Undskyld, kære nabo

Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor min yngste ofte vågner så (skide) tidligt om morgenen. Og han har aldrig selv kunnet fortælle mig det. Heller ikke nu som 10-årig.

Når jeg hører lyde fra hans værelse klokken 6 eller 7 en weekendmorgen, maser jeg en øreprop i det ene øre og lægger mig på det andet. Sover videre – lykkelig for at have store børn. Når jeg lukker lydene ind igen et par timer senere, er sønnike godt i gang med sin dag. Han husker ikke, hvorfor han vågnede eller også ved han det ikke.

Nu ved jeg det.

For et par måneder siden byttede han og jeg værelser. Og siden har han sovet længere end nogensinde før. Hvilket ikke siger så meget, men jeg hører ikke længere lyde fra hans værelse før 7. Det gør jeg til gengæld inde fra naboen.

Min søn har åbenbart delt væg med en lille pige i nabolejligheden. Hun må være halvandet nu og vågner derfor stadig om natten. Nogle nætter mange gange. Nu forstår jeg bedre, hvorfor min søn har været så tidligt oppe. Her er så lydt, at jeg kunne høre, at hun blev lavet for nogle år siden.

Nu vågner jeg to-fire gange hver nat ved lyden af barnegråd. Så sender jeg en kærlig tanke til de stakkels forældre inde på den anden side af væggen, som nu må stå op eller række armen ud eller hvad der nu skal til for at få hende til at sove igen. Hun sover med det samme. Men de bliver vækket, skal reagere og selv finde tilbage i søvnen. Inde på min side kan jeg tænke “Godt, den tid er ovre for mig”, lægge mig til rette og nyde, at jeg ikke skal op endnu. Falde i søvn, ni sekunder efter jeg blev vækket.

Det er nærmest et mirakel, at vi overlever de år, hvor vi aldrig får lov at sove igennem. Det er et endnu større mirakel, at vores børn overlever at vække os midt om natten – så tit og så længe. For mig kunne nætterne bringe tanker om, hvorvidt jeg overhovedet var skabt til at have børn. Jeg kunne tælle, hvor mange nætter jeg havde sovet igennem i løbet af de tre sammenhængende år, jeg havde nattevågne børn. Tortur.

Nå.

Jeg føler med dem derinde. Jeg har mine ørepropper. Deres nætter giver mig en dejlig oplevelse af taknemmelighed. Og alligevel blev jeg en lettere bitchy udgave af mig selv forleden. Og kom til at fortryde det slemt.

Klokken var tyve og jeg havde endelig tid til at vaske væggene i mit soveværelse. Grøn svamp mod væg ind til nabo. Da jeg havde været i gang et par minutter, kom der en lille bitte bankelyd et sted fra – fire små bank (med en negl?). Jeg stoppede et øjeblik, men der skete ikke mere. Grøn svamp mod genstridig gammel plet af abesnot. Endnu en række bittesmå bank. Og jeg stoppede. Ikke flere bank. Grøn svamp i bevægelse. Nu med tanken “Hvis det er naboen, der vil have mig til at stoppe, så er det sgu bare ærgerligt. Jeg er nødt til at få det her gjort”. Små bitte bank derindefra efterfulgt af en lyd, der mindede om den lyd, svampen lavede på væggen. Jeg var ikke i tvivl nu: naboen ville have mig til at stoppe. Fortalte mig endda med sin lille serie af lyde, at det VAR mig, h*n talte til.

Og det er så her, jeg bliver helt flov nu. Jeg sagde nemlig inde i mit hoved: “Aj, ved du nu hvad? Nu er jeg blevet vækket af din datter hver nat i flere måneder. Før det blev min søn vækket hver morgen. Jeg vasker sgu altså lige min væg, du”. Dæmpede snerten af dårlig samvittighed med retfærdiggørelse. Skyndte mig dog helt vildt nu for hurtigt at blive færdig. Forsøgte at gøre svampens bevægelser lidt mindre, ikke at larme helt så meget.

Og så kom gråden derinde. Jeg kender den jo efterhånden. Den varer oftest kun kort. Jeg forestiller mig, at den varer, til en sut eller et lille kram stopper den. Men ikke denne gang. Den blev ved i de par minutter, det tog mig at blive færdig med væggen.

Og den blev ved i … ja, nok tyve minutter mere. Og jeg skammede mig.

Jeg husker det jo. Husker, hvordan min halvandenårige kunne være liiiige ved at falde i søvn og så dyttede en eller anden idiot (som tillod sig at have et liv, der ikke lignede mit) tre små dyt nede på gaden. Det gav et sæt i barnet, hans øjne fløj op og på et splitsekund gik han fra at være næsten sovende til at være vågen og overtræt. Og så kunne jeg ellers bruge tyve minutter på at få ham til at sove igen. På det tidspunkt af dagen, hvor jeg virkelig ikke kunne huske, hvorfor fanden jeg overhovedet havde fået ham.

Undskyld, kære nabo. Det kommer helt sikkert ikke til at ske igen. Når vi bor i lejlighed, må vi leve med andres støj. Men vi må også vise hensyn. Og det fik jeg ikke lige gjort.

Dilemma: Jeg har lyst til at sige undskyld, når jeg møder dem næste gang. Men samtidig behøver de jo ikke vide, hvor tydelig deres datters gråd går igennem væggen. Det sidste jeg vil, er at få dem til at tysse på barnet for min skyld. Måske skal jeg gentage processen og når de så banker på væggen, stopper jeg. Måske skal jeg bare lade den ligge.

Reklamer