Hvad skal der til, for at du selv kan huske det?

I går morges nåede vi ned til cyklerne, før jeg opdagede, at Johannes ikke havde sin skoletaske med. En bamse havde han dog husket og den var nu forsvarligt mast sammen på bagagebæreren.

“Hvaaaa, hvad med en taske, Johannes?” Jeg fortsatte med at låse min cykel op. Drengen stivnede.

“Den har jeg glemt”. Han stod stadig helt stille.

(En-to-tre-fire-fem-seks. Langsom nu. Du ved, der er en sær tidsforskydning hos drengen – mellem mine ord og … hans respons)

“Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Jeg kunne ikke vente længere.

(Syv-otte-ni-ti-elleve-tolv)

“Øøøøøh, hente den?” Læg mærke til spørgsmålstegnet. Hvis du har lyst.

“Det synes jeg, du skal gøre. Alfred er deroppe endnu. Hvis du skynder dig, er døren stadig åben”. Så kom der bevægelse, for én ting er at skulle bevæge sig helt op til første sal igen, en anden er også at skulle kæmpe med en drillesyg lås.

I morges huskede jeg ham på tasken allerede oppe i gangen. Nåede dog at tænke tanken, at han måske skulle have lov til at gå uden og mærke konsekvensen af det i skolen. Det virkede, dengang jeg lod ham gå uden madpakke. Pludselig fik det betydning selv at huske den. Men i morges huskede jeg ham altså på tasken. Morgenen var i forvejen lidt rodet, fordi det ret sent gik op for mig, at regn er en slags vædske, som man nærmest bliver våd af, når man bliver ramt af den. Måtte skrive i den stores kontaktbog, at han ikke har noget regntøj og måtte han gerne blive inde i pauserne? Havde så fundet et kæmpe, gammelt, grønt, ildelugtende (!) militærregnslag frem fra gemmerne, som han kunne bruge på turen til skole for ikke at ankomme drivvåd. Så Ravnemor fik altså derefter en skulder af Hønemor, som sagde “Tag tasken med i dag, ikk’ Johannes?”

Og så blev klokken 9.30. Og jeg blev ringet op af Johannes’ lærer fra hendes private mobiltelefon, med larm af børn i baggrunden. Om at min søn havde glemt sin madpakke. Sikke en service! Og sikke et dilemma, jeg dér blev placeret i. Hvis jeg selv havde opdaget, at pakken endnu stod på køkkenbordet, ville jeg formodentlig have smidt den ind i køleskabet og glædet mig over, at Johannes selv rettede op på Hønemors morgenhandling. Og i eftermiddag ville han være motiveret til at tage en snak om, hvad der skal til, for at han kan huske, hvad han skal huske. Planer? Plancher? Alarmer?

Nu sad jeg med en omsorgsfuld lærer (og som jeg Mor til en dreng på otte) i røret og jeg nåede ikke at tænke.

“Sig til ham, at jeg vil se, om jeg får tid til at komme med den. Og ellers må han klare sig”. (Selvfølgelig tager jeg derover. Jeg skal alligevel hen og hænge en seddel op i Netto)

Meget kort stilhed. Så kom det fra Moren/læreren i den anden ende: “Kan han li’ æg? For så har jeg …”

“Du! Jeg skal nok komme over med hans madpakke inden 11. Jeg vil bare gerne have, at han hænger lidt og mærker konsekvensen af det. Jeg vil gerne have, at han lærer at huske ting selv”.

Mens det foregik, kørte tankerne allerede. Enten-eller, Camilla! Enten lader du ham mærke konsekvensen, lader være med at tage over med madpakken og lader ham om at finde ud af det sammen med sin lærer og sine kammerater (jeg har mange gange selv sagt ud over en klasse “Silas/Line/Daniel har ikke mad med i dag; er der nogen, der vil dele?”). Eller også lader du Johannes vide med det samme, at du kommer over med pakken i tide før spisepausen. Jeg bryder mig ikke om, når jeg kommer til at lave den dér midt-i-mellem-ting, som gør, at jeg bliver helt utydelig for Johannes og i virkeligheden også for mig selv.

Men jeg fik altså lavet en midt-i-mellem’er. Så da jeg kom over med madpakken, blev Johannes glad og lettet. Og jeg kunne se på ham, at han var lidt flov over at have glemt den. Jeg vidste sgu ikke rigtig, hvordan jeg skulle gribe hele situationen an, fordi jeg havde fanget mig selv dér midt imellem. Så jeg gjorde ingenting.

Nu – en time senere – kan jeg mærke, at om Johannes er motiveret eller ej, så skal vi have snakken i eftermiddag om, hvordan vi indretter os, så han kan tage ansvaret for det, han efter min overbevisning sagtens er i stand til at tage ansvaret for. Det kommer til at kræve en indsats at tage det næste skridt i dén retning, men jeg ved jo af erfaring, at ingen ny vane tager mere end 21 dage at indarbejde (de fleste tager snarere 7). Og jeg ved jo, at i sidste ende bliver vi begge glade (og han meget stolt), når jeg ikke længere skal huske ham på alting, når han bare gør tingene automatisk.

Og jeg ved: Ikke at gøre, hvad der skal til for at ruste ham til at tage ansvar, betyder ikke kun, at jeg bliver ved med at have det. Det betyder også, at jeg gang på gang i virkeligheden siger og viser ham, at jeg ikke tror, han vil kunne magte det.

Jeg ved det og alligevel bliver jeg ved med at falde i. Hvor er jeg glad for, at jeg dog opdager det.

Reklamer

Børn kan selv

Jeg fulgtes op ad trapperne til en 2. sals lejlighed med en mor og hendes to børn i går – en pige på 5 og en dreng på 13 måneder. De havde lige tømt bilen efter weekenden i sommerhuset, så de havde en hel masse ting, som skulle med op. Pigen tog pusletasken og endnu en pose, mens moren og jeg bar resten. Drengen havde nok i at få sin buttede krop op ad trapperne.

Denne mor har på et tidspunkt besluttet at benytte enhver given lejlighed til at støtte sine børns motoriske udvikling og selvhjulpenhed. I stedet for at skovle drengen op under armen og hurtigt komme op i lejligheden for at sætte sig på gulvet og lege (med tankerne ude i køkkenet), bruger hun gerne 10 minutter eller mere på trapperne.

Til at begynde med var den store lige bag lillebror. Sørgede for at holde sig tæt til ham, så han ikke snublede baglæns. Mens hun og mor talte om, hvordan drengene havde drillet i børnehaven og om den nye madordning derhenne. På et tidspunkt fik hun nøglen og gik op med pusletasken og mor overtog pladsen bag den lille, som møflede sig op trin for trin.

Fordi det tog så lang tid, nåede storesøster at rende op og ned et par gange for at hente ting. Store, uhandy kasser og poser. Da vi endelig nåede op, havde hun taget overtøjet af og fundet sine sutsko. Moren havde ikke længere noget at slæbe på, og hjalp nu lillebror ud af tøjet. Fat i det ene ærme og “Hiiiiv i armen!” indtil han selv trak armen ud af ærmet.

Vi satte os på gulvet i drengens værelse og snakkede, mens han tumlede rundt. Og jeg mener tumlede rundt. Når han ikke var i gang med at samle klodser op og stable dem, kravle over vores ben, finde vej hen over en kæmpe pude på gulvet eller kaste med en stor bold, havde moren fat i ham, så hun kunne vende bunden i vejret på ham og placere ham på en sådan måde på hendes ben, at det blev besværligt for ham at komme op. Han kæmpede savlende og glad.

Da det blev tid til at gå i køkkenet og maden kom i centrum, kravlede pigen op på bordet, hvor hun sad og hjalp med at åbne pakker, skære grøntsager og vurdere mængden af pasta. Mens hun og moren talte, hvor mange gange hun slog hovedet ind i hylden. Undervejs fik hun spist gulerod, skinke og avokado. De dækkede sammen bord.

Storesøster skubbede på, så lillebror kunne kravle op på sin triptrap stol. Bøjlen blev fjernet for et par uger siden, og han har næsten forstået, at han ikke skal kaste sig ud til siderne. Jeg lagde mærke til, at pigen selv tørrede op, da hun spildte mælk (som hun selv havde hældt op) og at drengen bruger gaffel og drikker af en helt almindelige kop.

Det slog mig, hvor mange gange i løbet af en dag vi har mulighed for at skabe god udvikling for vores unger. Muligheder, må jeg erkende, som jeg ikke i tilstrækkelig grad har benyttet mig af i mine drenges tidlige barndom. Slet ikke. Jeg har gjort alt for mange ting for dem, som de sagtens selv kunne klare. Af kærlighed selvfølgelig. Og fordi det var det nemmeste. Og det slog mig (igen) i går, at det overhovedet ikke passer til min intension om at skabe de bedste betingelser for mine drenge, så de kan blive selvhjulpne, selvstændige mennesker, som har en følelse af at være værdifulde for fællesskabet.

Jeg var heldig i går. Jeg fik et billede af et barns ansigt, når forældrene forventer – og hun selv ved, at hun kan. Det var et udtryk af selvfølgelighed. Selvfølgelig vaskede hun selv sit hår, tog nattøj på, tørrede sig efter badet og hjalp til omkring måltidet. Jeg tænker en masse over børns selvværd i disse dage. Måske så jeg i pigens ansigt et billede af netop det: selvværd.

___________________________________________

Advarsel! Reklame:

Moren jeg fortæller om, har gjort det til sin mission at støtte andre forældre i at at gøre deres børn selvhjulpne. Har du lyst til at blive inspireret, kan du høre hendes foredrag den 10 februar klokken 19-21.30. Det foregår på Frøbel Seminarium, Grundtvigsvej 11, Frederiksberg C og koster 100,-

Tilmeldning på nicola@mindnavigation.dk