Ikke længere helt så selvfed

”Jeg føler mig sgu som hans mor!” Ordene kom fra en 19-årig pige, jeg sad og sludrede med. Hun var nogle måneder forinden flyttet sammen med sin 22-årige kæreste. Det havde de glædet sig til. Hun fik SU, og han var på lærlingeløn, så de sad lidt stramt i det, men det løb rundt. Hun havde troet, at dét ville være udfordringen – pengene. Det var det, der havde bekymret hendes forældre mest. Nu havde det vist sig, at de havde helt andre udfordringer: Oprydning og rengøring. ”Det værste er næsten, at han godt kan lide, at der ser pænt ud. Faktisk mere end mig. Men han gør sgu ikke noget ved det, medmindre jeg siger noget. Det er først, når jeg skælder ud, at han gider rydde op eller husker at tage skraldeposen med ud. Han er 22 år! Og alligevel er det mig, der skal sige det til ham. Jeg føler mig sgu som hans mor!”

Jeg blev flov. Flov på vegne af alle os forældre, der vælger at gøre som mig (og forudindtaget, siden jeg straks gik ud fra, at kærestens forældre hørte til i den kategori). Forældre som leder og fordeler opgaverne til vores store børn, laver lister og husker dem på skralderen, siger at de skal hjælpe os med at hænge tøj op, husker dem på skralderen igen, snupper 80% af opgaverne selv og så lige husker dem på den skide skralder igen, når de er på vej ud.

Noget gik op for mig i samtalen med pigen: Jeg havde haft det helt forkerte fokus herhjemme. Fokus var snarere på at skabe en eller anden slags retfærdighed i fordelingen af opgaverne, end på det overordnede mål: At gøre mine drenge klar til at tage ansvaret for at få et hjem til at fungere. Så de kan flytte ind i deres eget sted, eller sammen med en roomie eller en kæreste, og være klar til at få det hele til at hænge sammen.

Som nævnt tidligere kan mine drenge sagtens udføre de huslige opgaver. Jeg har altid stillet mig skeptisk over for forældre, der siger, at det skal de jo nok lære, når de får brug for det – at rydde op, gøre rent og den slags. Altså, de har sikkert ret i, at de nok lærer det en dag. Men hvorfor skal de vente med at lære det, til den periode hvor de også skal lære at lægge og holde et budget, lave selvangivelse, bestille tid hos lægen, afkalke vandhanen, bestille bio-poser, advare naboerne om festen på lørdag, komme op til tiden, købe ind til én, skifte en pære, gå på møntvaskeri, søge om boligstøtte, sige op på en ordentlig måde, forstå lejeloven, rense afløbet, melde deres kreditkort stjålet, huske at vande planten, sige nej tak til reklamer, ringe til SKAT, prutte om prisen på hvidevarer, sige nej tak (!) til kvik-lån, aflæse el & gas, bruge Betalingsservice og skaffe en ekstranøgle?

De får nok at se til, når de flytter hjemmefra, vores unge voksne. Det mindste vi kan gøre, er at lære dem det mest basale. Har jeg ment og tænkt. Og så jeg har ellers rendt rundt og været lidt selvfed, mens jeg har sat flueben ved Købe Ind, Lave Mad, Vaske Badeværelse, Pudse Vinduer, Vaske Tøj, Støvsuge og senest Sortere Skrald.

Og så møder jeg en 19-årig pige, som endelig er flyttet sammen med sin kæreste. Og kæresten kan sagtens lave mad, støvsuge og rydde op. Men han gør det kun, når hun siger, at han skal. Præcis som det var tilfældet med drengene Mørk, som på det tidspunkt var 16 og 15. Få år før de officielt er voksne, havde de lært at sortere vasketøjet, men de ville aldrig tage initiativet til at gøre det.

Av!

Nyt fokus, Camilla Mørk! Hvis jeg skal tage ansvaret som forælder og gøre to unge mænd parate til livet som voksne mænd, så er det ikke nok at lære dem at løse den enkelte opgave. Det gik (lige vel sent) op for mig, at jeg var langt bagud i forhold til at overdrage ansvaret for opgaverne til dem.

Jeg gik i tænkeboks. Vi ved alle sammen, at hvis vi mennesker bliver frataget privilegier, så får det en betydning. Mine drenge ville nemt kunne opleve det som et tab, at jeg ikke længere tog det fulde ansvar for hjemmet. Hvordan skulle jeg gøre det klart, hvad jeg havde gang i, og interessant for dem at være med i processen? Jeg måtte kunne bruge min viden om motivation til noget. Det måtte være muligt at gøre det på en smart måde. Og hvad dælen skulle jeg stille op med min egen modstand mod konflikter? For mon ikke jeg måtte være forberedt på nogle af dem.

Så småt begyndte jeg at føle mig klar til ikke at stile efter Nemt & Rart, men efter at sende to ansvarlige og robuste unge mennesker videre i livet (læs: shiiiiit!).

Reklamer

Hold fast, kære forældre

Som forældre markerer vi grænser hele tiden. Sætter rammer kunne vi også kalde det. Udtrykker forventninger. Beder vores børn gøre det ene og holde op med det andet. Siger ja og siger nej. Leder og bestemmer.

Nogle gange møder børnene vores forventninger og gør gerne, hvad vi beder dem om. Andre gange er de svært utilfredse med vores lederskab og de grænser vi sætter. Drengen beder om slik, fordi han har lyst til slik; selvfølgelig er han ikke tilfreds, når far siger nej. Pigen er dybt optaget af en tråd med veninderne; selvfølgelig er hun ikke vild med at skulle forlade den for at tage opvasken. Hvis familiens børn har været vant til, at deres forældre klarede indkøb og madlavning, vil deres frihed blive indskrænket, når de får to ugentlige maddage (HVER?!); det er ikke nødvendigvis årets fedeste nyhed for dem.

Og så reagerer de. Selvfølgelig og heldigvis. Vi skal først blive bekymrede, hvis vores børn ikke reagerer, når de føler sig uretfærdigt behandlet. Jeg siger ikke, at de bliver uretfærdigt behandlet, men at de føler at de gør. Hvis noget føles uretfærdigt eller tarveligt, er det et sundhedstegn, at de giver udtryk for det. Så drengen laver flitsbuen på butiksgulvet. Pigen lover, lover, lover at tage opvasken i morgen, inden hun går i skole. Familiens ældste giver meget klart udtryk for, at han jo ikke har valgt at blive født og det er fandme en arbejdslejr, det her! Og for en gangs skyld er den yngste (højlydt) enig med sin storebror.

Nogle gange larmer det, når vi har forventninger til vores børn. Andre gange bliver de stille, mutte, kede af det. De bliver skuffede, føler sig pressede, forsøger at undvige og glemme, de lokker, plager, vender øjne, græder og argumenterer. De reagerer. Ikke nødvendigvis fornuftigt, roligt og modent, for de er børn. De er ikke (altid) i stand til at være fornuftige, rolige og modne i deres reaktioner. Så vi rummer det. Mens vi holder fast.

For vi holder fast. Selvfølgelig gør vi det. Hvis vores krav og forventninger er rimelige, så holder vi fast. Som en god leder gør.

Jeg kommer helt sikkert tilbage til det, vi jo godt ved: at forældreskab er lederskab. Jeg kommer også tilbage til, hvordan vi kan rumme adfærd, som vi finder urimelig eller provokerende. Jeg kommer tilbage til, hvad vi stiller op, når det river i vores hjerte at se den smerte vores barn oplever. Fordi kravet kan lige så vel være, at drengen selv skal sørge for en erstatning for den ødelagte iPhone, og det er der flere måneder til, at han får råd til. Eller at pigen forventes at blive på efterskolen, indtil den har fået en fair chance. Så hvordan vi griber det an, når vi næsten ikke kan være med den smerte, vores barn oplever – det kommer vi tilbage til. Og mon ikke vi også kommer tilbage til en snak om, hvad det kan ende med at koste vores børn, hvis vi ikke holder fast. Og hvad de vinder, når vi gør.

Men det bliver en anden dag – eller nok snarere nogle andre dage, for det er stort det hér. Fordi vores evne til at holde fast og være konsekvente, er høj grad med til at afgøre, om vi ender med at sende vores børn videre i livet som ansvarlige, glade og robuste mennesker.