Kan du (så) opføre dig ordentligt, mor?

Halv otte forleden opdagede jeg, at nogen havde smidt en madpakke ud af vinduet – ned i gården. Fire halve i hver sin staniolpakke. Og en snack. Oppe på anden sal stod vinduerne åbne ind til en lejlighed, hvor to drenge på 10-12 år bor sammen med deres mor. Hver anden uge.

Og jeg begyndte at gætte. Jeg gættede på, at det var madderne fra i går, som en af drengene lige havde opdaget, da hans mor bad om madkassen til dagens madder. Jeg gættede på, at han ikke fik den spist i går, fordi han havde travlt med at komme ud til frikvarter. Måske drømte han sig væk til lærerens oplæsning og glemte alt om madderne. I hvert fald fik han ikke spist de fire halve og snacken. Og havde nu valgt at smide dem ud af vinduet.

Hvad får en dreng til at vælge at smide sin madpakke ud af vinduet i stedet for i skraldespanden? Jeg gættede videre. Jeg gættede på, at drengen helst var fri for at skulle forklare sin mor, hvorfor maden ikke var spist. Når vejret er godt og alle vores vinduer står åbne mod gården, hører jeg nogle gange moren skælde ud. Jeg kan kun høre hendes stemme. Den bliver højere og højere, efterhånden som hun får talt sig varm. Måske ville drengen undgå at få skæld ud som noget af det første på dagen.

Jeg gættede på, at drengen kender sin mor godt nok til at vide, at det ville blive ubehageligt for ham at fortælle, at madpakken ikke var spist. Måske er hans forklaringer ikke gode nok, måske har han slet ikke en forklaring og det er heller ikke godt nok. Måske vil han ikke gøre sin mor ked af det. Nu har hun stået der og smurt hans madpakke og det er også hende, der laver alt det andet derhjemme og han kunne godt tage at være lidt mere taknemmelig. Måske. Jeg gætter jo kun.

Men en ting ved jeg: Vores børn fortæller os gerne alting i hele verden, hvis de ikke skal bekymre sig om vores reaktion. Hvis de kan regne med, at vi opfører os ordentligt, når de fortæller os noget, så er vi de mennesker, de helst fortæller ting til. Indtil en vis alder, siger nogle mennesker. Jeg siger noget (lidt) andet: Hvis vi kan finde ud af at opføre os ordentligt, når vores mindre børn fortæller os noget, så er der meget større sandsynlighed for, at de aldrig kommer i en alder, hvor de vælger ikke at fortælle.

Hvis min søn skal være bange for min reaktion, når han har lavet et eller andet lort. Hvis han ved, at jeg frådende og råbende prikker til det, han godt ved, var forkert (måske er der endda allerede to andre voksne, der har prikket). Hvis han af erfaring ved, at jeg får svært ved at holde mig ovre på min egen banehalvdel, når han fortæller det. Ja, så lader han selvfølgelig helst være.

Hvis din 11-årige datter fortæller dig, at hun netop er blevet vraget af sin kæreste gennem hele tre uger, og du vælger at sige noget i stil med “Nå, pyt nu med det! Så er han jo alligevel ikke det værd” eller endnu værre: “Arh, ved du hvad, du kommer til at få mange kæreste endnu. Du er kun 11 år”. Hvis vores børn ved, at vi ikke kan finde ud af at være i det, de fortæller på en ordentlig måde, så lader de være med at fortælle. Selvfølgelig. Hvorfor træde ud i noget, de ved, bliver ubehageligt?

Hvis vi nærer håb om, at vores datter vil fortælle, når hun til den tid føler sig klar til at tage det helt store skridt med sin kæreste. Hvis vi ønsker, at vores søn skal fortælle, at han tvivler på, at gymnasiet alligevel er noget for ham. Hvis vi vil have et forhold til vores børn, hvor det er tilladt at udtrykke sin (spæde) mening, sine (forvirrende) følelser og sine (bekymrende) tanker, så skal vi vise, at vi kan opføre os ordentligt, når det sker. Og det skal vi vise, fra de er små. Venter vi til de er store, er det for sent. Hvis vore adfærd er fuldkommen uhensigtsmæssig, når de ikke har spist deres madpakke, har stjålet en kammerats Nintendospil eller mobbet en pige fra klassen gennem længere tid, så har deres erfaring vist dem, at vi i hvert fald ikke vil kunne håndtere, hvis de fortæller, at de har taget et hiv af en joint. Og at de nu er bange for at blive fanget i noget svært med vennerne.

Jeg fik sådan lyst til at tale med madpakkedrengens mor, men jeg kan slet ikke se, hvordan det på nogen måde skulle kunne hjælpe ham eller hende. Det ville sikkert bare gøre tingene værre. Så jeg lod madderne ligge til fuglene (og gårdmanden) og håber, at historien kan få andre forældre til at tænke lidt (mere) over, hvordan de håndterer, at deres børn gør noget, som ikke er udelt fedt.

Hvordan undgår vi at handle på en skidt følelse?

I en kommentar til boggen i går efterlyste Inge nogle råd og redskaber, som kan bruges, når vi bliver vrede sammen med vores børn. Når vi gerne vil noget andet end at skælde ud.

OM jeg har råd og redskaber! Det er da lige det, jeg har. I dag kunne jeg tænke mig at give dig et redskab, som ikke alene kan bruges, når vi vil undgå at slå på vores børn med ord, men også når vi sammen med andre bliver vrede, irriterede, frustrerede, …

Men lad mig tage udgangspunkt i de børn dér, som vi elsker så højt. Lad mig tage udgangspunkt i skæld ud.

Allerførst skal du tage en beslutning om, at du vil ændre på din adfærd. At du fra nu af vil tale i et almindeligt toneleje til dit barn. Med vilje siger jeg ikke ”Fra nu af vil jeg ikke råbe ad mit barn”. Det kan have en god effekt at sige, hvad vi gerne vil, i stedet for hvad vi vil holde op med. Så stræber vi efter noget, i stedet for blot at forsøge at undgå noget.

Dernæst er du nødt til at forstå en ting. Normalt synes jeg ikke, mennesker er nødt til en skid. Vi kan ville noget eller have brug for noget, men hvor tit er vi egentlig nødt til at gøre noget? Men det følgende er du altså nødt til at forstå, hvis du skal ændre på en adfærd, du har sammen med andre mennesker. Ellers bliver det en umulig opgave:

Andre mennesker kan ikke få dig til at føle, tænke eller gøre noget som helst.

Lad mig sige det igen: Andre mennesker (dine børn, dine kolleger, din kæreste, bilisten foran dig) kan ikke få dig til at føle, tænke eller gøre noget som helst.

Det er dine tanker omkring det, den anden siger eller gør, som får dig til at føle noget, som så styrer, hvordan du (re)agerer. Eksempel: Min søn har lavet sig en skål havregryn med mælk. Han forlader køkkenet og nu ligger der havregryn på køkkenbordet og –gulvet. Mælken er ikke sat tilbage i køleskabet.

Punktum – Pause

Hvad jeg i dette øjeblik vælger at tænke om det, har betydning for, hvad jeg føler og hvordan jeg (re)agerer. Vælger, ja! Det er (for pokker da) mig, der vælger mine tanker. Hvem skulle det ellers være?

Måske vælger jeg at tænke: ”For helvede da også, mand! Han er 9 år! Han må sgu da kunne se, hvordan her ser ud. Hvor mange gange skal jeg sige til ham, at han skal rydde op efter sig? Nu skal jeg bruge tid på at få ham til det eller selv gøre det. Og dét gider jeg ikke. Kæft, hvor er det pisseirriterende!”

Vælger jeg at tænke sådan, betyder det, at jeg kommer til at henvende mig til min søn – på forhånd irriteret, opgivende, vred eller med en anden følelse, som jeg lige har skabt med mine tanker. Ja, jeg har selv lige skabt den. Hvem ellers?

Så jeg ryger ind og siger alle mine tanker højt, taler mig varm, hidser mig selv op, mærker pulsen og tonelejet stige. Går i selvsving på den ufede måde. Og resultatet bliver derefter. Jeg får ham sikkert til at rydde op – denne gang, fordi han ikke gider høre mere på mig. Men jeg har sørget for at pumpe min vrede så meget op, at den formodentlig holder længere end det tager Drengen at rydde op. Og jeg tvivler på, at min måde at håndtere det på er med til at lære Drengen noget som helst, som han kan bruge næste gang, han går i køkkenet.

Tilbage til køkkenet. Tilbage til det øjeblik, hvor jeg først ser rodet.

Jeg ser rodet.

Punktum – Pause

Jeg vælger at tænke: ”For pokker, mand, her roder! Okay. Her roder altså. Gider jeg rydde det op? Nej. Så må jeg have Drengen til det”. Konstaterende. Luften helt ned i maven.

Nu har jeg i det mindste ikke tænkt mig selv op i det orange felt. Min temperatur har ikke ændret sig. Jeg har konstateret, at der roder i mit køkken og at jeg vil have Drengen til selv at rydde op. Det efterlader plads i mit hoved til at kunne tænke konstruktive tanker, tænke løsninger, handle rationelt i stedet for på en følelse. Hvordan jeg (Camilla) ville løse situationen, kan vi vende tilbage til en dag.

Fordi lige nu vil jeg tale til dig, som tænker ”Yeah right! Som om jeg kan være konstaterende og rationel, når mine børn igen og igen gør noget, som de ved, jeg ikke bryder mig om! Eller når min chef igen overser det, jeg har gjort!”

Her kommer det redskab, jeg lovede til at begynde med. Et spørgsmål, du kan stille i enhver situation, hvor du får en ubehagelig følelse af, hvad andre gør eller siger:

Hvad er det for en betydning, jeg tillægger det, han (ikke) siger eller (ikke) gør?

Betydningen afspejler sig i dine tanker og dér kan du fange den. Tilbage til køkkenet, hvor jeg ser, at Drengen igen ikke har ryddet op efter sig. Hvad er det for en betydning, jeg tillægger det?

Hvis jeg tænker: ”Det kan han fandme ikke være bekendt. Jeg har lige ordnet herude. Han burde tage hensyn. Det her er bare total mangel på respekt” så tillægger jeg hans handling den betydning, at han ikke respekterer mig. Hvilket får betydning for, hvordan jeg (re)agerer.

Tænker jeg: ”Han har igen ikke ryddet op. Der er åbenbart et eller andet, han stadig ikke har lært” så tillægger jeg hans handling den betydning, at han mangler at lære noget. Hvilket får betydning for, hvordan jeg (re)agerer.

Jeg kan også tænke: ”Han har ikke ryddet op. Nå. Godt jeg har lidt tid, inden jeg skal lave mad” Så tillægger jeg det måske ingen betydning overhovedet. Og det præger min måde at (re)agere på.

Jeg bliver ved med at sige til mig selv: Hvis andre kan reagere anderledes end mig i denne situation, så findes der åbenbart andre måder at reagere på end min. Hvilken tanke kunne støtte mig i (re)agere mere hensigtsmæssigt?

Et andet hverdagseksempel: Din datter har en veninde på besøg, men vil ikke lade hende lege med sit legetøj. Hver gang veninden tager noget op, tager din datter det fra hende med råb og magt.

Du kan tænke: ”Det kan hun altså ikke være bekendt. Når man har gæster, har man sagt ja til, at de må lege med ens legetøj. Det er virkelig synd for veninden. Hvor er det egentlig tarveligt”. Og du får sikkert lyst til at blande dig og sige en del af dine tanker højt.

Eller du tænker: ”Det er godt nok svært for min datter at lade veninden lege med sit legetøj. Hun synes, hun er nødt til at tage det fra hende. Gad vide, hvorfor hun reagerer sådan herhjemme, når pædagogerne siger, hun er god til at dele i børnehaven?” Måske får du lyst til at spørge andre forældre, om det samme sker for deres børn, når de har besøg.

Du kan også tænke: ”Kæft, hvor det larmer, det min datter har gang i. Gad vide, hvor længe veninden holder det ud”. Du tænder måske radioen i køkkenet, så larmen fra pigerne ikke generer dig, mens du ordner maden. Pigerne henter dig nok, hvis de får brug for dig.

Hvis andre kan (re)agere anderledes end dig i den situation, så kan du også. Hvis du har lyst. Hvis du virkelig gerne vil ændre på din adfærd, så den bliver rar for dig selv og for dine børn. Og så den fører dig mod målet: at støtte dine børn i at blive stærke, selvstændige, tolerante mennesker – eller hvad du nu ønsker for dine børn.

Det er med vilje, jeg skriver (re)agere, som du sikkert har regnet ud. Jeg har gjort det til mit evige studie som mor og menneske at lægge mærke til, hvornår jeg agerer og hvornår jeg reagerer. Og har efterhånden fundet ud af, at jo mindre (eller jo mere positiv) betydning jeg lægger i det, alle andre gør, jo nemmere er det at agere i stedet for at reagere. Når jeg reagerer, lader jeg jo nærmest de andre bestemme over mig, ikk? Og jeg vil altså helst selv bestemme.

Jo mere jeg formår at sige ”Nå!” og sætte punktum, når folk har sagt eller gjort noget, jo mere er det op til mig selv, hvordan jeg vil agere.

En mand skubber liiige lidt ekstra til mig på sin vej gennem bussen

Punktum

”Nå (han har nok haft en dårlig dag)!”

Min søn råber og smækker med døre

Punktum

”Nå (gad vide, om det er hormonerne, der allerede er begyndt at suse? Det virker ikke så rart for ham, så hvordan hjælper jeg ham bedst?)!”

Min veninde kommer (igen!) for sent til en aftale.

Punktum

”Nå (godt jeg vidste det fra alle de andre gange og derfor har taget min bog med)!”

Lad mig høre, kære forælder, hvad du tænker om det. Lad mig høre, om det giver mening. Om du kan bruge det. Eller om det er fuldkommen ude i hampen.

Til gengæld så smider jeg en af dagene et minitrick, som jeg lærte for nogle år siden. Så nemt, at du tror, det er lyv. Og så effektivt, at det bør være en del af det (ikke-eksisterende) Kursus, vi forældre går på for at opgradere vores forældreskab, efterhånden som vores børns behov ændrer sig.

Hmmm…

_______________________________________

Og så hørte man jo mig for et par uger siden brøle af mine lungers fulde kraft ad min søn. Fordi han ikke ville undskylde overfor en kammerat for noget, som vi alle vidste, han havde gjort. Jeg råbte, som jeg ikke har gjort det i flere år. Blev selvfølgelig helt vildt overrasket selv. Og ked af det. Men jeg kunne ikke stoppe. Bagefter fik jeg tid til at kigge på min reaktion og undersøge, hvad fanden der gik galt for mig. Og det gik op for mig, at jeg smed en betydning ind i hans adfærd, der hed: ”Han tager ikke ansvar, når han har gjort noget, han godt selv ved, ikke var okay. Han er en kujon”.

Fedt at vide. Og endnu federe at kunne fortælle til min søn. At det åbenbart er helt vildt vigtigt for mig, at vi herhjemme kan finde ud af at stå frem og påtage os vores ansvar – også når vi har fucked up. Og dejligt sammen med ham at lægge mærke til, at det ikke var hans fejl, der fik mig op i det røde felt, men hans måde at forholde sig til den. Jeg vil jo så skide gerne have, at mine drenge kan komme og fortælle mig, hvis de nogensinde for alvor laver noget skidt. Uden at være bange for min reaktion. Gi’r det mening?

At blive skældt ud er som at blive slået med ord

Jeg hørte dem, da jeg var på vej hen til kiosken. Eller hørte hende. En mor, som talte til sit barn. De fleste ord blev væk i lyden fra en bil, men jeg opfattede tonen som irriteret. ” … holde øje med bilerne…” var nogle af ordene. Og ”… hurtigere…” Hun brugte en masse ord og en hel del stemme.

Jeg nåede kun at tænke, ”Gad vide, hvor gammelt barnet er”, før jeg gik ind til kioskmanden, som strålede af at have holdt lang ferie nede hos sin store familie.

Tilbage på gaden så jeg, at de to var nået hen til næste hjørne og moren til næste niveau af sin irritation. Hendes ord hørtes tydeligt de mange meter hen til mig. Mens jeg gik mod min gadedør – og nærmere dem, hørte jeg:

”Nu kommer du her hen!” Hun pegede på jorden lige foran sig.

Sekunders pause. Måske sagde sønnen noget, jeg ikke kunne høre. Jeg så nu, at han var omkring 9-10 år. Han stod med skoletasken på ryggen halvanden meter fra sin mor. Gik ikke tættere på hende.

”Kom her hen!” Hvert ord blev nærmest udtalt for tydeligt. Endnu højere end før.

”KOM HER HEN! NU!”

Jeg var nået til min gadedør, men låste mig ikke ind. Ville se, hvordan drengen reagerede (Ville jeg turde nærme mig, hvis jeg var ham? Ville jeg turde lade være?). Fik lyst til at passe på ham. Så jeg stod der bare – 10-15 meter fra dem. Og kiggede.

”Nu kommer du herhen, når jeg siger det til dig!” Morens ansigt, kropsholdning og stemme fik mig til at tænke, at hun nu havde talt sig selv fra irritation til vrede. Helt selv. Drengen rykkede hen foran hende – med ryggen til mig og ansigtet vendt bort fra sin mor.

”Når jeg siger, du skal komme hen til mig, så skal du komme hen til mig. Hører du?” Nu pegede hun på ham, mens hun kiggede ned på ham. Jeg kunne ikke høre hans svar.

Jeg vendte mig væk fra min dør og stillede mig med fronten direkte mod hende. Havde brug for at vise, at jeg holdt øje med hende. Som om det kunne hjælpe noget. Som om det ville hjælpe ham. Mest af alt havde jeg lyst til at gå hen og stoppe hende.

”Kig på mig, når jeg taler til dig! Kig på mig!” (Hun blev ved!)

Drengen vendte ansigtet op mod hende. Og i det samme lagde moren mærke til mig. Tror jeg. Hun kiggede i hvert fald lige på mig, sagde ikke noget til sønnens opadvendte ansigt, vendte ryggen til os begge og begyndte at gå over vejen.

”Så går vi!” var det sidste, jeg hørte. Og de gik videre – uden at tale sammen. Drengen et par skridt bag moren.

Og jeg gik op i lejligheden, mens jeg tænke på, om jeg kunne have gjort noget for at hjælpe drengen. Tænkte endda et øjeblik på, hvor meget nemmere det havde været, hvis moren havde langet ud efter ham. Så kunne jeg i det mindste have anmeldt hende. Haft loven bag mig, når jeg blandede mig i hendes opførsel. Som det var nu, kunne jeg kun bruge oplevelsen til at blive mindet om et barns ord, som jeg har læst i en bog om skæld ud: ”Det er som at blive slået med ord”. At blive skældt ud er som at blive slået. Med ord.

Jeg havde netop været vidne til, at en dreng blev slået med ord. Råbt ad på åben gade. Af sin egen mor! Og ikke bare det. Ikke alene trak moren sit magt-kort, den voksnes magt-kort, da hun valgte at råbe og skænde i sit forsøg på at få barnet til at makke ret. Hun bad ham (fandme!) også om at kigge hende lige op i ansigtet, mens hun spyttede sine ord ud. Kan det blive mere konfronterende? Mere ydmygende?

Tænk at være det barn, som skal opleve sådan noget, mens han bevæger sig rundt i sit nærmiljø, på sin egen skolevej, hvor kammerater og lærere og naboer kan komme forbi. Og være vidner til hans ydmygelse.

Jeg er egentlig fuldkommen ligeglad med, hvad der er sket forud for morens skæld ud. Drengen kan have sagt eller gjort noget, som moren ikke brød sig om. Brudt regler og løfter og loven. Men intet han kan have gjort, giver hende ret til at handle, som hun gjorde. Intet giver os ret til at ydmyge vores børn.

Han skal nok overleve. Børn overlever det meste.

Men hvad med hans selvværd?

Hvad sker der med det lille menneske, som af sine vigtigste voksne bliver råbt ad, skældt ud, irettesat, ydmyget – hjemme eller ude? Hvad sker der, udover at han måske selv råber og skælder ud og ydmyger andre?

Jeg har et bud på, hvad der kommer til at ske med drengens og morens relation. Snart vil drengen vælge at være så lidt sammen med sin mor som muligt. Ikke bare fordi det hører sig puberteten til. Også fordi det gør alt for ondt på ham at være sammen med hende. For at redde sig selv, redde sin selvfølelse, må han vælge hende fra. Hvis han ellers har styrken til det. Han vil komme til at frygte eller hade (eller bare forsøge at undgå at kigge på) hendes ansigt, som hun har tvunget ham til at kigge lige ind i, når det er allermest ubehageligt at være ham.

En tanke dukker op: Hvad vil moren sige, den dag sønnen har gjort noget, som er virkelig forkert? Når han siger, han er blevet presset af vennerne til at bryde loven? De har sagt, ”Nu gør du det! (Fordi vi siger det!)” Vil hun vide, at hun selv har lært ham det? Eller vil hun skælde ham ud for at være ufornuftig og for at lade sig lokke?

Det giver mig lyst til igen at spørge mig selv og andre forældre: Ville vi nogensinde tale til vores venner, som vi taler til vores børn? Og hvis vi gjorde, hvor længe mon de ville blive i vores liv?

Morgenmuggen mor

Så skete det sgu igen: jeg gik ud af skolen – efter at have afleveret drengene – med følelsen af at være verdens dårligste mor. Det sidste jeg sagde til Alfred, inden han gik op ad trappen (og lige inden mit vage, wanna-be udglattende “Ha’ en go’ dag, skat”) var, at “jeg er pissetræt af, at du hele tiden skal sige det modsatte af hvad vi andre siger”. Det gik lidt bedre med at afslutte med Johannes – nok mest fordi han stadig holder i hånd (hmmm… det er sgu da alligevel spøjst).

Nu sidder jeg og tænker over, hvad der startede det hele. Det var ikke, at Alfred lagde ud med at brokke sig over at skulle op (det er vist kun anden gang nogensinde, at det er sket, så hvad pokker). Det var heller ikke, at Johannes igen var 100 år om alting – før han overhovedet nåede til de morgenvigtige ting (det ved jeg jo om ham, og det er derfor vi starter så tidligt). Det var bestemt ikke, at det er mandag (har elsket mandage siden jeg sagde mit job op og valgte med hjertet). Og heller ikke, at det nu er mørkt om morgenen (vores nye nisselandskab ser  hyggeligt ud i stearinlysets skær).

Ingen af de ting er den egentlige årsag til, at jeg brokkede mig over Alfreds brok, bitchede over Johannes’ fart og skyndte på dem begge som om nogen ville blive arresteret, hvis vi kom for sent (hvilket vi på intet tidspunkt var i reel fare for).

Jeg er bekymret. Nu kan jeg mærke det. Jeg er bekymret helt ind til kernen af mig selv over, at der ikke er udsigt til, at der går flere penge ind på min konto i år. Det bekymrer mig, at det vil knibe med at finde penge til gaver. Gaverne til alle de andre kan jeg droppe, men hvad med drengene? Og hvad med huslejen? Jeg er bare helt almindeligt bekymret. Det kommer over mig med (heldigvis ret store) mellemrum, og går væk igen efter et par dage.

Og indtil jeg finder ind til den følelse – min rigtige følelse, er jeg frustreret og utålmodig og en rigtig muggen mor. Så finder jeg på at sige “For helvede, Johannes!” med den allerærgerligste stemme, fordi han kommer til at tabe en bunke kort ud over køkkengulvet, to minutter efter jeg har bedt ham tage overtøj på.

Nu ligger de dérude og jeg træder over dem, når jeg skal ud at hente te og mad. Ligger og minder mig om, at jeg sagde, at der da virkelig ikke var tid til at samle dem op nu! Jeg vil lade dem minde mig om (det jeg ikke glemmer), at jeg skal undskylde overfor drengene som det første, når jeg henter dem igen. De skal have at vide (hvad de heldigvis godt ved), at min morgenmug ikke har noget som helst med dem at gøre.

Godt, mine drenge er så gode til at tilgive.