Skal du ha’ det på?

Jeg talte med en mor den anden dag om, hvorvidt og hvordan vi forældre vejleder vores børn udi påklædning. Vi blev hurtigt enige om, at der ikke er noget, der hedder Den helt Rigtige Stil; smag varierer jo. Spørgsmålet er så, om vi overhovedet kan råde og vejlede uden at trække vores egen personlige smag ned over vores børns spæde kroppe.

Jeg kender en mand, der slet ikke kunne have, at hans søn i en periode yndede at trække sine ankelsokker helt op til midt på underbenet – så tæt som muligt på de lidt for korte shorts. Det var så pinefuldt for faren, at han argumenterede, indtil drengen gav sig og hev sokkerne ned. ”Sådan kan han jo ikke gå rundt! Han skal da vide, det ser åndssvagt ud”, lød forklaringen, da drengens mor talte for drengens ret til selv at bestemme noget så ligegyldigt og for ham dog så vigtigt. Hun mente da nok, at disse små beslutninger var vigtige for drengen selv at træffe i processen frem mod at blive selvhjulpen og bevidst. Mens drengens far fandt det vigtigere, at drengen ikke tiltrak sig unødig, negativ opmærksomhed og da skulle lære, at nogle ting kan man altså bare ikke gå med. Jeg siger ikke, at der er noget galt med nogen af holdningerne.

I vores samtale forleden røg vi omkring dilemmaet: skal vores børn bare fyre den af i klædeskabet eller skal vi bekymre om andre børns drillerier – nok til at vi fortæller dem, hvad generelt-god stil er, når de dukker op i noget vi aldrig selv ville vise os i?

Som udgangspunkt har mine børn fuld råderet over det tøj, jeg vælger at have liggende til dem. De kan sætte det sammen, præcis som de ønsker. Det eneste jeg kræver at bestemme, er hvor mange lag de har på, når det er koldt. Og så er det op til mig at lægge shortsene væk, når jeg ikke længere synes, det valg skal være muligt.

Et argument for en anden måde handler netop om andre folks opfattelse af vores børn. Jeg delte min samtalepartners ønske om, at vores børn møder velvillighed fra de mennesker, de møder. Mine drenge ved da også, hvad almindelig høflighed er, og jeg ser med glæde, at de bringer den i spil, når det giver mening for dem. Jeg har da også samtaler med dem om, at et eller andet de finder på at gøre eller måder de reagerer på i forskellige situationer, er deres valg, men at de skal vide, at andre mennesker kan finde det usympatisk eller irriterende. Og så er det op til dem at vurdere, hvornår det er smart at overveje en adfærd en ekstra gang. Så ja, jeg går op i, hvad andre mennesker tænker om mine børn. Jeg ønsker jo at klæde dem på (!) til at møde verden og få en forståelse for andre menneskers holdninger.

Så tænker jeg på min 8-årige, som tydeligvis er stærkt kinæstetisk. Det viser sig i alt, hvad han gør. Også i hvordan han klæder sig. Han går meget lidt op i, hvordan han ser ud, men så meget desto mere i, hvordan han har det i det tøj, han vælger at tage på. Generes han den mindste smule af et mærke i nakken eller en indvendig lomme, vælger han det tøj fra. Han skal kunne bevæge sig. Intet må genere, skære eller stramme.  Joggingrør, en løs bluse og behagelige sko foretrækkes. Når han da ikke er hjemme, smider strømper og sko og trækker i nattøj, så han kan hoppe i sofaen og mærke gulvet under sig. Og farvesammensætningen? Den er ikke så vigtig. Og et hul på knæet må accepteres, når nu det er de mest behagelige bukser til rådighed.

Skal jeg nu som mor begynde at gøre ham opmærksom på, at andre menneskers tanker om hans måde at se ud på kan have en betydning for, hvad de tænker om ham som person? Risikerer jeg ikke bare at fjerne den umiddelbarhed, hvormed han klæder sig på om morgenen, hvor hans overvejelser mest har form af følelser af velvære ved at vælge det rigtige tøj og følelsen af beslutsomhed, når han for en kort bemærkning fik valgt det forkerte? Hvor han udelukkende retter sig efter sit ønske om at have det godt.

Jeg tænker sådan her: alle vil vi gerne accepteres af andre mennesker og tidligt i livet lærer vi at indrette os således, at vi har størst chance for at blive det. Vi måler langt hen ad vejen vores succes i livet på andres reaktioner på det vi siger, gør og er. Hvilket vel er fint så langt hen ad vejen, at det skaber en eller anden form for harmoni og tilfredsstillelse hos os selv. Samtidig er det vel vigtigt at vi i processen (ideelt set hele tiden) mærker efter, hvad der er rigtigt for os selv.

Det ville være ganske pinefuldt for mig at se min dreng få en oplevelse af, at det der føles rigtigt for ham, ikke kan accepteres af andre. Sat på spidsen kan det betyde, at han får følelsen af, at han er forkert, når han lytter til sin krops signaler og træffer sine valg ud fra dem. Langt mere pinefuldt for denne mor end tanken om, at andre mennesker finder på at tænke, jeg er en ravnemor sådan at lade min søn gå med hullet, umage, krøllet tøj.

Herhjemme er vi altså ligeglade med, hvad andre tænker. Så længe vi gør os umage med at være imødekommende og kærlige mennesker. Eller … jeg er i hvert fald.

________________________________________________________________

Advarsel! REKLAME!

Igen?!

Ja, fordi så vigtigt er det.

Vil du grine og inspireres, så kig ind til Nicolas foredrag på onsdag (torsdag, hvis du er bedsteforælder). Hun har (også) en holdning til, om ungerne selv skal finde tøj frem. Tilmelding her

Og for forældre til teenagere er der mulighed for inspiration, refleksion og provokation på torsdag i næste uge. Jeg har helt sikkert en holdning til, hvornår vi forældre skal råde, coache eller holde vores mund. Tilmeldning her

 

Reklamer

Jeg må bare acceptere, at det larmer

Den vigtigste ting, jeg er i gang med at lære, er denne: at tage ansvaret for mit eget. For mine reaktioner, mine følelser, min adfærd. For mit liv. Når jeg skriver det, ser jeg, hvor klichéagtigt det kan fremstå, men det er alt andet end fortærsket – for mig i hvert fald. Det er nemlig ikke noget, jeg har gjort det særligt meget i – sådan for alvor at tage ansvaret i mit liv.

Jeg tror egentlig, det begyndte med en indsigt. Du ved, en af dem der bare springer ud af en sammenhæng og lissom hager sig fast i tankerne. Det gik op for mig, at jeg hvert øjeblik har muligheden for at vælge. Lad os nu sige, at min dengang 3-årige søn ville bæres op ad trappen, hvilket jeg selvfølgelig ikke syntes, han skulle. Så kunne jeg vælge at lade være eller jeg kunne bære ham. Simpelt. Sådan da.

På det tidspunkt gik det for alvor op for mig, hvilken frihed der ligger i erkendelsen af, at alle valg har konsekvenser, positive og negative. Selv sådan et lille et som det på trappen. Friheden ligger i den vurdering, som det er op til mig at foretage, når jeg står overfor et valg. Det er op til mig selv at vurdere, hvilken af mine valgmuligheder, der byder på den blanding af konsekvenser, jeg bedst kan leve med. Giver det mening?

Valgte jeg at lade være med at bære min søn, betød det larm – sådan bogstaveligt talt. Han ville græde og skrige og plage og jeg ville svede, komme i tvivl om mit valg og tænke på de andre mennesker i opgangen og på, at drengen jo også havde haft en lang dag. Samtidig ville jeg være tro mod et princip om, at drengen skulle gå selv.

Valgte jeg at bære ham, havde det selvfølgelig også nogle konsekvenser. Han ville blive tilfreds og glad. Jeg ville svede og allerede da vide, at i morgen ville han forvente samme behandling. Jeg ville få lyst til at brokke mig på vej op ad trappen. Over vægten, hans ønske og i virkeligheden over mit eget valg.

Min indsigt handlede om nødvendigheden af to ting: til fulde at forstå, at jeg altid havde et valg. Og til fulde at acceptere konsekvenserne af mine valg, når jeg traf dem. Bære drengen og være okay med det. Være okay med, at jeg fraveg mit princip den dag. Være okay med vægten og være okay med hans ønske. Eller lade være med at bære drengen og være okay med dét. Være okay med, at han reagerede. Og ja, det larmede hos naboerne. Være okay med, at han lige da syntes, jeg var en lortemor.

Hvis jeg ikke til fulde træffer et valg, skaber jeg smerte hos mig selv. Hvis jeg ikke accepterer mit eget valg og de konsekvenser det har, bliver det umuligt for mig at være i situationen på en god måde. Så bitcher jeg – i eksemplet med trappen enten over, at han larmer eller over, at jeg er i gang med at bære ham. Og uanset hvad, så placerer jeg mig selv i min absolut hade-følelse: følelsen af at være et offer. Den følelse jeg får, hver gang jeg glemmer, at jeg kan vælge selv.

Til tider kan det selvfølgelig synes som om, jeg slet ikke har et valg. Jeg kan blive fyret, min kæreste kan vælge at gøre det forbi, banken kan sige nej til at forhøje mit lån eller det kan begynde at regne, lige når jeg skal ud af døren. Jeg kan ikke ændre på min chefs eller bankens beslutning, tvinge min kæreste til at komme tilbage eller få regnen til at stoppe. Sandt nok. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil forholde mig til det, jeg ikke kan ændre på. Dér ligger min mulighed for at vurdere og træffe et valg.

Vil jeg bruge en masse tid på at fortælle mig selv og alle dem, der vil lytte, hvor synd det er for mig? Hvor uretfærdigt og tarveligt og irriterende? Eller vil jeg acceptere, at nu er det sådan, det er? Og lede efter de handlemuligheder, der dog er? Det skal lige siges, at jeg ikke synes, der er noget galt med at vælge det første. Det er helt okay, hvis jeg vælger at bruge en periode på at synes, det er skide synd for mig, så længe jeg accepterer de konsekvenser, dét har: jeg mister nok lidt energi, får svært ved at føle mig rigtig glad, ser måske ikke de muligheder, jeg har for at komme videre, bliver mindre sjov at være sammen med og så videre. Det er et helt fint valg at træffe. Jeg skal bare træffe det fuldt ud. Det er mit ansvar i mit liv.

Jeg får sådan en lyst til at skrive lidt om accept. Om at acceptere det, vi ikke er enige i, acceptere når andre vælger for os, acceptere det uacceptable. Det må blive et andet indlæg, selvom accept hænger uløseligt sammen med følelsen af til enhver tid at have et valg. Og selvom det er gennem accept, jeg finder vejen til at tage ansvaret for det, der er mit.

Børn kan selv

Jeg fulgtes op ad trapperne til en 2. sals lejlighed med en mor og hendes to børn i går – en pige på 5 og en dreng på 13 måneder. De havde lige tømt bilen efter weekenden i sommerhuset, så de havde en hel masse ting, som skulle med op. Pigen tog pusletasken og endnu en pose, mens moren og jeg bar resten. Drengen havde nok i at få sin buttede krop op ad trapperne.

Denne mor har på et tidspunkt besluttet at benytte enhver given lejlighed til at støtte sine børns motoriske udvikling og selvhjulpenhed. I stedet for at skovle drengen op under armen og hurtigt komme op i lejligheden for at sætte sig på gulvet og lege (med tankerne ude i køkkenet), bruger hun gerne 10 minutter eller mere på trapperne.

Til at begynde med var den store lige bag lillebror. Sørgede for at holde sig tæt til ham, så han ikke snublede baglæns. Mens hun og mor talte om, hvordan drengene havde drillet i børnehaven og om den nye madordning derhenne. På et tidspunkt fik hun nøglen og gik op med pusletasken og mor overtog pladsen bag den lille, som møflede sig op trin for trin.

Fordi det tog så lang tid, nåede storesøster at rende op og ned et par gange for at hente ting. Store, uhandy kasser og poser. Da vi endelig nåede op, havde hun taget overtøjet af og fundet sine sutsko. Moren havde ikke længere noget at slæbe på, og hjalp nu lillebror ud af tøjet. Fat i det ene ærme og “Hiiiiv i armen!” indtil han selv trak armen ud af ærmet.

Vi satte os på gulvet i drengens værelse og snakkede, mens han tumlede rundt. Og jeg mener tumlede rundt. Når han ikke var i gang med at samle klodser op og stable dem, kravle over vores ben, finde vej hen over en kæmpe pude på gulvet eller kaste med en stor bold, havde moren fat i ham, så hun kunne vende bunden i vejret på ham og placere ham på en sådan måde på hendes ben, at det blev besværligt for ham at komme op. Han kæmpede savlende og glad.

Da det blev tid til at gå i køkkenet og maden kom i centrum, kravlede pigen op på bordet, hvor hun sad og hjalp med at åbne pakker, skære grøntsager og vurdere mængden af pasta. Mens hun og moren talte, hvor mange gange hun slog hovedet ind i hylden. Undervejs fik hun spist gulerod, skinke og avokado. De dækkede sammen bord.

Storesøster skubbede på, så lillebror kunne kravle op på sin triptrap stol. Bøjlen blev fjernet for et par uger siden, og han har næsten forstået, at han ikke skal kaste sig ud til siderne. Jeg lagde mærke til, at pigen selv tørrede op, da hun spildte mælk (som hun selv havde hældt op) og at drengen bruger gaffel og drikker af en helt almindelige kop.

Det slog mig, hvor mange gange i løbet af en dag vi har mulighed for at skabe god udvikling for vores unger. Muligheder, må jeg erkende, som jeg ikke i tilstrækkelig grad har benyttet mig af i mine drenges tidlige barndom. Slet ikke. Jeg har gjort alt for mange ting for dem, som de sagtens selv kunne klare. Af kærlighed selvfølgelig. Og fordi det var det nemmeste. Og det slog mig (igen) i går, at det overhovedet ikke passer til min intension om at skabe de bedste betingelser for mine drenge, så de kan blive selvhjulpne, selvstændige mennesker, som har en følelse af at være værdifulde for fællesskabet.

Jeg var heldig i går. Jeg fik et billede af et barns ansigt, når forældrene forventer – og hun selv ved, at hun kan. Det var et udtryk af selvfølgelighed. Selvfølgelig vaskede hun selv sit hår, tog nattøj på, tørrede sig efter badet og hjalp til omkring måltidet. Jeg tænker en masse over børns selvværd i disse dage. Måske så jeg i pigens ansigt et billede af netop det: selvværd.

___________________________________________

Advarsel! Reklame:

Moren jeg fortæller om, har gjort det til sin mission at støtte andre forældre i at at gøre deres børn selvhjulpne. Har du lyst til at blive inspireret, kan du høre hendes foredrag den 10 februar klokken 19-21.30. Det foregår på Frøbel Seminarium, Grundtvigsvej 11, Frederiksberg C og koster 100,-

Tilmeldning på nicola@mindnavigation.dk

Flyverdragter og trange rum

Bloggen i dag er til dig, hvis barn stadig bruger flyverdragt – altså større end at han bare bliver smidt i en voksi-pose og mindre end, at han i hvert fald ikke gider have andet på benene end opsmøgede cowboybukser (nu?! i december?!).

Jeg kom i dag i tanker om, hvad du går igennem i disse dage. Måske er dit barn endda så lille, at han skal have hjælp til at tage vanter på. Måske kan han ikke kan finde ud af at samle de fire fingre og stritte med tomlen. Måske har du endda et job, du gerne vil nå hen til, når trængslerne med flyverdragten er klaret om morgenen.

Det er nogle år siden mine drenge sidst havde flyverdagt på, men tro mig, det er noget, jeg aldrig glemmer. Åh, den tvivl: skal jeg selv tage overtøj på først og så storsvede, mens ungerne bliver klar? Til gengæld kan vi smutte lige så snart ungerne er i dragterne. Eller skal jeg få dem i dragterne først og så have dem til at sidde/stå/ligge/vælte rundt og brokke sig over varmen, mens jeg styrter rundt og leder efter mine egne vanter, nøgler, lygter og taske? Svede selv eller lade dem svede? Bande selv eller lade dem lave Den varme Flitsbue? Hvad larmer mindst?

Vi havde en overgang en bonusordning hos os: en dreng på 1 år, som ikke selv kunne komme i tøjet og en dreng på 2½, som ikke selv ville komme i tøjet. Herudover et forældrepar, der skulle møde 8.00 og en entré på størrelse med en telefonboks.  Jeg sværger: skilsmissen rykkede nærmere for hver sveddråbe, vi producerede i den entré.

Vid, at jeg tænker på dig, kære Mor eller Far til børn i flyverdragtstørrelsen. Jeg føler med dig. Jeg sveder dog ikke med dig. For nu tager mine drenge og jeg overtøj på i næsten samme tempo (altså bortset fra Alfred, som skal smøge bukser op, have knald i håret, finde en tegning, pakke fodboldtasken og diskutere trøje-eller-jakke med sin mor, mens vi andre bare skal have overtøj på). Du skal nok klare det, m’ven.