Hvis du ikke gør noget ved det, mister du brokkeretten

“Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Han kan ikke finde ud af at købe ind”, sagde en kvinde til mig forleden. Egentlig kommer hun hos mig for at blive bedre til at sætte tydelige, personlige grænser i forhold til sine store piger, men nu kom manden i huset så på tale. “Det er lige meget, om han har en seddel med, om jeg har sendt en sms, om han bare skal hente tre ting. Han glemmer noget. Hver gang!”

“Og hva’ så?” var mit næste spørgsmål (Et af mine yndlingsspørgsmål, for tit er det helt rigtigt at spørge os selv: “Hva’ så … egentlig?”).

“Det er bare pisse irriterende. Så er det jo kun mig, der kan købe ind. Hvis ikke vi skal stå og mangle et eller andet vigtigt til maden. Og jeg gider altså ikke altid købe ind. Og jeg har heller ikke tid. Det er jo også mig, der hjælper pigerne med lektierne”.

Det er nærmest en klassiker. Det er ikke altid indkøbene, det kniber med. Det kan lige så vel være, at manden smider karkluden i vasken, så den ligger og bliver sur, at han smider sit snavsede tøj på gulvet og aldrig når til at samle det op, at han glemmer aftaler og derfor skal mødes med gutterne, når de egentlig skulle hjem til hendes mor. At han …

Og hun brokker sig.

“Hvad kan du gøre ved det?” spurgte jeg.

“Jeg ved det ikke. Vi har talt om det så mange gange, men der sker ikke en skid. Han skal simpelthen lære at …”

Jeg afbrød hende: “Hvad kan DU gøre ved det?”

Hun tænkte lidt. “Jeg ved det ikke. Ingenting, tror jeg. Men jeg gider altså ikke altid være den, der …”.

Jeg afbrød igen (Jeg afbryder gerne, når jeg arbejder. Nogle gange har folk brug for at få afbrudt de sætninger, de har sagt så mange gange før): “Så du kan ikke gøre noget ved det. Og vi ved jo, at vi ikke kan lave om på andre mennesker. Du har forsøgt at ændre på hans adfærd, men det lykkes ikke. Hvad vil du gøre ved det?”

“Men jeg kan jo ikke gøre noget!?” Hun fik en snert af irritation i stemmen (Jeg er gerne irriterende, når jeg arbejder. Det er sjældent, at folk har brug for (endnu) en rygklappende veninde).

Lige præcis. Hun kan ikke gøre noget. Den skulle lige helt på plads.

Der vil altid være ting, vi ville ønske, andre gjorde anderledes. Specielt hvis vi bor sammen med dem. Der er ting, som vi kan få dem til at gøre anderledes, lige som der er ting, vi selv må gøre anderledes for ikke at genere vores familie alt for meget. Og så er der altså ting, som tilsyneladende ikke lader sig ændre.

Og så har vi jo et valg. Som vi altid har. Vil vi leve med det eller vil vi vælge det fra? Vil denne kvinde leve med, at hendes mand stinker til indkøb eller vil hun flytte fra ham? Der er kun de to muligheder: Bliv eller gør noget andet.

Det var kvinden jeg talte med, ikke umiddelbart enig i: “Jeg kan da ikke gå fra ham, fordi han ikke kan købe ind. Det er bare irriterende. Jeg kan ikke forstå, det kan være så svært. Men jeg går da ikke fra ham af den grund”.

“Nej, du bliver sammen med ham og brokker dig over det”, sagde jeg og nævnte dermed den tredje mulighed, som altså dog findes. Og som alt for mange vælger i alt for mange situationer. Vi står i en situation, som vi ikke er tilfredse med – har et job, vi ikke er glade for, er i et forhold, som gør ondt, kører i en bil, som bliver ved med at gå i stykker. Vi har gjort, hvad vi kan for at ændre på det, men det lader sig ikke ændre. Men alligevel bliver vi – i jobbet, i forholdet, i møgspanden.

Og brokker os over det.

Her er min mening: Hvis du ikke kan ændre på situationen, så gå væk fra den og gør noget andet. Hvis du ikke gør det, så mister du brokkeretten. Du har selv valgt at blive.

Det samme gælder med brok over ting, som lader sig ændre. Vi brokker os over de ekstra kilo, over at vores barn plager og altid ender med at få sin vilje, at bussen altid er forsinket. Så gør dog, hvad der skal til for at tabe de kilo! Lær en gang for alle dit barn, at plagerier ikke virker! Tag cyklen! Hvis du ikke gør det, så mister du brokkeretten. Du har selv valgt at blive i situationen.

Kvinden fra før kan vælge at blive og acceptere, at manden ikke kan finde ud af at købe ind. Nu kan hun så arbejde på at acceptere, at de ind imellem står og mangler noget til maden. Eller hun kan selv købe ind. Hvis hun ikke vil forlade ham, har hun valgt at blive.

Jeg ved godt, det ikke er særligt dansk. Jeg ved godt, at vi får en sær følelse af samhørighed, når vi brokker os sammen – over køen, vejret eller folk af det andet køn. Men du? Kan vi ændre på vejret?

_____________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for forældre til 10-19-årige.

Første kapitel af bogen til (præ)teenagerens forældre er ude nu og kan hentes GRATIS her. Her møder du blandt andet Lukas på 14 og hans mor Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

1. april kommer andet kapitel i bogen. I “Du hører jo ikke, hvad jeg siger!” tager vi fat i anerkendelsesbegrebet og kommer med konkrete handlemuligheder til dig, som ønsker at styrke dit barns selvværd. Prisen bliver 39,- kroner.

“Du fatter jo ikke en skid, mand! – og andre sandheder om livet i teenagefamilier” er en e-bog til forældre til 10-19-årige. Jeg skriver den sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut. Hver måned fra april til december kommer endnu et (uafhængigt) kapitel.

Shitshitshit, jeg har glemt nissegaverne

Jeg læste på en facebookstatus i går aftes, hvordan en mor nu havde 2 x 24 gaver liggende klar til sine poder. Hun var (også) selv imponeret. Mit gæt er, at hun også var lettet.

De par gange, hvor jeg selv har forsøgt mig med nissegaver, er det altid endt med, at jeg mange gange i løbet af december har måttet haste ind forbi Tiger på vej mellem arbejde og afhentning for at finde to dimser. Et par gange har jeg suset rundt lige før min sengetid for at finde noget i vores hjem, som drengene havde glemt, vi havde. Og det er da også sket, at jeg har glemt det en aften og næste morgen har måttet digte historier om nisser, som har været nødt til at rejse hjem og passe en syg nissemor. Mon ikke han så ville tage to ekstra gaver med tilbage den følgende dag?

Det var for børnenes skyld. Selvfølgelig. Man skal da have nissegaver.

Gennem årene har jeg bildt mig ind, at man da skal bage julesmåkager. Altså for børnenes skyld. Og så er december ellers gået, uden vi har bagt småkager, fordi jeg aldrig fik købt ind til det (hvad ER hjortetaksalt?!), mens jeg har slået mig selv i hovedet med manglen.

Og julepynt! Hver december skal man da sidde en adventssøndag og producere julepynt. Så kassen hvert år bliver suppleret med børnenes eget, fedtede, krøllede pynt. Så vi om mange år kan kigge rundt i hjemmet og mindes de gode klippe-klistre-stunder. For traditionens og børnenes skyld.

Samtidig skal der da være tid til julehygge i institutionen. Og i den anden institution. Og klippe-klistredag i klassen. Og konfektdag med resten af familien. For børnenes skyld og for hyggens. Og for ikke at få pulsen alt for meget ned. Og så børnenes blodsukker ikke skal komme i balance.

På et tidspunkt gik det op for mig, at også i december har jeg et valg. Altid. Jojo, ethvert valg har jo så nogle konsekvenser; det ved vi jo. Men valget har jeg. Der er virkelig ikke nogen grund til at forsøge at skabe en jul, som lever op til “man” og Plejer, hvis det betyder, at jeg skal stresse rundt for (alligevel ikke) at kunne leve op til standarder, som ikke er mine egne.

Jeg tror nemlig ikke, mine børn bliver mere harmoniske af at få nissegaver og bage småkager, hvis deres mor mister overblikket i processen. Jeg tror ikke nødvendigvis barndomsminderne bliver bedre af at have produceret julepynt med en mor, som bliver mere og mere stram i stemmen, efterhånden som december går.

Så jeg har simpelthen besluttet, at juletraditionen hos mig er, at tingene formodentlig er anderledes end sidste år. De fleste ting altså. De ting som vi alle nyder og som vi selv har valgt, dem holder vi fast i.

Forleden sagde en dreng, jeg kender rigtig godt (og som for længst er holdt op med for alvor at tro på nisser): “Det bliver spændende at se, om den nisse, der kommer i år, giver adventsgaver”. Han mor svarede: “Ja, det bliver spændende. I år har han måske lyst til at at samle det meste i en større julegave”.

Samtalen sluttede med drengens “Der var også det år, hvor det bare kom som en overraskelse, når der var en gave”.

Nissen er jo bare en historie. Som vi selv kan skrive (om).

____________________________________

Advarsel! Reklame:

Allerede i går kom en mor forbi mit kontor med hovedet fyldt med decembergøremål og en intension om at gøre det hele anderledes i år. For at kunne trække vejret helt ned i maven frem til jul. For børnenes skyld. Og det virker sgu, det skidt. Vi kom godt nok til at bruge 102 minutter på at skabe overblikket – og ikke de lovede 90 minutter.

Jeg vælger at lade være med at slå mig selv i hovedet med det.

Hvad skal der til, for at du selv kan huske det?

I går morges nåede vi ned til cyklerne, før jeg opdagede, at Johannes ikke havde sin skoletaske med. En bamse havde han dog husket og den var nu forsvarligt mast sammen på bagagebæreren.

“Hvaaaa, hvad med en taske, Johannes?” Jeg fortsatte med at låse min cykel op. Drengen stivnede.

“Den har jeg glemt”. Han stod stadig helt stille.

(En-to-tre-fire-fem-seks. Langsom nu. Du ved, der er en sær tidsforskydning hos drengen – mellem mine ord og … hans respons)

“Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Jeg kunne ikke vente længere.

(Syv-otte-ni-ti-elleve-tolv)

“Øøøøøh, hente den?” Læg mærke til spørgsmålstegnet. Hvis du har lyst.

“Det synes jeg, du skal gøre. Alfred er deroppe endnu. Hvis du skynder dig, er døren stadig åben”. Så kom der bevægelse, for én ting er at skulle bevæge sig helt op til første sal igen, en anden er også at skulle kæmpe med en drillesyg lås.

I morges huskede jeg ham på tasken allerede oppe i gangen. Nåede dog at tænke tanken, at han måske skulle have lov til at gå uden og mærke konsekvensen af det i skolen. Det virkede, dengang jeg lod ham gå uden madpakke. Pludselig fik det betydning selv at huske den. Men i morges huskede jeg ham altså på tasken. Morgenen var i forvejen lidt rodet, fordi det ret sent gik op for mig, at regn er en slags vædske, som man nærmest bliver våd af, når man bliver ramt af den. Måtte skrive i den stores kontaktbog, at han ikke har noget regntøj og måtte han gerne blive inde i pauserne? Havde så fundet et kæmpe, gammelt, grønt, ildelugtende (!) militærregnslag frem fra gemmerne, som han kunne bruge på turen til skole for ikke at ankomme drivvåd. Så Ravnemor fik altså derefter en skulder af Hønemor, som sagde “Tag tasken med i dag, ikk’ Johannes?”

Og så blev klokken 9.30. Og jeg blev ringet op af Johannes’ lærer fra hendes private mobiltelefon, med larm af børn i baggrunden. Om at min søn havde glemt sin madpakke. Sikke en service! Og sikke et dilemma, jeg dér blev placeret i. Hvis jeg selv havde opdaget, at pakken endnu stod på køkkenbordet, ville jeg formodentlig have smidt den ind i køleskabet og glædet mig over, at Johannes selv rettede op på Hønemors morgenhandling. Og i eftermiddag ville han være motiveret til at tage en snak om, hvad der skal til, for at han kan huske, hvad han skal huske. Planer? Plancher? Alarmer?

Nu sad jeg med en omsorgsfuld lærer (og som jeg Mor til en dreng på otte) i røret og jeg nåede ikke at tænke.

“Sig til ham, at jeg vil se, om jeg får tid til at komme med den. Og ellers må han klare sig”. (Selvfølgelig tager jeg derover. Jeg skal alligevel hen og hænge en seddel op i Netto)

Meget kort stilhed. Så kom det fra Moren/læreren i den anden ende: “Kan han li’ æg? For så har jeg …”

“Du! Jeg skal nok komme over med hans madpakke inden 11. Jeg vil bare gerne have, at han hænger lidt og mærker konsekvensen af det. Jeg vil gerne have, at han lærer at huske ting selv”.

Mens det foregik, kørte tankerne allerede. Enten-eller, Camilla! Enten lader du ham mærke konsekvensen, lader være med at tage over med madpakken og lader ham om at finde ud af det sammen med sin lærer og sine kammerater (jeg har mange gange selv sagt ud over en klasse “Silas/Line/Daniel har ikke mad med i dag; er der nogen, der vil dele?”). Eller også lader du Johannes vide med det samme, at du kommer over med pakken i tide før spisepausen. Jeg bryder mig ikke om, når jeg kommer til at lave den dér midt-i-mellem-ting, som gør, at jeg bliver helt utydelig for Johannes og i virkeligheden også for mig selv.

Men jeg fik altså lavet en midt-i-mellem’er. Så da jeg kom over med madpakken, blev Johannes glad og lettet. Og jeg kunne se på ham, at han var lidt flov over at have glemt den. Jeg vidste sgu ikke rigtig, hvordan jeg skulle gribe hele situationen an, fordi jeg havde fanget mig selv dér midt imellem. Så jeg gjorde ingenting.

Nu – en time senere – kan jeg mærke, at om Johannes er motiveret eller ej, så skal vi have snakken i eftermiddag om, hvordan vi indretter os, så han kan tage ansvaret for det, han efter min overbevisning sagtens er i stand til at tage ansvaret for. Det kommer til at kræve en indsats at tage det næste skridt i dén retning, men jeg ved jo af erfaring, at ingen ny vane tager mere end 21 dage at indarbejde (de fleste tager snarere 7). Og jeg ved jo, at i sidste ende bliver vi begge glade (og han meget stolt), når jeg ikke længere skal huske ham på alting, når han bare gør tingene automatisk.

Og jeg ved: Ikke at gøre, hvad der skal til for at ruste ham til at tage ansvar, betyder ikke kun, at jeg bliver ved med at have det. Det betyder også, at jeg gang på gang i virkeligheden siger og viser ham, at jeg ikke tror, han vil kunne magte det.

Jeg ved det og alligevel bliver jeg ved med at falde i. Hvor er jeg glad for, at jeg dog opdager det.

Jeg må bare acceptere, at det larmer

Den vigtigste ting, jeg er i gang med at lære, er denne: at tage ansvaret for mit eget. For mine reaktioner, mine følelser, min adfærd. For mit liv. Når jeg skriver det, ser jeg, hvor klichéagtigt det kan fremstå, men det er alt andet end fortærsket – for mig i hvert fald. Det er nemlig ikke noget, jeg har gjort det særligt meget i – sådan for alvor at tage ansvaret i mit liv.

Jeg tror egentlig, det begyndte med en indsigt. Du ved, en af dem der bare springer ud af en sammenhæng og lissom hager sig fast i tankerne. Det gik op for mig, at jeg hvert øjeblik har muligheden for at vælge. Lad os nu sige, at min dengang 3-årige søn ville bæres op ad trappen, hvilket jeg selvfølgelig ikke syntes, han skulle. Så kunne jeg vælge at lade være eller jeg kunne bære ham. Simpelt. Sådan da.

På det tidspunkt gik det for alvor op for mig, hvilken frihed der ligger i erkendelsen af, at alle valg har konsekvenser, positive og negative. Selv sådan et lille et som det på trappen. Friheden ligger i den vurdering, som det er op til mig at foretage, når jeg står overfor et valg. Det er op til mig selv at vurdere, hvilken af mine valgmuligheder, der byder på den blanding af konsekvenser, jeg bedst kan leve med. Giver det mening?

Valgte jeg at lade være med at bære min søn, betød det larm – sådan bogstaveligt talt. Han ville græde og skrige og plage og jeg ville svede, komme i tvivl om mit valg og tænke på de andre mennesker i opgangen og på, at drengen jo også havde haft en lang dag. Samtidig ville jeg være tro mod et princip om, at drengen skulle gå selv.

Valgte jeg at bære ham, havde det selvfølgelig også nogle konsekvenser. Han ville blive tilfreds og glad. Jeg ville svede og allerede da vide, at i morgen ville han forvente samme behandling. Jeg ville få lyst til at brokke mig på vej op ad trappen. Over vægten, hans ønske og i virkeligheden over mit eget valg.

Min indsigt handlede om nødvendigheden af to ting: til fulde at forstå, at jeg altid havde et valg. Og til fulde at acceptere konsekvenserne af mine valg, når jeg traf dem. Bære drengen og være okay med det. Være okay med, at jeg fraveg mit princip den dag. Være okay med vægten og være okay med hans ønske. Eller lade være med at bære drengen og være okay med dét. Være okay med, at han reagerede. Og ja, det larmede hos naboerne. Være okay med, at han lige da syntes, jeg var en lortemor.

Hvis jeg ikke til fulde træffer et valg, skaber jeg smerte hos mig selv. Hvis jeg ikke accepterer mit eget valg og de konsekvenser det har, bliver det umuligt for mig at være i situationen på en god måde. Så bitcher jeg – i eksemplet med trappen enten over, at han larmer eller over, at jeg er i gang med at bære ham. Og uanset hvad, så placerer jeg mig selv i min absolut hade-følelse: følelsen af at være et offer. Den følelse jeg får, hver gang jeg glemmer, at jeg kan vælge selv.

Til tider kan det selvfølgelig synes som om, jeg slet ikke har et valg. Jeg kan blive fyret, min kæreste kan vælge at gøre det forbi, banken kan sige nej til at forhøje mit lån eller det kan begynde at regne, lige når jeg skal ud af døren. Jeg kan ikke ændre på min chefs eller bankens beslutning, tvinge min kæreste til at komme tilbage eller få regnen til at stoppe. Sandt nok. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil forholde mig til det, jeg ikke kan ændre på. Dér ligger min mulighed for at vurdere og træffe et valg.

Vil jeg bruge en masse tid på at fortælle mig selv og alle dem, der vil lytte, hvor synd det er for mig? Hvor uretfærdigt og tarveligt og irriterende? Eller vil jeg acceptere, at nu er det sådan, det er? Og lede efter de handlemuligheder, der dog er? Det skal lige siges, at jeg ikke synes, der er noget galt med at vælge det første. Det er helt okay, hvis jeg vælger at bruge en periode på at synes, det er skide synd for mig, så længe jeg accepterer de konsekvenser, dét har: jeg mister nok lidt energi, får svært ved at føle mig rigtig glad, ser måske ikke de muligheder, jeg har for at komme videre, bliver mindre sjov at være sammen med og så videre. Det er et helt fint valg at træffe. Jeg skal bare træffe det fuldt ud. Det er mit ansvar i mit liv.

Jeg får sådan en lyst til at skrive lidt om accept. Om at acceptere det, vi ikke er enige i, acceptere når andre vælger for os, acceptere det uacceptable. Det må blive et andet indlæg, selvom accept hænger uløseligt sammen med følelsen af til enhver tid at have et valg. Og selvom det er gennem accept, jeg finder vejen til at tage ansvaret for det, der er mit.

60 år og pædagog

Min opgave blev en dag at hjælpe en pædagog med at træffe en svær beslutning.

Denne skønne vuggestuepædagog fylder 60 om et øjeblik og er i tvivl om, hvorvidt hun skal fortsætte, til hun er 62 eller stoppe her. Hun har problemer med ryggen og kroniske smerter i hånden af at knappe body’er (tænk sig, det er sgu et udbredt problem for pædagoger – de kalder det dog ikke bodyknappeskader). Hun er af den spontane, kreative slags, som elsker at handle på de signaler, hun får fra børnegruppen, så hun er ved at være godt træt af alle de systemer, som hun og de andre bliver pålagt at smide ned over dagligdagen. Hun har været pædagog i 35 år. Fra nytår skal hendes lille sted spare, hvad der svarer til 1 af de 8 pædagogisk ansatte væk. Hun ender med at skulle være alene med 21 børn flere timer om eftermiddagen. Hvis hun bliver.

Hvis hun bliver, vil hun fortsat ikke have energien til at strikke, når hun kommer hjem, for hun er godt nok ved at være træt nu.

Hvis hun stopper, vil hun få tid til at strikke og tegne og lave de ting i køkkenet, som hun længe ikke har haft energien til. Hun vil få tid til sine børn og sin mand. Hun vil slippe for en del stress og for at møde nye besparelser igen om et år – for ikke at tale om alle de frustrationer, dét afstedkommer i personalegruppen. Og hun slipper for at gå umenneskeligt meget på kompromis i sin faglighed ved at skulle håndtere alt for mange børns udfordringer på én gang. Alene.

Hun bliver. Det kan være, det bliver på nedsat tid, men lige nu ser det ud til, at hun bliver. Hun kan simpelthen ikke bære tanken om at skulle sige farvel til alle de dejlige børn. Hun ville savne dem alt for meget, hvis hun valgte at gå. Hun elsker sit job, ikke alle betingelserne omkring det. Hun elsker hele tiden nye børn – andre menneskers børn. Tre år ad gangen. Og de elsker hende.

Jeg er taknemmelig for, at der findes mennesker som hende.