Hvis du ikke gør noget ved det, mister du brokkeretten

“Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Han kan ikke finde ud af at købe ind”, sagde en kvinde til mig forleden. Egentlig kommer hun hos mig for at blive bedre til at sætte tydelige, personlige grænser i forhold til sine store piger, men nu kom manden i huset så på tale. “Det er lige meget, om han har en seddel med, om jeg har sendt en sms, om han bare skal hente tre ting. Han glemmer noget. Hver gang!”

“Og hva’ så?” var mit næste spørgsmål (Et af mine yndlingsspørgsmål, for tit er det helt rigtigt at spørge os selv: “Hva’ så … egentlig?”).

“Det er bare pisse irriterende. Så er det jo kun mig, der kan købe ind. Hvis ikke vi skal stå og mangle et eller andet vigtigt til maden. Og jeg gider altså ikke altid købe ind. Og jeg har heller ikke tid. Det er jo også mig, der hjælper pigerne med lektierne”.

Det er nærmest en klassiker. Det er ikke altid indkøbene, det kniber med. Det kan lige så vel være, at manden smider karkluden i vasken, så den ligger og bliver sur, at han smider sit snavsede tøj på gulvet og aldrig når til at samle det op, at han glemmer aftaler og derfor skal mødes med gutterne, når de egentlig skulle hjem til hendes mor. At han …

Og hun brokker sig.

“Hvad kan du gøre ved det?” spurgte jeg.

“Jeg ved det ikke. Vi har talt om det så mange gange, men der sker ikke en skid. Han skal simpelthen lære at …”

Jeg afbrød hende: “Hvad kan DU gøre ved det?”

Hun tænkte lidt. “Jeg ved det ikke. Ingenting, tror jeg. Men jeg gider altså ikke altid være den, der …”.

Jeg afbrød igen (Jeg afbryder gerne, når jeg arbejder. Nogle gange har folk brug for at få afbrudt de sætninger, de har sagt så mange gange før): “Så du kan ikke gøre noget ved det. Og vi ved jo, at vi ikke kan lave om på andre mennesker. Du har forsøgt at ændre på hans adfærd, men det lykkes ikke. Hvad vil du gøre ved det?”

“Men jeg kan jo ikke gøre noget!?” Hun fik en snert af irritation i stemmen (Jeg er gerne irriterende, når jeg arbejder. Det er sjældent, at folk har brug for (endnu) en rygklappende veninde).

Lige præcis. Hun kan ikke gøre noget. Den skulle lige helt på plads.

Der vil altid være ting, vi ville ønske, andre gjorde anderledes. Specielt hvis vi bor sammen med dem. Der er ting, som vi kan få dem til at gøre anderledes, lige som der er ting, vi selv må gøre anderledes for ikke at genere vores familie alt for meget. Og så er der altså ting, som tilsyneladende ikke lader sig ændre.

Og så har vi jo et valg. Som vi altid har. Vil vi leve med det eller vil vi vælge det fra? Vil denne kvinde leve med, at hendes mand stinker til indkøb eller vil hun flytte fra ham? Der er kun de to muligheder: Bliv eller gør noget andet.

Det var kvinden jeg talte med, ikke umiddelbart enig i: “Jeg kan da ikke gå fra ham, fordi han ikke kan købe ind. Det er bare irriterende. Jeg kan ikke forstå, det kan være så svært. Men jeg går da ikke fra ham af den grund”.

“Nej, du bliver sammen med ham og brokker dig over det”, sagde jeg og nævnte dermed den tredje mulighed, som altså dog findes. Og som alt for mange vælger i alt for mange situationer. Vi står i en situation, som vi ikke er tilfredse med – har et job, vi ikke er glade for, er i et forhold, som gør ondt, kører i en bil, som bliver ved med at gå i stykker. Vi har gjort, hvad vi kan for at ændre på det, men det lader sig ikke ændre. Men alligevel bliver vi – i jobbet, i forholdet, i møgspanden.

Og brokker os over det.

Her er min mening: Hvis du ikke kan ændre på situationen, så gå væk fra den og gør noget andet. Hvis du ikke gør det, så mister du brokkeretten. Du har selv valgt at blive.

Det samme gælder med brok over ting, som lader sig ændre. Vi brokker os over de ekstra kilo, over at vores barn plager og altid ender med at få sin vilje, at bussen altid er forsinket. Så gør dog, hvad der skal til for at tabe de kilo! Lær en gang for alle dit barn, at plagerier ikke virker! Tag cyklen! Hvis du ikke gør det, så mister du brokkeretten. Du har selv valgt at blive i situationen.

Kvinden fra før kan vælge at blive og acceptere, at manden ikke kan finde ud af at købe ind. Nu kan hun så arbejde på at acceptere, at de ind imellem står og mangler noget til maden. Eller hun kan selv købe ind. Hvis hun ikke vil forlade ham, har hun valgt at blive.

Jeg ved godt, det ikke er særligt dansk. Jeg ved godt, at vi får en sær følelse af samhørighed, når vi brokker os sammen – over køen, vejret eller folk af det andet køn. Men du? Kan vi ændre på vejret?