Hvis jeg ikke præsterer, hvem er jeg så?

Igen i går havde jeg en mor i røret. Bekymret for sin store datter, som har mistet sin kampånd. Er træt af det hele. Ikke motiveret af noget. I tvivl om, hvorvidt gymnasiet nu var det rigtige valg.

Tidligere var hun glad for skolen – ikke med armene over hovedet, men helt almindeligt tilfreds, som vi ofte er med ting, som vi har nemt ved. Vellidt og social.

Nu trækker hun sig fra vennerne, gider ikke lektierne og har helt mistet modet. Og forældrene er bekymrede. Hvad kan de gøre for at gøre hende glad igen? Hvordan kan de hjælpe hende med at finde gejsten?

Jeg kender ikke pigen eller forældrene. Men moren kunne dog genkende noget af det, jeg kom til at tænke og nu sagde til hende:

Mange piger har gennem deres skoletid lært sig at være stille, søde, nemme piger. De sukker måske lidt i skolen, når de endnu en gang bliver sat ved siden af en dreng, de skal holde ro på og når de skal lave endnu en opgave, som de har alt for nemt ved. De sukker stille. Klarer sig, fordi de i det mindste får ros for deres flotte arbejde. Ved skole-hjemsamtalerne får de måske at vide, at de jo klarer sig rigtig fint i de fleste fag, “men du skal sige noget mere i timerne, hvis jeg skal kunne give dig en højere mundtlig karakter. Du kan jo godt. Du skal bare turde”. Pigerne får ikke at vide, hvordan de skal (lære at) turde, så intet ændrer sig og ved næste samtale får de nøjagtigt det samme at vide.

Men det er til at holde ud, for de er dygtige. De får ros. Og slipper for ballade.

På et tidspunkt sker det så for en del af dem, at de bliver trætte af at præstere. Det bliver alligevel for kedeligt. Andre ting bliver mere spændende. Eller de begynder i gymnasiet (hvilket har været forventet siden 6. klasse – af dem selv og de voksne) og niveauet ændrer sig og dermed deres karakterer. Og den ros de er vant til at få, udebliver.

Og spørgsmålet dukker op: Hvis jeg ikke præsterer, hvis jeg ikke gør noget, hvem er jeg så? Eller … ideelt set dukker spørgsmålet op. For de flestes vedkommende når det ikke længere end til en følelse. Følelsen af ikke at slå til, ikke at være god nok, ikke at leve op til egne og andres forventninger. Indtil nu har de defineret sig selv ud fra, hvad de kunne. Nu kan de ikke længere og hvad så? Er de så ikke gode nok længere?

Jeg skal nu mødes med endnu en pige, som har brug for at lære at skelne mellem det, hun er og det, hun gør. Vi er jo ikke vores adfærd. Her er endnu en pige, som i alt for mange år er blevet rost for det, hun gør, i stedet for at blive anerkendt for det, hun er.

Jeg siger ikke, at pigernes forældre og lærere er dårlige mennesker. De roser i bedste mening. Det kommer mange af os til. “Hvor er du god til at cykle”, “Sikke en flot tegning”. “Hvor læser du godt efterhånden”. “Du er god til at danse”. Vi får lyst til at rose og det er fint. Vi skal bare være opmærksomme på, at vi ikke styrker børnenes selvværd, når vi gør det. Vi styrker deres selvtillid. Og mens selvværd handler om at være, handler selvtillid om at gøre. Så når de for en periode ikke gider gøre, bliver de i tvivl om, hvorvidt de nu er gode nok.

Note: Et par andre måder at kommentere på kunne lyde: “Hvor er det dejligt at se, at du ser dig for, når vi cykler”. “Er den til mig (stort smil)? Tak!” “Kan du selv mærke, at din læsning forandrer sig? Hvordan er dét?” “Det er så tydeligt at se, at du nyder at danse”.

______________________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for uperfekte forældre til 10-19-årige.

1. april kommer andet kapitel i bogen til (præ)teenagerens forældre. Det kommer netop til at handle om anerkendelse og om, hvordan vi styrker vores børns selvværd. Prisen bliver 39,- kroner.

Første kapitel er dog allerede ude og kan hentes GRATIS her. I kapitlet “Fat det nu! Jeg fryser ikke”, møder du blandt andet Lukas og Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

“Du fatter jo ikke en skid, mand! (og andre sandheder om livet i teenagefamilier)” er en e-bog til forældre til 10-19-årige. Jeg skriver den sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut. Hver måned fra april til december kommer endnu et (uafhængigt) kapitel.

 

Reklamer

One thought on “Hvis jeg ikke præsterer, hvem er jeg så?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s