Til stede med min søn

Jeg havde besøg af Johannes i dag, min søn på 8. I tre timer, mens hans far og Alfred var til fodbold. Johannes har nu i 4 år skullet finde sig i at være med til Alfreds træning, kampe og stævner i en sportsgren, han finder uendeligt kedelig. Han forsøger altid at slippe udenom, og jeg gør hvad jeg kan for at finde steder, han kan være og børn han kan lege med, så han ikke skal spilde sin tid.

Så selvom jeg egentlig ikke havde tid, spurgte jeg om han ville blive her, da de kom for at hente cyklerne. Og godt jeg gjorde det. Han blev så glad og det blev så hyggeligt, at jeg sagtens kan bruge noget tid nu til aften på at indhente det, jeg skulle have lavet da.

Han har en måde at stille sig helt tæt på mig, når han skal fortælle mig noget, han selv finder helt vildt interessant. I dag var det en opsummering af de afsnit af Jesus og Josefine, jeg ikke har set, mens de har været hos deres far. Så stod han dér med sit lille, blege, bløde ansigt 25 centimeter fra mit (store, plettede, grove) og jeg kunne se det hvide hele vejen rundt om iris, mens han fortalte, hvordan moren (som jo er præst) havde sagt “Ja, er det ikke fedt i Biblen”. Og jeg forstod nærmest ingenting. Kun at Johannes elskede at kunne fortælle mig noget, som jeg ikke vidste og forklare mig ting, jeg ikke forstod.

Og lige så intens han var i sin fortælling, lige så hurtig var han til at skifte fokus. Han kom i tanker om, at vi har en sofa. Han sprang op i den og viste mig, hvor god han er blevet til at lave forlæns salto og baglæns jeg-la’r-mig-falde-helt-fladt.

Og så brugte vi de sidste 20 minutters tid på at lege den sædvanlige “Se, mor!” “Øjeblik, skat, lad mig lige få denne hér afsted, så kigger jeg” med varianten “Se nu, mor!” “Øjeblik, jeg skal lige ha’ skrevet det hér, så kigger jeg”.

En leg som vi (kan jeg mærke, nu jeg skriver det) vist skal til at lege noget mindre. Ingen af os synes egentlig, den er særligt sjov.

Stressramt mor og tv-afhængig søn

Jeg talte med en mor, som er ramt af stress – sådan for alvor, med angstanfald, hukommelsesbesvær og alt det andet skønne, der hører til. Hun har nu – 6 måneder inde i forløbet – endelig fundet ro nok til at sætte sig ned og gennemføre 10 minutters guided meditation. Hun fortalte, hvordan hun har skulle træne sig op til det gennem flere uger. Og stadig må hun starte med 10 minutters fokuseret tankemylder, før hendes hjerne sådan nogenlunde er klar til at holde tænkepause – for en kort bemærkning. Men nu kan hun altså. I 10 minutter lytter hun til stemmen og følger dens anvisninger.

Den største udfordring ved kvindens stress er, at hun ikke har overskud til at imødekomme de helt dagligdags udfordringer med sin 8-årige søn, og efterhånden er det blevet til, at han bruger al sin fritid med at se tv. Hvis der ikke er noget i tv, ser han en film. Det kunne hans mor nu godt tænke sig at ændre på.

Første forsøg: Når han kommer fra skole, skal han vente 10 minutter med at tænde. Sønnike: “Naaaaarj, jeg vil først se 10 minutter, og slukker jeg”. Forhandling slut. Resultat: stor diskussion når de 10 minutter er gået, for da er han jo lige midt i noget. Når tv’et endelig er slukket, aner drengen ikke, hvad han skal stille op med sig selv. Han keder sig, vil ikke læse, hjælpe med maden, hygge med moren, tegne eller lave lektier (synes, jeg kan genkende forslagene fra min egen barndom). Diskussionen om at slukke tog morens lillebitte overskud, og nu giver hun op og lader ham tænde tv’et.

Andet forsøg: Hun har slet ikke energi til et andet forsøg. Det er for vildt, så invaliderende stress er, når vi ignorerer tegnene så længe, at den får lov at få helt fat i nosserne (og hjertet og hjernen) på os, før vi reagerer.

Hun vil ellers så gerne, for hun synes, sønnen udviser tegn på at være rigtig godt overstimuleret, når han kommer fra skole og frit. Hun vil rigtig gerne, at han lærer bare at være – uden input. Men hun har ikke energien til at kæmpe.

Jeg spurgte hende, hvor lang tid, hun selv havde været om at blive parat til at sidde ned og bare være. Tre uger. Jeg spurgte hende, hvor lang tid han mon skulle have til at kunne bare være. Det vidste hun ikke, for han har aldrig skullet.

Jeg spurgte hende, om jeg måtte komme med et forslag (ja tak): “Sig til drengen, at I laver et forsøg i tre uger. Altså 21 dage. I venter 10 minutter med at tænde tv’et, når I kommer hjem. Og I diskuterer det ikke. Ikke før om 21 dage. Hvis han er utilfreds, kan han skrive det ned, og så vil du rigtig gerne høre om det om 21 dage. Men indtil da gør I det bare. Det er dig, der bestemmer, at I skal lave forsøget, så heller ikke det er til diskussion. Overhovedet. Det er kun 21 dage, og når de er gået, kan I finde ud af, hvad I så gør”.

Hun traf ikke nogen beslutning, men hun skrev mine ord ned (hukommelsen, du ved) og mærker efter om og i så fald hvornår, hun er klar til at gøre et anderledes andet forsøg. Og indtil da (besluttede hun) vil hun lade være med at ærgre sig over, at han ser tv. Enten-eller, ikk? Gør noget (og accepter, at det koster) eller lad være (og accepter, at dét koster).

Jeg glæder mig til at høre, hvad der sker hjemme hos hende. Og jeg fik lyst til selv at lave nogle 21 dages forsøg herhjemme. Alfred vil sige “Så tæller dagene hos far med”. Og jeg vil sige “Så bliver det en 42 dages udfordring”. Og det er ikke til diskussion.