Der er altså voksne, der vil hjælpe – man skal bare finde dem

“Det er blevet så almindeligt at blive skilt, at folk synes, det er helt normalt. Men der er altså intet normalt ved det for børnene”.

Sådan sagde en pige, da hun sammen med andre børn og unge deltog i en skilsmissecamp for nogle uger siden. Denne dag skulle de blandt andet formulere nogle anbefalinger til voksne i og omkring skilsmissefamilier. Anbefalinger som Egmont Fonden så vil forsøge at omsætte til tiltag, som kan gøre det nemmere for børn og unge, som bliver påvirket negativt af deres forældres skilsmisse.

To uger senere mødtes godt halvtres voksne på endnu en skilsmissecamp. Og med pigens ord som igangsætter blev det nemt for os at fokusere på børnenes behov gennem dagen. Inden vi forlod stedet forventedes det, at vi kunne præsentere Egmont Fondens folk (og hinanden) for vores anbefalinger: Hvilke helt konkrete tiltag skal der til for at vores børn og unge ikke bliver ødelagt af forældrenes skilsmisse.

(Jeg anede ikke, at så mange mennesker arbejder på dette felt. Psykologer, terapeuter, advokater, sagsbehandlere, forfattere, coaches, sundhedsplejersker, forskere. Og så har jeg sikkert glemt nogle. En lang række dedikerede mennesker som støtter familier i skilsmisse, laver børnegrupper, giver forældre kommunikationsredskaber, hjælper med at opnå enighed og forsker i, hvilken effekt det egentlig har for unge mennesker, at deres forældre vælger at skilles)

“Husk at spørge børn, hvordan de har det”, pige 9 år.

Børnene og de unge er kommet med en lang række anbefalinger. Gennemgående er behovet for, at voksne tager ansvaret i højere grad. Ikke bare forældrene (men specielt dem); også andre voksne i deres netværk. Igen og igen hører vi fra børnene og de unge, at de har brug for et menneske at støtte sig til før, under og efter skilsmissen. En voksen, som opfører sig normalt, mens forældrene render forvirrede, sårede og måske vrede rundt.

At få sat ord på alle de følelser og tanker, som præger barnet i processen, kan gøre den helt store forskel. At møde et menneske, som viser, at deres følelser ikke er forkerte. At forstå, at de ikke er alene. At mærke at andre har det som dem. At få luft. Det har børn og unge (også) brug for, når familien skilles.

“Det ville være rart, hvis der var nogen, der prøvede at hjælpe og interessere sig lidt for det og spurgte, hvordan man har det”, Sascha 9 år

Her er min opfordring til dig (og mig): Når du hører, at en kammerat til dit barn oplever, at forældrene skal skilles, så tal med hende om hendes oplevelse af det. Vær den voksne, som de kan komme til og fortælle om deres oplevelser uden at skulle passe på, om de nu sårer nogen.

Vær det menneske, som kan rumme, at barnet også længe efter skilsmissen kæmper med følelser, som er svære at være i, tanker, som er svære at få hold på og bekymringer, som er svære at få til at gå væk. Men som bliver så meget nemmere at være med, hvis et voksent menneske finder ud af at være med dem i det. Uden at skulle fikse noget, uden nødvendigvis at kunne forstå. Men med intentionen om at lytte og støtte.

Jeg beder dig ikke om at indgå i et livslangt afhængighedsforhold til dette barn. Jeg beder dig bare være opmærksom og bringe dit hjerte i spil. Med en ganske lille samtale kan du give et sårbart menneske følelsen af at blive hørt. Og med følelsen af at blive hørt kommer følelsen af at have betydning. Og ønsker vi ikke alle at føle os betydningsfulde? Måske specielt når vi står et sted i livet, som vi ikke selv har valgt, hvor vores mening kun har ringe betydning og hvor andre har bestemt, at verden som vi kendte den, er brudt sammen og ny mening skal skabes.

Vær ikke den voksne, som (også) tænker, at barnet nok har andre at tale med, at du risikerer at vade i noget, hvis du bringer det på bane. Som er bange for at gøre ondt værre. Det eneste der gør ondt værre er, hvis vi ignorere den unges smerte og blot venter på, at tiden skal læge sårene.

“Der er altså voksne, der vil hjælpe; man skal bare finde dem”, pige 11 år.

Reklamer

Vi er ikke længere en skilsmissefamilie

“Har du dem i påsken?”

“Ja. Min eks havde dem i vinterferien. Vi skiftes til at have dem. Det har vi altid gjort”.

En flig af en samtale mellem to veninder. Jeg fangede denne lille udveksling og vidste: Den ene var skilt og havde nogle børn, som hun skulle være sammen med i påsken. Venindernes ordvalg fik mig igen til at tænke:

Hvorfor siger vi “Jeg skal have mine børn” og “Kan du tage børnene?”, når vi er blevet skilt? Vi siger jo ikke, “Jeg skal have Line i weekenden”, når vi skal være sammen med en veninde. Eller “Har du Peter i aften?”, når vi vil vide, om vores kæreste skal hænge med en ven.

Min kusine gjorde mig opmærksom på det, kort efter jeg var blevet skilt. Jeg ville sidde dér og forsøge at planlægge mit liv ud fra, om jeg havde drengene eller ej. Det var en periode, hvor vi ikke havde så nemt ved at være sammen. Vi var alle i gang med at vænne os til den nye måde at leve på. Når jeg så sagde, at jeg skulle “have dem”, kom det til at lyde som en byrde. Det var det på sin vis også, men mit ordvalg forstærkede den følelse. “Nej, jeg kan ikke komme med til fest; jeg har drengene”. Eller drengenes far ville ringe og høre, om jeg kunne “tage drengene”, fordi han skulle noget. “Hvis du tager dem næste weekend, så tager jeg dem, når du skal …” Vi tog dem og havde dem på skift.

Jeg begyndte at bruge “Jeg skal være sammen med drengene” og “I den weekend er drengene hos mig”. Livet bød selvfølgelig stadig på store udfordringer, som det gør i perioden omkring og efter en skilsmisse, men det føltes rarere at tænke på hver anden weekend som dage, hvor jeg var sammen med mine børn og den modsatte weekend som dage, hvor de var sammen med deres far.

Jeg forestiller mig et barn overhøre en telefonsamtale mellem sin mor og far. Mor siger: “Tager du hende så i påsken (når nu jeg har haft hende i vinterferien)?” Måske tænker barnet intet om det. Men det lyder altså en lille smule som “Tager du så opvasken (når nu jeg har knoklet med maden)?”

Den anden ting venindernes samtale fik mig til at tænke på, var: Hvor længe omtaler vi børnenes anden forælder som vores eks? “Ungerne er hos min eks”. Jeg tænker, at så længe vi omtaler ham eller hende som vores eks, holder vi os fast i, at vi er en skilsmissefamilie. Og hvor længe efter bruddet er vi egentlig det? Moren fra før sagde “Det har vi altid gjort”, hvilket må betyde, at de har været skilt i et godt stykke tid. Er de stadig en skilsmissefamilie?

Jeg tænker ikke på vores familie som en skilsmissefamilie længere. Mine drenge lever i en familie, som er delt i to. Som lever to forskellige steder. Seks år efter bruddet vil jeg ikke lade vores familie definere ud fra dét. Når drengene ikke er hos mig, er de derfor ikke hos min eks. De er hos deres far. Det er jo det, der holder os sammen – deres far og mig. At vi har børn sammen; ikke at vi engang har været gift og valgte at blive skilt. Gi’r det mening?

Lad mig lige gribe i egen barm her (virkelig spøjst udtryk egentlig): Hvad med den formulering, som jeg selv bruger: Mine drenge er hos mig hver anden uge og hos deres far den anden. Er de hos mig og hos deres far? Lyder det ikke lidt som om, de er på besøg? Er de ikke bare hjemme? Hjemme på K.vej og hjemme på G.vej. De er jo altid hjemme; bare to forskellige steder. Børn som bor sammen med begge deres forældre siger jo heller ikke “Jeg er hjemme hos min mor og far”. De er bare hjemme.

Det kan godt gå hen og blive besværligt. Men det er da en tanke værd.

_________________________________________________

GRATIS uundværlig læsning:

“Du fatter jo ikke en skid, mand!” er en uundværlig e-bog for uperfekte forældre til 10-19-årige. Den udkommer med ét kapitel ad gangen. Hvert kapitel er en uafhængig artikel om et emne eller en problemstilling, som de fleste forældre til (præ)teenagere vil støde på.

Bogen skriver jeg sammen med familieterapeut Peter Harboe.

Hent første kapitel GRATIS her. “Fat det nu! Jeg fryser ikke”. Her møder vi Lukas på 14 og hans mor Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Sammen med dem kan du lære, hvordan du bedst støtter dit barns frigørelsesproces. 
Til april kommer en artikel om anerkendelse. Hvordan anerkender man egentlig noget, som man dybest set ikke fatter en skid af?

Man skal da savne sine børn

Min 10-årige søn og jeg spiste morgenmad udenfor i går. I minusgrader. På en lav mur lige ved Amagerbrogade. Normalt går vi jo hjemmefra i god tid om morgenen, når der er sne. For at have tid til at træne vores kast. Og nyde den sjælne stilhed på skolevejen. Men da julen var gået uden sne, gav drengene op; de vidste bare, at det ikke ville komme til at ske denne vinter.

Og så kom sneen. Lige da mine drenge skulle hjem til deres far i tre uger. Hvad så med det helt specielle samvær vi har, når der er sne, når det bliver naturligt for mig at lege og konkurrere og slås? Om tre uger er der måske ikke mere sne.

Det er gået op for mig, at jeg kan måle min tilfredshed med mig selv som mor ud fra den følelse, jeg har, når drengene er hos deres far. I en periode som denne, hvor jeg har for meget arbejde til at kunne være helt nærværende sammen med dem, når de er her, savner jeg dem, når de ikke er her.

Savnet er en spøjs blanding af følelser. Beklagelse over stadig ikke at have hjulpet den ene med at skille hans seng ad og den anden med at male graffitien på væggen over. Følelsen af at have en række ufærdige samtaler hængende, ventende. Jeg føler mig ude af trit med deres skole. Kan ikke huske, om vi overhovedet grinede sammen sidst, sådan rigtigt.

Savnet dukker op i ganske korte øjeblikke. Nogle fraskilte ville misunde mig længden på de øjeblikke. Nogle forældre savner deres børn hele tiden, når de hos den anden forælder. Hele tiden! Savnet ligger som en dyne over alt andet. Eller under alt andet. For nogle er det forbundet med store samvittighedskvaler at skulle give slip på det. For hvis vi ikke savner vores børn, må vi da være dårlige forældre.

Jeg savner normalt ikke mine drenge. Det hænger delvist sammen med min tro på, at de har det godt hos deres far. Og det hænger sammen med, at jeg meget tidligt efter skilsmissen traf en beslutning: Jeg VIL leve et helt liv. I den ene uge vil jeg leve sammen med mine drenge på en god måde. Den anden uge vil jeg leve på en god måde uden dem. Det virkede ikke for mig at rende rundt hver anden uge og have følelsen af at mangle noget for at kunne blive lykkelig. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at halvdelen af mit liv blev … mangelfuldt.

Jeg skulle selvfølgelig lige gennem perioden med dårlig samvittighed over, at jeg ikke savnede dem. For ikke savne dem var jeg nemlig nødt til at lade være med at tænke på dem hele tiden. Og hvilken mor tænker ikke på sine børn hele tiden? I det mindste hele tiden, når hun har fri. Denne mor. Åbenbart.

Jeg kan se det fra drengenes perspektiv: Jeg er en meget bedre mor i de uger, de er her, hvis jeg lever fuldt ud, når de ikke er her. Hvilket er sandt; jeg har ingen tvivl. Glade forældre er bare bedre forældre.

Jeg kan også se på det fra mit perspektiv, fra mig som et helt menneske – ikke bare som mor: Jeg lever et meget bedre liv, når jeg lever fuldt ud i alle uger. Jeg er gladere; mit liv er bedre; det hele giver bedre mening for mig. At jeg så bliver sjovere og nemmere at være sammen med for mine børn, er jo en dejlig bonus.

Det er bare ikke helt tilladt at sige åbent, hvis vi lever et fuldt, tilfredsstillende, meningsfuldt liv, når vi ikke er sammen med vores børn. Ikke desto mindre er det efter min mening det mål, vi bør stræbe efter. Det er ønskværdigt, muligt og fuldkommen tilladt. Nogle mennesker vil endda sige, at det er vores pligt – ikke som forældre, men som mennesker. Det er vores pligt at leve fuldt ud.

Hvis jeg ikke er tilfreds i ulige uger, præger det de lige uger. Og omvendt. Jeg bliver en skidt mor (efter min standard), når jeg er utilfreds med mit liv som Camilla. Jeg bliver ikke tilfreds i mit liv som Camilla, når jeg ikke lever op til min egen standard som mor.

Jeg arbejder for meget for tiden. Normalt sørger jeg for at fyre den af, når drengene er hos deres far, så jeg kan arbejde indenfor normal arbejdstid, når de er hos mig. Men for tiden fylder arbejdet så meget, at jeg også arbejder, når de er hjemme. Jeg glemmer at holde fri – om aftenen og i weekenden. Jojo, vi spiller da lidt brætspil og vi sludrer da en smule. Men det meste af tiden passer vi bare hver vores skærm. Og jeg er kun nærværende med mit arbejde.

Så tog de hjem til deres far, sneen kom og med den kom savnet. Sms til faren: Må jeg følge drengene i skole i morgen tidlig?

Lidt over syv i går morges kom min 10-årige derfor hjem og hentede mig i stedet for at gå på morgenfrit (storebror skulle møde senere og lå og fedede den under dynen). Jeg havde pakket morgenmaden og et tæppe i en taske og mig selv i tre lag tøj. Desværre var det meste af weekendens sne væk, men det kom ikke til at betyde noget. Jeg hørte om kammeratens fødselsdag i weekenden, om skolen og om, hvor mange dåsesodavand, de havde stående hjemme hos far. Han valgte en lav mur ved Amagerbrogade, hvor vi kunne sætte os med vores frugtsalat og amagermadder. Før jeg fulgte ham helt ind i varmen i klassen.

50 minutters nærvær mandag morgen gjorde hele forskellen. Mens vi frøs og fantaserede, blev savnet erstattet af en følelse af tilfredshed. Og beslutsomhed: Perioder hvor arbejdet fylder mere end normalt, er tilladte, men de må ikke være så lange som denne er blevet.

Jeg er kun tilfreds som Camilla, når jeg er tilfreds med mig som mor. Og omvendt.

Afspejles din værdi i din adfærd?

En af de evige udfordringer for mange forældre er at balancere arbejdslivet med livet som mor eller far.

Min største værdi er at give børn og unge et godt og trygt liv og det gælder naturligvis også for mine egne børn. Men afspejler min adfærd nu også den værdi?

Sidste år oplevede jeg en måned, hvor jeg var af sted på tre teenagecamps á 4-5 dages varighed. Altså sammenhængende dage væk fra Amager og væk fra mine drenge. På disse camps, som True North (Nicolai Moltke-Leth) arrangerer, arbejder vi på at give unge mennesker en forståelse af deres eget (lærings)potentiale, af integritet, af vigtigheden af at vælge, om vi vil være spillere eller ofre i vores eget liv. Vi giver dem redskaber til at håndtere konflikter, huske læringspunkter og kommunikere med andre mennesker. Blandt en hel masse andet.

En dag da jeg introducerede en flok unge for vores syn på, hvordan vi kan lade vores adfærd afspejle vores værdier og på den måde opnå integritet i livet, slog det mig: Dér sad jeg, mange, mange kilometer væk fra mine drenge, og oplevede ubalance mellem min værdi: at skabe tryghed for mine drenge – og min adfærd: jeg opholdt mig så længe og så langt væk fra dem, at de måtte sove ude i flere hverdage. Det var i denne uge ikke lykkedes at bytte med drengenes ellers meget fleksible far, så jeg havde måttet arrangere pasning i over halvdelen af den uge, hvor drengene og jeg egentlig skulle have været sammen.

Når vi gør noget, som ikke stemmer overens med vores vigtigste værdier, føler vi smerte, utilfredshed, sorg, forvirring. Det er, når vi spiser for meget junk food, mens vores værdi egentlig er sundhed. Når vi bliver i et arbejde, som kræver ofre af vores familie, mens vores vigtigste værdi er familieliv. Eller når vi har for travlt med alle mulige andre ting end at pleje vores parforhold, selvom vores største værdi er kærlighed.

Og dér sad jeg og følte smerte. Og forvirring. Fordi nok var jeg i gang med at give en stor gruppe unge mennesker redskaberne til at skabe gode liv gennem bevidsthed om deres eget værd og oplevelsen af have magten til og kompetencerne til at kunne træffe gode, bevidste valg. Et stykke arbejde, som giver uendeligt meget mening for mig. Samtidig havde jeg denne uge ofret mine børn og mit familieliv for at kunne udføre dette arbejde. Så min adfærd understøttede og modarbejdede på én og samme tid min største værdi.

Det var en god (omend smertefuld) oplevelse at få nogle af de ting, som jeg arbejder sammen med forældre og unge om til hverdag, sat på spidsen i mit eget liv. Det var rart at få muligheden for at tage mine værdier og min adfærd op til overvejelse påny.

Vel hjemme igen fik jeg en opringning fra drengenes far, der var begyndt at blive bekymret for, om vores drenge føler den stabilitet og den tryghed, som vi er enige om, må være grundlæggende i vores liv med dem. Kender du det, når nogen rammer dig på noget, som du godt ved, de har ret i? Jeg blev ekstra såret, fordi jeg ved, han har ret: ungerne har brug for stabilitet i deres flytten frem og tilbage mellem to hjem.

Men hvor smertefuldt det end var at blive konfronteret med deres fars berettigede bekymring, så tænkte jeg samtidig (og endnu): hvor er det dog heldigt, at mine drenges far er opmærksom nok på vores børns trivsel til, at han siger til, når noget bekymrer ham. Tænk hvis han slet ikke var bevidst nok til at tage stilling og modig nok til at bringe det på bane!

Luftakrobat i Følelsescirkus

Som nyskilt oplever vi ikke bare følelsesmæssige rutsjeture, men nærmest at rejse rundt med Følelsescirkus.

Som nyskilt var jeg Luftakrobat i Cirkus. Havde netop har sluppet min makkers hænder for at svæve gennem luften – i håbet om at fange trapezen. Så jeg igen kunne få fast grund under fødderne. Men mens den øvede akrobat har trænet rutinen tusind gange, var det nyt for mig at svæve frit – uden sikkerhedsnet eller erfaring nok til at vide, at det nok skulle lykkes.

Hver anden uge var jeg Jongløren, som balancerede med madpakker, børnenes (og egne) humørskift, cykelhjelme og regninger, jeg ikke anede fandtes. Hele tiden klar til at fange og tæmme springende bolde.

Når jeg mødte folk jeg (næsten) kendte, var jeg Den behårede Dame, som alle kiggede på en ekstra gang – nogle med medlidenhed, andre med afsky. Fandt min styrke i, at jeg selv havde valgt at lade skægget stå, velvidende at det kradsede mine drenges bløde, runde kinder.

I ugen uden børn holdt den dårlige samvittighed stadig oftere pause. Og jeg tillod mig at være CirkusPrinsessen på hestens ryg med armene over hovedet og et stort smil i ansigtet over min skrøbelige balance.

I ugen med børn var jeg alt fra Stærk Mand, som satte cykelsadler og hylder op til Klovnen som fjollede ubekymret rundt. Men hele tiden var jeg også Cirkusdirektør med overblik nok til at styre hverdagens gang.

Når jeg irriteredes over eks’ens valg og valgte at misforstå hans sms, tvang jeg mig til at trække i det grønne arbejdstøj og i høj fart skovle kilovis af lort væk fra området, så ungerne ikke fik lort op ad benene. Og så stanken ikke bredte sig.

Og når det hele voksede mig over hovedet og det blev svært at vente på, at normaliteten skulle indfinde sig, drømte jeg om med Tryllekunstnerens evne til at få ting til at forsvinde at kunne fjerne vreden, smerten og bekymringen over, om vores drenge nu var mærket for livet.

Og ved du hvad? Jeg har i virkeligheden aldrig haft en drøm om at rejse rundt med cirkus.

Når ferien skubber på skilsmissen

”Vores ferie sidste sommer var helt sikkert første skridt på vejen til den skilsmisse, vi nu er midt i”. Noget i den stil har jeg hørt flere mennesker sige om det tidspunkt, hvor tankerne om Skilsmisse først begyndte at forme sig.

Præcis som efter juleferien oplever en masse mennesker nu efter sommerferien, hvordan tanker om Skilsmisse er dukket helt op til overfladen. Det der skulle være en tid, hvor familien rigtig kunne sætte farten ned, hygge og komme hinanden nær på ny, viste sig i stedet at blive en tid med alt for mange muligheder for at gå hinanden på nerverne. I stedet for en oplevelse af ferien som en mulighed for at samles om noget fælles, blev det til oplevelsen af modsætningsfyldte ønsker og uopfyldte forventninger.

Mange af os tæller ned til ferien lang tid i forvejen, planlægger den, taler om den, drømmer om den. Drømmer om tid til os selv, til selv at bestemme fart, form og indhold på vores dage, til at have tid til at tale sammen om andet end madpakker, mødetider og kalenderkoordinering. I disse få uger af året helliger vi os  forventningsfuldt familien. Den familie vi selv har ønsket, skabt og nu er kørt en smule surt i hverdagen med.

Og fandme om ungernes skænderier så ikke allerede tager til på feriens anden dag! Og Han sætter godt nok farten lige lovlig langt ned og har desuden en virkelig irriterende vane med at ville fikse hende, når hun i virkeligheden bare vil dele med ham, hvordan hun har det. Mens Hun insisterer på, at hele familien tager sammen på loppemarked, selvom kun hun nyder alt det gamle ragelse og alligevel beder ham tage stilling til lamper, puder og skåle, som de efter hendes mening altid har manglet. Og ugen efter, på den surt sammensparede ferie i Kroatien, går det op for dem, hvor dyrt det er at spise ude hver dag, og konstant plager ungerne om is og luftmadrasser og opmærksomhed. Begge får de tanken, at de skulle have delt sig op, så Hun og den yngste kunne have fået deres solferie og Han sammen med den ældste kunne gøre ferien mere aktiv.

For de taler alligevel ikke sammen om andet end spisesteder, solcreme og priser. Og om hvorvidt det er forsvarligt at lade ungerne løbe af sted selv. De bliver ikke enige om særligt meget, for de fleste samtaler udvikler sig til småskænderier, nærmest inden de er kommet helt i gang.

På feriens sidste dag, mens vaskemaskinen kører sin fjerde tur og Han skuffet kigger sig omkring på alle de projekter, han alligevel ikke nåede i huset, så kigger Hun på ham og kan for alt i verden ikke huske, hvorfor pokker hun nogensinde fandt på at gifte sig med ham. De har intet til fælles; ikke engang en ferie kan de nyde sammen. I morgen er det igen hverdag og de er længere fra hinanden end nogensinde før. De taler kun lidt sammen i dag. Om hvem der smutter i Aldi efter ting til ungernes madpakker. Om hvem der møder en time senere i morgen, for ungerne møder først klokken 9 den første dag efter ferien.

Og tanken dukker op: Er det her virkelig det menneske, jeg har lyst til at dele mit liv sammen med?

Vælger du blommen eller livet?

På cykelturen hjem til min søster i eftermiddags talte jeg, hvor mange voksne mennesker jeg egentlig har grædt sammen med, mens jeg selv har været voksen. Seks, kom jeg frem til. Jeg har grædt sammen med 6 voksne gennem de sidste tyve år. Indtil i dag, hvor jeg fuldkommen uventet femdoblede antallet.

Jeg har været på kursus i dag med en del mennesker, jeg har mødt kort i forskellige sammenhænge før, en del jeg aldrig har mødt og et par stykker, jeg så småt er i gang med at lære at kende. Det har været en meget lærerig, hyggelig (og oven i købet solrig) dag, hvor jeg har lært en hel masse mere om min måde at møde andre mennesker på. I morgen og i overmorgen skal jeg lære endnu mere. Jeg elsker det.

En halv time før afslutningen skulle vi lave en aktivitet, som vi intet fik at vide om på forhånd. Elleve af os skulle sætte os på gulvet i en cirkel og de resterende tyve skulle sætte sig på cirklen af stole omkring dem. Jeg valgte at sætte mig på gulvet. Inde i midten lå der 6 blommer.

Det viste sig, at vi elleve på gulvet skulle forestille os følgende scenarium: “I sidder i en gummibåd midt ude på vandet efter en kæmpe naturkatastrofe. I kan ikke regne med at blive reddet. Der er desværre kun plads til fem af jer i båden, ellers synker den, og I vil alle dø. Find nu ud af, hvem er jer der tager de 6 blommer – og dermed vælger døden”.

Med det samme vidste jeg, at før jeg kunne vælge, om jeg ville leve eller dø, måtte jeg vælge, om jeg overhovedet kunne være med i øvelsen eller om jeg måtte trække mig. For hvis jeg blev, skulle jeg være parat til at græde foran en hel masse mennesker.

Tanken om at græde foran andre mennesker skræmmer mig fra vid og sans. Selv sammen med min egen coach kan jeg finde på at holde det tilbage, også selvom jeg ved, at det vil forringe effekten af min proces. Min kusine spurgte mig den anden dag, hvorfor det er sådan og jeg kom ned til to ting: jeg er pisse forfængelig og jeg vil ikke vise svaghed. Det er selvfølgelig to fuldkommen latterlige forklaringer, for hvor er det dog ligegyldigt, hvordan jeg ser ud, hvis jeg har behov for at græde og hvor er det dog bare langt fra et tegn på svaghed at lade andre se mine følelser. Tværtimod, ikk? Jeg ved det godt, men ikke desto mindre…

Jeg blev i øvelsen, velvidende (og fyldt med frygt over) at jeg nu måtte bryde denne meget gamle, meget sejlivede grænse. For jeg vidste, at jeg ikke kunne tage en blomme. Og skulle jeg overbevise de andre om det rigtige i mit valg, måtte jeg blev helt ærlig omkring det. Jeg ville blive nødt til at fortælle de andre ti i båden at jeg ikke kan forlade mine børn; at de har brug for det, jeg har at give; at jeg måske nok har fucked dem en lille smule op, før jeg vidste, hvad jeg ved i dag, så jeg har brug for at gøre det godt igen; at de ikke vil klare sig godt uden mig. Og at fortælle noget så væsentligt, så ærligt, så meget fra mit hjerte, det går kun med gråd.

Jeg kunne mærke, at fordi jeg har gennemgået så stor en udvikling gennem de sidste fem år, fordi jeg er nået så langt med at skabe mig det liv, jeg gerne vil leve, fordi hver en opgave jeg udfører i mit arbejde er valgt ud fra lyst og interesse, så er jeg lige nu et sted i mit liv, hvor jeg er tilfreds. Så hvis jeg ikke havde børn, ville jeg tage en blomme. Og lade kvinden med det 1-årige barn leve, lade kvinden som endnu ikke har oplevet den helt store kærlighed, leve og lade kvinden som netop er gået i gang med at give alt det videre til andre mennesker, som hun selv har fået, leve. Hvis jeg ikke havde børn, ville jeg tage en blomme.

Men bare tanken om at vælge døden og mine børn så en dag skulle finde ud af, hvad jeg havde gjort!

Tanken om, at mine børn kun ville have deres far.

Tanken om at mine drenges liv ikke ville blive præget af mine værdier, mine måder at være med dem på, mine holdninger og … mig.

Ved du, hvad jeg mener, hvis jeg siger, at jeg tudetalte? Jeg talte tudende for føste gang nogensinde overfor fremmede mennesker. Og jeg overlevede.

Jeg kommer ikke til at fortælle dig, om jeg i sidste ende valgte livet eller døden, for 6 mennesker skulle vælge døden og de 6 blommer blev taget. Men jeg kan fortælle dig, hvad et af formålene med øvelsen var. Det var at spørge os selv, om vores kæres liv virkelig ville blive så meget værre, hvis vi ikke var her længere. Har vi virkelig så meget betydning for andre mennesker, at deres liv (selvfølgelig efter den værste sorg er gennemlevet) ville blive ødelagt, hvis vi ikke længere var? Det er ret meget magt at have over andre menneskers liv, ikk?

Vel hjemme hos min søster fik jeg indenfor den første time mulighed for en brydekamp på gulvet med mine drenge og jeg sørgede selvfølgelig for at gøre det til en leg, hvor de skulle forsøge at undslippe mine største, længste kram og en helvedes masse kys, kærlige ord og kærtegn. Og hele tiden tænkte jeg (og den har langt fra sluppet mig endnu): jeg må bare blive ved med at fokusere på at gøre mit til, at de er glade, selvhjulpne, kærlige mennesker, så de kan klare sig uden mig. Hvornår de så end skal det.

Og nu tænker jeg på underviserens sidste ord: Hvis der er noget, du gerne vil, noget du vil nå, noget du vil give, så gør det nu! Lige nu.