Når teenageren øver sig i at være uenig

Jeg blev forleden ringet op af moren til en 14-årig pige. Hun bad mig tale med datteren, for “den er helt gal herhjemme”, som moren sagde. “Vi bestiller snart ikke andet end at skændes”.

Jeg har hørt lignende en del gange efterhånden. Forældre ringer og beder mig hjælpe deres store børn med at opføre sig anderledes eller blive bedre til at fokusere, hjælpe derhjemme, udtrykke sig eller forstå noget, som forældrene finder det vigtigt at forstå. Og jeg hjælper gerne. Selvfølgelig. Og jeg har endnu til gode at møde en teenager, der ikke nyder at tale om sig selv, sine udfordringer, drømme og bekymringer med en voksen, som ikke har part i hans eller hendes liv. Som ikke har en holdning til, hvad der er det rigtige at synes, tænke eller gøre.

Vi taler selvfølgelig også om, hvad der fik forældrene til at ringe til mig. Skænderierne. Skæld ud. Råb og skrig. Smækken med dørene. De daglige konflikter. Og den unge er enig: Den er helt gal derhjemme. De bestiller ikke andet end at skændes.

Den unge ønsker lige så brændende at undgå de ubehagelige konflikter, som forældrene gør. Så hun begynder at øve sig – i nye konflikthåndteringsredskaber, i at tælle til 10 og blive på egen banehalvdel. I at tage sin del af ansvaret.

Og her møder den unge så ofte en udfordring: Mens hun ændrer på sin adfærd, hænger mor og far fast i en adfærd og en forældrerolle, der fungerede engang. Som ikke rækker længere. Nu hvor den unge for alvor er ved at gøre sig fri og skabe sig selv. Hvilket kræver at hun netop tager afstand fra forældrenes holdninger, udfordrer dem og skaber sine egne. Gennem tvivl og diskussioner.

Med andre mennesker forventer vi nærmest, at de har en anden mening end os. Vi fortæller hinanden, hvad vi mener og undrer os over forskellen. Men lige så snart det er vores børn, får denne forskel en større betydning. Forskellen synes at fortælle os, at vores (lige før så små) børn ikke vil os længere. Fordi de ikke er enige i vores beslutninger, deler vores holdninger, prioriterer på samme måde. Udfordrer os på vores værdier. Men de vil os gerne – os som mennesker. Det er ikke os, de tager afstand fra; det er vores holdninger. Og så tager de (bestemt og heldigvis) afstand fra måden, vi nogle gange forsøger at gennemtrumfe disse holdninger på.

Jeg spørger ind imellem mig selv og andre forældre: ville vi nogensinde forsøge at gennemtrumfe vores mening overfor vores venner, på samme måde som vi forsøger at gennemtrumfe den overfor vores børn? Og hvis vi gjorde, ville de så gide hænge ud med os?

Måske skulle flere af os øve os i kun at diskutere med vores børn, når vi for alvor er interesserede i at vide, hvad de mener. Måske skal vi kun bede om deres mening, hvis vi er interesserede i svaret – og ikke fordi vi vil have dem til at synes det samme som os. Tænk om mit svar til min søns (fra min så) forskellige holdning noget oftere kunne være: ”interessant!” Punktum.

Mit svar til moren, der ringede, blev: “Jeg vil gerne tale med din datter. Selvfølgelig. Men jeg vil også gerne tale med dig, så vi kan sikre os, at dit forældreskab passer til den alder, hun har nu”.

_________________________________________

ADVARSEL: Reklame

Så er der workshop for 15-19-årige piger. Teenagecoach Mie Juul Ingerslev og familielivredder Camilla Mørk (det er mig) tilrettelægger de tre aftener, så hver pige kan finde ind til sig selv, så hun kan møde verden med en sund og stærk kerne. Se mere her:

http://www.sofiamanning.com/nm/201109/nyhedsmail.html

Reklamer

Når storebror driller uden grund

Jeg er vist en smule allergisk overfor store søskende, der driller små søskende bare for hyggens skyld. Som du nok kan gætte, er jeg selv lillesøster.

Når min søn Alfred driller sin lillebror i et for mig at se pludseligt opstået behov for … ja, bare at drille.  Når der for mig at se ikke er anden årsag til det end, at han har lyst. Når det er næææsten udenfor min hørevidde. Så synes jeg sgu det er synd for Johannes. For det meste blander jeg mig ikke. Når jeg gør, er det for at fortælle Alfred, at han skal stoppe – uden diskussion. For han gør det kun for at … drille. Og han holder op med det samme, når jeg siger det, værre er det ikke.

Rasmus (ham, jeg er så heldig at have som Kæreste) har nu kendt mine drenge (og mig) siden marts og finder det virkelig interessant at opleve, hvordan vi tre interagerer. Jeg har endnu ikke mødt hans børn, så jeg aner ikke, hvordan de er sammen. Så Rasmus har den fordel (eller bagdel?), at han kan sammenligne voksen-barn relationerne i de to familier. Og han undres. Han undres gang på gang over, hvor jeg vælger at sige noget (opdragende) og hvor jeg vælger at lade være. Meget ofte ville han vælge det stik modsatte.

Indtil forleden har det været ret ukonkret for mig, i hvilke situationer jeg vælger at reagere så anderledes end han ville gøre. Men forleden fik jeg endelig et helt konkret eksempel: min måde at reagere på, når Alfred driller Johannes. Uuuuuh! Umiddelbart ret så sprængfarligt!

Samtalen:

Rasmus: Når Alfred driller Johannes uden nogen særlig grund…

Camilla: Ja, jeg ved det. Det provokerer mig altså

Rasmus: Han gør det jo kun fordi han vil mærke din kærlighed

Camilla (kan med det samme mærke modstand, hvilket for det meste betyder, at der er noget om snakken): Hmmm…

Rasmus: Og det der sker er, at du irettesætter ham og to minutter senere kommer Johannes hen til dig og kravler op til dig og vil kramme og hygge.

Camilla (avavavav!): …

Rasmus: Er det okay, jeg siger det?

Camilla: Jaja, selvfølgelig. Jeg tænker.

Rasmus: Så Alfred ser, at Johannes får det, Alfred har brug for. Og Johannes behøver ikke at gøre noget som helst for at få det.

Camilla: For helvede, Rasmus! Det er altså bare ikke i orden. Tsk! Hvad ville du så gøre? Lad mig høre, hvad der er så forskelligt i vores måde at gribe det an?

Rasmus ville kort fortalt ignorere den drillede og give den, der driller al sin kærlighed og opmærksomhed. Simpelthen fordi han mener, det er hvad han beder om. Så det skal han selvfølgelig have.

Noget af det gode ved vores forhold er, at vi har en stiltiende aftale om, at vi på intet tidspunkt er ude på at fikse hinanden. Når Rasmus fortæller mig om sin oplevelse, er det bare det, han gør: han giver udtryk for sin oplevelse. Og så kan jeg gøre med det, hvad jeg vil.

Jeg ved godt, hvad jeg vil gøre. På fredag kommer mine drenge hjem til mig igen og i den kommende uge vil jeg være langt mere opmærksom på, hvad Alfred i virkeligheden har brug for fra mig. Det kunne jo være, det hænger meget godt sammen med hans beklagelse i sidste uge over, at jeg igen skulle arbejde en aften, hvor de var hos mig, så de igen skulle passes.

Det undrer mig endnu en gang, hvor tyk og tydelig en problematik kan være (lige under næsen på mig), uden at jeg ser den ordentligt. Det glæder mig endnu en gang at være velsignet med mennesker i mit liv, som ønsker at dele deres oplevelser med (mine) børn med mig, så jeg nemmere kan se klart.