De er en del af teorien om læringsstile, som er teorien om, at vi hver især har brug for, at en unik kombination af faktorer tilgodeses, når vi skal lære noget nyt og svært.

Der findes 4 kanaler, gennem hvilke vi modtager information. Vi har alle 4, men foretrækker en eller to kanaler frem for de andre. Bliver du bevidst om dine præferencer, kan du lære endnu mere meget nemmere og på kortere tid. Ikke en dårlig tanke, vel?

Hver indlæringskanal har sine kendetegn

Er du visuel, lærer du gennem billeder. Du kan lide at visualisere, tegne og skrible, se film og få skriftlige instruktioner. Du er god til at læse, tegne og forestille dig ting. Hvis jeg under et foredrag bevæger mig ned i den anden ende af rummet, er du nødt til at følge mig med øjnene for at føle, du stadig er med. Jo flere farver og illustrationer der er på mine slides, jo gladere er du.

Er du auditiv, lærer du gennem lyd. Du kan lide at lytte til musik, tale med dig selv og andre og lave lyde. Du vil hellere lytte frem for at læse eller skrive. Du er god til at fortælle, huske ting, der bliver fortalt og at diskutere. Når jeg bevæger mig ned bagerst i rummet, mens jeg taler, kigger du fortsat fremad, for lyden er alt, du har brug for. Du nyder, at jeg spiller musik i pausen.

Er du kinæstetisk, lærer du gennem kroppen. Du kan lide at bevæge dig, bruge alle dine sanser, danse og hoppe. Du er god til at arbejde med hænderne, dyrke sport og kreere ting. Du gestikulerer, mens du taler. Under et foredrag vil du efter kort tid glide lidt ned i stolen og gøre dig det behageligt. Måske vipper du lidt med det ene ben og får brug for at bevæge dig i pausen.

Er du taktil, lærer du gennem berøring. Du kan lide at røre ved alting, pille og nuldre, skrible og skrive i bøger. Du er sikkert god til at skrive, tegne, lave håndarbejde og spille computerspil. Du har glæde af at have en pen og noget papir i hænderne under foredraget, så du kan dimse med kuglepennen og skrible undervejs.

Teorien om læringsstile er ikke det eneste saliggørende, når vi planlægger  formidling af viden. Men den er klart en tanke værd. Vil jeg ramme alle i løbet af et foredrag, må min formidling være multisensorisk. De auditive skal tale og lytte sig til viden, de visuelle skal have noget visuelt til at understøtte deres læring, kinæstetikerne skal kunne bevæge sig og de taktile bør have mulighed for at give hånd til andre, klappe og dimse med en pen. Sådan må det være.

 

Men hvad med i vores børns skole?

Er det muligt at gøre undervisningen multisensorisk, så flere elever får bedre muligheder? Hvordan tilgodeses det, at 53% af børnene er primært kinæstetiske eller taktile? Mens den undervisning, der foregår i en traditionel dansk skole langt hen ad vejen bedst tilgodeser de auditive (13%) og de visuelle (34%) elever.

Min søns dejligt lærevillige klasselærer vil lade mig overtage undervisningen et par timer for at vise ham et par tricks til at engagere eleverne, holde deres opmærksomhed og åbne op for alle 4 indlæringskanaler. Det er da en start, tænker jeg. For se-, høre-, gøre- og rørebørnene.

Vil du lære mere?

Du kan lære mere (hvis du vil) ved at kigge ind forbi TV2’s hjemmeside, hvor du finder info om læringsstile, en test (af dig og dine børn) og klip fra serien Skolen, hvor teorien om læringsstile blev afprøvet i praksis.

Du kan også læse Susanne Aabrandts ”Forældreguide om læringsstile”, hvis du vil blive endnu bedre til at støtte dit barn i skolearbejdet.

Hvad skal der til, for at du selv kan huske det?

I går morges nåede vi ned til cyklerne, før jeg opdagede, at Johannes ikke havde sin skoletaske med. En bamse havde han dog husket og den var nu forsvarligt mast sammen på bagagebæreren.

“Hvaaaa, hvad med en taske, Johannes?” Jeg fortsatte med at låse min cykel op. Drengen stivnede.

“Den har jeg glemt”. Han stod stadig helt stille.

(En-to-tre-fire-fem-seks. Langsom nu. Du ved, der er en sær tidsforskydning hos drengen – mellem mine ord og … hans respons)

“Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Jeg kunne ikke vente længere.

(Syv-otte-ni-ti-elleve-tolv)

“Øøøøøh, hente den?” Læg mærke til spørgsmålstegnet. Hvis du har lyst.

“Det synes jeg, du skal gøre. Alfred er deroppe endnu. Hvis du skynder dig, er døren stadig åben”. Så kom der bevægelse, for én ting er at skulle bevæge sig helt op til første sal igen, en anden er også at skulle kæmpe med en drillesyg lås.

I morges huskede jeg ham på tasken allerede oppe i gangen. Nåede dog at tænke tanken, at han måske skulle have lov til at gå uden og mærke konsekvensen af det i skolen. Det virkede, dengang jeg lod ham gå uden madpakke. Pludselig fik det betydning selv at huske den. Men i morges huskede jeg ham altså på tasken. Morgenen var i forvejen lidt rodet, fordi det ret sent gik op for mig, at regn er en slags vædske, som man nærmest bliver våd af, når man bliver ramt af den. Måtte skrive i den stores kontaktbog, at han ikke har noget regntøj og måtte han gerne blive inde i pauserne? Havde så fundet et kæmpe, gammelt, grønt, ildelugtende (!) militærregnslag frem fra gemmerne, som han kunne bruge på turen til skole for ikke at ankomme drivvåd. Så Ravnemor fik altså derefter en skulder af Hønemor, som sagde “Tag tasken med i dag, ikk’ Johannes?”

Og så blev klokken 9.30. Og jeg blev ringet op af Johannes’ lærer fra hendes private mobiltelefon, med larm af børn i baggrunden. Om at min søn havde glemt sin madpakke. Sikke en service! Og sikke et dilemma, jeg dér blev placeret i. Hvis jeg selv havde opdaget, at pakken endnu stod på køkkenbordet, ville jeg formodentlig have smidt den ind i køleskabet og glædet mig over, at Johannes selv rettede op på Hønemors morgenhandling. Og i eftermiddag ville han være motiveret til at tage en snak om, hvad der skal til, for at han kan huske, hvad han skal huske. Planer? Plancher? Alarmer?

Nu sad jeg med en omsorgsfuld lærer (og som jeg Mor til en dreng på otte) i røret og jeg nåede ikke at tænke.

“Sig til ham, at jeg vil se, om jeg får tid til at komme med den. Og ellers må han klare sig”. (Selvfølgelig tager jeg derover. Jeg skal alligevel hen og hænge en seddel op i Netto)

Meget kort stilhed. Så kom det fra Moren/læreren i den anden ende: “Kan han li’ æg? For så har jeg …”

“Du! Jeg skal nok komme over med hans madpakke inden 11. Jeg vil bare gerne have, at han hænger lidt og mærker konsekvensen af det. Jeg vil gerne have, at han lærer at huske ting selv”.

Mens det foregik, kørte tankerne allerede. Enten-eller, Camilla! Enten lader du ham mærke konsekvensen, lader være med at tage over med madpakken og lader ham om at finde ud af det sammen med sin lærer og sine kammerater (jeg har mange gange selv sagt ud over en klasse “Silas/Line/Daniel har ikke mad med i dag; er der nogen, der vil dele?”). Eller også lader du Johannes vide med det samme, at du kommer over med pakken i tide før spisepausen. Jeg bryder mig ikke om, når jeg kommer til at lave den dér midt-i-mellem-ting, som gør, at jeg bliver helt utydelig for Johannes og i virkeligheden også for mig selv.

Men jeg fik altså lavet en midt-i-mellem’er. Så da jeg kom over med madpakken, blev Johannes glad og lettet. Og jeg kunne se på ham, at han var lidt flov over at have glemt den. Jeg vidste sgu ikke rigtig, hvordan jeg skulle gribe hele situationen an, fordi jeg havde fanget mig selv dér midt imellem. Så jeg gjorde ingenting.

Nu – en time senere – kan jeg mærke, at om Johannes er motiveret eller ej, så skal vi have snakken i eftermiddag om, hvordan vi indretter os, så han kan tage ansvaret for det, han efter min overbevisning sagtens er i stand til at tage ansvaret for. Det kommer til at kræve en indsats at tage det næste skridt i dén retning, men jeg ved jo af erfaring, at ingen ny vane tager mere end 21 dage at indarbejde (de fleste tager snarere 7). Og jeg ved jo, at i sidste ende bliver vi begge glade (og han meget stolt), når jeg ikke længere skal huske ham på alting, når han bare gør tingene automatisk.

Og jeg ved: Ikke at gøre, hvad der skal til for at ruste ham til at tage ansvar, betyder ikke kun, at jeg bliver ved med at have det. Det betyder også, at jeg gang på gang i virkeligheden siger og viser ham, at jeg ikke tror, han vil kunne magte det.

Jeg ved det og alligevel bliver jeg ved med at falde i. Hvor er jeg glad for, at jeg dog opdager det.

Når jeg har forstået, har alle forstået

Jeg laver ofte den fejl at tro, at alle andre ved det samme, som jeg ved. Det hænger nok sammen med, at jeg ved, jeg ikke er et af de mest vidende mennesker i landet (bevidst inkompetence, du ved), så når jeg har forstået, regner jeg med, at alle har forstået. Og så undrer det mig, når de gør noget, som vi da ved, ikke er okay.

Forleden videregav en gruppe forældre til deres børns lærere, at mange af børnene er bange for at sige, hvis de ikke har forstået det, læreren netop har forklaret. De synes, lærerne bliver sure. Responsen fra lærerne var, at det kunne de slet ikke genkende, og det skulle børnene da ikke være. Om forældrene ville sige videre til børnene, at de selvfølgelig må spørge, når der er noget, de ikke forstår.

På sin vis er det jo fint, at lærerne ønsker at udsende det signal, at det er okay at spørge. Og jeg går ud fra, at de den næste tid vil gøre mere for at sikre sig, at flere har forstået. Og alligevel mærkede jeg en reaktion, da jeg hørte det.

Hvis et menneske siger til mig, at han er bange for at spørge mig om noget, er det en reaktion på det, jeg udsender. Uanset hvad min intension har været, er hans reaktion resultatet af min kommunikation. Skulle 9 andre reagere, som jeg havde ønsket, er den tiendes følelse stadig frygt. Og hans følelse er præcis lige så rigtig som de andres. Det er den ene del af det. Hans følelse er bare, som hans følelse er.

Den anden del er min reaktion på hans følelse. Når jeg finder ud af, at han er bange for at spørge mig om noget, kan jeg vælge enten at forsøge at ændre på hans følelse eller at ændre på min kommunikation. Mange mennesker kommer desværre ofte til at forsøge det første. Jeg er jo mor, og når mit barn er ked af det eller bange, får jeg lyst til at gøre ham okay igen. Men han er okay; han er bare bange. Hvilket jeg ikke behøver ændre på. Hvis det er mig, der gør ham bange, kan jeg selvfølgelig vælge at ændre på den adfærd, som udløser hans frygt – altså ændre på min kommunikation.

Tilbage til klassen. Hvis en gruppe forældre fortæller mig, at deres børn er bange for at spørge mig, når der er noget, de ikke forstår, må min ideelle respons vel være: “Jeg er virkelig ked af at høre, at jeres børn ikke tør spørge mig, når de er i tvivl. Det er ikke min intension at blive sur. Men hvis det er deres oplevelse, at jeg bliver sur, når de spørger, så kan jeg godt forestille mig, at de må blive bange. Og så er der vist noget, jeg skal have ændret på”. Og så er det min opgave som lærer at finde ud af, hvad i min kommunikation der skaber frygt. Helt personligt ville jeg spørge dem “Hey, der er et eller andet, der gør, at I ikke tør spørge, når der er noget, I ikke forstår. Jeg vil rigtig gerne have, I spørger, så kunne I ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre anderledes, for at I kan det?”

Men det kræver selvfølgelig, at jeg virkelig synes, det er okay, at de spørger, når de er i tvivl. Hvilket kræver, at jeg er parat til at høre, hvor mange, der ikke fanger mine beskeder. Hvilket igen kræver (hvis jeg vil udvikle mig), at jeg er villig til at indrette min kommunikation efter dem, som er afhængige af at kunne modtage den. Og dét kræver vilje.

Det var egentlig ganske fint at blive mindet om, at jeg skal lade være med at ville forsøge at ændre på andre folks følelser – også mine børns. Også de af mine børns følelser, som er mindre hyggelige.

Dagens ord er men

Dagens ord er men. I anledning af min yngste søns skole-hjemsamtale vil jeg slå et slag for begrænset og bevidst brug af det lille ord. Dets lidenhed til trods er dets betydning nemlig stor.

Johannes går i 1. klasse, så dette var min første oplevelse af, hvordan de – lærerne og vores søn – taler sammen. Om skole og fag og opførsel.

(En anden dag vil jeg komme tilbage til den i min optik rigtige måde at afholde sådan en samtale. Jeg hepper på barnet som ligeværdig samtalepartner, siden det nu er barnets læring, samtalen drejer sig om. Her skal kun siges, at lærerne i dag havde 90 % af taletiden. Min søn sagde i alt 7 ord. Den ene af mine tre sætninger lød “Måske skal du lige forklare Johannes, hvad fag-fagligt betyder”.)

Her skal det handle om brugen af ordet men.

Har du lagt mærke til, hvordan men præger betydningen af ordene før det? Hør: ”Du læser rigtig godt, men du skal koncentrere dig noget mere, så du kan blive hurtigere”. Hører du, hvordan det bliver ligegyldigt, at han læser godt, for det er jo alligevel ikke hurtigt nok? Eller ”Du klarede den sidste prøve godt, men du sprang nogle af opgaverne over, så dem har du fået fejl for. Det er den med koncentrationen igen, Johannes”. Hvad så, at han kan regne, når han er så fjollet at springe opgaver over?

(En anden dag kommer jeg tilbage til, hvor stor en del af vores kommunikation er fokuseret på fejl og mangler og hvor lille en del, der er positiv og bekræftende. Her vil jeg bare gætte på, at fordelingen i dag var 80/20.)

Nu handler det om men. ”Du staver fint i dagbogen, men hvis du kom lidt før 8, ville du kunne få tid til at gøre det pænt. Du sjusker”.

Lad os prøve at bytte rundt på sætningerne: ”Hvis du kommer lidt før 8 om morgenen, kan du få mere tid til at gøre dig umage med dagbogen. Så bliver det nemlig meget nemmere at se, hvor godt du staver”.  ”Hvis du arbejder på at blive bedre til at koncentrere dig, kan du nå alle opgaverne. Og vi ved jo, at dem du når, bliver rigtige”. Hører du også forskellen?

Jeg går ud fra, at hensigten med samtalen var at understøtte Johannes’ lyst til at lære. Når han i stedet oplever, at lige meget hvad han gør af gode ting, så er det ikke godt nok, har vi ikke alene spildt tiden; vi har også spildt chancen for at give ham den følelse af succes, som skal bære ham igennem de ting, som vil blive svære for ham at lære.

Og så er det hér, jeg griber mig selv i barmen (et udtryk jeg vist aldrig før har brugt) og lytter efter min egen brug af men: ”Jeg vil rigtig gerne se dit nye trick, men jeg er altså lige i gang med maden”. ”Jeg kan godt høre, du bliver sur, men sådan bliver det altså”.

Jeg bruger det selv alt for ofte, men (!) jeg er bevidst om det – og om, at der findes tidspunkter, hvor men er fint.

Ved aftensmaden spurgte jeg Johannes, hvad han huskede fra samtalen: “Ingenting”.

Jeg fik lov til at fortælle, hvad jeg kunne huske. “De sagde, at du læser rigtig godt. Du læste alle rigtigt ved prøven. Kan du ikke huske det?”

Nej

“De synes, du er god til at vente og til at lytte til de andre. Kan du huske, han sagde det?”

Nej

“At du klarer matematikken rigtig godt. Husker du det?”

Nej.

Til sidst huskede han selv en ting: ”Jo, jeg kan huske, at jeg ikke læser hurtigt nok”.

Behøver jeg sige mere?