Der er altså voksne, der vil hjælpe – man skal bare finde dem

“Det er blevet så almindeligt at blive skilt, at folk synes, det er helt normalt. Men der er altså intet normalt ved det for børnene”.

Sådan sagde en pige, da hun sammen med andre børn og unge deltog i en skilsmissecamp for nogle uger siden. Denne dag skulle de blandt andet formulere nogle anbefalinger til voksne i og omkring skilsmissefamilier. Anbefalinger som Egmont Fonden så vil forsøge at omsætte til tiltag, som kan gøre det nemmere for børn og unge, som bliver påvirket negativt af deres forældres skilsmisse.

To uger senere mødtes godt halvtres voksne på endnu en skilsmissecamp. Og med pigens ord som igangsætter blev det nemt for os at fokusere på børnenes behov gennem dagen. Inden vi forlod stedet forventedes det, at vi kunne præsentere Egmont Fondens folk (og hinanden) for vores anbefalinger: Hvilke helt konkrete tiltag skal der til for at vores børn og unge ikke bliver ødelagt af forældrenes skilsmisse.

(Jeg anede ikke, at så mange mennesker arbejder på dette felt. Psykologer, terapeuter, advokater, sagsbehandlere, forfattere, coaches, sundhedsplejersker, forskere. Og så har jeg sikkert glemt nogle. En lang række dedikerede mennesker som støtter familier i skilsmisse, laver børnegrupper, giver forældre kommunikationsredskaber, hjælper med at opnå enighed og forsker i, hvilken effekt det egentlig har for unge mennesker, at deres forældre vælger at skilles)

“Husk at spørge børn, hvordan de har det”, pige 9 år.

Børnene og de unge er kommet med en lang række anbefalinger. Gennemgående er behovet for, at voksne tager ansvaret i højere grad. Ikke bare forældrene (men specielt dem); også andre voksne i deres netværk. Igen og igen hører vi fra børnene og de unge, at de har brug for et menneske at støtte sig til før, under og efter skilsmissen. En voksen, som opfører sig normalt, mens forældrene render forvirrede, sårede og måske vrede rundt.

At få sat ord på alle de følelser og tanker, som præger barnet i processen, kan gøre den helt store forskel. At møde et menneske, som viser, at deres følelser ikke er forkerte. At forstå, at de ikke er alene. At mærke at andre har det som dem. At få luft. Det har børn og unge (også) brug for, når familien skilles.

“Det ville være rart, hvis der var nogen, der prøvede at hjælpe og interessere sig lidt for det og spurgte, hvordan man har det”, Sascha 9 år

Her er min opfordring til dig (og mig): Når du hører, at en kammerat til dit barn oplever, at forældrene skal skilles, så tal med hende om hendes oplevelse af det. Vær den voksne, som de kan komme til og fortælle om deres oplevelser uden at skulle passe på, om de nu sårer nogen.

Vær det menneske, som kan rumme, at barnet også længe efter skilsmissen kæmper med følelser, som er svære at være i, tanker, som er svære at få hold på og bekymringer, som er svære at få til at gå væk. Men som bliver så meget nemmere at være med, hvis et voksent menneske finder ud af at være med dem i det. Uden at skulle fikse noget, uden nødvendigvis at kunne forstå. Men med intentionen om at lytte og støtte.

Jeg beder dig ikke om at indgå i et livslangt afhængighedsforhold til dette barn. Jeg beder dig bare være opmærksom og bringe dit hjerte i spil. Med en ganske lille samtale kan du give et sårbart menneske følelsen af at blive hørt. Og med følelsen af at blive hørt kommer følelsen af at have betydning. Og ønsker vi ikke alle at føle os betydningsfulde? Måske specielt når vi står et sted i livet, som vi ikke selv har valgt, hvor vores mening kun har ringe betydning og hvor andre har bestemt, at verden som vi kendte den, er brudt sammen og ny mening skal skabes.

Vær ikke den voksne, som (også) tænker, at barnet nok har andre at tale med, at du risikerer at vade i noget, hvis du bringer det på bane. Som er bange for at gøre ondt værre. Det eneste der gør ondt værre er, hvis vi ignorere den unges smerte og blot venter på, at tiden skal læge sårene.

“Der er altså voksne, der vil hjælpe; man skal bare finde dem”, pige 11 år.

Reklamer

Hold nu bare kæft, Camilla!

Jeg talte med en flok forældre i går. Havde kun ganske få minutter til at fortælle dem, hvordan de bedst kan støtte deres snart voksne børn i at træffe gode valg. Jeg kan tale i timevis (måske endda dagevis) om, hvad de unge fortæller mig, at de har brug for fra deres forældre. Så at skulle koge det ned til 3 minutter er som at give mig en pilleæske, sende mig ind i en chokoladebutik og lade mig fylde æsken med det, jeg allerhelst vil have.

Jeg valgte at tale om en af de største udfordringer, mange forældre har: at holde mund.

Vi har en mening om alt, hvad vores børn gør, siger og synes. Vores opgave er at guide dem, råde dem, anerkende dem, lede dem. Ruste dem til det liv, de står lige midt i og det voksenliv, de snart skal leve. Og det gør vi selvfølgelig også ved at fortælle dem, hvad vi synes, de bør gøre, sige og synes.

Vi kan ikke lade være med at have en mening. Jeg har jo også en mening om det tøj, en kollega har valgt at tage på, om hendes måde at leve sammen med sin mand på, om måden hun taler til sin datter i telefonen. Jeg har en mening om alt, hvad mine veninder gør, siger og synes. Når jeg ikke har en mening om noget, er det oftest, fordi jeg er af den mening, at det ikke er interessant for mig at synes noget om det.

Men fortæller jeg altid den anden, hvad jeg synes? Siger jeg uopfordret til min kollega, at hendes tøj ikke falder i min smag? At hun skal tale ordentligt til sin datter og give sin mand noget plads? Til tider, ja. Til tider nej. Helst kun når hun har spurgt mig, hvad jeg synes.

Mange forældre fortæller stort set altid, hvad vi synes om vores børns valg. Ned ad trappen kommer datteren i noget tøj, vi aldrig ville have valgt at tage på. Vi kommenterer det. Ud af munden på vores søn kommer en holdning, som er meget ulig vores. Vi smider lige 13 sætninger ind om vores holdning. Ind i stuen kommer vores barn – grædende, fordi veninden er blevet sur på hende. “Du skal se, I bliver gode venner igen. Det gør I jo altid. Måske kunne du …”

Stop!

Har hun bedt om din mening? Har han spurgt dig, hvad du synes?

Det er, som om mange af os tror, at fordi vi har født de her børn, så er vi i vores fulde ret til altid at fortælle dem, hvad vi synes. Så kan vi til enhver tid åbne munden og fylde rummet og deres hoveder med vores mening.

Retten har vi sikkert. Det har de fleste mennesker – ret til at mene og ret til at ytre sig. Og vi forældre har da retten til at fortælle, hvad vi synes om det, vores børn siger og gør. Spørgsmålet er bare, hvor meget vi vil bruge denne ret.

Som jeg sagde til forældrene i går: Hvis du drømmer om, at dit barn skal have lyst til at komme og hænge med dig, også efter hun er blevet voksen, så skal du måske ind imellem holde din mening for dig selv. Og så gav jeg dem en udfordring: Tag 10 dage, hvor du undlader at fortælle hvad du synes. Medmindre dit barn spørger til det selvfølgelig.

Det er en udfordring, jeg også har brug for at tage. Ikke alene synes jeg noget om alt, hvad mine drenge gør; jeg har så mange ord i mig, at jeg ind imellem nærmest taler dem til døde i mit forsøg på at forklare, hvordan man også kan gøre, sige eller mene.

Hold nu bare kæft, Camilla!

Hvad skal jeg lære af mit barn i dag?

Tager man en bestemt bus i et bestemt tidsrum om morgenen, møder man eleverne fra Sankt Annæ Sangskole. Børn i alle aldre. Som på turen skiftes til spontant at bryde ud i (enkelte strofer af en) sang.

Denne morgen var det en flok piger og drenge på cirka 9 år, som fyldte sæderne bag i bussen. Tilsyneladende var det tid til at øve julesange på skolen, for på turen nåede jeg at nyde tre af slagsen.

Holdende ved et stoppested så vi fra vores pladser, at en dreng var faldet på sin cykel på cykelstien lige uden for bussen. Han sad og ømmede sig på jorden. Alene. Idet jeg tænkte nøjagtig samme tanke, sagde den ene 9-årige “Hvorfor er der ikke nogen, der hjælper ham?” og en klassekammerat sagde (igen i takt med mine tanker) “Skal vi stå af og hjælpe?”

Nu tænker jeg: er de to børns ytringer tegn på, at de er specielt socialt intelligente – eller på børnesprog: er de menneskekloge og dermed i stand til på den ene side at se, hvad drengen kan have brug for og på den anden side se, hvor de selv kunne opfylde hans behov?

Og endnu en tanke: kan jeg lægge nogen betydning i, at det netop var de to piger i flokken, der reagerede?

Ingen af os stod af. Heldigvis kom en forbipasserende fodgænger drengen til hjælp og vi kunne fortsætte vores tur. 30 sekunder senere var de to piger igen fordybet i samtale med de andre i flokken. Hvilken telefon er den absolut fedeste på markedet lige nu? Og hvem er så heldig at eje sådan én?

Ved stoppestedet ud for skolen trådte den ene pige til side for kammeraterne og blev den sidste, der forlod bussen. Lige inden hun begyndte at gå ned ad trappen, kiggede hun sig tilbage og skannede bagsædet for glemte sager. Vi fangede lige hinanden i et lille smil. Og så var hun ude af bussen.

Jeg kender en dreng, som altid har styr på sine ting. Han ved, hvor de er og han husker at tage det med, han skal bruge. Han finder på at vende sig i døren for at sikre sig, at han har det hele med. Slukker lyset, når han forlader et rum. Ja, faktisk har han så meget styr på, hvor alting er, at hans mor kan spørge ham “Har du set mit blå tørklæde?” og regne med, at han ved, hvor det er. Hvis han altså på noget tidspunkt har set det. Hun tænker, at det nok er fordi, han er så visuel. Og at han har så meget brug for tryghed, at han har været nødt til at lære, hvordan han kan sikre sig den.

Jeg kender en anden dreng, som stort set aldrig ved, hvor noget som helst befinder sig. Han kan have lagt en ting fra sig for tre minutter siden, og nu kan hverken lokken eller trusler få ham til at huske, hvor det nu er henne. Morens forsøg: “Hvor havde du det sidst?” irriterer ham, for han ved det ikke. Han husker det ikke. Han lagde det og da han trådte væk fra dét, trådte han videre i tiden. Nu er han til stede i en ny tid – tre minutter senere. Denne dreng vil til enhver tid have en fornemmelse af, hvordan du har det. Han er sammen med dig lige nu, så for ham er det ganske naturligt at sikre sig, at du er okay. Fordi kun hvis du er det, kan han være det til fulde.

Den første dreng ville have set den faldne dreng på cykelstien. Den anden dreng ville have mærket drengens smerte. Den første dreng ville blive siddende, for ellers ville han selv komme for sent. Den anden dreng ville være stået af for at hjælpe – og have glemt sin taske i bussen.

Forældrene til den ene dreng kan vælge at tænke “Gid han var lidt mere omsorgsfuld. Og gid han ikke hele tiden havde brug for at vide i detaljer, hvad der skal ske resten af dagen og i morgen. Kan han ikke bare slappe lidt af?” Eller de kan vælge at tænke “Hvor vildt! Han ser alt. Og derfor kan han altid finde vej i nærområdet”.

Forældrene til den anden dreng kan vælge at tænke: “For helvede sgu da også! Han mister alting. Vi skal altid lede efter noget”. Eller de kan vælge at tænke: “Hvor er det fantastisk med den evne, han har til at være til stede lige her og nu”.

Forældrene til begge drenge kan vælge at tænke “Interessant! Og interessant, at jeg reagerer. Hvad er det, jeg kan lære? Af min søn og af min reaktion”

Forunderlige, interessante forskellighed.

Hvad kunne du tænke dig at lære af dit barn?

Afspejles din værdi i din adfærd?

En af de evige udfordringer for mange forældre er at balancere arbejdslivet med livet som mor eller far.

Min største værdi er at give børn og unge et godt og trygt liv og det gælder naturligvis også for mine egne børn. Men afspejler min adfærd nu også den værdi?

Sidste år oplevede jeg en måned, hvor jeg var af sted på tre teenagecamps á 4-5 dages varighed. Altså sammenhængende dage væk fra Amager og væk fra mine drenge. På disse camps, som True North (Nicolai Moltke-Leth) arrangerer, arbejder vi på at give unge mennesker en forståelse af deres eget (lærings)potentiale, af integritet, af vigtigheden af at vælge, om vi vil være spillere eller ofre i vores eget liv. Vi giver dem redskaber til at håndtere konflikter, huske læringspunkter og kommunikere med andre mennesker. Blandt en hel masse andet.

En dag da jeg introducerede en flok unge for vores syn på, hvordan vi kan lade vores adfærd afspejle vores værdier og på den måde opnå integritet i livet, slog det mig: Dér sad jeg, mange, mange kilometer væk fra mine drenge, og oplevede ubalance mellem min værdi: at skabe tryghed for mine drenge – og min adfærd: jeg opholdt mig så længe og så langt væk fra dem, at de måtte sove ude i flere hverdage. Det var i denne uge ikke lykkedes at bytte med drengenes ellers meget fleksible far, så jeg havde måttet arrangere pasning i over halvdelen af den uge, hvor drengene og jeg egentlig skulle have været sammen.

Når vi gør noget, som ikke stemmer overens med vores vigtigste værdier, føler vi smerte, utilfredshed, sorg, forvirring. Det er, når vi spiser for meget junk food, mens vores værdi egentlig er sundhed. Når vi bliver i et arbejde, som kræver ofre af vores familie, mens vores vigtigste værdi er familieliv. Eller når vi har for travlt med alle mulige andre ting end at pleje vores parforhold, selvom vores største værdi er kærlighed.

Og dér sad jeg og følte smerte. Og forvirring. Fordi nok var jeg i gang med at give en stor gruppe unge mennesker redskaberne til at skabe gode liv gennem bevidsthed om deres eget værd og oplevelsen af have magten til og kompetencerne til at kunne træffe gode, bevidste valg. Et stykke arbejde, som giver uendeligt meget mening for mig. Samtidig havde jeg denne uge ofret mine børn og mit familieliv for at kunne udføre dette arbejde. Så min adfærd understøttede og modarbejdede på én og samme tid min største værdi.

Det var en god (omend smertefuld) oplevelse at få nogle af de ting, som jeg arbejder sammen med forældre og unge om til hverdag, sat på spidsen i mit eget liv. Det var rart at få muligheden for at tage mine værdier og min adfærd op til overvejelse påny.

Vel hjemme igen fik jeg en opringning fra drengenes far, der var begyndt at blive bekymret for, om vores drenge føler den stabilitet og den tryghed, som vi er enige om, må være grundlæggende i vores liv med dem. Kender du det, når nogen rammer dig på noget, som du godt ved, de har ret i? Jeg blev ekstra såret, fordi jeg ved, han har ret: ungerne har brug for stabilitet i deres flytten frem og tilbage mellem to hjem.

Men hvor smertefuldt det end var at blive konfronteret med deres fars berettigede bekymring, så tænkte jeg samtidig (og endnu): hvor er det dog heldigt, at mine drenges far er opmærksom nok på vores børns trivsel til, at han siger til, når noget bekymrer ham. Tænk hvis han slet ikke var bevidst nok til at tage stilling og modig nok til at bringe det på bane!

Hvordan undgår vi at handle på en skidt følelse?

I en kommentar til boggen i går efterlyste Inge nogle råd og redskaber, som kan bruges, når vi bliver vrede sammen med vores børn. Når vi gerne vil noget andet end at skælde ud.

OM jeg har råd og redskaber! Det er da lige det, jeg har. I dag kunne jeg tænke mig at give dig et redskab, som ikke alene kan bruges, når vi vil undgå at slå på vores børn med ord, men også når vi sammen med andre bliver vrede, irriterede, frustrerede, …

Men lad mig tage udgangspunkt i de børn dér, som vi elsker så højt. Lad mig tage udgangspunkt i skæld ud.

Allerførst skal du tage en beslutning om, at du vil ændre på din adfærd. At du fra nu af vil tale i et almindeligt toneleje til dit barn. Med vilje siger jeg ikke ”Fra nu af vil jeg ikke råbe ad mit barn”. Det kan have en god effekt at sige, hvad vi gerne vil, i stedet for hvad vi vil holde op med. Så stræber vi efter noget, i stedet for blot at forsøge at undgå noget.

Dernæst er du nødt til at forstå en ting. Normalt synes jeg ikke, mennesker er nødt til en skid. Vi kan ville noget eller have brug for noget, men hvor tit er vi egentlig nødt til at gøre noget? Men det følgende er du altså nødt til at forstå, hvis du skal ændre på en adfærd, du har sammen med andre mennesker. Ellers bliver det en umulig opgave:

Andre mennesker kan ikke få dig til at føle, tænke eller gøre noget som helst.

Lad mig sige det igen: Andre mennesker (dine børn, dine kolleger, din kæreste, bilisten foran dig) kan ikke få dig til at føle, tænke eller gøre noget som helst.

Det er dine tanker omkring det, den anden siger eller gør, som får dig til at føle noget, som så styrer, hvordan du (re)agerer. Eksempel: Min søn har lavet sig en skål havregryn med mælk. Han forlader køkkenet og nu ligger der havregryn på køkkenbordet og –gulvet. Mælken er ikke sat tilbage i køleskabet.

Punktum – Pause

Hvad jeg i dette øjeblik vælger at tænke om det, har betydning for, hvad jeg føler og hvordan jeg (re)agerer. Vælger, ja! Det er (for pokker da) mig, der vælger mine tanker. Hvem skulle det ellers være?

Måske vælger jeg at tænke: ”For helvede da også, mand! Han er 9 år! Han må sgu da kunne se, hvordan her ser ud. Hvor mange gange skal jeg sige til ham, at han skal rydde op efter sig? Nu skal jeg bruge tid på at få ham til det eller selv gøre det. Og dét gider jeg ikke. Kæft, hvor er det pisseirriterende!”

Vælger jeg at tænke sådan, betyder det, at jeg kommer til at henvende mig til min søn – på forhånd irriteret, opgivende, vred eller med en anden følelse, som jeg lige har skabt med mine tanker. Ja, jeg har selv lige skabt den. Hvem ellers?

Så jeg ryger ind og siger alle mine tanker højt, taler mig varm, hidser mig selv op, mærker pulsen og tonelejet stige. Går i selvsving på den ufede måde. Og resultatet bliver derefter. Jeg får ham sikkert til at rydde op – denne gang, fordi han ikke gider høre mere på mig. Men jeg har sørget for at pumpe min vrede så meget op, at den formodentlig holder længere end det tager Drengen at rydde op. Og jeg tvivler på, at min måde at håndtere det på er med til at lære Drengen noget som helst, som han kan bruge næste gang, han går i køkkenet.

Tilbage til køkkenet. Tilbage til det øjeblik, hvor jeg først ser rodet.

Jeg ser rodet.

Punktum – Pause

Jeg vælger at tænke: ”For pokker, mand, her roder! Okay. Her roder altså. Gider jeg rydde det op? Nej. Så må jeg have Drengen til det”. Konstaterende. Luften helt ned i maven.

Nu har jeg i det mindste ikke tænkt mig selv op i det orange felt. Min temperatur har ikke ændret sig. Jeg har konstateret, at der roder i mit køkken og at jeg vil have Drengen til selv at rydde op. Det efterlader plads i mit hoved til at kunne tænke konstruktive tanker, tænke løsninger, handle rationelt i stedet for på en følelse. Hvordan jeg (Camilla) ville løse situationen, kan vi vende tilbage til en dag.

Fordi lige nu vil jeg tale til dig, som tænker ”Yeah right! Som om jeg kan være konstaterende og rationel, når mine børn igen og igen gør noget, som de ved, jeg ikke bryder mig om! Eller når min chef igen overser det, jeg har gjort!”

Her kommer det redskab, jeg lovede til at begynde med. Et spørgsmål, du kan stille i enhver situation, hvor du får en ubehagelig følelse af, hvad andre gør eller siger:

Hvad er det for en betydning, jeg tillægger det, han (ikke) siger eller (ikke) gør?

Betydningen afspejler sig i dine tanker og dér kan du fange den. Tilbage til køkkenet, hvor jeg ser, at Drengen igen ikke har ryddet op efter sig. Hvad er det for en betydning, jeg tillægger det?

Hvis jeg tænker: ”Det kan han fandme ikke være bekendt. Jeg har lige ordnet herude. Han burde tage hensyn. Det her er bare total mangel på respekt” så tillægger jeg hans handling den betydning, at han ikke respekterer mig. Hvilket får betydning for, hvordan jeg (re)agerer.

Tænker jeg: ”Han har igen ikke ryddet op. Der er åbenbart et eller andet, han stadig ikke har lært” så tillægger jeg hans handling den betydning, at han mangler at lære noget. Hvilket får betydning for, hvordan jeg (re)agerer.

Jeg kan også tænke: ”Han har ikke ryddet op. Nå. Godt jeg har lidt tid, inden jeg skal lave mad” Så tillægger jeg det måske ingen betydning overhovedet. Og det præger min måde at (re)agere på.

Jeg bliver ved med at sige til mig selv: Hvis andre kan reagere anderledes end mig i denne situation, så findes der åbenbart andre måder at reagere på end min. Hvilken tanke kunne støtte mig i (re)agere mere hensigtsmæssigt?

Et andet hverdagseksempel: Din datter har en veninde på besøg, men vil ikke lade hende lege med sit legetøj. Hver gang veninden tager noget op, tager din datter det fra hende med råb og magt.

Du kan tænke: ”Det kan hun altså ikke være bekendt. Når man har gæster, har man sagt ja til, at de må lege med ens legetøj. Det er virkelig synd for veninden. Hvor er det egentlig tarveligt”. Og du får sikkert lyst til at blande dig og sige en del af dine tanker højt.

Eller du tænker: ”Det er godt nok svært for min datter at lade veninden lege med sit legetøj. Hun synes, hun er nødt til at tage det fra hende. Gad vide, hvorfor hun reagerer sådan herhjemme, når pædagogerne siger, hun er god til at dele i børnehaven?” Måske får du lyst til at spørge andre forældre, om det samme sker for deres børn, når de har besøg.

Du kan også tænke: ”Kæft, hvor det larmer, det min datter har gang i. Gad vide, hvor længe veninden holder det ud”. Du tænder måske radioen i køkkenet, så larmen fra pigerne ikke generer dig, mens du ordner maden. Pigerne henter dig nok, hvis de får brug for dig.

Hvis andre kan (re)agere anderledes end dig i den situation, så kan du også. Hvis du har lyst. Hvis du virkelig gerne vil ændre på din adfærd, så den bliver rar for dig selv og for dine børn. Og så den fører dig mod målet: at støtte dine børn i at blive stærke, selvstændige, tolerante mennesker – eller hvad du nu ønsker for dine børn.

Det er med vilje, jeg skriver (re)agere, som du sikkert har regnet ud. Jeg har gjort det til mit evige studie som mor og menneske at lægge mærke til, hvornår jeg agerer og hvornår jeg reagerer. Og har efterhånden fundet ud af, at jo mindre (eller jo mere positiv) betydning jeg lægger i det, alle andre gør, jo nemmere er det at agere i stedet for at reagere. Når jeg reagerer, lader jeg jo nærmest de andre bestemme over mig, ikk? Og jeg vil altså helst selv bestemme.

Jo mere jeg formår at sige ”Nå!” og sætte punktum, når folk har sagt eller gjort noget, jo mere er det op til mig selv, hvordan jeg vil agere.

En mand skubber liiige lidt ekstra til mig på sin vej gennem bussen

Punktum

”Nå (han har nok haft en dårlig dag)!”

Min søn råber og smækker med døre

Punktum

”Nå (gad vide, om det er hormonerne, der allerede er begyndt at suse? Det virker ikke så rart for ham, så hvordan hjælper jeg ham bedst?)!”

Min veninde kommer (igen!) for sent til en aftale.

Punktum

”Nå (godt jeg vidste det fra alle de andre gange og derfor har taget min bog med)!”

Lad mig høre, kære forælder, hvad du tænker om det. Lad mig høre, om det giver mening. Om du kan bruge det. Eller om det er fuldkommen ude i hampen.

Til gengæld så smider jeg en af dagene et minitrick, som jeg lærte for nogle år siden. Så nemt, at du tror, det er lyv. Og så effektivt, at det bør være en del af det (ikke-eksisterende) Kursus, vi forældre går på for at opgradere vores forældreskab, efterhånden som vores børns behov ændrer sig.

Hmmm…

_______________________________________

Og så hørte man jo mig for et par uger siden brøle af mine lungers fulde kraft ad min søn. Fordi han ikke ville undskylde overfor en kammerat for noget, som vi alle vidste, han havde gjort. Jeg råbte, som jeg ikke har gjort det i flere år. Blev selvfølgelig helt vildt overrasket selv. Og ked af det. Men jeg kunne ikke stoppe. Bagefter fik jeg tid til at kigge på min reaktion og undersøge, hvad fanden der gik galt for mig. Og det gik op for mig, at jeg smed en betydning ind i hans adfærd, der hed: ”Han tager ikke ansvar, når han har gjort noget, han godt selv ved, ikke var okay. Han er en kujon”.

Fedt at vide. Og endnu federe at kunne fortælle til min søn. At det åbenbart er helt vildt vigtigt for mig, at vi herhjemme kan finde ud af at stå frem og påtage os vores ansvar – også når vi har fucked up. Og dejligt sammen med ham at lægge mærke til, at det ikke var hans fejl, der fik mig op i det røde felt, men hans måde at forholde sig til den. Jeg vil jo så skide gerne have, at mine drenge kan komme og fortælle mig, hvis de nogensinde for alvor laver noget skidt. Uden at være bange for min reaktion. Gi’r det mening?

At blive skældt ud er som at blive slået med ord

Jeg hørte dem, da jeg var på vej hen til kiosken. Eller hørte hende. En mor, som talte til sit barn. De fleste ord blev væk i lyden fra en bil, men jeg opfattede tonen som irriteret. ” … holde øje med bilerne…” var nogle af ordene. Og ”… hurtigere…” Hun brugte en masse ord og en hel del stemme.

Jeg nåede kun at tænke, ”Gad vide, hvor gammelt barnet er”, før jeg gik ind til kioskmanden, som strålede af at have holdt lang ferie nede hos sin store familie.

Tilbage på gaden så jeg, at de to var nået hen til næste hjørne og moren til næste niveau af sin irritation. Hendes ord hørtes tydeligt de mange meter hen til mig. Mens jeg gik mod min gadedør – og nærmere dem, hørte jeg:

”Nu kommer du her hen!” Hun pegede på jorden lige foran sig.

Sekunders pause. Måske sagde sønnen noget, jeg ikke kunne høre. Jeg så nu, at han var omkring 9-10 år. Han stod med skoletasken på ryggen halvanden meter fra sin mor. Gik ikke tættere på hende.

”Kom her hen!” Hvert ord blev nærmest udtalt for tydeligt. Endnu højere end før.

”KOM HER HEN! NU!”

Jeg var nået til min gadedør, men låste mig ikke ind. Ville se, hvordan drengen reagerede (Ville jeg turde nærme mig, hvis jeg var ham? Ville jeg turde lade være?). Fik lyst til at passe på ham. Så jeg stod der bare – 10-15 meter fra dem. Og kiggede.

”Nu kommer du herhen, når jeg siger det til dig!” Morens ansigt, kropsholdning og stemme fik mig til at tænke, at hun nu havde talt sig selv fra irritation til vrede. Helt selv. Drengen rykkede hen foran hende – med ryggen til mig og ansigtet vendt bort fra sin mor.

”Når jeg siger, du skal komme hen til mig, så skal du komme hen til mig. Hører du?” Nu pegede hun på ham, mens hun kiggede ned på ham. Jeg kunne ikke høre hans svar.

Jeg vendte mig væk fra min dør og stillede mig med fronten direkte mod hende. Havde brug for at vise, at jeg holdt øje med hende. Som om det kunne hjælpe noget. Som om det ville hjælpe ham. Mest af alt havde jeg lyst til at gå hen og stoppe hende.

”Kig på mig, når jeg taler til dig! Kig på mig!” (Hun blev ved!)

Drengen vendte ansigtet op mod hende. Og i det samme lagde moren mærke til mig. Tror jeg. Hun kiggede i hvert fald lige på mig, sagde ikke noget til sønnens opadvendte ansigt, vendte ryggen til os begge og begyndte at gå over vejen.

”Så går vi!” var det sidste, jeg hørte. Og de gik videre – uden at tale sammen. Drengen et par skridt bag moren.

Og jeg gik op i lejligheden, mens jeg tænke på, om jeg kunne have gjort noget for at hjælpe drengen. Tænkte endda et øjeblik på, hvor meget nemmere det havde været, hvis moren havde langet ud efter ham. Så kunne jeg i det mindste have anmeldt hende. Haft loven bag mig, når jeg blandede mig i hendes opførsel. Som det var nu, kunne jeg kun bruge oplevelsen til at blive mindet om et barns ord, som jeg har læst i en bog om skæld ud: ”Det er som at blive slået med ord”. At blive skældt ud er som at blive slået. Med ord.

Jeg havde netop været vidne til, at en dreng blev slået med ord. Råbt ad på åben gade. Af sin egen mor! Og ikke bare det. Ikke alene trak moren sit magt-kort, den voksnes magt-kort, da hun valgte at råbe og skænde i sit forsøg på at få barnet til at makke ret. Hun bad ham (fandme!) også om at kigge hende lige op i ansigtet, mens hun spyttede sine ord ud. Kan det blive mere konfronterende? Mere ydmygende?

Tænk at være det barn, som skal opleve sådan noget, mens han bevæger sig rundt i sit nærmiljø, på sin egen skolevej, hvor kammerater og lærere og naboer kan komme forbi. Og være vidner til hans ydmygelse.

Jeg er egentlig fuldkommen ligeglad med, hvad der er sket forud for morens skæld ud. Drengen kan have sagt eller gjort noget, som moren ikke brød sig om. Brudt regler og løfter og loven. Men intet han kan have gjort, giver hende ret til at handle, som hun gjorde. Intet giver os ret til at ydmyge vores børn.

Han skal nok overleve. Børn overlever det meste.

Men hvad med hans selvværd?

Hvad sker der med det lille menneske, som af sine vigtigste voksne bliver råbt ad, skældt ud, irettesat, ydmyget – hjemme eller ude? Hvad sker der, udover at han måske selv råber og skælder ud og ydmyger andre?

Jeg har et bud på, hvad der kommer til at ske med drengens og morens relation. Snart vil drengen vælge at være så lidt sammen med sin mor som muligt. Ikke bare fordi det hører sig puberteten til. Også fordi det gør alt for ondt på ham at være sammen med hende. For at redde sig selv, redde sin selvfølelse, må han vælge hende fra. Hvis han ellers har styrken til det. Han vil komme til at frygte eller hade (eller bare forsøge at undgå at kigge på) hendes ansigt, som hun har tvunget ham til at kigge lige ind i, når det er allermest ubehageligt at være ham.

En tanke dukker op: Hvad vil moren sige, den dag sønnen har gjort noget, som er virkelig forkert? Når han siger, han er blevet presset af vennerne til at bryde loven? De har sagt, ”Nu gør du det! (Fordi vi siger det!)” Vil hun vide, at hun selv har lært ham det? Eller vil hun skælde ham ud for at være ufornuftig og for at lade sig lokke?

Det giver mig lyst til igen at spørge mig selv og andre forældre: Ville vi nogensinde tale til vores venner, som vi taler til vores børn? Og hvis vi gjorde, hvor længe mon de ville blive i vores liv?

Når teenageren øver sig i at være uenig

Jeg blev forleden ringet op af moren til en 14-årig pige. Hun bad mig tale med datteren, for “den er helt gal herhjemme”, som moren sagde. “Vi bestiller snart ikke andet end at skændes”.

Jeg har hørt lignende en del gange efterhånden. Forældre ringer og beder mig hjælpe deres store børn med at opføre sig anderledes eller blive bedre til at fokusere, hjælpe derhjemme, udtrykke sig eller forstå noget, som forældrene finder det vigtigt at forstå. Og jeg hjælper gerne. Selvfølgelig. Og jeg har endnu til gode at møde en teenager, der ikke nyder at tale om sig selv, sine udfordringer, drømme og bekymringer med en voksen, som ikke har part i hans eller hendes liv. Som ikke har en holdning til, hvad der er det rigtige at synes, tænke eller gøre.

Vi taler selvfølgelig også om, hvad der fik forældrene til at ringe til mig. Skænderierne. Skæld ud. Råb og skrig. Smækken med dørene. De daglige konflikter. Og den unge er enig: Den er helt gal derhjemme. De bestiller ikke andet end at skændes.

Den unge ønsker lige så brændende at undgå de ubehagelige konflikter, som forældrene gør. Så hun begynder at øve sig – i nye konflikthåndteringsredskaber, i at tælle til 10 og blive på egen banehalvdel. I at tage sin del af ansvaret.

Og her møder den unge så ofte en udfordring: Mens hun ændrer på sin adfærd, hænger mor og far fast i en adfærd og en forældrerolle, der fungerede engang. Som ikke rækker længere. Nu hvor den unge for alvor er ved at gøre sig fri og skabe sig selv. Hvilket kræver at hun netop tager afstand fra forældrenes holdninger, udfordrer dem og skaber sine egne. Gennem tvivl og diskussioner.

Med andre mennesker forventer vi nærmest, at de har en anden mening end os. Vi fortæller hinanden, hvad vi mener og undrer os over forskellen. Men lige så snart det er vores børn, får denne forskel en større betydning. Forskellen synes at fortælle os, at vores (lige før så små) børn ikke vil os længere. Fordi de ikke er enige i vores beslutninger, deler vores holdninger, prioriterer på samme måde. Udfordrer os på vores værdier. Men de vil os gerne – os som mennesker. Det er ikke os, de tager afstand fra; det er vores holdninger. Og så tager de (bestemt og heldigvis) afstand fra måden, vi nogle gange forsøger at gennemtrumfe disse holdninger på.

Jeg spørger ind imellem mig selv og andre forældre: ville vi nogensinde forsøge at gennemtrumfe vores mening overfor vores venner, på samme måde som vi forsøger at gennemtrumfe den overfor vores børn? Og hvis vi gjorde, ville de så gide hænge ud med os?

Måske skulle flere af os øve os i kun at diskutere med vores børn, når vi for alvor er interesserede i at vide, hvad de mener. Måske skal vi kun bede om deres mening, hvis vi er interesserede i svaret – og ikke fordi vi vil have dem til at synes det samme som os. Tænk om mit svar til min søns (fra min så) forskellige holdning noget oftere kunne være: ”interessant!” Punktum.

Mit svar til moren, der ringede, blev: “Jeg vil gerne tale med din datter. Selvfølgelig. Men jeg vil også gerne tale med dig, så vi kan sikre os, at dit forældreskab passer til den alder, hun har nu”.

_________________________________________

ADVARSEL: Reklame

Så er der workshop for 15-19-årige piger. Teenagecoach Mie Juul Ingerslev og familielivredder Camilla Mørk (det er mig) tilrettelægger de tre aftener, så hver pige kan finde ind til sig selv, så hun kan møde verden med en sund og stærk kerne. Se mere her:

http://www.sofiamanning.com/nm/201109/nyhedsmail.html