Hvis jeg ikke præsterer, hvem er jeg så?

Igen i går havde jeg en mor i røret. Bekymret for sin store datter, som har mistet sin kampånd. Er træt af det hele. Ikke motiveret af noget. I tvivl om, hvorvidt gymnasiet nu var det rigtige valg.

Tidligere var hun glad for skolen – ikke med armene over hovedet, men helt almindeligt tilfreds, som vi ofte er med ting, som vi har nemt ved. Vellidt og social.

Nu trækker hun sig fra vennerne, gider ikke lektierne og har helt mistet modet. Og forældrene er bekymrede. Hvad kan de gøre for at gøre hende glad igen? Hvordan kan de hjælpe hende med at finde gejsten?

Jeg kender ikke pigen eller forældrene. Men moren kunne dog genkende noget af det, jeg kom til at tænke og nu sagde til hende:

Mange piger har gennem deres skoletid lært sig at være stille, søde, nemme piger. De sukker måske lidt i skolen, når de endnu en gang bliver sat ved siden af en dreng, de skal holde ro på og når de skal lave endnu en opgave, som de har alt for nemt ved. De sukker stille. Klarer sig, fordi de i det mindste får ros for deres flotte arbejde. Ved skole-hjemsamtalerne får de måske at vide, at de jo klarer sig rigtig fint i de fleste fag, “men du skal sige noget mere i timerne, hvis jeg skal kunne give dig en højere mundtlig karakter. Du kan jo godt. Du skal bare turde”. Pigerne får ikke at vide, hvordan de skal (lære at) turde, så intet ændrer sig og ved næste samtale får de nøjagtigt det samme at vide.

Men det er til at holde ud, for de er dygtige. De får ros. Og slipper for ballade.

På et tidspunkt sker det så for en del af dem, at de bliver trætte af at præstere. Det bliver alligevel for kedeligt. Andre ting bliver mere spændende. Eller de begynder i gymnasiet (hvilket har været forventet siden 6. klasse – af dem selv og de voksne) og niveauet ændrer sig og dermed deres karakterer. Og den ros de er vant til at få, udebliver.

Og spørgsmålet dukker op: Hvis jeg ikke præsterer, hvis jeg ikke gør noget, hvem er jeg så? Eller … ideelt set dukker spørgsmålet op. For de flestes vedkommende når det ikke længere end til en følelse. Følelsen af ikke at slå til, ikke at være god nok, ikke at leve op til egne og andres forventninger. Indtil nu har de defineret sig selv ud fra, hvad de kunne. Nu kan de ikke længere og hvad så? Er de så ikke gode nok længere?

Jeg skal nu mødes med endnu en pige, som har brug for at lære at skelne mellem det, hun er og det, hun gør. Vi er jo ikke vores adfærd. Her er endnu en pige, som i alt for mange år er blevet rost for det, hun gør, i stedet for at blive anerkendt for det, hun er.

Jeg siger ikke, at pigernes forældre og lærere er dårlige mennesker. De roser i bedste mening. Det kommer mange af os til. “Hvor er du god til at cykle”, “Sikke en flot tegning”. “Hvor læser du godt efterhånden”. “Du er god til at danse”. Vi får lyst til at rose og det er fint. Vi skal bare være opmærksomme på, at vi ikke styrker børnenes selvværd, når vi gør det. Vi styrker deres selvtillid. Og mens selvværd handler om at være, handler selvtillid om at gøre. Så når de for en periode ikke gider gøre, bliver de i tvivl om, hvorvidt de nu er gode nok.

Note: Et par andre måder at kommentere på kunne lyde: “Hvor er det dejligt at se, at du ser dig for, når vi cykler”. “Er den til mig (stort smil)? Tak!” “Kan du selv mærke, at din læsning forandrer sig? Hvordan er dét?” “Det er så tydeligt at se, at du nyder at danse”.

______________________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for uperfekte forældre til 10-19-årige.

1. april kommer andet kapitel i bogen til (præ)teenagerens forældre. Det kommer netop til at handle om anerkendelse og om, hvordan vi styrker vores børns selvværd. Prisen bliver 39,- kroner.

Første kapitel er dog allerede ude og kan hentes GRATIS her. I kapitlet “Fat det nu! Jeg fryser ikke”, møder du blandt andet Lukas og Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

“Du fatter jo ikke en skid, mand! (og andre sandheder om livet i teenagefamilier)” er en e-bog til forældre til 10-19-årige. Jeg skriver den sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut. Hver måned fra april til december kommer endnu et (uafhængigt) kapitel.

 

Reklamer

Dagens ord er men

Dagens ord er men. I anledning af min yngste søns skole-hjemsamtale vil jeg slå et slag for begrænset og bevidst brug af det lille ord. Dets lidenhed til trods er dets betydning nemlig stor.

Johannes går i 1. klasse, så dette var min første oplevelse af, hvordan de – lærerne og vores søn – taler sammen. Om skole og fag og opførsel.

(En anden dag vil jeg komme tilbage til den i min optik rigtige måde at afholde sådan en samtale. Jeg hepper på barnet som ligeværdig samtalepartner, siden det nu er barnets læring, samtalen drejer sig om. Her skal kun siges, at lærerne i dag havde 90 % af taletiden. Min søn sagde i alt 7 ord. Den ene af mine tre sætninger lød “Måske skal du lige forklare Johannes, hvad fag-fagligt betyder”.)

Her skal det handle om brugen af ordet men.

Har du lagt mærke til, hvordan men præger betydningen af ordene før det? Hør: ”Du læser rigtig godt, men du skal koncentrere dig noget mere, så du kan blive hurtigere”. Hører du, hvordan det bliver ligegyldigt, at han læser godt, for det er jo alligevel ikke hurtigt nok? Eller ”Du klarede den sidste prøve godt, men du sprang nogle af opgaverne over, så dem har du fået fejl for. Det er den med koncentrationen igen, Johannes”. Hvad så, at han kan regne, når han er så fjollet at springe opgaver over?

(En anden dag kommer jeg tilbage til, hvor stor en del af vores kommunikation er fokuseret på fejl og mangler og hvor lille en del, der er positiv og bekræftende. Her vil jeg bare gætte på, at fordelingen i dag var 80/20.)

Nu handler det om men. ”Du staver fint i dagbogen, men hvis du kom lidt før 8, ville du kunne få tid til at gøre det pænt. Du sjusker”.

Lad os prøve at bytte rundt på sætningerne: ”Hvis du kommer lidt før 8 om morgenen, kan du få mere tid til at gøre dig umage med dagbogen. Så bliver det nemlig meget nemmere at se, hvor godt du staver”.  ”Hvis du arbejder på at blive bedre til at koncentrere dig, kan du nå alle opgaverne. Og vi ved jo, at dem du når, bliver rigtige”. Hører du også forskellen?

Jeg går ud fra, at hensigten med samtalen var at understøtte Johannes’ lyst til at lære. Når han i stedet oplever, at lige meget hvad han gør af gode ting, så er det ikke godt nok, har vi ikke alene spildt tiden; vi har også spildt chancen for at give ham den følelse af succes, som skal bære ham igennem de ting, som vil blive svære for ham at lære.

Og så er det hér, jeg griber mig selv i barmen (et udtryk jeg vist aldrig før har brugt) og lytter efter min egen brug af men: ”Jeg vil rigtig gerne se dit nye trick, men jeg er altså lige i gang med maden”. ”Jeg kan godt høre, du bliver sur, men sådan bliver det altså”.

Jeg bruger det selv alt for ofte, men (!) jeg er bevidst om det – og om, at der findes tidspunkter, hvor men er fint.

Ved aftensmaden spurgte jeg Johannes, hvad han huskede fra samtalen: “Ingenting”.

Jeg fik lov til at fortælle, hvad jeg kunne huske. “De sagde, at du læser rigtig godt. Du læste alle rigtigt ved prøven. Kan du ikke huske det?”

Nej

“De synes, du er god til at vente og til at lytte til de andre. Kan du huske, han sagde det?”

Nej

“At du klarer matematikken rigtig godt. Husker du det?”

Nej.

Til sidst huskede han selv en ting: ”Jo, jeg kan huske, at jeg ikke læser hurtigt nok”.

Behøver jeg sige mere?

Den største øv’ert

Den nok allerstørste øv’ert indenfor sætninger er sætningen “Sådan er jeg bare!” Bliver det mere forstokket og urokkeligt og … og … øv?! Var til julehygge i min søns klasse i går. Ny Vikar ville sige lidt om klassens liv, om sin måde at gribe tingene an på, om vores børns hverdag.

NV sagde fine ting, havde klare holdninger og kraftig røst. NV er en tydelig voksen med gode intentioner om at rumme de vilde drenge og skære ned på pigefnidderet. Hun delte sin holdning til alt fra hvad låne-reglen skal være i klassen (tænk, en far stemte sgu på at reglen skulle være, at ingen låner ting ud til nogen! Interesssant. Ham må jeg altså brain picke en dag), over om man må sige nej, når nogen spørger, om man vil lege (det må man ikke. Overhovedet. Nogensinde. Hmmm… også den skal jeg altså have mærket lidt efter i kanterne) til hvad der er vigtigst ved læsningen i 1. klasse (at de bliver ved med at have lyst til det. Jaaaa!).

Ny Vikar havde holdninger. I nogle af dem er jeg decideret uenig (og det er fint. Vi behøver bestemt ikke være enige. Bare hun er god ved mit barn); andre er jeg fuldkommen enig i (og det er selvfølgelig endnu finere). Men lige meget hvad, så ødelagde hun det (for mig) ved at slutte alt af med (“Det kan godt være, at det er hippie-agtigt, men…) sådan er jeg bare!” Og et (“Det kan godt være, at de andre på skolen er uenige, men) sådan er jeg bare!”

Det er helt med vilje, at jeg bruger udråbstegn (selvom dansklæreren i mig har svært ved det), fordi i den sætning er gemt et “forstå det! Og drop at diskutere det!” Jeg kan høre det i mine ører ( i begge to endda). Og når jeg hører den forstokkede øv’ert af en sætning, så bliver jeg provokeret og jeg får den vildeste lyst til at diskutere – om jeg er enig eller ej. Ved godt, det er åndssvagt, men sådan er jeg altså bare!