Der er altså voksne, der vil hjælpe – man skal bare finde dem

“Det er blevet så almindeligt at blive skilt, at folk synes, det er helt normalt. Men der er altså intet normalt ved det for børnene”.

Sådan sagde en pige, da hun sammen med andre børn og unge deltog i en skilsmissecamp for nogle uger siden. Denne dag skulle de blandt andet formulere nogle anbefalinger til voksne i og omkring skilsmissefamilier. Anbefalinger som Egmont Fonden så vil forsøge at omsætte til tiltag, som kan gøre det nemmere for børn og unge, som bliver påvirket negativt af deres forældres skilsmisse.

To uger senere mødtes godt halvtres voksne på endnu en skilsmissecamp. Og med pigens ord som igangsætter blev det nemt for os at fokusere på børnenes behov gennem dagen. Inden vi forlod stedet forventedes det, at vi kunne præsentere Egmont Fondens folk (og hinanden) for vores anbefalinger: Hvilke helt konkrete tiltag skal der til for at vores børn og unge ikke bliver ødelagt af forældrenes skilsmisse.

(Jeg anede ikke, at så mange mennesker arbejder på dette felt. Psykologer, terapeuter, advokater, sagsbehandlere, forfattere, coaches, sundhedsplejersker, forskere. Og så har jeg sikkert glemt nogle. En lang række dedikerede mennesker som støtter familier i skilsmisse, laver børnegrupper, giver forældre kommunikationsredskaber, hjælper med at opnå enighed og forsker i, hvilken effekt det egentlig har for unge mennesker, at deres forældre vælger at skilles)

“Husk at spørge børn, hvordan de har det”, pige 9 år.

Børnene og de unge er kommet med en lang række anbefalinger. Gennemgående er behovet for, at voksne tager ansvaret i højere grad. Ikke bare forældrene (men specielt dem); også andre voksne i deres netværk. Igen og igen hører vi fra børnene og de unge, at de har brug for et menneske at støtte sig til før, under og efter skilsmissen. En voksen, som opfører sig normalt, mens forældrene render forvirrede, sårede og måske vrede rundt.

At få sat ord på alle de følelser og tanker, som præger barnet i processen, kan gøre den helt store forskel. At møde et menneske, som viser, at deres følelser ikke er forkerte. At forstå, at de ikke er alene. At mærke at andre har det som dem. At få luft. Det har børn og unge (også) brug for, når familien skilles.

“Det ville være rart, hvis der var nogen, der prøvede at hjælpe og interessere sig lidt for det og spurgte, hvordan man har det”, Sascha 9 år

Her er min opfordring til dig (og mig): Når du hører, at en kammerat til dit barn oplever, at forældrene skal skilles, så tal med hende om hendes oplevelse af det. Vær den voksne, som de kan komme til og fortælle om deres oplevelser uden at skulle passe på, om de nu sårer nogen.

Vær det menneske, som kan rumme, at barnet også længe efter skilsmissen kæmper med følelser, som er svære at være i, tanker, som er svære at få hold på og bekymringer, som er svære at få til at gå væk. Men som bliver så meget nemmere at være med, hvis et voksent menneske finder ud af at være med dem i det. Uden at skulle fikse noget, uden nødvendigvis at kunne forstå. Men med intentionen om at lytte og støtte.

Jeg beder dig ikke om at indgå i et livslangt afhængighedsforhold til dette barn. Jeg beder dig bare være opmærksom og bringe dit hjerte i spil. Med en ganske lille samtale kan du give et sårbart menneske følelsen af at blive hørt. Og med følelsen af at blive hørt kommer følelsen af at have betydning. Og ønsker vi ikke alle at føle os betydningsfulde? Måske specielt når vi står et sted i livet, som vi ikke selv har valgt, hvor vores mening kun har ringe betydning og hvor andre har bestemt, at verden som vi kendte den, er brudt sammen og ny mening skal skabes.

Vær ikke den voksne, som (også) tænker, at barnet nok har andre at tale med, at du risikerer at vade i noget, hvis du bringer det på bane. Som er bange for at gøre ondt værre. Det eneste der gør ondt værre er, hvis vi ignorere den unges smerte og blot venter på, at tiden skal læge sårene.

“Der er altså voksne, der vil hjælpe; man skal bare finde dem”, pige 11 år.