Hvor er din cykelhjelm?

”Hvor er din cykelhjelm?” Selv med ryggen til ved jeg, det er en mor, der spørger. Der er noget i tonen, som ikke ville være der, hvis en kvinde spurgte sin veninde. Der skal falde et svar, men uanset hvilket det bliver, vil det ikke tilfredsstille hende. Gætter jeg på. Intentionen med spørgsmålet er snarere at fortælle, at hun lægger mærke til, at hjelmen mangler og at det ikke er i orden. Som en skjult irettesættelse.

Det er mig, der tillægger spørgsmålet den (ekstra) betydning. Med ryggen til og på et lille sekund beslutter jeg, at moren mener mere end bare ”Hvor er din cykelhjelm (mon henne)?” Hvilken betydning hun reelt tillægger det, ved jeg jo ikke. Lige som jeg er uvidende om den betydning, barnet vælger at tillægge spørgsmålet.

Jeg elsker at lege med tanken om de betydninger, der kan ligge i et spørgsmål. Som så langt fra kun har med ordene at gøre. Betydninger som både afsender og den Anden kan vælge at lægge i det. Og som nogle gange stemmer overens hos de to.

Stadig med ryggen til tænker jeg på de muligheder, barnet bag mig har, hvis han eller hun også vælger at høre misbilligelse i sin mors spørgsmål. Hvis han eller hun også har en fornemmelse af, at intet svar vil være godt nok. Hjelmen er der ikke og mor er skuffet.

”Den har jeg glemt derhjemme/på fritten/henne hos Tobias”, kunne han svare. Med hvilken følelse han svarer, kommer an på den erfaring, han har med moren i situationer, hvor noget er blevet glemt.

Har livet lært ham, at det er forkert, tankeløst eller dumt at glemme, svarer han formodentlig med en grad af fortrydelse eller beklagelse. Måske fordi han for alvor beklager det; måske fordi han vil lade moren høre, at han ved, hun finder det tankeløst eller dumt.

Måske svarer han med irritation, for han ved sgu godt selv, at hjelmen er glemt. Han ved også, at moren er mindre interesseret i svaret end i at fortælle ham, at hun er utilfreds. Han ved, at uanset hvad han svarer, så vil moren (igen) belære ham om sikkerhed og trafik og cykelhjelme. Om hans eget ansvar.

Har han derimod lært, at glemsomhed er beklagelig, men forståelig, kan han svare med en anden følelse. Han ved jo (og kan høre), at hans mor ville ønske, han havde husket den, men han har glemt den. Punktum. Hans svar bliver informerende og neutralt.

Uanset hvad: hvis han vælger at svare, at han har glemt den, svarer han i virkeligheden på mere end spørgsmålet. Han har bragt sig selv ind i samtalen og givet sin mor mulighed for at tage fat i hans glemsomhed.

”Den er derhjemme/i fritten/hos Tobias”, kunne han svare. Enten lade misbilligelse være misbilligelse og udelukkende svare på ordene i spørgsmålet. Eller kombinere ordene med fortrydelsen eller irritationen fra før. Men udelukkende svare på det, han bliver spurgt om. Så kan hans erfaring godt nok fortælle ham, at morens næste spørgsmål vil være ”Hvorfor?” Hun skal nok sørge for at bringe hans ansvar ind i samtalen.

Jeg tænker (igen): Hvorfor i alverdens dropper vi forældre ikke nogle af alle de spørgsmål, som vi egentlig ikke er interesserede i svaret på? For i stedet at sige, hvad vi virkelig har på hjerte.

”Det generer mig helt vildt at møde dig her midt inde i Købehavns myldretrafik og se, at du ikke har din hjelm på. Jeg ser billeder af knuste hoveder for mig. Bliver helt vildt bange for, at der skal ske dig noget”. Helt ovre på egen banehalvdel og meget nemmere at forholde sig til for vores børn. Et noget bedre udgangspunkt for snakken om, hvad vi stiller op med den hjelm i morgen.

Jeg bliver godt nok nysgerrig, da der slet ikke kommer noget svar bag mig. Da jeg vender mig om, ser jeg, at sønnen er et sted i begyndelsen af tyverne. Af de ting der nu sker omkring ham, kan jeg regne ud, at hans kæreste skal møde hans mor og dennes veninde for første gang. Lige før introduktionen nåede moren så lige at smide sit spørgsmål ind.

Gad vide, hvor meget af det, der er gammel vane. Gad vide, hvad der er til ære for morens veninde. Gad vide, om moren overhovedet tænker over det. Gad vide, om sønnen gør. Gad vide, om den nye kæreste tænker noget som helst om moren og om hendes spørgsmål. Jeg tænker måske for os alle.

Jeg beslutter, at jeg den næste tid vil fokusere lidt ekstra på de spørgsmål, vi stiller vores børn i hverdagen. Hvad skjuler de? Hvad er vores intention med dem? Hvornår virker de efter hensigten og hvornår gør de det slet ikke? Og ikke mindst: hvad kan vi gøre anderledes, hvis vi også hér vil have følelsen af at være gode forældre?

Reklamer