Tak Skvatfordeler

Hvis det viser sig allerede i barndommen, hvordan vi håndterer sygdom som voksne, så er der ude i Fremtiden en kvinde (eller mand, hvem ved?) – eller gennem tiden vel flere kvinder (og/eller mænd), som kan klappe sig selv på skulderen for en god scoring. Og det er hende, som scorer min ældste søn.

Du ved, hvordan nogle mennesker kan være nogle rigtige skvat, når de er syge, ikk? En del kvinder påstår, at det er mænd, der er det, men mon ikke begge køn er repræsenteret i skvat-flokken? Et skvat er så dygtig til at jamre sig (over sin lille forkølelse), at h*n endda kan gøre det uden lyd. Et skvat ved hvordan h*n kan blinke laaangsomt med øjenlåg, der er tynget af feberen (på 37,8). Et skvat kvækker “Skaaat? (rømmerømme) Vil du ikk’ (host) gi’ mig en kop va(host)nd?” med påtaget ydmyghed og taknemmelighed. Og hvis h*n ikke var bange for at blive våd ned af hals og bryst, ville h*n bede dig hælde vandet ned i kæften på h*m (hehe), for hånden er så tung så tung.

Har du nogensinde mødt et skvat?

Så ved du også, hvor glad min søns tilkommende (skarer af kvinder og mænd – han er jo en lækker satan) vil blive. For når Alfred er syg, glemmer jeg nærmest, at han er hjemme. Han ligger i min seng (hos os bor tv’et i soveværelset) og ser fjernsyn. Hele dage kan han ligge og bare kigge. Og han siger ikke en lyd. Ind imellem nuldrer han ud på toilettet og når jeg husker at give ham vand og frugt, spiser han det og stiller tallerkenen op på hylden. Og hvis jeg ikke lige har husket at stille baljen tilbage ved siden af ham efter sidste tømning, skynder han sig ud på badeværelset, lige så snart han kan mærke, han skal kaste op. Rammer snorlige ned i toilettet, og hvis jeg ikke var så lynhurtig (jeg hader-hader-hader opkast), ville han selv skylle ud efter sig. Så tilbage til seng og tv.

En gang i timen pakker jeg ham ind, mens jeg lufter hytten igennem i den tro, at så undgår vi andre at blive syge. Han finder sig i dét og i at blive pakket ud igen efter endt udluftning.

Jeg takker for ikke at være blevet tildelt et skvat. Og lige nu husker jeg ikke, om Johannes er et skvat, for dér er jeg blevet velsignet med en meget rask dreng – eller bare en hukommelsee, som fejler både det ene og det andet.

Tak Skvatfordeler.

Reklamer

Hvis jeg kvidrer længe nok

Kan høre, at jeg tager min ubekymrede tone på, når jeg om morgene mødes af “Jeg har det ikke så godt, mor”. Jeg holder mig i troen på,  at det nok bare er træthed – eller noget andet, som ikke er en begyndende svine-flu. Jeg kvidrer “Uuuh, du må godt nok også være sulten. Du vokser også meget i øjeblikket. Og tænk hvor længe siden det er, at du spiste aftensmad! Har du været på toilettet? Og hvad med vand; har du drukket noget?” Så direkte over i “Skal du og Julius tegne videre på jeres tegning på fritten i dag?”. Lys og kæk stemme. Leder efter tegn på, at drengen har det fint nok til, at han kan komme i skole og jeg kan holde mine kundeaftaler. Nogle gange er vi heldige, at der virkelig bare var hul i maven. Andre gange er vi ikke – sjældent heldigvis.

Jeg har nu aflyst mine aftaler og vil bruge dagen på at rydde op i mailboksen, lave netværksopkald, forberede en pædagogisk dag, jeg skal ud til i morgen og måske læse videre i Sofia Mannings bog. Alt sammen til lyden af børne-tv og “Moooar? Skal jeg til stævne på lørdag?”