Der er altså voksne, der vil hjælpe – man skal bare finde dem

“Det er blevet så almindeligt at blive skilt, at folk synes, det er helt normalt. Men der er altså intet normalt ved det for børnene”.

Sådan sagde en pige, da hun sammen med andre børn og unge deltog i en skilsmissecamp for nogle uger siden. Denne dag skulle de blandt andet formulere nogle anbefalinger til voksne i og omkring skilsmissefamilier. Anbefalinger som Egmont Fonden så vil forsøge at omsætte til tiltag, som kan gøre det nemmere for børn og unge, som bliver påvirket negativt af deres forældres skilsmisse.

To uger senere mødtes godt halvtres voksne på endnu en skilsmissecamp. Og med pigens ord som igangsætter blev det nemt for os at fokusere på børnenes behov gennem dagen. Inden vi forlod stedet forventedes det, at vi kunne præsentere Egmont Fondens folk (og hinanden) for vores anbefalinger: Hvilke helt konkrete tiltag skal der til for at vores børn og unge ikke bliver ødelagt af forældrenes skilsmisse.

(Jeg anede ikke, at så mange mennesker arbejder på dette felt. Psykologer, terapeuter, advokater, sagsbehandlere, forfattere, coaches, sundhedsplejersker, forskere. Og så har jeg sikkert glemt nogle. En lang række dedikerede mennesker som støtter familier i skilsmisse, laver børnegrupper, giver forældre kommunikationsredskaber, hjælper med at opnå enighed og forsker i, hvilken effekt det egentlig har for unge mennesker, at deres forældre vælger at skilles)

“Husk at spørge børn, hvordan de har det”, pige 9 år.

Børnene og de unge er kommet med en lang række anbefalinger. Gennemgående er behovet for, at voksne tager ansvaret i højere grad. Ikke bare forældrene (men specielt dem); også andre voksne i deres netværk. Igen og igen hører vi fra børnene og de unge, at de har brug for et menneske at støtte sig til før, under og efter skilsmissen. En voksen, som opfører sig normalt, mens forældrene render forvirrede, sårede og måske vrede rundt.

At få sat ord på alle de følelser og tanker, som præger barnet i processen, kan gøre den helt store forskel. At møde et menneske, som viser, at deres følelser ikke er forkerte. At forstå, at de ikke er alene. At mærke at andre har det som dem. At få luft. Det har børn og unge (også) brug for, når familien skilles.

“Det ville være rart, hvis der var nogen, der prøvede at hjælpe og interessere sig lidt for det og spurgte, hvordan man har det”, Sascha 9 år

Her er min opfordring til dig (og mig): Når du hører, at en kammerat til dit barn oplever, at forældrene skal skilles, så tal med hende om hendes oplevelse af det. Vær den voksne, som de kan komme til og fortælle om deres oplevelser uden at skulle passe på, om de nu sårer nogen.

Vær det menneske, som kan rumme, at barnet også længe efter skilsmissen kæmper med følelser, som er svære at være i, tanker, som er svære at få hold på og bekymringer, som er svære at få til at gå væk. Men som bliver så meget nemmere at være med, hvis et voksent menneske finder ud af at være med dem i det. Uden at skulle fikse noget, uden nødvendigvis at kunne forstå. Men med intentionen om at lytte og støtte.

Jeg beder dig ikke om at indgå i et livslangt afhængighedsforhold til dette barn. Jeg beder dig bare være opmærksom og bringe dit hjerte i spil. Med en ganske lille samtale kan du give et sårbart menneske følelsen af at blive hørt. Og med følelsen af at blive hørt kommer følelsen af at have betydning. Og ønsker vi ikke alle at føle os betydningsfulde? Måske specielt når vi står et sted i livet, som vi ikke selv har valgt, hvor vores mening kun har ringe betydning og hvor andre har bestemt, at verden som vi kendte den, er brudt sammen og ny mening skal skabes.

Vær ikke den voksne, som (også) tænker, at barnet nok har andre at tale med, at du risikerer at vade i noget, hvis du bringer det på bane. Som er bange for at gøre ondt værre. Det eneste der gør ondt værre er, hvis vi ignorere den unges smerte og blot venter på, at tiden skal læge sårene.

“Der er altså voksne, der vil hjælpe; man skal bare finde dem”, pige 11 år.

Vi er ikke længere en skilsmissefamilie

“Har du dem i påsken?”

“Ja. Min eks havde dem i vinterferien. Vi skiftes til at have dem. Det har vi altid gjort”.

En flig af en samtale mellem to veninder. Jeg fangede denne lille udveksling og vidste: Den ene var skilt og havde nogle børn, som hun skulle være sammen med i påsken. Venindernes ordvalg fik mig igen til at tænke:

Hvorfor siger vi “Jeg skal have mine børn” og “Kan du tage børnene?”, når vi er blevet skilt? Vi siger jo ikke, “Jeg skal have Line i weekenden”, når vi skal være sammen med en veninde. Eller “Har du Peter i aften?”, når vi vil vide, om vores kæreste skal hænge med en ven.

Min kusine gjorde mig opmærksom på det, kort efter jeg var blevet skilt. Jeg ville sidde dér og forsøge at planlægge mit liv ud fra, om jeg havde drengene eller ej. Det var en periode, hvor vi ikke havde så nemt ved at være sammen. Vi var alle i gang med at vænne os til den nye måde at leve på. Når jeg så sagde, at jeg skulle “have dem”, kom det til at lyde som en byrde. Det var det på sin vis også, men mit ordvalg forstærkede den følelse. “Nej, jeg kan ikke komme med til fest; jeg har drengene”. Eller drengenes far ville ringe og høre, om jeg kunne “tage drengene”, fordi han skulle noget. “Hvis du tager dem næste weekend, så tager jeg dem, når du skal …” Vi tog dem og havde dem på skift.

Jeg begyndte at bruge “Jeg skal være sammen med drengene” og “I den weekend er drengene hos mig”. Livet bød selvfølgelig stadig på store udfordringer, som det gør i perioden omkring og efter en skilsmisse, men det føltes rarere at tænke på hver anden weekend som dage, hvor jeg var sammen med mine børn og den modsatte weekend som dage, hvor de var sammen med deres far.

Jeg forestiller mig et barn overhøre en telefonsamtale mellem sin mor og far. Mor siger: “Tager du hende så i påsken (når nu jeg har haft hende i vinterferien)?” Måske tænker barnet intet om det. Men det lyder altså en lille smule som “Tager du så opvasken (når nu jeg har knoklet med maden)?”

Den anden ting venindernes samtale fik mig til at tænke på, var: Hvor længe omtaler vi børnenes anden forælder som vores eks? “Ungerne er hos min eks”. Jeg tænker, at så længe vi omtaler ham eller hende som vores eks, holder vi os fast i, at vi er en skilsmissefamilie. Og hvor længe efter bruddet er vi egentlig det? Moren fra før sagde “Det har vi altid gjort”, hvilket må betyde, at de har været skilt i et godt stykke tid. Er de stadig en skilsmissefamilie?

Jeg tænker ikke på vores familie som en skilsmissefamilie længere. Mine drenge lever i en familie, som er delt i to. Som lever to forskellige steder. Seks år efter bruddet vil jeg ikke lade vores familie definere ud fra dét. Når drengene ikke er hos mig, er de derfor ikke hos min eks. De er hos deres far. Det er jo det, der holder os sammen – deres far og mig. At vi har børn sammen; ikke at vi engang har været gift og valgte at blive skilt. Gi’r det mening?

Lad mig lige gribe i egen barm her (virkelig spøjst udtryk egentlig): Hvad med den formulering, som jeg selv bruger: Mine drenge er hos mig hver anden uge og hos deres far den anden. Er de hos mig og hos deres far? Lyder det ikke lidt som om, de er på besøg? Er de ikke bare hjemme? Hjemme på K.vej og hjemme på G.vej. De er jo altid hjemme; bare to forskellige steder. Børn som bor sammen med begge deres forældre siger jo heller ikke “Jeg er hjemme hos min mor og far”. De er bare hjemme.

Det kan godt gå hen og blive besværligt. Men det er da en tanke værd.

_________________________________________________

GRATIS uundværlig læsning:

“Du fatter jo ikke en skid, mand!” er en uundværlig e-bog for uperfekte forældre til 10-19-årige. Den udkommer med ét kapitel ad gangen. Hvert kapitel er en uafhængig artikel om et emne eller en problemstilling, som de fleste forældre til (præ)teenagere vil støde på.

Bogen skriver jeg sammen med familieterapeut Peter Harboe.

Hent første kapitel GRATIS her. “Fat det nu! Jeg fryser ikke”. Her møder vi Lukas på 14 og hans mor Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Sammen med dem kan du lære, hvordan du bedst støtter dit barns frigørelsesproces. 
Til april kommer en artikel om anerkendelse. Hvordan anerkender man egentlig noget, som man dybest set ikke fatter en skid af?

Man skal da savne sine børn

Min 10-årige søn og jeg spiste morgenmad udenfor i går. I minusgrader. På en lav mur lige ved Amagerbrogade. Normalt går vi jo hjemmefra i god tid om morgenen, når der er sne. For at have tid til at træne vores kast. Og nyde den sjælne stilhed på skolevejen. Men da julen var gået uden sne, gav drengene op; de vidste bare, at det ikke ville komme til at ske denne vinter.

Og så kom sneen. Lige da mine drenge skulle hjem til deres far i tre uger. Hvad så med det helt specielle samvær vi har, når der er sne, når det bliver naturligt for mig at lege og konkurrere og slås? Om tre uger er der måske ikke mere sne.

Det er gået op for mig, at jeg kan måle min tilfredshed med mig selv som mor ud fra den følelse, jeg har, når drengene er hos deres far. I en periode som denne, hvor jeg har for meget arbejde til at kunne være helt nærværende sammen med dem, når de er her, savner jeg dem, når de ikke er her.

Savnet er en spøjs blanding af følelser. Beklagelse over stadig ikke at have hjulpet den ene med at skille hans seng ad og den anden med at male graffitien på væggen over. Følelsen af at have en række ufærdige samtaler hængende, ventende. Jeg føler mig ude af trit med deres skole. Kan ikke huske, om vi overhovedet grinede sammen sidst, sådan rigtigt.

Savnet dukker op i ganske korte øjeblikke. Nogle fraskilte ville misunde mig længden på de øjeblikke. Nogle forældre savner deres børn hele tiden, når de hos den anden forælder. Hele tiden! Savnet ligger som en dyne over alt andet. Eller under alt andet. For nogle er det forbundet med store samvittighedskvaler at skulle give slip på det. For hvis vi ikke savner vores børn, må vi da være dårlige forældre.

Jeg savner normalt ikke mine drenge. Det hænger delvist sammen med min tro på, at de har det godt hos deres far. Og det hænger sammen med, at jeg meget tidligt efter skilsmissen traf en beslutning: Jeg VIL leve et helt liv. I den ene uge vil jeg leve sammen med mine drenge på en god måde. Den anden uge vil jeg leve på en god måde uden dem. Det virkede ikke for mig at rende rundt hver anden uge og have følelsen af at mangle noget for at kunne blive lykkelig. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at halvdelen af mit liv blev … mangelfuldt.

Jeg skulle selvfølgelig lige gennem perioden med dårlig samvittighed over, at jeg ikke savnede dem. For ikke savne dem var jeg nemlig nødt til at lade være med at tænke på dem hele tiden. Og hvilken mor tænker ikke på sine børn hele tiden? I det mindste hele tiden, når hun har fri. Denne mor. Åbenbart.

Jeg kan se det fra drengenes perspektiv: Jeg er en meget bedre mor i de uger, de er her, hvis jeg lever fuldt ud, når de ikke er her. Hvilket er sandt; jeg har ingen tvivl. Glade forældre er bare bedre forældre.

Jeg kan også se på det fra mit perspektiv, fra mig som et helt menneske – ikke bare som mor: Jeg lever et meget bedre liv, når jeg lever fuldt ud i alle uger. Jeg er gladere; mit liv er bedre; det hele giver bedre mening for mig. At jeg så bliver sjovere og nemmere at være sammen med for mine børn, er jo en dejlig bonus.

Det er bare ikke helt tilladt at sige åbent, hvis vi lever et fuldt, tilfredsstillende, meningsfuldt liv, når vi ikke er sammen med vores børn. Ikke desto mindre er det efter min mening det mål, vi bør stræbe efter. Det er ønskværdigt, muligt og fuldkommen tilladt. Nogle mennesker vil endda sige, at det er vores pligt – ikke som forældre, men som mennesker. Det er vores pligt at leve fuldt ud.

Hvis jeg ikke er tilfreds i ulige uger, præger det de lige uger. Og omvendt. Jeg bliver en skidt mor (efter min standard), når jeg er utilfreds med mit liv som Camilla. Jeg bliver ikke tilfreds i mit liv som Camilla, når jeg ikke lever op til min egen standard som mor.

Jeg arbejder for meget for tiden. Normalt sørger jeg for at fyre den af, når drengene er hos deres far, så jeg kan arbejde indenfor normal arbejdstid, når de er hos mig. Men for tiden fylder arbejdet så meget, at jeg også arbejder, når de er hjemme. Jeg glemmer at holde fri – om aftenen og i weekenden. Jojo, vi spiller da lidt brætspil og vi sludrer da en smule. Men det meste af tiden passer vi bare hver vores skærm. Og jeg er kun nærværende med mit arbejde.

Så tog de hjem til deres far, sneen kom og med den kom savnet. Sms til faren: Må jeg følge drengene i skole i morgen tidlig?

Lidt over syv i går morges kom min 10-årige derfor hjem og hentede mig i stedet for at gå på morgenfrit (storebror skulle møde senere og lå og fedede den under dynen). Jeg havde pakket morgenmaden og et tæppe i en taske og mig selv i tre lag tøj. Desværre var det meste af weekendens sne væk, men det kom ikke til at betyde noget. Jeg hørte om kammeratens fødselsdag i weekenden, om skolen og om, hvor mange dåsesodavand, de havde stående hjemme hos far. Han valgte en lav mur ved Amagerbrogade, hvor vi kunne sætte os med vores frugtsalat og amagermadder. Før jeg fulgte ham helt ind i varmen i klassen.

50 minutters nærvær mandag morgen gjorde hele forskellen. Mens vi frøs og fantaserede, blev savnet erstattet af en følelse af tilfredshed. Og beslutsomhed: Perioder hvor arbejdet fylder mere end normalt, er tilladte, men de må ikke være så lange som denne er blevet.

Jeg er kun tilfreds som Camilla, når jeg er tilfreds med mig som mor. Og omvendt.

Luftakrobat i Følelsescirkus

Som nyskilt oplever vi ikke bare følelsesmæssige rutsjeture, men nærmest at rejse rundt med Følelsescirkus.

Som nyskilt var jeg Luftakrobat i Cirkus. Havde netop har sluppet min makkers hænder for at svæve gennem luften – i håbet om at fange trapezen. Så jeg igen kunne få fast grund under fødderne. Men mens den øvede akrobat har trænet rutinen tusind gange, var det nyt for mig at svæve frit – uden sikkerhedsnet eller erfaring nok til at vide, at det nok skulle lykkes.

Hver anden uge var jeg Jongløren, som balancerede med madpakker, børnenes (og egne) humørskift, cykelhjelme og regninger, jeg ikke anede fandtes. Hele tiden klar til at fange og tæmme springende bolde.

Når jeg mødte folk jeg (næsten) kendte, var jeg Den behårede Dame, som alle kiggede på en ekstra gang – nogle med medlidenhed, andre med afsky. Fandt min styrke i, at jeg selv havde valgt at lade skægget stå, velvidende at det kradsede mine drenges bløde, runde kinder.

I ugen uden børn holdt den dårlige samvittighed stadig oftere pause. Og jeg tillod mig at være CirkusPrinsessen på hestens ryg med armene over hovedet og et stort smil i ansigtet over min skrøbelige balance.

I ugen med børn var jeg alt fra Stærk Mand, som satte cykelsadler og hylder op til Klovnen som fjollede ubekymret rundt. Men hele tiden var jeg også Cirkusdirektør med overblik nok til at styre hverdagens gang.

Når jeg irriteredes over eks’ens valg og valgte at misforstå hans sms, tvang jeg mig til at trække i det grønne arbejdstøj og i høj fart skovle kilovis af lort væk fra området, så ungerne ikke fik lort op ad benene. Og så stanken ikke bredte sig.

Og når det hele voksede mig over hovedet og det blev svært at vente på, at normaliteten skulle indfinde sig, drømte jeg om med Tryllekunstnerens evne til at få ting til at forsvinde at kunne fjerne vreden, smerten og bekymringen over, om vores drenge nu var mærket for livet.

Og ved du hvad? Jeg har i virkeligheden aldrig haft en drøm om at rejse rundt med cirkus.

Når ferien skubber på skilsmissen

”Vores ferie sidste sommer var helt sikkert første skridt på vejen til den skilsmisse, vi nu er midt i”. Noget i den stil har jeg hørt flere mennesker sige om det tidspunkt, hvor tankerne om Skilsmisse først begyndte at forme sig.

Præcis som efter juleferien oplever en masse mennesker nu efter sommerferien, hvordan tanker om Skilsmisse er dukket helt op til overfladen. Det der skulle være en tid, hvor familien rigtig kunne sætte farten ned, hygge og komme hinanden nær på ny, viste sig i stedet at blive en tid med alt for mange muligheder for at gå hinanden på nerverne. I stedet for en oplevelse af ferien som en mulighed for at samles om noget fælles, blev det til oplevelsen af modsætningsfyldte ønsker og uopfyldte forventninger.

Mange af os tæller ned til ferien lang tid i forvejen, planlægger den, taler om den, drømmer om den. Drømmer om tid til os selv, til selv at bestemme fart, form og indhold på vores dage, til at have tid til at tale sammen om andet end madpakker, mødetider og kalenderkoordinering. I disse få uger af året helliger vi os  forventningsfuldt familien. Den familie vi selv har ønsket, skabt og nu er kørt en smule surt i hverdagen med.

Og fandme om ungernes skænderier så ikke allerede tager til på feriens anden dag! Og Han sætter godt nok farten lige lovlig langt ned og har desuden en virkelig irriterende vane med at ville fikse hende, når hun i virkeligheden bare vil dele med ham, hvordan hun har det. Mens Hun insisterer på, at hele familien tager sammen på loppemarked, selvom kun hun nyder alt det gamle ragelse og alligevel beder ham tage stilling til lamper, puder og skåle, som de efter hendes mening altid har manglet. Og ugen efter, på den surt sammensparede ferie i Kroatien, går det op for dem, hvor dyrt det er at spise ude hver dag, og konstant plager ungerne om is og luftmadrasser og opmærksomhed. Begge får de tanken, at de skulle have delt sig op, så Hun og den yngste kunne have fået deres solferie og Han sammen med den ældste kunne gøre ferien mere aktiv.

For de taler alligevel ikke sammen om andet end spisesteder, solcreme og priser. Og om hvorvidt det er forsvarligt at lade ungerne løbe af sted selv. De bliver ikke enige om særligt meget, for de fleste samtaler udvikler sig til småskænderier, nærmest inden de er kommet helt i gang.

På feriens sidste dag, mens vaskemaskinen kører sin fjerde tur og Han skuffet kigger sig omkring på alle de projekter, han alligevel ikke nåede i huset, så kigger Hun på ham og kan for alt i verden ikke huske, hvorfor pokker hun nogensinde fandt på at gifte sig med ham. De har intet til fælles; ikke engang en ferie kan de nyde sammen. I morgen er det igen hverdag og de er længere fra hinanden end nogensinde før. De taler kun lidt sammen i dag. Om hvem der smutter i Aldi efter ting til ungernes madpakker. Om hvem der møder en time senere i morgen, for ungerne møder først klokken 9 den første dag efter ferien.

Og tanken dukker op: Er det her virkelig det menneske, jeg har lyst til at dele mit liv sammen med?

Når en 8-årig sparker til cykler

Min 9-årige kom grædende og vred op fra gården. De andre to drillede ham “lissom de gjorde sidste gang, vi legede”. Jeg lyttede lidt og sendte ham så ned igen for at løse problemet sammen med kammeraterne. Han var ikke meget for det, men han gjorde det. Ville jo rigtig gerne lege med dem resten af dagen.

Da jeg et par minutter senere kiggede ud af vinduet for at se, om Alfred havde fundet dem, så jeg ham og en af de andre stå og kigge på den tredje, som talte i telefon. Mens han talte, stod han og sparkede til en cykel. En voksencykel. Stod bare og sparkede støttebenet op og ned, op og ned. Lagde kræfter i og sparkede det op og ned, op og ned. Mens han lyttede en masse og talte en smule. Alfred og vennen stod og kiggede på ham og lyttede.

Jeg råbte ud af vinduet “Markus, du skal lige la’ cyklen være” og til de andre “har I fået talt sammen?” Markus stoppede og så et øjeblik ud som om, det kom bag på ham, at han havde stået og sparket. Den anden dreng svarede “Nej, ikke endnu. Markus taler lige med sin mor”.

Markus’ mor valgte for to år siden at flytte ned til sin nye kæreste i Spanien og lade Markus og hans bror blive i Danmark hos deres far (som heldigvis er helt fantastisk og meget bevidst om drengenes reaktioner). Efter en masse  statsamt og ret og trusler og tårer. Hun har ikke været i Danmark siden. Drengene har set deres mor én gang i løbet af de to år.

Kunne høre Markus sige “Mor, kan du ikke ringe tilbage … lige om lidt?” hvorefter han vendte sig mod de andre drenge. Den tredje dreng sagde “okay, Alfred, hvad ville du sige?” og jeg lukkede vinduet. Nu ville de kunne komme videre selv. Markus lagde mobilen i lommen.

Hvis det havde været min egen cykel, havde jeg nok ladet ham sparke videre lidt endnu.