Man skal da savne sine børn

Min 10-årige søn og jeg spiste morgenmad udenfor i går. I minusgrader. På en lav mur lige ved Amagerbrogade. Normalt går vi jo hjemmefra i god tid om morgenen, når der er sne. For at have tid til at træne vores kast. Og nyde den sjælne stilhed på skolevejen. Men da julen var gået uden sne, gav drengene op; de vidste bare, at det ikke ville komme til at ske denne vinter.

Og så kom sneen. Lige da mine drenge skulle hjem til deres far i tre uger. Hvad så med det helt specielle samvær vi har, når der er sne, når det bliver naturligt for mig at lege og konkurrere og slås? Om tre uger er der måske ikke mere sne.

Det er gået op for mig, at jeg kan måle min tilfredshed med mig selv som mor ud fra den følelse, jeg har, når drengene er hos deres far. I en periode som denne, hvor jeg har for meget arbejde til at kunne være helt nærværende sammen med dem, når de er her, savner jeg dem, når de ikke er her.

Savnet er en spøjs blanding af følelser. Beklagelse over stadig ikke at have hjulpet den ene med at skille hans seng ad og den anden med at male graffitien på væggen over. Følelsen af at have en række ufærdige samtaler hængende, ventende. Jeg føler mig ude af trit med deres skole. Kan ikke huske, om vi overhovedet grinede sammen sidst, sådan rigtigt.

Savnet dukker op i ganske korte øjeblikke. Nogle fraskilte ville misunde mig længden på de øjeblikke. Nogle forældre savner deres børn hele tiden, når de hos den anden forælder. Hele tiden! Savnet ligger som en dyne over alt andet. Eller under alt andet. For nogle er det forbundet med store samvittighedskvaler at skulle give slip på det. For hvis vi ikke savner vores børn, må vi da være dårlige forældre.

Jeg savner normalt ikke mine drenge. Det hænger delvist sammen med min tro på, at de har det godt hos deres far. Og det hænger sammen med, at jeg meget tidligt efter skilsmissen traf en beslutning: Jeg VIL leve et helt liv. I den ene uge vil jeg leve sammen med mine drenge på en god måde. Den anden uge vil jeg leve på en god måde uden dem. Det virkede ikke for mig at rende rundt hver anden uge og have følelsen af at mangle noget for at kunne blive lykkelig. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at halvdelen af mit liv blev … mangelfuldt.

Jeg skulle selvfølgelig lige gennem perioden med dårlig samvittighed over, at jeg ikke savnede dem. For ikke savne dem var jeg nemlig nødt til at lade være med at tænke på dem hele tiden. Og hvilken mor tænker ikke på sine børn hele tiden? I det mindste hele tiden, når hun har fri. Denne mor. Åbenbart.

Jeg kan se det fra drengenes perspektiv: Jeg er en meget bedre mor i de uger, de er her, hvis jeg lever fuldt ud, når de ikke er her. Hvilket er sandt; jeg har ingen tvivl. Glade forældre er bare bedre forældre.

Jeg kan også se på det fra mit perspektiv, fra mig som et helt menneske – ikke bare som mor: Jeg lever et meget bedre liv, når jeg lever fuldt ud i alle uger. Jeg er gladere; mit liv er bedre; det hele giver bedre mening for mig. At jeg så bliver sjovere og nemmere at være sammen med for mine børn, er jo en dejlig bonus.

Det er bare ikke helt tilladt at sige åbent, hvis vi lever et fuldt, tilfredsstillende, meningsfuldt liv, når vi ikke er sammen med vores børn. Ikke desto mindre er det efter min mening det mål, vi bør stræbe efter. Det er ønskværdigt, muligt og fuldkommen tilladt. Nogle mennesker vil endda sige, at det er vores pligt – ikke som forældre, men som mennesker. Det er vores pligt at leve fuldt ud.

Hvis jeg ikke er tilfreds i ulige uger, præger det de lige uger. Og omvendt. Jeg bliver en skidt mor (efter min standard), når jeg er utilfreds med mit liv som Camilla. Jeg bliver ikke tilfreds i mit liv som Camilla, når jeg ikke lever op til min egen standard som mor.

Jeg arbejder for meget for tiden. Normalt sørger jeg for at fyre den af, når drengene er hos deres far, så jeg kan arbejde indenfor normal arbejdstid, når de er hos mig. Men for tiden fylder arbejdet så meget, at jeg også arbejder, når de er hjemme. Jeg glemmer at holde fri – om aftenen og i weekenden. Jojo, vi spiller da lidt brætspil og vi sludrer da en smule. Men det meste af tiden passer vi bare hver vores skærm. Og jeg er kun nærværende med mit arbejde.

Så tog de hjem til deres far, sneen kom og med den kom savnet. Sms til faren: Må jeg følge drengene i skole i morgen tidlig?

Lidt over syv i går morges kom min 10-årige derfor hjem og hentede mig i stedet for at gå på morgenfrit (storebror skulle møde senere og lå og fedede den under dynen). Jeg havde pakket morgenmaden og et tæppe i en taske og mig selv i tre lag tøj. Desværre var det meste af weekendens sne væk, men det kom ikke til at betyde noget. Jeg hørte om kammeratens fødselsdag i weekenden, om skolen og om, hvor mange dåsesodavand, de havde stående hjemme hos far. Han valgte en lav mur ved Amagerbrogade, hvor vi kunne sætte os med vores frugtsalat og amagermadder. Før jeg fulgte ham helt ind i varmen i klassen.

50 minutters nærvær mandag morgen gjorde hele forskellen. Mens vi frøs og fantaserede, blev savnet erstattet af en følelse af tilfredshed. Og beslutsomhed: Perioder hvor arbejdet fylder mere end normalt, er tilladte, men de må ikke være så lange som denne er blevet.

Jeg er kun tilfreds som Camilla, når jeg er tilfreds med mig som mor. Og omvendt.

Reklamer

Det Helt Store (jule)Overblik

Julen kom til Amager i lørdags. Med juleoptog på Amagerbrogade.

Som hvert år styrtede vi rundt herhjemme for at nå hen og tage opstilling i tide. Sjovt nok er vi ofte i virkelig god tid og ender alligevel med at måtte skynde os. Vi pakkede os godt ind, overvejede kakao på termoen, måtte droppe det, talte om tidligere oplevelser med optoget. Ud af døren.

Når vi placerer os på Amagerbrogade tættest på os selv, står vi af gode grunde blandt nærområdets børnefamilier. Og mens mine drenge bruger tiden på at gå frem og tilbage over cykelstien for at tjekke, om optoget er ved at være nær, benytter jeg mig af chancen for at studere forældreadfærd. Hygger mig, noterer mig, undrer mig.

“Moar? Moaar? Moar?” lyder det fra en pige, hvis mor står og taler med en anden voksen. Moren taler videre og pigen bliver utålmodig. “Moaaar?!” Moren kigger ned på hende og de veksler et par sætninger. Moren vender tilbage til sin voksensamtale. Et minut senere  lyder det igen: “Moar? Moaar?!” Moren taler lidt videre, afbryder sin samtale, taler kort med datteren, vender tilbage til den voksne.

Jeg går ud fra, at de fleste af os står her, fordi (vi mener) vores børn gerne vil se optoget. Og jeg tænker: hvis vi er her for børnenes skyld, hvorfor ER vi her så ikke? For vores børns skyld. Hvorfor vælger vi ikke at være fuldt ud til stede sammen med dem? Lege og sludre i ventetiden, så oplevelsen er god – også før orkestret og Fætter BR (!) endelig nuldrer forbi.

Jeg kigger rundt og ser de mange forældre, som står og taler med andre voksne. Nogle har nået at tage glögg og kaffe med. (Næste år vil vi være i endnu bedre tid) En far lyder irriteret nu: “Kom nu ind til siden! Der kommer cykler”. Moren til samme dreng overtager: “Nu skal du altså blive her. Ellers bliver du væk”. Tilbage til far: “Hvis du ikke kan høre efter, går vi hjem”.

Det har altid generet mig, når forældre vælger at være to om at irettesætte. Lader ordene lappe over. Som om den ene tænker, at den andens ord ikke helt er nok … Og barnet står eller sidder dér og bliver bombarderet. Fyldt med ord.

Drengen ser ud til at forsøge; hans ben vil ikke stå stille. Fra hans plads er der kun udsigt til voksennumser. Forældrene taler videre med hinanden.

“Hvornår kommer de, mor?” Min yngste begynder at miste tålmodigheden. Vi ender ude i en historie om, at juleoptoget skal nå landet rundt inden aften, så det bevæger sig så hurtigt forbi, at det måske har været der, uden vi har set det. Hvor lang tid vil der gå, før alle de andre opdager det?

Igen tænker jeg, at det kan være meget nemmere at hænge ud med drengene, når jeg er den eneste voksne. Så er det kun mine tanker, de afbryder, når noget falder dem ind.

Mine ører fanger en samtale mellem to mødre.

“… ikke fatte, det allerede er jul igen. Jeg gider simpelthen ikke i år. Alle de julearrangementer. Så er det skolen og så er det fritten. Og i år skal de gi’ nissegaver. Og i år er det os, der skal holde jul. Så det er gaver og indkøb og sidst glemte jeg fandme mandelgaven. Og jeg når sgu aldrig at købe gaverne i god tid, selvom jeg hvert år siger, jeg vil”. Hun sukker dybt; veninden tager over:

“Jeg har allerede købt til pigerne. Det var jeg nødt til. Jeg får slet ikke tid til noget i år. Jeg skal være færdig med en masse ting på arbejdet før ferien. Og så skal vi noget i alle weekender fra nu. Alle sammen. Og Peter vil bare ha’ den helt store juleaften, selvom det kun er os i år”.

Veninderne sukker i kor. Jeg er blevet helt travl indeni af at lytte til dem. Skynder mig mentalt at takke min søster for at holde julen igen i år.

Jeg kommer i tanker om noget, en kollega engang sagde til mig om julen:

“Hele måneden stresser jeg rundt for at nå det hele til juleaften. På arbejdet og hjemme. Alt er forberedelse til den aften. Som jeg dårligt nok kan finde ud af at nyde, fordi jeg er alt for træt”.

Og pas nu på, kære læser, for dette går nu hen og bliver en slet (ikke) skjult reklame for noget, der kan synes uopnåeligt: Det Helt Store Juleoverblik.

Dengang brugte jeg en del tid på at hjælpe overbebyrdede institutionsledere med at strukturere deres arbejde. Så alt blev nået og de kunne nyde deres arbejde i højere grad. Og ikke mindst så de kunne holde fri i weekenden – også mentalt. Og det faldt mig ind, at samme metode måske kunne bruges til en overbebyrdet mor i december. Som gerne ville nå alt, nyde processen og tage anden portion ris a la mande med følelsen af at have fri.

Jeg fik lov til at prøve det på min kollega. Og mens jeg skubber Jante ned af min skulder, får du her den sms, hun sendte til mig juleaftensdag klokken lidt i 16: “Camilla, for Julen da! Sidder med fødderne oppe i sofaen. Styr på alt. Også tiden. Og vejrtrækningen. Bedste jul nogen sinde! Tak!”

Siden da har jeg hver december tilbudt julestressede mennesker at hjælpe med at skabe ro og overblik. Og det virker sgu, det skidt! 

Jeg mødes med hende (ofte er det kvinder, der stresser mest i december; det kan vi komme tilbage til en anden gang) og i løbet af to timer får vi alt pillet fra hinanden. Alle opgaver bliver vendt, vurderet, valgt eller valgt fra, sat i system. Vi drysser lidt nydelse ned over planen, ønsker hinanden en helt vidunderlig jul og skilles. Hun med en sund rød farve i kinderne, et helt anderledes blik i øjnene, end da hun kom og ikke mindst med Det Helt Store (jule)Overblik.

Som det allermeste af det jeg laver, er dette simpelt. Ikke nødvendigvis nemt, men simpelt. Og med større effekt end mange tør håbe på, før vi går i gang. Og effekten? Den mærker også børnene. De elsker at have forældre, som kan finde ud af at være ordentligt nærværende.

Tilbage til lørdagens (venten på) juleoptog.

Jeg bed mig selvfølgelig i tungen og undlod at fortælle de fremmede, forpinte mødre om det virkeligt simple. Meget få ting er værre end folk, der fortæller én, hvad man har brug for, ikk? Altså før man har bedt om deres råd.

Ved siden af os meddelte en dreng fra sin plads på farens skuldre, at optoget var i syne.

Hele tre julemænd (sig mig, var den ene en kvinde?) fik vi råbt vores gaveønsker til (BMX!!! Nintendo-et-eller-andet-sært-spillenavn!!! Kokkepiiiige!!!). Så han da forstå det.

Da vi også havde vinket til (ikke storsmilende) folk i en række personbiler, som var landet bag optoget og ikke kunne finde et mennesketomt hjørne at dreje af ved, smuttede vi hjem igen. I gåsegang med områdets andre børnefamilier. En time efter vi var kommet; tyve minutter efter optoget viste sig. Det er sgu da godt, vi har øvet os i at nyde ventetid i vores familie. Husk mig på, at jeg skal fortælle dig om vores Tivoli-sommer en dag.

Advarsel! Reklamen fortsætter:

Kender du nogen (rigtig godt), som ville få en meget rarere december måned, hvis de fik skabt et overblik, så send dem endelig min vej. Men advar dem lige: Det kan ikke undgås, at vi får rodet lidt ved “man” og “plejer”. Det er ekstra sjovt (og ekstra vigtigt) at gøre i juletiden.

Skærmfri Måned – et familieeksperiment

Denne her mor har på familiens vegne taget en beslutning om at gennemføre et eksperiment: Eksperiment Skærmfri Måned. I en hel måned hviler hjemmets computere og fjernsyn. Moren synes nemlig, der den sidste lange periode er gået så mange timer med, at familiens medlemmer sidder med ansigtet vendt mod hver sin skærm. Da hun samtidig er i gang med at opøve sin evne til at være mentalt nærværende sammen med sine børn, er det oplagt at køre eksperimentet af nu.

Familiens 9-årige er helt okay med det. Hun er den umiddelbare type, så hun savner sjældent det, der har været eller bekymrer sig om det, der vil komme. Lige nu nyder hun at spille spil med sin mor, at sidde længe ved aftensmaden, fordi hun ikke trækkes mod pc’en og i det hele taget bare at være i hjemmet uden så mange forskellige lydspor og lukkede døre.

Den 10-årige er ikke kun tilfreds. Forklaringen på, hvorfor eksperimentet overhovedet skal gennemføres, køber hun til dels, for også hun har lagt mærke til, hvordan tiden kan smuldre væk, når tv’et kører. Tre dage inde i eksperimentet nyder hun tydeligvis at have ro til at tale længe om de ting, der er begyndt at undre hende ved verden, livet og forskellen mellem piger og drenge. Hun er dog ikke tilfreds med, at hendes mor tillader sig at træffe så stor en beslutning på alles vegne. Hvis mor vil eksperimentere, må hun gøre det selv. Hvorfor skal det gå ud over de andre? Hvorfor kan de ikke bare se en lille smule – en halv time om dagen? Eller have to skærmfri dage om ugen?

Moren må overveje: Gør jeg dette for deres skyld eller for min egen? Går det ud over dem, at jeg er et enten-eller menneske, som ikke formår at holde fast i aftalerne om kun-en-halv-time-om-dagen-og-først-når-lektierne-er-lavet? Har jeg i virkeligheden stillet tv’et væk, fordi jeg selv kommer til at bruge aftenerne på junk-tv og fordi jeg har brug for at kunne skelne mellem arbejdstid og fritid?

Måske ja. Måske er det mest for hendes egen skyld – som udgangspunkt. Måske har hun brug for at nulstille, før hun kan finde ud af at skabe et passende leje for familiens skærmtid. Og hvad så? Hvad så, hvis det er for hendes skyld? Skal hun have det skidt over det? Eller er det bare sådan, det er i en familie – at alle til tider må være med i et forsøg for et enkelt familiemedlems skyld? Som når hele familien lægger kosten om og nulstiller sukkerforbruget, hvis et enkelt barn ser ud til at have brug for det.

Indtil videre sker der ting, som moren har forventet. Der opstår sære tomrum, hvor en eller anden uden de store overvejelser normalt ville tænde for tv’et. Tiden mellem institution og spisning synes nu noget længere. Der er ingen diskussioner om spisning foran computer eller tv. Og moren går en smule tidligere i seng om aftenen.

Der sker også ting, som hun ikke havde forudset. Der opstår samtaler om, hvornår forældre bestemmer, fordi de er voksne, og hvornår de forsøger at bestemme, blot fordi de ønsker at få deres vilje – i situationer, hvor alle medlemmer af fællesskabet i virkeligheden har lige meget ret til at bestemme. De to børn taler mere sammen, fjoller mere sammen og tager sig tid til opvasken (og de lege, der hører med til sådan en). Moren er gået i gang med en 500 sider lang oplæsningsbog, fordi det nu virker realistisk at nå gennem den på denne side af den yngstes konfirmation. Og hun har en sær fornemmelse af at være mere opdateret på pigernes liv, end hun længe har været.

Og lige nu lyder den afsluttende bemærkning på familiens (og på morens interne) samtaler om forsøget: Det er et eksperiment. Lad os se, hvad der sker. Når måneden er gået, finder vi ud af, hvad vi så gør. Det drejer sig om en måned.

Vælger du blommen eller livet?

På cykelturen hjem til min søster i eftermiddags talte jeg, hvor mange voksne mennesker jeg egentlig har grædt sammen med, mens jeg selv har været voksen. Seks, kom jeg frem til. Jeg har grædt sammen med 6 voksne gennem de sidste tyve år. Indtil i dag, hvor jeg fuldkommen uventet femdoblede antallet.

Jeg har været på kursus i dag med en del mennesker, jeg har mødt kort i forskellige sammenhænge før, en del jeg aldrig har mødt og et par stykker, jeg så småt er i gang med at lære at kende. Det har været en meget lærerig, hyggelig (og oven i købet solrig) dag, hvor jeg har lært en hel masse mere om min måde at møde andre mennesker på. I morgen og i overmorgen skal jeg lære endnu mere. Jeg elsker det.

En halv time før afslutningen skulle vi lave en aktivitet, som vi intet fik at vide om på forhånd. Elleve af os skulle sætte os på gulvet i en cirkel og de resterende tyve skulle sætte sig på cirklen af stole omkring dem. Jeg valgte at sætte mig på gulvet. Inde i midten lå der 6 blommer.

Det viste sig, at vi elleve på gulvet skulle forestille os følgende scenarium: “I sidder i en gummibåd midt ude på vandet efter en kæmpe naturkatastrofe. I kan ikke regne med at blive reddet. Der er desværre kun plads til fem af jer i båden, ellers synker den, og I vil alle dø. Find nu ud af, hvem er jer der tager de 6 blommer – og dermed vælger døden”.

Med det samme vidste jeg, at før jeg kunne vælge, om jeg ville leve eller dø, måtte jeg vælge, om jeg overhovedet kunne være med i øvelsen eller om jeg måtte trække mig. For hvis jeg blev, skulle jeg være parat til at græde foran en hel masse mennesker.

Tanken om at græde foran andre mennesker skræmmer mig fra vid og sans. Selv sammen med min egen coach kan jeg finde på at holde det tilbage, også selvom jeg ved, at det vil forringe effekten af min proces. Min kusine spurgte mig den anden dag, hvorfor det er sådan og jeg kom ned til to ting: jeg er pisse forfængelig og jeg vil ikke vise svaghed. Det er selvfølgelig to fuldkommen latterlige forklaringer, for hvor er det dog ligegyldigt, hvordan jeg ser ud, hvis jeg har behov for at græde og hvor er det dog bare langt fra et tegn på svaghed at lade andre se mine følelser. Tværtimod, ikk? Jeg ved det godt, men ikke desto mindre…

Jeg blev i øvelsen, velvidende (og fyldt med frygt over) at jeg nu måtte bryde denne meget gamle, meget sejlivede grænse. For jeg vidste, at jeg ikke kunne tage en blomme. Og skulle jeg overbevise de andre om det rigtige i mit valg, måtte jeg blev helt ærlig omkring det. Jeg ville blive nødt til at fortælle de andre ti i båden at jeg ikke kan forlade mine børn; at de har brug for det, jeg har at give; at jeg måske nok har fucked dem en lille smule op, før jeg vidste, hvad jeg ved i dag, så jeg har brug for at gøre det godt igen; at de ikke vil klare sig godt uden mig. Og at fortælle noget så væsentligt, så ærligt, så meget fra mit hjerte, det går kun med gråd.

Jeg kunne mærke, at fordi jeg har gennemgået så stor en udvikling gennem de sidste fem år, fordi jeg er nået så langt med at skabe mig det liv, jeg gerne vil leve, fordi hver en opgave jeg udfører i mit arbejde er valgt ud fra lyst og interesse, så er jeg lige nu et sted i mit liv, hvor jeg er tilfreds. Så hvis jeg ikke havde børn, ville jeg tage en blomme. Og lade kvinden med det 1-årige barn leve, lade kvinden som endnu ikke har oplevet den helt store kærlighed, leve og lade kvinden som netop er gået i gang med at give alt det videre til andre mennesker, som hun selv har fået, leve. Hvis jeg ikke havde børn, ville jeg tage en blomme.

Men bare tanken om at vælge døden og mine børn så en dag skulle finde ud af, hvad jeg havde gjort!

Tanken om, at mine børn kun ville have deres far.

Tanken om at mine drenges liv ikke ville blive præget af mine værdier, mine måder at være med dem på, mine holdninger og … mig.

Ved du, hvad jeg mener, hvis jeg siger, at jeg tudetalte? Jeg talte tudende for føste gang nogensinde overfor fremmede mennesker. Og jeg overlevede.

Jeg kommer ikke til at fortælle dig, om jeg i sidste ende valgte livet eller døden, for 6 mennesker skulle vælge døden og de 6 blommer blev taget. Men jeg kan fortælle dig, hvad et af formålene med øvelsen var. Det var at spørge os selv, om vores kæres liv virkelig ville blive så meget værre, hvis vi ikke var her længere. Har vi virkelig så meget betydning for andre mennesker, at deres liv (selvfølgelig efter den værste sorg er gennemlevet) ville blive ødelagt, hvis vi ikke længere var? Det er ret meget magt at have over andre menneskers liv, ikk?

Vel hjemme hos min søster fik jeg indenfor den første time mulighed for en brydekamp på gulvet med mine drenge og jeg sørgede selvfølgelig for at gøre det til en leg, hvor de skulle forsøge at undslippe mine største, længste kram og en helvedes masse kys, kærlige ord og kærtegn. Og hele tiden tænkte jeg (og den har langt fra sluppet mig endnu): jeg må bare blive ved med at fokusere på at gøre mit til, at de er glade, selvhjulpne, kærlige mennesker, så de kan klare sig uden mig. Hvornår de så end skal det.

Og nu tænker jeg på underviserens sidste ord: Hvis der er noget, du gerne vil, noget du vil nå, noget du vil give, så gør det nu! Lige nu.

Til stede med min søn

Jeg havde besøg af Johannes i dag, min søn på 8. I tre timer, mens hans far og Alfred var til fodbold. Johannes har nu i 4 år skullet finde sig i at være med til Alfreds træning, kampe og stævner i en sportsgren, han finder uendeligt kedelig. Han forsøger altid at slippe udenom, og jeg gør hvad jeg kan for at finde steder, han kan være og børn han kan lege med, så han ikke skal spilde sin tid.

Så selvom jeg egentlig ikke havde tid, spurgte jeg om han ville blive her, da de kom for at hente cyklerne. Og godt jeg gjorde det. Han blev så glad og det blev så hyggeligt, at jeg sagtens kan bruge noget tid nu til aften på at indhente det, jeg skulle have lavet da.

Han har en måde at stille sig helt tæt på mig, når han skal fortælle mig noget, han selv finder helt vildt interessant. I dag var det en opsummering af de afsnit af Jesus og Josefine, jeg ikke har set, mens de har været hos deres far. Så stod han dér med sit lille, blege, bløde ansigt 25 centimeter fra mit (store, plettede, grove) og jeg kunne se det hvide hele vejen rundt om iris, mens han fortalte, hvordan moren (som jo er præst) havde sagt “Ja, er det ikke fedt i Biblen”. Og jeg forstod nærmest ingenting. Kun at Johannes elskede at kunne fortælle mig noget, som jeg ikke vidste og forklare mig ting, jeg ikke forstod.

Og lige så intens han var i sin fortælling, lige så hurtig var han til at skifte fokus. Han kom i tanker om, at vi har en sofa. Han sprang op i den og viste mig, hvor god han er blevet til at lave forlæns salto og baglæns jeg-la’r-mig-falde-helt-fladt.

Og så brugte vi de sidste 20 minutters tid på at lege den sædvanlige “Se, mor!” “Øjeblik, skat, lad mig lige få denne hér afsted, så kigger jeg” med varianten “Se nu, mor!” “Øjeblik, jeg skal lige ha’ skrevet det hér, så kigger jeg”.

En leg som vi (kan jeg mærke, nu jeg skriver det) vist skal til at lege noget mindre. Ingen af os synes egentlig, den er særligt sjov.