Når alle mennesker er, præcis som de skal være

“Jeg kan mærke, jeg bliver irriteret, når hun har sagt, at hun gerne ville være mere udadvendt og tale mere med de andre. Og hun så går rundt i pauserne uden at smile; og intet gør for at komme i kontakt med de andre”.

I sidste uge fik jeg en af de helt store gaver. En af dem, jeg får nogle gange om året. Jeg var med til at lave camp for 125 teenagere, undervise dem i personligt lederskab og sociale kompetencer, danse og grine med dem, støtte dem i deres læring og udvikling. Gennem ugen så jeg, hvordan de stille og roligt (eller larmende og hurtigt) voksede og udviklede sig, sparkede nervøsiteten hen i hjørnet, byggede relationer, lod skjoldet falde og deres personlighed træde tydeligere frem.

Som staff placerer vi mentalt et 10-tal i panden på hver og én, når vi møder dem. Vores udgangspunkt er, at alle er præcis, som de skal være. Kompetente, kloge og kærlige unge mennesker. De mangler blot at lære eller mestre nogle ting for selv at kunne se deres eget potentiale og udnytte det. Mange af dem har brug for at se, at andre kæmper med de samme problematikker som dem. Nogle mangler at mærke den tryghed, som et stærkt fællesskab skaber. Og de muligheder for at vokse, som denne tryghed åbner for. Stort set alle frygter at blive udstillet, grinet af, udstødt og bekræftet i, at de bestemt er helt forkerte.  Alle bliver de opfordret til at træde ud i læringszonen – med vores støtte – så de kan vokse som mennesker.

Vi havde talt om det med staffet: Hvilke muligheder har vi, når vi møder nogen, der får os til at reagere? Møder deltagere, som trigger noget i os. Når vi ikke ved, hvad vi skal stille op med en modvillig, en stille eller en forstyrrende deltager.

Tilbage til 10-tallet. Hvis alle mennesker (og ja, det gælder selvfølgelig alle mennesker, vi møder i vores liv) som udgangspunkt er 10-taller; hvis de er præcis, som de skal være. Så kan vi slippe tanken om at skulle lave om på dem. Og hvis vi ikke har til hensigt at lave om på dem, kan vi koncentrere os om os selv. Om vores egne reaktioner i mødet med dem. Måske lagde du mærke til, at jeg lige før skrev “…når vi møder nogen, der får os til at reagere”. I den sætning ligger en vigtig nøgle til at adskille os fra den anden. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen (bestemt også for at huske mig selv på det): Der er ikke nogen, der kan få os til at føle noget som helst. Vores reaktion i mødet med andre er helt vores eget ansvar. Så sætningen skal snarere hedde “Når vi møder nogen, hvis adfærd vi reagerer på”. Lille forskel med stor betydning.

Blogindlæggets indledende replik blev sagt af en person fra staffet, som mærkede, at han blev irriteret, når en camper gjorde noget andet, end det hun sagde, hun ville arbejde på at kunne. Nu ledte han efter en måde, hvorpå han kunne få hende til at gøre noget andet. Gøre det, hun gerne ville. Han havde en idé om, at hvis han fandt ind til det, som fik ham til at reagere på hendes adfærd, ville han måske finde ind til det, som kunne hjælpe hende med at gøre noget andet.

Han holdt sig helt ovre hos sig selv. Hans hensigt var at undersøge sin egen reaktion, så den ikke forstyrrede hans arbejde med at finde ind til det, pigen havde brug for. Det formåede han af flere grunde: Han havde placeret et 10-tal i pigens pande og på den måde adskilt hendes personlighed fra hendes adfærd. Han huskede på, at hans reaktion på hendes adfærd var hans eget ansvar. Og hans hensigt var at finde det, hun havde brug for, hvis hun skulle rykke sig.

Professionelt.

Tanke: Hvad med privat? Hvad når det sker for os derhjemme med vores egne børn? Er det så muligt at adskille vores egne reaktioner fra deres adfærd? At adskille det, de er, fra det, de gør? Og holde os for øje, at vores hensigt til stadighed må være at finde ind til det, vores barn har brug for (fra os), hvis han skal kunne rykke sig?

Det gør det bestemt sværere, at der er helt andre følelser blandet ind i relationen til vores egne børn. Det er bestemt sværere for mig at adskille mig fra mine drenges adfærd end fra andre menneskers. Når en dreng hjemme hos mig styrter ud af rummet og smækker døren, så huset ryster, er det bestemt svært at huske på, at jeg selv er ansvarlig for min reaktion. Men er det svært som i umuligt? Eller svært som i udfordrende?

For mig kan det være udfordrende. Men ikke desto mindre ønskværdigt. Og muligt. Hvis jeg skal kunne støtte mine børn i deres frigørelsesproces, må jeg finde ud af at adskille mig fra dem. Jeg må finde ud af, hvordan jeg kan undgå, at mine følelser omkring det de gør, bliver deres ansvar. Tænk, hvis de skulle begynde at træffe valg ud fra, hvad de ønsker, jeg skal føle – eller undgå at føle! Tænk, hvis en af mine drenge syntes, han var nødt til at behage mig for at kunne holde til være sammen med mig! Det er ikke mine børns opgave at sørge for, at jeg er okay. Det er min egen.

Det er min opgave at skifte “Han provokerer mig” ud med “Jeg bliver provokeret” og “Det kan du ikke være bekendt” med “Jeg kan ikke være i det her lige nu”. Udfordrende, ja, men langt fra umuligt.  Og heldigvis giver ungerne os jo masser af muligheder for at øve.

_______________________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for uperfekte forældre til 10-19-årige.

Sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut, er jeg i gang med at skrive en e-bog til forældre til 10-19-årige. “Du fatter jo ikke en skid, mand! (og andre sandheder om livet i teenagefamilier)”. Hver måned fra april til december kommer et (uafhængigt) kapitel.

Første kapitel er dog allerede ude nu. Du kan lige her gratis hente “Fat det nu! Jeg fryser ikke”, hvor du blandt andet møder Lukas og Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

1. april kan du købe næste kapitel, hvor vi blandt andet besvarer spørgsmålet: Hvordan bliver det muligt at anerkende noget, som vi i virkeligheden ikke fatter en dyt af?

Man skal da savne sine børn

Min 10-årige søn og jeg spiste morgenmad udenfor i går. I minusgrader. På en lav mur lige ved Amagerbrogade. Normalt går vi jo hjemmefra i god tid om morgenen, når der er sne. For at have tid til at træne vores kast. Og nyde den sjælne stilhed på skolevejen. Men da julen var gået uden sne, gav drengene op; de vidste bare, at det ikke ville komme til at ske denne vinter.

Og så kom sneen. Lige da mine drenge skulle hjem til deres far i tre uger. Hvad så med det helt specielle samvær vi har, når der er sne, når det bliver naturligt for mig at lege og konkurrere og slås? Om tre uger er der måske ikke mere sne.

Det er gået op for mig, at jeg kan måle min tilfredshed med mig selv som mor ud fra den følelse, jeg har, når drengene er hos deres far. I en periode som denne, hvor jeg har for meget arbejde til at kunne være helt nærværende sammen med dem, når de er her, savner jeg dem, når de ikke er her.

Savnet er en spøjs blanding af følelser. Beklagelse over stadig ikke at have hjulpet den ene med at skille hans seng ad og den anden med at male graffitien på væggen over. Følelsen af at have en række ufærdige samtaler hængende, ventende. Jeg føler mig ude af trit med deres skole. Kan ikke huske, om vi overhovedet grinede sammen sidst, sådan rigtigt.

Savnet dukker op i ganske korte øjeblikke. Nogle fraskilte ville misunde mig længden på de øjeblikke. Nogle forældre savner deres børn hele tiden, når de hos den anden forælder. Hele tiden! Savnet ligger som en dyne over alt andet. Eller under alt andet. For nogle er det forbundet med store samvittighedskvaler at skulle give slip på det. For hvis vi ikke savner vores børn, må vi da være dårlige forældre.

Jeg savner normalt ikke mine drenge. Det hænger delvist sammen med min tro på, at de har det godt hos deres far. Og det hænger sammen med, at jeg meget tidligt efter skilsmissen traf en beslutning: Jeg VIL leve et helt liv. I den ene uge vil jeg leve sammen med mine drenge på en god måde. Den anden uge vil jeg leve på en god måde uden dem. Det virkede ikke for mig at rende rundt hver anden uge og have følelsen af at mangle noget for at kunne blive lykkelig. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at halvdelen af mit liv blev … mangelfuldt.

Jeg skulle selvfølgelig lige gennem perioden med dårlig samvittighed over, at jeg ikke savnede dem. For ikke savne dem var jeg nemlig nødt til at lade være med at tænke på dem hele tiden. Og hvilken mor tænker ikke på sine børn hele tiden? I det mindste hele tiden, når hun har fri. Denne mor. Åbenbart.

Jeg kan se det fra drengenes perspektiv: Jeg er en meget bedre mor i de uger, de er her, hvis jeg lever fuldt ud, når de ikke er her. Hvilket er sandt; jeg har ingen tvivl. Glade forældre er bare bedre forældre.

Jeg kan også se på det fra mit perspektiv, fra mig som et helt menneske – ikke bare som mor: Jeg lever et meget bedre liv, når jeg lever fuldt ud i alle uger. Jeg er gladere; mit liv er bedre; det hele giver bedre mening for mig. At jeg så bliver sjovere og nemmere at være sammen med for mine børn, er jo en dejlig bonus.

Det er bare ikke helt tilladt at sige åbent, hvis vi lever et fuldt, tilfredsstillende, meningsfuldt liv, når vi ikke er sammen med vores børn. Ikke desto mindre er det efter min mening det mål, vi bør stræbe efter. Det er ønskværdigt, muligt og fuldkommen tilladt. Nogle mennesker vil endda sige, at det er vores pligt – ikke som forældre, men som mennesker. Det er vores pligt at leve fuldt ud.

Hvis jeg ikke er tilfreds i ulige uger, præger det de lige uger. Og omvendt. Jeg bliver en skidt mor (efter min standard), når jeg er utilfreds med mit liv som Camilla. Jeg bliver ikke tilfreds i mit liv som Camilla, når jeg ikke lever op til min egen standard som mor.

Jeg arbejder for meget for tiden. Normalt sørger jeg for at fyre den af, når drengene er hos deres far, så jeg kan arbejde indenfor normal arbejdstid, når de er hos mig. Men for tiden fylder arbejdet så meget, at jeg også arbejder, når de er hjemme. Jeg glemmer at holde fri – om aftenen og i weekenden. Jojo, vi spiller da lidt brætspil og vi sludrer da en smule. Men det meste af tiden passer vi bare hver vores skærm. Og jeg er kun nærværende med mit arbejde.

Så tog de hjem til deres far, sneen kom og med den kom savnet. Sms til faren: Må jeg følge drengene i skole i morgen tidlig?

Lidt over syv i går morges kom min 10-årige derfor hjem og hentede mig i stedet for at gå på morgenfrit (storebror skulle møde senere og lå og fedede den under dynen). Jeg havde pakket morgenmaden og et tæppe i en taske og mig selv i tre lag tøj. Desværre var det meste af weekendens sne væk, men det kom ikke til at betyde noget. Jeg hørte om kammeratens fødselsdag i weekenden, om skolen og om, hvor mange dåsesodavand, de havde stående hjemme hos far. Han valgte en lav mur ved Amagerbrogade, hvor vi kunne sætte os med vores frugtsalat og amagermadder. Før jeg fulgte ham helt ind i varmen i klassen.

50 minutters nærvær mandag morgen gjorde hele forskellen. Mens vi frøs og fantaserede, blev savnet erstattet af en følelse af tilfredshed. Og beslutsomhed: Perioder hvor arbejdet fylder mere end normalt, er tilladte, men de må ikke være så lange som denne er blevet.

Jeg er kun tilfreds som Camilla, når jeg er tilfreds med mig som mor. Og omvendt.

Kan du (så) opføre dig ordentligt, mor?

Halv otte forleden opdagede jeg, at nogen havde smidt en madpakke ud af vinduet – ned i gården. Fire halve i hver sin staniolpakke. Og en snack. Oppe på anden sal stod vinduerne åbne ind til en lejlighed, hvor to drenge på 10-12 år bor sammen med deres mor. Hver anden uge.

Og jeg begyndte at gætte. Jeg gættede på, at det var madderne fra i går, som en af drengene lige havde opdaget, da hans mor bad om madkassen til dagens madder. Jeg gættede på, at han ikke fik den spist i går, fordi han havde travlt med at komme ud til frikvarter. Måske drømte han sig væk til lærerens oplæsning og glemte alt om madderne. I hvert fald fik han ikke spist de fire halve og snacken. Og havde nu valgt at smide dem ud af vinduet.

Hvad får en dreng til at vælge at smide sin madpakke ud af vinduet i stedet for i skraldespanden? Jeg gættede videre. Jeg gættede på, at drengen helst var fri for at skulle forklare sin mor, hvorfor maden ikke var spist. Når vejret er godt og alle vores vinduer står åbne mod gården, hører jeg nogle gange moren skælde ud. Jeg kan kun høre hendes stemme. Den bliver højere og højere, efterhånden som hun får talt sig varm. Måske ville drengen undgå at få skæld ud som noget af det første på dagen.

Jeg gættede på, at drengen kender sin mor godt nok til at vide, at det ville blive ubehageligt for ham at fortælle, at madpakken ikke var spist. Måske er hans forklaringer ikke gode nok, måske har han slet ikke en forklaring og det er heller ikke godt nok. Måske vil han ikke gøre sin mor ked af det. Nu har hun stået der og smurt hans madpakke og det er også hende, der laver alt det andet derhjemme og han kunne godt tage at være lidt mere taknemmelig. Måske. Jeg gætter jo kun.

Men en ting ved jeg: Vores børn fortæller os gerne alting i hele verden, hvis de ikke skal bekymre sig om vores reaktion. Hvis de kan regne med, at vi opfører os ordentligt, når de fortæller os noget, så er vi de mennesker, de helst fortæller ting til. Indtil en vis alder, siger nogle mennesker. Jeg siger noget (lidt) andet: Hvis vi kan finde ud af at opføre os ordentligt, når vores mindre børn fortæller os noget, så er der meget større sandsynlighed for, at de aldrig kommer i en alder, hvor de vælger ikke at fortælle.

Hvis min søn skal være bange for min reaktion, når han har lavet et eller andet lort. Hvis han ved, at jeg frådende og råbende prikker til det, han godt ved, var forkert (måske er der endda allerede to andre voksne, der har prikket). Hvis han af erfaring ved, at jeg får svært ved at holde mig ovre på min egen banehalvdel, når han fortæller det. Ja, så lader han selvfølgelig helst være.

Hvis din 11-årige datter fortæller dig, at hun netop er blevet vraget af sin kæreste gennem hele tre uger, og du vælger at sige noget i stil med “Nå, pyt nu med det! Så er han jo alligevel ikke det værd” eller endnu værre: “Arh, ved du hvad, du kommer til at få mange kæreste endnu. Du er kun 11 år”. Hvis vores børn ved, at vi ikke kan finde ud af at være i det, de fortæller på en ordentlig måde, så lader de være med at fortælle. Selvfølgelig. Hvorfor træde ud i noget, de ved, bliver ubehageligt?

Hvis vi nærer håb om, at vores datter vil fortælle, når hun til den tid føler sig klar til at tage det helt store skridt med sin kæreste. Hvis vi ønsker, at vores søn skal fortælle, at han tvivler på, at gymnasiet alligevel er noget for ham. Hvis vi vil have et forhold til vores børn, hvor det er tilladt at udtrykke sin (spæde) mening, sine (forvirrende) følelser og sine (bekymrende) tanker, så skal vi vise, at vi kan opføre os ordentligt, når det sker. Og det skal vi vise, fra de er små. Venter vi til de er store, er det for sent. Hvis vore adfærd er fuldkommen uhensigtsmæssig, når de ikke har spist deres madpakke, har stjålet en kammerats Nintendospil eller mobbet en pige fra klassen gennem længere tid, så har deres erfaring vist dem, at vi i hvert fald ikke vil kunne håndtere, hvis de fortæller, at de har taget et hiv af en joint. Og at de nu er bange for at blive fanget i noget svært med vennerne.

Jeg fik sådan lyst til at tale med madpakkedrengens mor, men jeg kan slet ikke se, hvordan det på nogen måde skulle kunne hjælpe ham eller hende. Det ville sikkert bare gøre tingene værre. Så jeg lod madderne ligge til fuglene (og gårdmanden) og håber, at historien kan få andre forældre til at tænke lidt (mere) over, hvordan de håndterer, at deres børn gør noget, som ikke er udelt fedt.

Undskyld, kære nabo

Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor min yngste ofte vågner så (skide) tidligt om morgenen. Og han har aldrig selv kunnet fortælle mig det. Heller ikke nu som 10-årig.

Når jeg hører lyde fra hans værelse klokken 6 eller 7 en weekendmorgen, maser jeg en øreprop i det ene øre og lægger mig på det andet. Sover videre – lykkelig for at have store børn. Når jeg lukker lydene ind igen et par timer senere, er sønnike godt i gang med sin dag. Han husker ikke, hvorfor han vågnede eller også ved han det ikke.

Nu ved jeg det.

For et par måneder siden byttede han og jeg værelser. Og siden har han sovet længere end nogensinde før. Hvilket ikke siger så meget, men jeg hører ikke længere lyde fra hans værelse før 7. Det gør jeg til gengæld inde fra naboen.

Min søn har åbenbart delt væg med en lille pige i nabolejligheden. Hun må være halvandet nu og vågner derfor stadig om natten. Nogle nætter mange gange. Nu forstår jeg bedre, hvorfor min søn har været så tidligt oppe. Her er så lydt, at jeg kunne høre, at hun blev lavet for nogle år siden.

Nu vågner jeg to-fire gange hver nat ved lyden af barnegråd. Så sender jeg en kærlig tanke til de stakkels forældre inde på den anden side af væggen, som nu må stå op eller række armen ud eller hvad der nu skal til for at få hende til at sove igen. Hun sover med det samme. Men de bliver vækket, skal reagere og selv finde tilbage i søvnen. Inde på min side kan jeg tænke “Godt, den tid er ovre for mig”, lægge mig til rette og nyde, at jeg ikke skal op endnu. Falde i søvn, ni sekunder efter jeg blev vækket.

Det er nærmest et mirakel, at vi overlever de år, hvor vi aldrig får lov at sove igennem. Det er et endnu større mirakel, at vores børn overlever at vække os midt om natten – så tit og så længe. For mig kunne nætterne bringe tanker om, hvorvidt jeg overhovedet var skabt til at have børn. Jeg kunne tælle, hvor mange nætter jeg havde sovet igennem i løbet af de tre sammenhængende år, jeg havde nattevågne børn. Tortur.

Nå.

Jeg føler med dem derinde. Jeg har mine ørepropper. Deres nætter giver mig en dejlig oplevelse af taknemmelighed. Og alligevel blev jeg en lettere bitchy udgave af mig selv forleden. Og kom til at fortryde det slemt.

Klokken var tyve og jeg havde endelig tid til at vaske væggene i mit soveværelse. Grøn svamp mod væg ind til nabo. Da jeg havde været i gang et par minutter, kom der en lille bitte bankelyd et sted fra – fire små bank (med en negl?). Jeg stoppede et øjeblik, men der skete ikke mere. Grøn svamp mod genstridig gammel plet af abesnot. Endnu en række bittesmå bank. Og jeg stoppede. Ikke flere bank. Grøn svamp i bevægelse. Nu med tanken “Hvis det er naboen, der vil have mig til at stoppe, så er det sgu bare ærgerligt. Jeg er nødt til at få det her gjort”. Små bitte bank derindefra efterfulgt af en lyd, der mindede om den lyd, svampen lavede på væggen. Jeg var ikke i tvivl nu: naboen ville have mig til at stoppe. Fortalte mig endda med sin lille serie af lyde, at det VAR mig, h*n talte til.

Og det er så her, jeg bliver helt flov nu. Jeg sagde nemlig inde i mit hoved: “Aj, ved du nu hvad? Nu er jeg blevet vækket af din datter hver nat i flere måneder. Før det blev min søn vækket hver morgen. Jeg vasker sgu altså lige min væg, du”. Dæmpede snerten af dårlig samvittighed med retfærdiggørelse. Skyndte mig dog helt vildt nu for hurtigt at blive færdig. Forsøgte at gøre svampens bevægelser lidt mindre, ikke at larme helt så meget.

Og så kom gråden derinde. Jeg kender den jo efterhånden. Den varer oftest kun kort. Jeg forestiller mig, at den varer, til en sut eller et lille kram stopper den. Men ikke denne gang. Den blev ved i de par minutter, det tog mig at blive færdig med væggen.

Og den blev ved i … ja, nok tyve minutter mere. Og jeg skammede mig.

Jeg husker det jo. Husker, hvordan min halvandenårige kunne være liiiige ved at falde i søvn og så dyttede en eller anden idiot (som tillod sig at have et liv, der ikke lignede mit) tre små dyt nede på gaden. Det gav et sæt i barnet, hans øjne fløj op og på et splitsekund gik han fra at være næsten sovende til at være vågen og overtræt. Og så kunne jeg ellers bruge tyve minutter på at få ham til at sove igen. På det tidspunkt af dagen, hvor jeg virkelig ikke kunne huske, hvorfor fanden jeg overhovedet havde fået ham.

Undskyld, kære nabo. Det kommer helt sikkert ikke til at ske igen. Når vi bor i lejlighed, må vi leve med andres støj. Men vi må også vise hensyn. Og det fik jeg ikke lige gjort.

Dilemma: Jeg har lyst til at sige undskyld, når jeg møder dem næste gang. Men samtidig behøver de jo ikke vide, hvor tydelig deres datters gråd går igennem væggen. Det sidste jeg vil, er at få dem til at tysse på barnet for min skyld. Måske skal jeg gentage processen og når de så banker på væggen, stopper jeg. Måske skal jeg bare lade den ligge.

Shitshitshit, jeg har glemt nissegaverne

Jeg læste på en facebookstatus i går aftes, hvordan en mor nu havde 2 x 24 gaver liggende klar til sine poder. Hun var (også) selv imponeret. Mit gæt er, at hun også var lettet.

De par gange, hvor jeg selv har forsøgt mig med nissegaver, er det altid endt med, at jeg mange gange i løbet af december har måttet haste ind forbi Tiger på vej mellem arbejde og afhentning for at finde to dimser. Et par gange har jeg suset rundt lige før min sengetid for at finde noget i vores hjem, som drengene havde glemt, vi havde. Og det er da også sket, at jeg har glemt det en aften og næste morgen har måttet digte historier om nisser, som har været nødt til at rejse hjem og passe en syg nissemor. Mon ikke han så ville tage to ekstra gaver med tilbage den følgende dag?

Det var for børnenes skyld. Selvfølgelig. Man skal da have nissegaver.

Gennem årene har jeg bildt mig ind, at man da skal bage julesmåkager. Altså for børnenes skyld. Og så er december ellers gået, uden vi har bagt småkager, fordi jeg aldrig fik købt ind til det (hvad ER hjortetaksalt?!), mens jeg har slået mig selv i hovedet med manglen.

Og julepynt! Hver december skal man da sidde en adventssøndag og producere julepynt. Så kassen hvert år bliver suppleret med børnenes eget, fedtede, krøllede pynt. Så vi om mange år kan kigge rundt i hjemmet og mindes de gode klippe-klistre-stunder. For traditionens og børnenes skyld.

Samtidig skal der da være tid til julehygge i institutionen. Og i den anden institution. Og klippe-klistredag i klassen. Og konfektdag med resten af familien. For børnenes skyld og for hyggens. Og for ikke at få pulsen alt for meget ned. Og så børnenes blodsukker ikke skal komme i balance.

På et tidspunkt gik det op for mig, at også i december har jeg et valg. Altid. Jojo, ethvert valg har jo så nogle konsekvenser; det ved vi jo. Men valget har jeg. Der er virkelig ikke nogen grund til at forsøge at skabe en jul, som lever op til “man” og Plejer, hvis det betyder, at jeg skal stresse rundt for (alligevel ikke) at kunne leve op til standarder, som ikke er mine egne.

Jeg tror nemlig ikke, mine børn bliver mere harmoniske af at få nissegaver og bage småkager, hvis deres mor mister overblikket i processen. Jeg tror ikke nødvendigvis barndomsminderne bliver bedre af at have produceret julepynt med en mor, som bliver mere og mere stram i stemmen, efterhånden som december går.

Så jeg har simpelthen besluttet, at juletraditionen hos mig er, at tingene formodentlig er anderledes end sidste år. De fleste ting altså. De ting som vi alle nyder og som vi selv har valgt, dem holder vi fast i.

Forleden sagde en dreng, jeg kender rigtig godt (og som for længst er holdt op med for alvor at tro på nisser): “Det bliver spændende at se, om den nisse, der kommer i år, giver adventsgaver”. Han mor svarede: “Ja, det bliver spændende. I år har han måske lyst til at at samle det meste i en større julegave”.

Samtalen sluttede med drengens “Der var også det år, hvor det bare kom som en overraskelse, når der var en gave”.

Nissen er jo bare en historie. Som vi selv kan skrive (om).

____________________________________

Advarsel! Reklame:

Allerede i går kom en mor forbi mit kontor med hovedet fyldt med decembergøremål og en intension om at gøre det hele anderledes i år. For at kunne trække vejret helt ned i maven frem til jul. For børnenes skyld. Og det virker sgu, det skidt. Vi kom godt nok til at bruge 102 minutter på at skabe overblikket – og ikke de lovede 90 minutter.

Jeg vælger at lade være med at slå mig selv i hovedet med det.

Hold nu bare kæft, Camilla!

Jeg talte med en flok forældre i går. Havde kun ganske få minutter til at fortælle dem, hvordan de bedst kan støtte deres snart voksne børn i at træffe gode valg. Jeg kan tale i timevis (måske endda dagevis) om, hvad de unge fortæller mig, at de har brug for fra deres forældre. Så at skulle koge det ned til 3 minutter er som at give mig en pilleæske, sende mig ind i en chokoladebutik og lade mig fylde æsken med det, jeg allerhelst vil have.

Jeg valgte at tale om en af de største udfordringer, mange forældre har: at holde mund.

Vi har en mening om alt, hvad vores børn gør, siger og synes. Vores opgave er at guide dem, råde dem, anerkende dem, lede dem. Ruste dem til det liv, de står lige midt i og det voksenliv, de snart skal leve. Og det gør vi selvfølgelig også ved at fortælle dem, hvad vi synes, de bør gøre, sige og synes.

Vi kan ikke lade være med at have en mening. Jeg har jo også en mening om det tøj, en kollega har valgt at tage på, om hendes måde at leve sammen med sin mand på, om måden hun taler til sin datter i telefonen. Jeg har en mening om alt, hvad mine veninder gør, siger og synes. Når jeg ikke har en mening om noget, er det oftest, fordi jeg er af den mening, at det ikke er interessant for mig at synes noget om det.

Men fortæller jeg altid den anden, hvad jeg synes? Siger jeg uopfordret til min kollega, at hendes tøj ikke falder i min smag? At hun skal tale ordentligt til sin datter og give sin mand noget plads? Til tider, ja. Til tider nej. Helst kun når hun har spurgt mig, hvad jeg synes.

Mange forældre fortæller stort set altid, hvad vi synes om vores børns valg. Ned ad trappen kommer datteren i noget tøj, vi aldrig ville have valgt at tage på. Vi kommenterer det. Ud af munden på vores søn kommer en holdning, som er meget ulig vores. Vi smider lige 13 sætninger ind om vores holdning. Ind i stuen kommer vores barn – grædende, fordi veninden er blevet sur på hende. “Du skal se, I bliver gode venner igen. Det gør I jo altid. Måske kunne du …”

Stop!

Har hun bedt om din mening? Har han spurgt dig, hvad du synes?

Det er, som om mange af os tror, at fordi vi har født de her børn, så er vi i vores fulde ret til altid at fortælle dem, hvad vi synes. Så kan vi til enhver tid åbne munden og fylde rummet og deres hoveder med vores mening.

Retten har vi sikkert. Det har de fleste mennesker – ret til at mene og ret til at ytre sig. Og vi forældre har da retten til at fortælle, hvad vi synes om det, vores børn siger og gør. Spørgsmålet er bare, hvor meget vi vil bruge denne ret.

Som jeg sagde til forældrene i går: Hvis du drømmer om, at dit barn skal have lyst til at komme og hænge med dig, også efter hun er blevet voksen, så skal du måske ind imellem holde din mening for dig selv. Og så gav jeg dem en udfordring: Tag 10 dage, hvor du undlader at fortælle hvad du synes. Medmindre dit barn spørger til det selvfølgelig.

Det er en udfordring, jeg også har brug for at tage. Ikke alene synes jeg noget om alt, hvad mine drenge gør; jeg har så mange ord i mig, at jeg ind imellem nærmest taler dem til døde i mit forsøg på at forklare, hvordan man også kan gøre, sige eller mene.

Hold nu bare kæft, Camilla!

Det Helt Store (jule)Overblik

Julen kom til Amager i lørdags. Med juleoptog på Amagerbrogade.

Som hvert år styrtede vi rundt herhjemme for at nå hen og tage opstilling i tide. Sjovt nok er vi ofte i virkelig god tid og ender alligevel med at måtte skynde os. Vi pakkede os godt ind, overvejede kakao på termoen, måtte droppe det, talte om tidligere oplevelser med optoget. Ud af døren.

Når vi placerer os på Amagerbrogade tættest på os selv, står vi af gode grunde blandt nærområdets børnefamilier. Og mens mine drenge bruger tiden på at gå frem og tilbage over cykelstien for at tjekke, om optoget er ved at være nær, benytter jeg mig af chancen for at studere forældreadfærd. Hygger mig, noterer mig, undrer mig.

“Moar? Moaar? Moar?” lyder det fra en pige, hvis mor står og taler med en anden voksen. Moren taler videre og pigen bliver utålmodig. “Moaaar?!” Moren kigger ned på hende og de veksler et par sætninger. Moren vender tilbage til sin voksensamtale. Et minut senere  lyder det igen: “Moar? Moaar?!” Moren taler lidt videre, afbryder sin samtale, taler kort med datteren, vender tilbage til den voksne.

Jeg går ud fra, at de fleste af os står her, fordi (vi mener) vores børn gerne vil se optoget. Og jeg tænker: hvis vi er her for børnenes skyld, hvorfor ER vi her så ikke? For vores børns skyld. Hvorfor vælger vi ikke at være fuldt ud til stede sammen med dem? Lege og sludre i ventetiden, så oplevelsen er god – også før orkestret og Fætter BR (!) endelig nuldrer forbi.

Jeg kigger rundt og ser de mange forældre, som står og taler med andre voksne. Nogle har nået at tage glögg og kaffe med. (Næste år vil vi være i endnu bedre tid) En far lyder irriteret nu: “Kom nu ind til siden! Der kommer cykler”. Moren til samme dreng overtager: “Nu skal du altså blive her. Ellers bliver du væk”. Tilbage til far: “Hvis du ikke kan høre efter, går vi hjem”.

Det har altid generet mig, når forældre vælger at være to om at irettesætte. Lader ordene lappe over. Som om den ene tænker, at den andens ord ikke helt er nok … Og barnet står eller sidder dér og bliver bombarderet. Fyldt med ord.

Drengen ser ud til at forsøge; hans ben vil ikke stå stille. Fra hans plads er der kun udsigt til voksennumser. Forældrene taler videre med hinanden.

“Hvornår kommer de, mor?” Min yngste begynder at miste tålmodigheden. Vi ender ude i en historie om, at juleoptoget skal nå landet rundt inden aften, så det bevæger sig så hurtigt forbi, at det måske har været der, uden vi har set det. Hvor lang tid vil der gå, før alle de andre opdager det?

Igen tænker jeg, at det kan være meget nemmere at hænge ud med drengene, når jeg er den eneste voksne. Så er det kun mine tanker, de afbryder, når noget falder dem ind.

Mine ører fanger en samtale mellem to mødre.

“… ikke fatte, det allerede er jul igen. Jeg gider simpelthen ikke i år. Alle de julearrangementer. Så er det skolen og så er det fritten. Og i år skal de gi’ nissegaver. Og i år er det os, der skal holde jul. Så det er gaver og indkøb og sidst glemte jeg fandme mandelgaven. Og jeg når sgu aldrig at købe gaverne i god tid, selvom jeg hvert år siger, jeg vil”. Hun sukker dybt; veninden tager over:

“Jeg har allerede købt til pigerne. Det var jeg nødt til. Jeg får slet ikke tid til noget i år. Jeg skal være færdig med en masse ting på arbejdet før ferien. Og så skal vi noget i alle weekender fra nu. Alle sammen. Og Peter vil bare ha’ den helt store juleaften, selvom det kun er os i år”.

Veninderne sukker i kor. Jeg er blevet helt travl indeni af at lytte til dem. Skynder mig mentalt at takke min søster for at holde julen igen i år.

Jeg kommer i tanker om noget, en kollega engang sagde til mig om julen:

“Hele måneden stresser jeg rundt for at nå det hele til juleaften. På arbejdet og hjemme. Alt er forberedelse til den aften. Som jeg dårligt nok kan finde ud af at nyde, fordi jeg er alt for træt”.

Og pas nu på, kære læser, for dette går nu hen og bliver en slet (ikke) skjult reklame for noget, der kan synes uopnåeligt: Det Helt Store Juleoverblik.

Dengang brugte jeg en del tid på at hjælpe overbebyrdede institutionsledere med at strukturere deres arbejde. Så alt blev nået og de kunne nyde deres arbejde i højere grad. Og ikke mindst så de kunne holde fri i weekenden – også mentalt. Og det faldt mig ind, at samme metode måske kunne bruges til en overbebyrdet mor i december. Som gerne ville nå alt, nyde processen og tage anden portion ris a la mande med følelsen af at have fri.

Jeg fik lov til at prøve det på min kollega. Og mens jeg skubber Jante ned af min skulder, får du her den sms, hun sendte til mig juleaftensdag klokken lidt i 16: “Camilla, for Julen da! Sidder med fødderne oppe i sofaen. Styr på alt. Også tiden. Og vejrtrækningen. Bedste jul nogen sinde! Tak!”

Siden da har jeg hver december tilbudt julestressede mennesker at hjælpe med at skabe ro og overblik. Og det virker sgu, det skidt! 

Jeg mødes med hende (ofte er det kvinder, der stresser mest i december; det kan vi komme tilbage til en anden gang) og i løbet af to timer får vi alt pillet fra hinanden. Alle opgaver bliver vendt, vurderet, valgt eller valgt fra, sat i system. Vi drysser lidt nydelse ned over planen, ønsker hinanden en helt vidunderlig jul og skilles. Hun med en sund rød farve i kinderne, et helt anderledes blik i øjnene, end da hun kom og ikke mindst med Det Helt Store (jule)Overblik.

Som det allermeste af det jeg laver, er dette simpelt. Ikke nødvendigvis nemt, men simpelt. Og med større effekt end mange tør håbe på, før vi går i gang. Og effekten? Den mærker også børnene. De elsker at have forældre, som kan finde ud af at være ordentligt nærværende.

Tilbage til lørdagens (venten på) juleoptog.

Jeg bed mig selvfølgelig i tungen og undlod at fortælle de fremmede, forpinte mødre om det virkeligt simple. Meget få ting er værre end folk, der fortæller én, hvad man har brug for, ikk? Altså før man har bedt om deres råd.

Ved siden af os meddelte en dreng fra sin plads på farens skuldre, at optoget var i syne.

Hele tre julemænd (sig mig, var den ene en kvinde?) fik vi råbt vores gaveønsker til (BMX!!! Nintendo-et-eller-andet-sært-spillenavn!!! Kokkepiiiige!!!). Så han da forstå det.

Da vi også havde vinket til (ikke storsmilende) folk i en række personbiler, som var landet bag optoget og ikke kunne finde et mennesketomt hjørne at dreje af ved, smuttede vi hjem igen. I gåsegang med områdets andre børnefamilier. En time efter vi var kommet; tyve minutter efter optoget viste sig. Det er sgu da godt, vi har øvet os i at nyde ventetid i vores familie. Husk mig på, at jeg skal fortælle dig om vores Tivoli-sommer en dag.

Advarsel! Reklamen fortsætter:

Kender du nogen (rigtig godt), som ville få en meget rarere december måned, hvis de fik skabt et overblik, så send dem endelig min vej. Men advar dem lige: Det kan ikke undgås, at vi får rodet lidt ved “man” og “plejer”. Det er ekstra sjovt (og ekstra vigtigt) at gøre i juletiden.