Shitshitshit, jeg har glemt nissegaverne

Jeg læste på en facebookstatus i går aftes, hvordan en mor nu havde 2 x 24 gaver liggende klar til sine poder. Hun var (også) selv imponeret. Mit gæt er, at hun også var lettet.

De par gange, hvor jeg selv har forsøgt mig med nissegaver, er det altid endt med, at jeg mange gange i løbet af december har måttet haste ind forbi Tiger på vej mellem arbejde og afhentning for at finde to dimser. Et par gange har jeg suset rundt lige før min sengetid for at finde noget i vores hjem, som drengene havde glemt, vi havde. Og det er da også sket, at jeg har glemt det en aften og næste morgen har måttet digte historier om nisser, som har været nødt til at rejse hjem og passe en syg nissemor. Mon ikke han så ville tage to ekstra gaver med tilbage den følgende dag?

Det var for børnenes skyld. Selvfølgelig. Man skal da have nissegaver.

Gennem årene har jeg bildt mig ind, at man da skal bage julesmåkager. Altså for børnenes skyld. Og så er december ellers gået, uden vi har bagt småkager, fordi jeg aldrig fik købt ind til det (hvad ER hjortetaksalt?!), mens jeg har slået mig selv i hovedet med manglen.

Og julepynt! Hver december skal man da sidde en adventssøndag og producere julepynt. Så kassen hvert år bliver suppleret med børnenes eget, fedtede, krøllede pynt. Så vi om mange år kan kigge rundt i hjemmet og mindes de gode klippe-klistre-stunder. For traditionens og børnenes skyld.

Samtidig skal der da være tid til julehygge i institutionen. Og i den anden institution. Og klippe-klistredag i klassen. Og konfektdag med resten af familien. For børnenes skyld og for hyggens. Og for ikke at få pulsen alt for meget ned. Og så børnenes blodsukker ikke skal komme i balance.

På et tidspunkt gik det op for mig, at også i december har jeg et valg. Altid. Jojo, ethvert valg har jo så nogle konsekvenser; det ved vi jo. Men valget har jeg. Der er virkelig ikke nogen grund til at forsøge at skabe en jul, som lever op til “man” og Plejer, hvis det betyder, at jeg skal stresse rundt for (alligevel ikke) at kunne leve op til standarder, som ikke er mine egne.

Jeg tror nemlig ikke, mine børn bliver mere harmoniske af at få nissegaver og bage småkager, hvis deres mor mister overblikket i processen. Jeg tror ikke nødvendigvis barndomsminderne bliver bedre af at have produceret julepynt med en mor, som bliver mere og mere stram i stemmen, efterhånden som december går.

Så jeg har simpelthen besluttet, at juletraditionen hos mig er, at tingene formodentlig er anderledes end sidste år. De fleste ting altså. De ting som vi alle nyder og som vi selv har valgt, dem holder vi fast i.

Forleden sagde en dreng, jeg kender rigtig godt (og som for længst er holdt op med for alvor at tro på nisser): “Det bliver spændende at se, om den nisse, der kommer i år, giver adventsgaver”. Han mor svarede: “Ja, det bliver spændende. I år har han måske lyst til at at samle det meste i en større julegave”.

Samtalen sluttede med drengens “Der var også det år, hvor det bare kom som en overraskelse, når der var en gave”.

Nissen er jo bare en historie. Som vi selv kan skrive (om).

____________________________________

Advarsel! Reklame:

Allerede i går kom en mor forbi mit kontor med hovedet fyldt med decembergøremål og en intension om at gøre det hele anderledes i år. For at kunne trække vejret helt ned i maven frem til jul. For børnenes skyld. Og det virker sgu, det skidt. Vi kom godt nok til at bruge 102 minutter på at skabe overblikket – og ikke de lovede 90 minutter.

Jeg vælger at lade være med at slå mig selv i hovedet med det.

Stressramt mor og tv-afhængig søn

Jeg talte med en mor, som er ramt af stress – sådan for alvor, med angstanfald, hukommelsesbesvær og alt det andet skønne, der hører til. Hun har nu – 6 måneder inde i forløbet – endelig fundet ro nok til at sætte sig ned og gennemføre 10 minutters guided meditation. Hun fortalte, hvordan hun har skulle træne sig op til det gennem flere uger. Og stadig må hun starte med 10 minutters fokuseret tankemylder, før hendes hjerne sådan nogenlunde er klar til at holde tænkepause – for en kort bemærkning. Men nu kan hun altså. I 10 minutter lytter hun til stemmen og følger dens anvisninger.

Den største udfordring ved kvindens stress er, at hun ikke har overskud til at imødekomme de helt dagligdags udfordringer med sin 8-årige søn, og efterhånden er det blevet til, at han bruger al sin fritid med at se tv. Hvis der ikke er noget i tv, ser han en film. Det kunne hans mor nu godt tænke sig at ændre på.

Første forsøg: Når han kommer fra skole, skal han vente 10 minutter med at tænde. Sønnike: “Naaaaarj, jeg vil først se 10 minutter, og slukker jeg”. Forhandling slut. Resultat: stor diskussion når de 10 minutter er gået, for da er han jo lige midt i noget. Når tv’et endelig er slukket, aner drengen ikke, hvad han skal stille op med sig selv. Han keder sig, vil ikke læse, hjælpe med maden, hygge med moren, tegne eller lave lektier (synes, jeg kan genkende forslagene fra min egen barndom). Diskussionen om at slukke tog morens lillebitte overskud, og nu giver hun op og lader ham tænde tv’et.

Andet forsøg: Hun har slet ikke energi til et andet forsøg. Det er for vildt, så invaliderende stress er, når vi ignorerer tegnene så længe, at den får lov at få helt fat i nosserne (og hjertet og hjernen) på os, før vi reagerer.

Hun vil ellers så gerne, for hun synes, sønnen udviser tegn på at være rigtig godt overstimuleret, når han kommer fra skole og frit. Hun vil rigtig gerne, at han lærer bare at være – uden input. Men hun har ikke energien til at kæmpe.

Jeg spurgte hende, hvor lang tid, hun selv havde været om at blive parat til at sidde ned og bare være. Tre uger. Jeg spurgte hende, hvor lang tid han mon skulle have til at kunne bare være. Det vidste hun ikke, for han har aldrig skullet.

Jeg spurgte hende, om jeg måtte komme med et forslag (ja tak): “Sig til drengen, at I laver et forsøg i tre uger. Altså 21 dage. I venter 10 minutter med at tænde tv’et, når I kommer hjem. Og I diskuterer det ikke. Ikke før om 21 dage. Hvis han er utilfreds, kan han skrive det ned, og så vil du rigtig gerne høre om det om 21 dage. Men indtil da gør I det bare. Det er dig, der bestemmer, at I skal lave forsøget, så heller ikke det er til diskussion. Overhovedet. Det er kun 21 dage, og når de er gået, kan I finde ud af, hvad I så gør”.

Hun traf ikke nogen beslutning, men hun skrev mine ord ned (hukommelsen, du ved) og mærker efter om og i så fald hvornår, hun er klar til at gøre et anderledes andet forsøg. Og indtil da (besluttede hun) vil hun lade være med at ærgre sig over, at han ser tv. Enten-eller, ikk? Gør noget (og accepter, at det koster) eller lad være (og accepter, at dét koster).

Jeg glæder mig til at høre, hvad der sker hjemme hos hende. Og jeg fik lyst til selv at lave nogle 21 dages forsøg herhjemme. Alfred vil sige “Så tæller dagene hos far med”. Og jeg vil sige “Så bliver det en 42 dages udfordring”. Og det er ikke til diskussion.