Når alle mennesker er, præcis som de skal være

“Jeg kan mærke, jeg bliver irriteret, når hun har sagt, at hun gerne ville være mere udadvendt og tale mere med de andre. Og hun så går rundt i pauserne uden at smile; og intet gør for at komme i kontakt med de andre”.

I sidste uge fik jeg en af de helt store gaver. En af dem, jeg får nogle gange om året. Jeg var med til at lave camp for 125 teenagere, undervise dem i personligt lederskab og sociale kompetencer, danse og grine med dem, støtte dem i deres læring og udvikling. Gennem ugen så jeg, hvordan de stille og roligt (eller larmende og hurtigt) voksede og udviklede sig, sparkede nervøsiteten hen i hjørnet, byggede relationer, lod skjoldet falde og deres personlighed træde tydeligere frem.

Som staff placerer vi mentalt et 10-tal i panden på hver og én, når vi møder dem. Vores udgangspunkt er, at alle er præcis, som de skal være. Kompetente, kloge og kærlige unge mennesker. De mangler blot at lære eller mestre nogle ting for selv at kunne se deres eget potentiale og udnytte det. Mange af dem har brug for at se, at andre kæmper med de samme problematikker som dem. Nogle mangler at mærke den tryghed, som et stærkt fællesskab skaber. Og de muligheder for at vokse, som denne tryghed åbner for. Stort set alle frygter at blive udstillet, grinet af, udstødt og bekræftet i, at de bestemt er helt forkerte.  Alle bliver de opfordret til at træde ud i læringszonen – med vores støtte – så de kan vokse som mennesker.

Vi havde talt om det med staffet: Hvilke muligheder har vi, når vi møder nogen, der får os til at reagere? Møder deltagere, som trigger noget i os. Når vi ikke ved, hvad vi skal stille op med en modvillig, en stille eller en forstyrrende deltager.

Tilbage til 10-tallet. Hvis alle mennesker (og ja, det gælder selvfølgelig alle mennesker, vi møder i vores liv) som udgangspunkt er 10-taller; hvis de er præcis, som de skal være. Så kan vi slippe tanken om at skulle lave om på dem. Og hvis vi ikke har til hensigt at lave om på dem, kan vi koncentrere os om os selv. Om vores egne reaktioner i mødet med dem. Måske lagde du mærke til, at jeg lige før skrev “…når vi møder nogen, der får os til at reagere”. I den sætning ligger en vigtig nøgle til at adskille os fra den anden. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen (bestemt også for at huske mig selv på det): Der er ikke nogen, der kan få os til at føle noget som helst. Vores reaktion i mødet med andre er helt vores eget ansvar. Så sætningen skal snarere hedde “Når vi møder nogen, hvis adfærd vi reagerer på”. Lille forskel med stor betydning.

Blogindlæggets indledende replik blev sagt af en person fra staffet, som mærkede, at han blev irriteret, når en camper gjorde noget andet, end det hun sagde, hun ville arbejde på at kunne. Nu ledte han efter en måde, hvorpå han kunne få hende til at gøre noget andet. Gøre det, hun gerne ville. Han havde en idé om, at hvis han fandt ind til det, som fik ham til at reagere på hendes adfærd, ville han måske finde ind til det, som kunne hjælpe hende med at gøre noget andet.

Han holdt sig helt ovre hos sig selv. Hans hensigt var at undersøge sin egen reaktion, så den ikke forstyrrede hans arbejde med at finde ind til det, pigen havde brug for. Det formåede han af flere grunde: Han havde placeret et 10-tal i pigens pande og på den måde adskilt hendes personlighed fra hendes adfærd. Han huskede på, at hans reaktion på hendes adfærd var hans eget ansvar. Og hans hensigt var at finde det, hun havde brug for, hvis hun skulle rykke sig.

Professionelt.

Tanke: Hvad med privat? Hvad når det sker for os derhjemme med vores egne børn? Er det så muligt at adskille vores egne reaktioner fra deres adfærd? At adskille det, de er, fra det, de gør? Og holde os for øje, at vores hensigt til stadighed må være at finde ind til det, vores barn har brug for (fra os), hvis han skal kunne rykke sig?

Det gør det bestemt sværere, at der er helt andre følelser blandet ind i relationen til vores egne børn. Det er bestemt sværere for mig at adskille mig fra mine drenges adfærd end fra andre menneskers. Når en dreng hjemme hos mig styrter ud af rummet og smækker døren, så huset ryster, er det bestemt svært at huske på, at jeg selv er ansvarlig for min reaktion. Men er det svært som i umuligt? Eller svært som i udfordrende?

For mig kan det være udfordrende. Men ikke desto mindre ønskværdigt. Og muligt. Hvis jeg skal kunne støtte mine børn i deres frigørelsesproces, må jeg finde ud af at adskille mig fra dem. Jeg må finde ud af, hvordan jeg kan undgå, at mine følelser omkring det de gør, bliver deres ansvar. Tænk, hvis de skulle begynde at træffe valg ud fra, hvad de ønsker, jeg skal føle – eller undgå at føle! Tænk, hvis en af mine drenge syntes, han var nødt til at behage mig for at kunne holde til være sammen med mig! Det er ikke mine børns opgave at sørge for, at jeg er okay. Det er min egen.

Det er min opgave at skifte “Han provokerer mig” ud med “Jeg bliver provokeret” og “Det kan du ikke være bekendt” med “Jeg kan ikke være i det her lige nu”. Udfordrende, ja, men langt fra umuligt.  Og heldigvis giver ungerne os jo masser af muligheder for at øve.

_______________________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for uperfekte forældre til 10-19-årige.

Sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut, er jeg i gang med at skrive en e-bog til forældre til 10-19-årige. “Du fatter jo ikke en skid, mand! (og andre sandheder om livet i teenagefamilier)”. Hver måned fra april til december kommer et (uafhængigt) kapitel.

Første kapitel er dog allerede ude nu. Du kan lige her gratis hente “Fat det nu! Jeg fryser ikke”, hvor du blandt andet møder Lukas og Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

1. april kan du købe næste kapitel, hvor vi blandt andet besvarer spørgsmålet: Hvordan bliver det muligt at anerkende noget, som vi i virkeligheden ikke fatter en dyt af?

Luftakrobat i Følelsescirkus

Som nyskilt oplever vi ikke bare følelsesmæssige rutsjeture, men nærmest at rejse rundt med Følelsescirkus.

Som nyskilt var jeg Luftakrobat i Cirkus. Havde netop har sluppet min makkers hænder for at svæve gennem luften – i håbet om at fange trapezen. Så jeg igen kunne få fast grund under fødderne. Men mens den øvede akrobat har trænet rutinen tusind gange, var det nyt for mig at svæve frit – uden sikkerhedsnet eller erfaring nok til at vide, at det nok skulle lykkes.

Hver anden uge var jeg Jongløren, som balancerede med madpakker, børnenes (og egne) humørskift, cykelhjelme og regninger, jeg ikke anede fandtes. Hele tiden klar til at fange og tæmme springende bolde.

Når jeg mødte folk jeg (næsten) kendte, var jeg Den behårede Dame, som alle kiggede på en ekstra gang – nogle med medlidenhed, andre med afsky. Fandt min styrke i, at jeg selv havde valgt at lade skægget stå, velvidende at det kradsede mine drenges bløde, runde kinder.

I ugen uden børn holdt den dårlige samvittighed stadig oftere pause. Og jeg tillod mig at være CirkusPrinsessen på hestens ryg med armene over hovedet og et stort smil i ansigtet over min skrøbelige balance.

I ugen med børn var jeg alt fra Stærk Mand, som satte cykelsadler og hylder op til Klovnen som fjollede ubekymret rundt. Men hele tiden var jeg også Cirkusdirektør med overblik nok til at styre hverdagens gang.

Når jeg irriteredes over eks’ens valg og valgte at misforstå hans sms, tvang jeg mig til at trække i det grønne arbejdstøj og i høj fart skovle kilovis af lort væk fra området, så ungerne ikke fik lort op ad benene. Og så stanken ikke bredte sig.

Og når det hele voksede mig over hovedet og det blev svært at vente på, at normaliteten skulle indfinde sig, drømte jeg om med Tryllekunstnerens evne til at få ting til at forsvinde at kunne fjerne vreden, smerten og bekymringen over, om vores drenge nu var mærket for livet.

Og ved du hvad? Jeg har i virkeligheden aldrig haft en drøm om at rejse rundt med cirkus.

“JEG VIL JEG VIL JEG VIL!”

Alle følelser er.

Punktum

Min kloge ven bliver ved med at huske mig på det. Og nu husker jeg dig på det. Alle følelser er bare. De kan ikke være forkerte eller rigtige, negative eller positive. De kan være nemme eller svære at være i. Men som udgangspunkt er de bare. Punktum.

Lad os tage den tanke med ned i supermarkedet klokken 17.11 på en onsdag i marts. Hvor en mor har placeret den yngste i indkøbsvognen og den 4-årige nuldrer frit omkring. Eller frit og frit, det er nu så meget sagt. Han mærker jo, hvordan den usynlige snor hiver ham hen mod kiksene og kagerne, mod chipsene og hen mod slikket, så smukt og så velsmagende. Så helt fri er han ikke.

Mor bliver heller ikke fri for spørgsmålet: “Må jeg få sådan én?” Da han holder en rulle chokoladekiks i hånden. Og ved siden af mælken, hvor Kinder Mælkeshit lokker. Igen ved tilbudshylderne med mini-chokolader i storkøb. Og ved hylderne med knitrende chipsposer i de smukkeste farver. Spørgsmålet lyder igen og igen. Og svaret bliver ved med at være det samme: “Nej”. Kort og (mindre) godt (for drengen).

På den sidste del af turen frem mod kassen ved drengen af erfaring, at nu er det absolut sidste chance. Derhenne venter varebåndet og når først indkøbene ligger på det, er løbet kørt. Det er altså nu eller aldrig. I drengens hoved; vi voksne ved, at det er nu eller på fredag.

“Må jeg få sådan en?” spørger den 4-årige og holder en familiepose Matadormix frem mod moren. Denne gang har han stillet sig helt tæt på hende, så hun kigger lige ned i hans opadvendte ansigt. Store øjne og håbefuldt smil.

“Nej”.

Ordet er det samme som før, nu blot en anelse mere artikuleret; tonen noget fastere, øjenbrynene tættere på hårgrænsen og denne gang kommer nej’et med et enkelt, fast nik. Det skal være indkøbsturens sidste nej. Og det skal drengen forstå.

Og han forstår. Verden falder sammen. Den sidste rest af håb ryger ud af hans lille krop, som nu spænder helt op. Han knytter hænderne og ansigtet. Og skriger “JEG VIL HA’ DEN!” “JEG VIL HA’ DEN!” “JEG VIL JEG VIL JEG VIL!”

Også morens kropsholdning og ansigt gennemgår en øjeblikkelig forandring. Hun ranker sig, kniber munden sammen; varernes fart fra vogn til varebånd sættes op; kun æggene er hun forsigtig med. Hendes ord ryger ud i samme tempo, nærmest i takt med hendes bevægelser.

“Du kan godt droppe det! Stop det! Det er onsdag. Du får ikke noget. Og du ved det godt. Hold op med det skrigeri! Du får ikke noget”.

Drengen græder nu. Bliver ved med at gentage sit ønske. Smider et “dumme mor!” ind og nægter at bevæge sig videre. Det bliver for meget for hans mor, som skal pakke varer, betale og have styr på lillesøster. Hun vil bare ud og hjem.

“Nu stopper du altså! Det er jo ikke verdens undergang. Du ved, vi ikke spiser slik i hverdagene. Stop det!” Forståelig reaktion fra en presset mor. For sikke en larm. På det tidspunkt af dagen. Med alle de mennesker i butikken.

Men husker du, at vi tog en tanke med ind i supermarkedet? Tanken om, at der ikke findes forkerte følelser. At følelser bare er. Drengen vil vildt gerne have slik og det kan han ikke få. Det skaber følelser i ham – følelser af skuffelse og vrede. Og det udtrykker han. Det er muligt, han udtrykker vrede og skuffelse anderledes, end hans mor ville gøre. Og det er helt sikkert, at det larmer. Men når alt kommer til alt, fortæller drengen bare sin mor, hvad han føler. Og det er så svært for ham at være i de følelser lige nu, at det larmer. Han er ikke gammel nok til på en rolig måde at fortælle, at han er skuffet over hendes svar og vred over ikke at måtte få slik. Så han råber og larmer.

Og mor fortæller ham, at det ikke er i orden at være vred. Det skal han stoppe med nu!

Hvis følelser bare er. Og hvis vi tror, at børn hele tiden er i gang med at lære. Lære at være, lære at leve sammen med os, lære hvad der er hensigtsmæssigt og hvad der ikke er. Er det så ikke vores opgave også at lære dem at være i de svære følelser?

Det kommer vel tilbage til, hvilken betydning moren tillægger drengens reaktion. Hvis hun tror, han er i gang med at prøve at overtale hende, bliver hun irriteret over, at han ikke respekterer hendes nej. Men hvad nu hvis han ganske simpelt er i gang med at fortælle hende, hvordan han har det med hendes afslag? Så er det armene over hovedet, mor! Så er dit barn i gang med at øve sig i at udtrykke sine følelser. Sundt og godt. Så kan mor bare sige:

“Jeg kan godt se, at du bliver vred over ikke at få det slik (og jeg kan også høre det)” Punktum

Så er drengen blevet hørt. Moren får ikke talt sig selv op i det endnu rødere felt. Drengen har øvet sig i at udtrykke nogle følelser. Følelser som kan være svære at være i. Men som moren nu har vist ham, er helt naturlige at have, når vi bliver afvist.

En dag bliver denne dreng 14 år. Han vil blive stillet over for svære valg: skal han være med til at smadre busstoppestedet? Tager han imod den joint, der går på omgang? Tænk om han lige siden han var lille, havde lært at mærke og rumme sine egne følelser. Tænk, om han nu kunne mærke og handle på den følelse af frygt, han har. Tænk, om dét er, hvad der får ham til at forlade gaden og lade jointen passere.

Min kloge ven plejer at sige: hver gang vi får en svær følelse, er det en fantastisk mulighed for at øve os i at være i den. Vil vores børn opleve skuffelse og vrede flere gange i deres liv? Ja, mon ikk? Så lad os hjælpe dem med at øve. Lad os vise dem, at vi godt kan rumme alle deres følelser. Og at det kan de også lære.

Så armene over hovedet! Dit barn er i gang med at øve.

Punktum

___________________________________________________________

Advarsel! Reklame! Foredrag for forældre til de 0-6 årige

Torsdag den 26. marts klokken 19-21 siger vi Farvel til Ulvetimen i Kvarterhuset på Amager

Med inspiration og et par småjusteringer kan vi gøre hverdagene til årets bedste dage.

Vi taler netop om supermarkeder og følelser, om afhentning i institutionen og om hvad du egentlig gerne vil give dit barn med videre i livet.

Denne gang er inspirationen ganske gratis. Tag din partner, veninde, søns vens far eller dine egne forældre med. Du kan tilmelde dig på camilla@ligefremcoaching.dk

Kom og giv ulvetimen et ordentligt los i røven!

Snart ønsker jeg ikke længere, at det hele var anderledes

Jeg er egentlig af den holdning, at mine børn kan tåle at se mig i enhver følelsemæssig tilstand; at det er sundt, at de ser mig (og andre voksne) i alle tænkelige tilstande. Synes, det må være en del af min opgave som voksen og forælder at vise dem, at alle følelser er okay og ikke mindst, hvordan jeg vælger at håndtere dem.

Mine drenge har set mig rase & bande, grine & fnise, græde over reklamer, blive stædig & holde fast, skælde ud (over ingenting), savne de afdøde og en masse andre nuancer af følelsesregisteret. De er vant til, at jeg forklarer mine følelser – nogengange når de ikke længere er der, andre gange midt i et suset af én. De kan ikke længere huske deres mor fra dengang, jeg ikke vidste, hvordan man udtrykker følelser. Og det sidste år har de vænnet sig til, at jeg oven i købet har lært at gøre det på en god måde.

Men jeg har ikke prøvet at være sønderknust før. Ikke på denne måde, hvor sorgen kan springe på mig midt i en sætning og hvor tårerne begynder at løbe midt i et gab. Jeg forsøger at finde balancen, så de ser, jeg er ked af det, men ikke bliver skræmt af den voldsomhed, som følelsen ind imellem vælter ind over mig med.

To dage før juleaften holdt Kæresten op med at være min Kæreste. Og selvom beslutningen om dét vist er så rigtig, som den slags kan blive, så er sorgen og (tanken om) savnet overvældende. Han var samtidig den, med hvem jeg kunne finde ud af at mærke, udtrykke og håndtere mine følelser, så som en bonus skal jeg nu igennem noget svært alene. Det er overvældende og det rammer sgu lige ned i mine drenges ferie, så mens jeg skal huske mig selv på at trække vejret, skal jeg også huske at gøre ferien god for de to (som jo også lige har mistet en voksen).

Jeg har en mærkelig følelse af, at alt nok skal blive okay – måske endda mere end okay; at jeg efterhånden har lært nok til, at dette kan blive en god proces og at jeg måske endda vil finde en gave i alt dette. Om aftenen har jeg roen til at finde ind, forholde mig, mærke, skrive og gøre. Og hver aften er følelsen stærkere. Og i takt med dét, bliver den følelse, som fyldte det meste for 5 dage siden, svagere: at jeg ville ønske, det hele var anderledes.