Det sker stadig, at jeg bliver Camilla 13 år

”Hvornår er du Camilla 13 år?” spurgte en ven mig forleden. Han er tilsyneladende selv kommet så vel ud af barndommen, at han aldrig synes at reagere som andet end sin rette alder. Hvorimod jeg jævnligt kan mærke, at jeg kommer til at reagere på situationer eller mennesker på en måde, som lige så godt kunne være Camilla fire, elleve eller sytten år. Min reaktion passer ikke rigtig til min nuværende alder.

Da jeg ledte efter eksempler, blev det glædeligt klart for mig, at det sker i stadig mindre grad, men der er et godt stykke vej endnu, før jeg kan kalde mig helt voksen.

Når min mor sukker på sin helt karakteristiske måde og siger ”Åååh, Camilla, ryger du igen? Det er jeg ked af”, bliver jeg tretten år og der er fandme ikke nogen, der skal bestemme, om jeg skal ryge eller ej. Jeg skal nok selv bestemme over mit liv. I stedet for at svare som en toogfyrreårig: ”Det er jeg sgu egentlig også” eller bare ”Nå, okay”.

I en lang periode af mit liv fik jeg det sådan, at når en mand ikke havde lyst til at lære mig bedre at kende, gjorde det forbi eller bare ikke viste mig interesse, blev jeg femten år med kikset hår og fregner; kedelig, grim og forkert. Og helt sikkert sådan en, man skrider fra. I stedet for at være min egen alder og huske, at hvad andre gør, har meget lidt med mig at gøre – og så meget mere med dem selv at gøre.

Jeg tænker, at jeg gennem min barndom og ungdom har fået skabt mig nogle overbevisninger, som jeg møder alle senere oplevelser med. Sådan virkelig simpelt set.

Da jeg var præteenager og alt i mig og omkring mig var forvirrende og uforståeligt, var jeg kun helt sikker på tre ting. Den ene var, at jeg var dum og uinteressant. Den anden, at ingen andre havde det som mig; ingen var lige så forvirrede og forkerte. Sådan var dét bare. Det måtte jeg leve med. Nu gjaldt det så bare om, at andre mennesker ikke opdagede det. Ellers ville jeg blive bekræftet i min tredje sandhed: Hvis folk opdager, hvordan jeg virkelig er, så forlader de mig.

Jeg har nogle gode gæt på, hvilke oplevelser der lå til grund for disse overbevisninger. Og jeg er sikker på, at en terapeut kunne tage sin familie på en mindre luksusferie, hvis jeg gik den vej for at rydde op i det. Jeg vælger (endnu) en anden vej. Jeg vælger at gøre på trods og ridse i mine gamle overbevisninger med ny adfærd. Lad mig forklare, hvad jeg mener.

Når min søn på ti banker på døren til sin storebrors værelse, men ikke bliver inviteret ind – og end ikke får tilladelse til at åbne døren. Når han derfor må tale gennem døren og får et kort, afvisende svar tilbage. Når han kommer ud i køkkenet med hængende skuldre og mundvige. Så ryger jeg tilbage til min egen barndom, hvor det var mig, der stod udenfor min storesøsters dør og fik følelsen af at være påtrængende og uinteressant. Og jeg kommer til at synes, lillebror bliver uretfærdigt behandlet. Og kunne storebror ikke bare vise ham lidt interesse?! Og hvad skal jeg nu gøre for at sikre mig, at lillebror ved, han er helt okay? Så han ikke skal rende rundt og tro, at … Jeg lader alle mine følelser fra da jeg selv var ti, blande sig i oplevelsen nu.

Jeg får lyst til at hive fat i min ældste og belære ham om respekt og broderkærlighed. Få ham til at opføre sig, så hans bror ikke bliver såret. Men så husker jeg min alder. Jeg husker, at jeg ikke længere er ti år, men at min ældste til gengæld er næsten tolv – og har retten til at vælge, hvem han lukker døren op for. Jeg husker, at jeg er mor og må tilgodese begge drenges behov. Så jeg lader storebror være og koncentrerer mig om lillebror.

Mine følelser er selvfølgelig bare, som de er, når det her sker. Jeg bliver virkelig såret som en tiårig. Men jeg kan tage følelserne under armen og handle på trods (eller måske i kraft) af dem – som en toogfyrreårig mor.

Når det af en eller anden grund skal gå hurtigt, siger jeg måske ”Hey, du ved godt, det ikke betyder, at han ikke kan lide dig, ikk? Han vil bare gerne være alene”. Og bilder mig ind, at det nok skal hjælpe. Men når jeg smider tid efter det og husker det, jeg ved om at styrke ungernes selvværd, møder jeg ham på en helt anden måde, når han kommer ud til mig.

”Du ser slukøret ud. Er du det?”

”Hvad betyder slukøret?” svarer han.

”Det er, når man har håbet på noget, men det ikke bliver, som man havde håbet på”.

”Jamen så er jeg slukøret. Jeg ville fortælle Alfred om i aften, men han gad ikke høre det. Han sagde ikke engang kom ind”.

”Og så blev du skuffet?” spørger jeg.

”Ja. Han gider aldrig høre på mig”.

”Føles det, som om han aldrig vil høre? Det lyder ikke rart”.

Han trækker vejret dybt ind og sukker: ”Det er det heller ikke. Det er som om, han ikke rigtig kan lide mig. Jeg vil altid høre, hvad han siger. Også selvom jeg ikke interesserer mig for fodbold. Så lytter jeg bare alligevel, selvom jeg nogle gange synes, det er vildt kedeligt”.

”Så du lytter for at glæde ham. Men du synes ikke, han gør det samme for dig?”

”Nej. Eller i hvert fald ikke særligt tit. Og jeg gør det altid”.

”Altid?” spørger jeg.

”Ja. Eller … næsten altid. Nogle gange er jeg lige i gang med noget og så siger jeg, at jeg ikke har tid”.

”Okay. Og når du ikke har tid, betyder det så, at du ikke kan lide ham?”

”Nejnej. Jeg har jo bare ikke lige tid”.

”Og når han ikke hører, hvad du siger?”

”Jamen det sker bare så tit. Han laver altid noget andet. Jeg synes aldrig, han har tid til at høre på mig”.

”Aldrig?”

”I hvert fald ikke særligt tit. Nogle gange har han, men det er mest, når vi sidder i køkkenet”.

”Og når han sidder på sit værelse? Så er det, han ikke vil høre og så føles det, som om han ikke kan lide dig”.

”Altså jeg ved jo godt, at han kan lide mig. Det føles bare sådan nogle gange”.

“Og det gør dig ked af det?”

“Ja. Meget. Jeg vil jo så gerne fortælle ham … jeg vil gerne inviteres ind på hans værelse. Men altså … han er sikkert bare i gang med noget. Jeg kan jo bare fortælle ham det, når han kommer ud i køkkenet”. Han trækker på skuldrene og siger: “Jeg gider altså ikke snakke mere om det. Okay?”

“Er du okay?” spørger jeg.

“Øøøh, ja?!” Han ser ud som om, han ikke ved, hvorfor jeg spørger. Hvad skulle der dog være i vejen?

Det er meget nemmere at møde mine unger, når jeg finder ud af at være min rette alder. Når jeg kan være min rette alder, har jeg plads i hovedet til at hjælpe dem med at være med deres følelser og oplevelser. Og når jeg kan det i en situation som den beskrevne, så kommer min yngste ud af den med en styrket selvfølelse. Snarere end med oplevelsen af, at hans mor tvinger hans storebror til at lytte.

Som sagt har jeg ingen forventning om, at jeg nogensinde vil blive helt fri for, at Camilla fire eller fjorten dukker op, når jeg bliver presset. Men jo mere jeg er opmærksom på, hvornår det sker, jo bedre vil jeg blive til at reagere voksent. Og jeg må hellere blive ved med at øve mig, for jeg forestiller mig ikke, at livet herhjemme bliver udpræget fedt, hvis mine drenge om nogle år skal diskutere sengetider og sprogbrug med Camilla femten år.

_______________________________________________________

Vil du læse mere om, hvordan vi forældre kan styrke vores børns selvværd?

Tredje kapitel af Peters og min e-bog er ude nu. “Lad mig nu være!” handler netop om selvfølelse, selvværd og selvtillid. Disse er blevet opbygget hos dit barn, siden han var lille og nyfødt, men det er stadig muligt at styrke dem. Har du misset noget i de første år af dit barns liv, så lader det sig altså til stadighed forbedre. Det er klart, at du kan stå overfor et større eller mindre arbejde i den retning.

Du kan hente kapitlet her. Det koster 39,- kroner. Det samme som en dobbelt latte med sirup.

I “Lad mig nu være!” finder du ud af, hvad vi mener, når vi siger, at selvfølelse vokser ud af munden. Du får konkrete handlemuligheder. Og så møder du Daniel, som hader at gå i skole og hans mor, som lærer at håndtere det.

Oplever du, at din teenager søger bekræftelse – hos dig, hos venner, på sociale medier, i livet i det hele taget? Undrer du dig over, at selvom hun får den efterspurgte bekræftelse, så ser det ikke ud til at hjælpe alverden – eller i hvert fald ikke særligt længe? Hvad gør du så? Hvad stiller vi op, når det tilsyneladende er noget andet, der er brug for end påskønnelse? Hvordan kan du arbejde med at styrke din teenagers selvværd og være den hjælp i hendes liv, du gerne vil være?

Uundværlig læsning for uperfekte forældre (der vil tættere på deres store børn).