Når teenageren øver sig i at være uenig

Jeg blev forleden ringet op af moren til en 14-årig pige. Hun bad mig tale med datteren, for “den er helt gal herhjemme”, som moren sagde. “Vi bestiller snart ikke andet end at skændes”.

Jeg har hørt lignende en del gange efterhånden. Forældre ringer og beder mig hjælpe deres store børn med at opføre sig anderledes eller blive bedre til at fokusere, hjælpe derhjemme, udtrykke sig eller forstå noget, som forældrene finder det vigtigt at forstå. Og jeg hjælper gerne. Selvfølgelig. Og jeg har endnu til gode at møde en teenager, der ikke nyder at tale om sig selv, sine udfordringer, drømme og bekymringer med en voksen, som ikke har part i hans eller hendes liv. Som ikke har en holdning til, hvad der er det rigtige at synes, tænke eller gøre.

Vi taler selvfølgelig også om, hvad der fik forældrene til at ringe til mig. Skænderierne. Skæld ud. Råb og skrig. Smækken med dørene. De daglige konflikter. Og den unge er enig: Den er helt gal derhjemme. De bestiller ikke andet end at skændes.

Den unge ønsker lige så brændende at undgå de ubehagelige konflikter, som forældrene gør. Så hun begynder at øve sig – i nye konflikthåndteringsredskaber, i at tælle til 10 og blive på egen banehalvdel. I at tage sin del af ansvaret.

Og her møder den unge så ofte en udfordring: Mens hun ændrer på sin adfærd, hænger mor og far fast i en adfærd og en forældrerolle, der fungerede engang. Som ikke rækker længere. Nu hvor den unge for alvor er ved at gøre sig fri og skabe sig selv. Hvilket kræver at hun netop tager afstand fra forældrenes holdninger, udfordrer dem og skaber sine egne. Gennem tvivl og diskussioner.

Med andre mennesker forventer vi nærmest, at de har en anden mening end os. Vi fortæller hinanden, hvad vi mener og undrer os over forskellen. Men lige så snart det er vores børn, får denne forskel en større betydning. Forskellen synes at fortælle os, at vores (lige før så små) børn ikke vil os længere. Fordi de ikke er enige i vores beslutninger, deler vores holdninger, prioriterer på samme måde. Udfordrer os på vores værdier. Men de vil os gerne – os som mennesker. Det er ikke os, de tager afstand fra; det er vores holdninger. Og så tager de (bestemt og heldigvis) afstand fra måden, vi nogle gange forsøger at gennemtrumfe disse holdninger på.

Jeg spørger ind imellem mig selv og andre forældre: ville vi nogensinde forsøge at gennemtrumfe vores mening overfor vores venner, på samme måde som vi forsøger at gennemtrumfe den overfor vores børn? Og hvis vi gjorde, ville de så gide hænge ud med os?

Måske skulle flere af os øve os i kun at diskutere med vores børn, når vi for alvor er interesserede i at vide, hvad de mener. Måske skal vi kun bede om deres mening, hvis vi er interesserede i svaret – og ikke fordi vi vil have dem til at synes det samme som os. Tænk om mit svar til min søns (fra min så) forskellige holdning noget oftere kunne være: ”interessant!” Punktum.

Mit svar til moren, der ringede, blev: “Jeg vil gerne tale med din datter. Selvfølgelig. Men jeg vil også gerne tale med dig, så vi kan sikre os, at dit forældreskab passer til den alder, hun har nu”.

_________________________________________

ADVARSEL: Reklame

Så er der workshop for 15-19-årige piger. Teenagecoach Mie Juul Ingerslev og familielivredder Camilla Mørk (det er mig) tilrettelægger de tre aftener, så hver pige kan finde ind til sig selv, så hun kan møde verden med en sund og stærk kerne. Se mere her:

http://www.sofiamanning.com/nm/201109/nyhedsmail.html

En ligeværdig relation

Jeg ville ønske, jeg kunne huske, hvem jeg har hørt det fra, fordi det giver sgu så meget mening. Kan mærke, at det også giver mening hos de forældre, som kommer til mine foredrag. De kommer efter inspiration og redskaber til at imødekomme udfordringer, som de og deres teenager ikke alene kan hitte rede i. Og jeg siger ordene til dem. Jeg opfordrer dem til at stræbe efter dette. Jeg kan kun opfordre; valget er jo helt og holdent deres. Som med alt andet jeg finder på at dele. Det er mine holdninger til forældreskab, hensyn, konflikthåndtering og hvad ellers. De kan vælge og vrage, smide ud og bruge, som de lyster – og som det passer dem og deres familie.

Jeg opfordrer dem til at skabe en ligeværdig relation til deres teenager. I en ligeværdig relation tillægges begge parters synspunkter, følelser, oplevelser og selvforståelse samme værdi.

Jeg oplever, at når jeg formulerer det sådan, skriver det på flipcharten og tier lidt, så bliver de stille, de tænker, noterer, nikker og reflekterer – over deres egne relationer, gætter jeg på. Måske er det bare noget jeg bilder mig ind?

Måske bilder jeg mig dét ind, fordi det giver så meget mening for mig. I min bestræbelse på at skabe en ligeværdig relation til mine halvstore drenge bliver jeg meget bevidst om, hvorvidt jeg virkelig i enhver interaktion med dem husker, at alt deres har nøjagtig samme værdi som alt mit.

Når jeg ikke husker det – når jeg overruler dem og dermed tillægger deres følelser og oplevelse mindre værdi, mærker jeg det straks. De resignerer og lader mig bestemme. Endnu. Endnu er de ikke er gamle nok til for alvor at gøre oprør.

Når jeg på den anden side formår at tillægge deres og mit lige stor værdi, mærker jeg det også straks. Så bliver vi i fællesskab enige om en måde at håndtere tingene på. Ingen vinder og ingen taber. Og vi går alle ud af situationen med selvfølelsen i behold.