Hvis jeg ikke præsterer, hvem er jeg så?

Igen i går havde jeg en mor i røret. Bekymret for sin store datter, som har mistet sin kampånd. Er træt af det hele. Ikke motiveret af noget. I tvivl om, hvorvidt gymnasiet nu var det rigtige valg.

Tidligere var hun glad for skolen – ikke med armene over hovedet, men helt almindeligt tilfreds, som vi ofte er med ting, som vi har nemt ved. Vellidt og social.

Nu trækker hun sig fra vennerne, gider ikke lektierne og har helt mistet modet. Og forældrene er bekymrede. Hvad kan de gøre for at gøre hende glad igen? Hvordan kan de hjælpe hende med at finde gejsten?

Jeg kender ikke pigen eller forældrene. Men moren kunne dog genkende noget af det, jeg kom til at tænke og nu sagde til hende:

Mange piger har gennem deres skoletid lært sig at være stille, søde, nemme piger. De sukker måske lidt i skolen, når de endnu en gang bliver sat ved siden af en dreng, de skal holde ro på og når de skal lave endnu en opgave, som de har alt for nemt ved. De sukker stille. Klarer sig, fordi de i det mindste får ros for deres flotte arbejde. Ved skole-hjemsamtalerne får de måske at vide, at de jo klarer sig rigtig fint i de fleste fag, “men du skal sige noget mere i timerne, hvis jeg skal kunne give dig en højere mundtlig karakter. Du kan jo godt. Du skal bare turde”. Pigerne får ikke at vide, hvordan de skal (lære at) turde, så intet ændrer sig og ved næste samtale får de nøjagtigt det samme at vide.

Men det er til at holde ud, for de er dygtige. De får ros. Og slipper for ballade.

På et tidspunkt sker det så for en del af dem, at de bliver trætte af at præstere. Det bliver alligevel for kedeligt. Andre ting bliver mere spændende. Eller de begynder i gymnasiet (hvilket har været forventet siden 6. klasse – af dem selv og de voksne) og niveauet ændrer sig og dermed deres karakterer. Og den ros de er vant til at få, udebliver.

Og spørgsmålet dukker op: Hvis jeg ikke præsterer, hvis jeg ikke gør noget, hvem er jeg så? Eller … ideelt set dukker spørgsmålet op. For de flestes vedkommende når det ikke længere end til en følelse. Følelsen af ikke at slå til, ikke at være god nok, ikke at leve op til egne og andres forventninger. Indtil nu har de defineret sig selv ud fra, hvad de kunne. Nu kan de ikke længere og hvad så? Er de så ikke gode nok længere?

Jeg skal nu mødes med endnu en pige, som har brug for at lære at skelne mellem det, hun er og det, hun gør. Vi er jo ikke vores adfærd. Her er endnu en pige, som i alt for mange år er blevet rost for det, hun gør, i stedet for at blive anerkendt for det, hun er.

Jeg siger ikke, at pigernes forældre og lærere er dårlige mennesker. De roser i bedste mening. Det kommer mange af os til. “Hvor er du god til at cykle”, “Sikke en flot tegning”. “Hvor læser du godt efterhånden”. “Du er god til at danse”. Vi får lyst til at rose og det er fint. Vi skal bare være opmærksomme på, at vi ikke styrker børnenes selvværd, når vi gør det. Vi styrker deres selvtillid. Og mens selvværd handler om at være, handler selvtillid om at gøre. Så når de for en periode ikke gider gøre, bliver de i tvivl om, hvorvidt de nu er gode nok.

Note: Et par andre måder at kommentere på kunne lyde: “Hvor er det dejligt at se, at du ser dig for, når vi cykler”. “Er den til mig (stort smil)? Tak!” “Kan du selv mærke, at din læsning forandrer sig? Hvordan er dét?” “Det er så tydeligt at se, at du nyder at danse”.

______________________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for uperfekte forældre til 10-19-årige.

1. april kommer andet kapitel i bogen til (præ)teenagerens forældre. Det kommer netop til at handle om anerkendelse og om, hvordan vi styrker vores børns selvværd. Prisen bliver 39,- kroner.

Første kapitel er dog allerede ude og kan hentes GRATIS her. I kapitlet “Fat det nu! Jeg fryser ikke”, møder du blandt andet Lukas og Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

“Du fatter jo ikke en skid, mand! (og andre sandheder om livet i teenagefamilier)” er en e-bog til forældre til 10-19-årige. Jeg skriver den sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut. Hver måned fra april til december kommer endnu et (uafhængigt) kapitel.

 

Reklamer

Når alle mennesker er, præcis som de skal være

“Jeg kan mærke, jeg bliver irriteret, når hun har sagt, at hun gerne ville være mere udadvendt og tale mere med de andre. Og hun så går rundt i pauserne uden at smile; og intet gør for at komme i kontakt med de andre”.

I sidste uge fik jeg en af de helt store gaver. En af dem, jeg får nogle gange om året. Jeg var med til at lave camp for 125 teenagere, undervise dem i personligt lederskab og sociale kompetencer, danse og grine med dem, støtte dem i deres læring og udvikling. Gennem ugen så jeg, hvordan de stille og roligt (eller larmende og hurtigt) voksede og udviklede sig, sparkede nervøsiteten hen i hjørnet, byggede relationer, lod skjoldet falde og deres personlighed træde tydeligere frem.

Som staff placerer vi mentalt et 10-tal i panden på hver og én, når vi møder dem. Vores udgangspunkt er, at alle er præcis, som de skal være. Kompetente, kloge og kærlige unge mennesker. De mangler blot at lære eller mestre nogle ting for selv at kunne se deres eget potentiale og udnytte det. Mange af dem har brug for at se, at andre kæmper med de samme problematikker som dem. Nogle mangler at mærke den tryghed, som et stærkt fællesskab skaber. Og de muligheder for at vokse, som denne tryghed åbner for. Stort set alle frygter at blive udstillet, grinet af, udstødt og bekræftet i, at de bestemt er helt forkerte.  Alle bliver de opfordret til at træde ud i læringszonen – med vores støtte – så de kan vokse som mennesker.

Vi havde talt om det med staffet: Hvilke muligheder har vi, når vi møder nogen, der får os til at reagere? Møder deltagere, som trigger noget i os. Når vi ikke ved, hvad vi skal stille op med en modvillig, en stille eller en forstyrrende deltager.

Tilbage til 10-tallet. Hvis alle mennesker (og ja, det gælder selvfølgelig alle mennesker, vi møder i vores liv) som udgangspunkt er 10-taller; hvis de er præcis, som de skal være. Så kan vi slippe tanken om at skulle lave om på dem. Og hvis vi ikke har til hensigt at lave om på dem, kan vi koncentrere os om os selv. Om vores egne reaktioner i mødet med dem. Måske lagde du mærke til, at jeg lige før skrev “…når vi møder nogen, der får os til at reagere”. I den sætning ligger en vigtig nøgle til at adskille os fra den anden. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen (bestemt også for at huske mig selv på det): Der er ikke nogen, der kan få os til at føle noget som helst. Vores reaktion i mødet med andre er helt vores eget ansvar. Så sætningen skal snarere hedde “Når vi møder nogen, hvis adfærd vi reagerer på”. Lille forskel med stor betydning.

Blogindlæggets indledende replik blev sagt af en person fra staffet, som mærkede, at han blev irriteret, når en camper gjorde noget andet, end det hun sagde, hun ville arbejde på at kunne. Nu ledte han efter en måde, hvorpå han kunne få hende til at gøre noget andet. Gøre det, hun gerne ville. Han havde en idé om, at hvis han fandt ind til det, som fik ham til at reagere på hendes adfærd, ville han måske finde ind til det, som kunne hjælpe hende med at gøre noget andet.

Han holdt sig helt ovre hos sig selv. Hans hensigt var at undersøge sin egen reaktion, så den ikke forstyrrede hans arbejde med at finde ind til det, pigen havde brug for. Det formåede han af flere grunde: Han havde placeret et 10-tal i pigens pande og på den måde adskilt hendes personlighed fra hendes adfærd. Han huskede på, at hans reaktion på hendes adfærd var hans eget ansvar. Og hans hensigt var at finde det, hun havde brug for, hvis hun skulle rykke sig.

Professionelt.

Tanke: Hvad med privat? Hvad når det sker for os derhjemme med vores egne børn? Er det så muligt at adskille vores egne reaktioner fra deres adfærd? At adskille det, de er, fra det, de gør? Og holde os for øje, at vores hensigt til stadighed må være at finde ind til det, vores barn har brug for (fra os), hvis han skal kunne rykke sig?

Det gør det bestemt sværere, at der er helt andre følelser blandet ind i relationen til vores egne børn. Det er bestemt sværere for mig at adskille mig fra mine drenges adfærd end fra andre menneskers. Når en dreng hjemme hos mig styrter ud af rummet og smækker døren, så huset ryster, er det bestemt svært at huske på, at jeg selv er ansvarlig for min reaktion. Men er det svært som i umuligt? Eller svært som i udfordrende?

For mig kan det være udfordrende. Men ikke desto mindre ønskværdigt. Og muligt. Hvis jeg skal kunne støtte mine børn i deres frigørelsesproces, må jeg finde ud af at adskille mig fra dem. Jeg må finde ud af, hvordan jeg kan undgå, at mine følelser omkring det de gør, bliver deres ansvar. Tænk, hvis de skulle begynde at træffe valg ud fra, hvad de ønsker, jeg skal føle – eller undgå at føle! Tænk, hvis en af mine drenge syntes, han var nødt til at behage mig for at kunne holde til være sammen med mig! Det er ikke mine børns opgave at sørge for, at jeg er okay. Det er min egen.

Det er min opgave at skifte “Han provokerer mig” ud med “Jeg bliver provokeret” og “Det kan du ikke være bekendt” med “Jeg kan ikke være i det her lige nu”. Udfordrende, ja, men langt fra umuligt.  Og heldigvis giver ungerne os jo masser af muligheder for at øve.

_______________________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for uperfekte forældre til 10-19-årige.

Sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut, er jeg i gang med at skrive en e-bog til forældre til 10-19-årige. “Du fatter jo ikke en skid, mand! (og andre sandheder om livet i teenagefamilier)”. Hver måned fra april til december kommer et (uafhængigt) kapitel.

Første kapitel er dog allerede ude nu. Du kan lige her gratis hente “Fat det nu! Jeg fryser ikke”, hvor du blandt andet møder Lukas og Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

1. april kan du købe næste kapitel, hvor vi blandt andet besvarer spørgsmålet: Hvordan bliver det muligt at anerkende noget, som vi i virkeligheden ikke fatter en dyt af?

Når teenageren øver sig i at være uenig

Jeg blev forleden ringet op af moren til en 14-årig pige. Hun bad mig tale med datteren, for “den er helt gal herhjemme”, som moren sagde. “Vi bestiller snart ikke andet end at skændes”.

Jeg har hørt lignende en del gange efterhånden. Forældre ringer og beder mig hjælpe deres store børn med at opføre sig anderledes eller blive bedre til at fokusere, hjælpe derhjemme, udtrykke sig eller forstå noget, som forældrene finder det vigtigt at forstå. Og jeg hjælper gerne. Selvfølgelig. Og jeg har endnu til gode at møde en teenager, der ikke nyder at tale om sig selv, sine udfordringer, drømme og bekymringer med en voksen, som ikke har part i hans eller hendes liv. Som ikke har en holdning til, hvad der er det rigtige at synes, tænke eller gøre.

Vi taler selvfølgelig også om, hvad der fik forældrene til at ringe til mig. Skænderierne. Skæld ud. Råb og skrig. Smækken med dørene. De daglige konflikter. Og den unge er enig: Den er helt gal derhjemme. De bestiller ikke andet end at skændes.

Den unge ønsker lige så brændende at undgå de ubehagelige konflikter, som forældrene gør. Så hun begynder at øve sig – i nye konflikthåndteringsredskaber, i at tælle til 10 og blive på egen banehalvdel. I at tage sin del af ansvaret.

Og her møder den unge så ofte en udfordring: Mens hun ændrer på sin adfærd, hænger mor og far fast i en adfærd og en forældrerolle, der fungerede engang. Som ikke rækker længere. Nu hvor den unge for alvor er ved at gøre sig fri og skabe sig selv. Hvilket kræver at hun netop tager afstand fra forældrenes holdninger, udfordrer dem og skaber sine egne. Gennem tvivl og diskussioner.

Med andre mennesker forventer vi nærmest, at de har en anden mening end os. Vi fortæller hinanden, hvad vi mener og undrer os over forskellen. Men lige så snart det er vores børn, får denne forskel en større betydning. Forskellen synes at fortælle os, at vores (lige før så små) børn ikke vil os længere. Fordi de ikke er enige i vores beslutninger, deler vores holdninger, prioriterer på samme måde. Udfordrer os på vores værdier. Men de vil os gerne – os som mennesker. Det er ikke os, de tager afstand fra; det er vores holdninger. Og så tager de (bestemt og heldigvis) afstand fra måden, vi nogle gange forsøger at gennemtrumfe disse holdninger på.

Jeg spørger ind imellem mig selv og andre forældre: ville vi nogensinde forsøge at gennemtrumfe vores mening overfor vores venner, på samme måde som vi forsøger at gennemtrumfe den overfor vores børn? Og hvis vi gjorde, ville de så gide hænge ud med os?

Måske skulle flere af os øve os i kun at diskutere med vores børn, når vi for alvor er interesserede i at vide, hvad de mener. Måske skal vi kun bede om deres mening, hvis vi er interesserede i svaret – og ikke fordi vi vil have dem til at synes det samme som os. Tænk om mit svar til min søns (fra min så) forskellige holdning noget oftere kunne være: ”interessant!” Punktum.

Mit svar til moren, der ringede, blev: “Jeg vil gerne tale med din datter. Selvfølgelig. Men jeg vil også gerne tale med dig, så vi kan sikre os, at dit forældreskab passer til den alder, hun har nu”.

_________________________________________

ADVARSEL: Reklame

Så er der workshop for 15-19-årige piger. Teenagecoach Mie Juul Ingerslev og familielivredder Camilla Mørk (det er mig) tilrettelægger de tre aftener, så hver pige kan finde ind til sig selv, så hun kan møde verden med en sund og stærk kerne. Se mere her:

http://www.sofiamanning.com/nm/201109/nyhedsmail.html

5 dages meningsfuld stilhed i bloggen

I morgen tidlig dukker 120 unge mennesker mellem 13 og 17 år op på Rungsted Gymnasium til deres 2. camp. Da de var på deres første camp, havde langt de fleste ikke valgt det selv. De kom, fordi deres forældre mente, det ville være godt for dem. Mange kom med stor modstand, som de sørgede for at vise de første par dage. De tog hjem efter 5 dage – forundrede over deres egen udvikling, med store smil og venner i alle aldre. Disse 120 har nu selv valgt at vende tilbage til next level – næste skridt i deres personlige udvikling.

De næste 5 dage vil de tage imod udfordringer, som alle har til formål at få dem til at vokse – udfordringerne er endnu hemmelige, så jeg kan ikke beskrive dem her (endnu). Formen er eksperimentel læring, hvilket (du måske ikke ved) vil sige, at de unge gennemfører en række aktiviteter, ud af hvilke der efterfølgende trækkes læring, som de kan bruge til at forbedre deres evner udi samarbejde, målsætning, konflikhåndtering og planlægning. Det overordnede mål er at give dem redskaber til at tage lederskab i deres eget liv.

På campen støttes de af en flok instruktører – coaches, lærere, psykologer og af teenagere som selv er i gang med en personlig udvikling. De modtager udelukkende undervisning på engelsk. De bruger to timer efter frokost på fysisk udfoldelse. De afleverer deres mobiler om morgenen og får dem først igen om aftenen (og tro det eller lad være: nogle af dem glemmer at få den tilbage). De udvikler sig hver eneste dag – gennem undervisning, coaching, nye venskaber og team work. Og på intet tidspunkt keder de sig – ikke mindst fordi al undervisning bygger på forståelsen af, at mennesker har forskellige læringsstile.

Jeg tror, det er min 7. camp, og jeg glæder mig lige så meget, som jeg har gjort alle de andre gange. Til at give til alle disse fantastiske unge mennesker. Til at være sammen med voksne mennesker, som brænder for det samme som mig. Til at lære af alt det, de unge og de voksne bidrger med. Og til at mærke den energi, som skabes i samværet mellem voksne og teenagere. Når samværet vel at mærke bygger på et fundament af troen på, at vi alle er ligeværdige.

Er der noget, der giver mening, så er det altså det.

________________________________________

ADVARSEL: REKLAME!!!

Hvis du vil vide mere om, hvad der sker på disse camps og hvad vores teenagere kan få ud af at deltage i dem, kan du suse ind forbi www.truenorth.dk

Du skal deltage for at lære

Når jeg holder foredrag for teenagernes forældre, er det ikke rigtige foredrag. Ikke som jeg (sikkert vildt snævertsynet) forstår den slags i hvert fald, som en event, hvor en ekspert står forrest i et rum og fortæller de fremmødte om sit felt af ekspertice. En monolog med indlagte tidslommer til spørgsmål. Til eksperten.

Jeg er ikke ekspert på teenagere eller på forholdet mellem dem og deres forældre. Eller på noget som helst andet for den sags skyld. Så jeg arrangerer hellere workshops eller temaaftener. Men folk møder efter sigende ikke op til arrangementer på aftenskolen, som lugter af, at de skal deltage aktivt på områder, hvor de føler sig utilstrækkelige. Det er ikke, som hvis de melder sig til spanskundervisning eller vinsmagning. Hvis det handler om mennesket selv, om opdragelse, lønforhandling for kvinder eller om at opnå en lykkelig skilsmisse, vil folk kunne forvente, at de kan sidde helt helt stille og modtage. Så jeg inviterer til foredrag på aftenskolen.

Jeg ville formodentlig kunne fylde to timer med min viden om teenagere, om den enorme udfordring, deres egen hjerne giver dem, om deres store tanker om liv og død, om hormonernes rasen, skiftene mellem klarsyn og vanvittige forestillinger og om deres manglende koncentrationsevne. Så ville forældrene gå hjem med den viden. Og hvad så?

Jeg vil hellere noget andet. Af flere grunde.

Jeg ved for meget om læring til at kunne modtage en flok mennesker og bede dem sidde stille og modtage. Jeg ved, at de færreste af os lærer gennem ørerne. Jeg ved, at vi lærer allermindst, når vi kun modtager og ikke tager del. Jeg ved, at en del af os er kodet til som udgangspunkt at synes det modsatte af, hvad underviseren siger. Jeg ved, at efter 20 minutters sidden stille begynder hjernen at lukke ned.

Alligevel lokker vi folk til under påskud af, at de kan sidde trygt på en stol og modtage information om deres teenagere i to timer. Forhåbentlig nok til at de kan gå hjem og trykke på en knap på deres barn og – pyha! – så opfører hun sig igen som et normalt menneske. Vi kalder det altså foredrag. Det vigtigste er i første omgang at få folk til at komme.

De stakkels, vildledte forældre har ikke været der i 15 minutter, før de er oppe at stå og ude at finde en makker, de ikke kender i forvejen for at dele med ham eller hende, hvad der udfordrer dem mest ved at bo sammen med en teenager. De sidder nok 5 forskellige steder i løbet af aftenen, taler med 4 forskellige, får udfordringer, laver hjernegymnastik og bliver bedt om at tage (og dele) en beslutning, før de går derfra. De forventes at deltage aktivt. Og de gør det. Nogle viser den første time med krop og ansigt, at de finder det latterligt og irriterende (og jeg kan se, hvordan deres teenager ser ud, når han bliver bedt om at gøre noget, han ikke gider); andre er så tilbageholdende, at de skal hjælpes til at finde en makker (og jeg ser, hvordan deres teenager ser ud, når hun er bange for at blive afvist). De fleste klør bare på.

Og de lærer noget. De lærer naturligvis af mine oplæg om deres ungers udfordringer (hvoraf forældrene selv udgør en af de helt store), men de lærer lige så meget af med det samme at tænke denne viden ind i deres eget liv med deres teenager. De lærer af de andres prøvelser og beslutninger. De lærer af at blive udsat for ting, som bringer svære følelser frem i dem – følelser, som deres børn render rundt med hver eneste dag. Og de lærer at forstå, hvad jeg mente, da jeg i min intro påstod, at teenagere er de mest fantastiske, interessante mennesker, der findes.

Jeg beder altid folk om en skriftlig tilbagemelding på workshoppen foredraget. Jeg vil så gerne blive bedre og (indrømmet) jeg elsker at læse, hvad jeg har gjort godt og hvad, der har virket. Langt de fleste har fået noget ud af ikke bare at sidde og modtage; enkelte ville stadig ønske, de havde været til foredrag. Ingen går hjem med en knap at trykke på. Alle har taget en beslutning om én ting, de vil gøre anderledes for at skabe en ligeværdig relation til deres teenager.

Forleden var en deltagers svar på spørgsmålet “Fik du indfriet dine forventninger?” “Nej, heldigvis ikke. Blev positivt overrasket”. Jeg klapper mig selv på skulderen og glædes ved tanken om, at et ungt menneske lige nu mærker resultatet af sin mors læring.

En ligeværdig relation

Jeg ville ønske, jeg kunne huske, hvem jeg har hørt det fra, fordi det giver sgu så meget mening. Kan mærke, at det også giver mening hos de forældre, som kommer til mine foredrag. De kommer efter inspiration og redskaber til at imødekomme udfordringer, som de og deres teenager ikke alene kan hitte rede i. Og jeg siger ordene til dem. Jeg opfordrer dem til at stræbe efter dette. Jeg kan kun opfordre; valget er jo helt og holdent deres. Som med alt andet jeg finder på at dele. Det er mine holdninger til forældreskab, hensyn, konflikthåndtering og hvad ellers. De kan vælge og vrage, smide ud og bruge, som de lyster – og som det passer dem og deres familie.

Jeg opfordrer dem til at skabe en ligeværdig relation til deres teenager. I en ligeværdig relation tillægges begge parters synspunkter, følelser, oplevelser og selvforståelse samme værdi.

Jeg oplever, at når jeg formulerer det sådan, skriver det på flipcharten og tier lidt, så bliver de stille, de tænker, noterer, nikker og reflekterer – over deres egne relationer, gætter jeg på. Måske er det bare noget jeg bilder mig ind?

Måske bilder jeg mig dét ind, fordi det giver så meget mening for mig. I min bestræbelse på at skabe en ligeværdig relation til mine halvstore drenge bliver jeg meget bevidst om, hvorvidt jeg virkelig i enhver interaktion med dem husker, at alt deres har nøjagtig samme værdi som alt mit.

Når jeg ikke husker det – når jeg overruler dem og dermed tillægger deres følelser og oplevelse mindre værdi, mærker jeg det straks. De resignerer og lader mig bestemme. Endnu. Endnu er de ikke er gamle nok til for alvor at gøre oprør.

Når jeg på den anden side formår at tillægge deres og mit lige stor værdi, mærker jeg det også straks. Så bliver vi i fællesskab enige om en måde at håndtere tingene på. Ingen vinder og ingen taber. Og vi går alle ud af situationen med selvfølelsen i behold.