Hvis du kunne lave én ting om ved mig

“Mor, hvis du kunne lave én ting om ved mig, hvad skulle det så være?”

Den tiårige dreng var på vej fra bussen og hjem sammen med sin mor (som jeg kender rigtig godt). Moren var selvfølgelig nysgerrig, for hun regnede med, at han stillede spørgsmålet, fordi han gerne ville ændre noget hos hende.

“Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan lave om på dig, skat. Og jeg ved også, at du ved, jeg elsker dig. Meget. Og højt. Men nu spørger du jo. Må jeg lige tænke lidt?”

De gik lidt, mens moren ledte efter en ting, som hun virkelig gerne ville kunne ændre. Hvis det var muligt. Og samtidig en ting, som ikke ville være for svær for drengen at høre. Det skulle helt sikkert handle om adfærd og ikke identitet.

“Okay. Jeg har den. Jeg ville ønske, du havde en sport, du gik rigtig meget op i. Vi ved jo, hvor vigtigt det er at have en rigtig god grundform lige præcis i den alder, du har nu. Jeg ville nemlig ønske, at du resten af dit liv ville kunne vælge at dyrke sport og så have den grundform fra barndommen, som ville gøre det nemmere for dig. Det ville jeg ønske. Og jeg håber, det sker en dag, men jeg ved jo også godt, at det ikke er sikkert, det sker. Og så er det også okay. Og ved du hvad?”

“Jeg løber altså meget i frikvartererne og også i fritten.”

“Ja. Og ved du hvad ellers? Det er noget helt andet. Jeg elsker, at du altid fortæller mig, hvad du tænker og hvordan du har det. Jeg elsker, at du fortæller mig, når der er noget, du ikke bryder dig om, at jeg gør. Det gør det meget nemt for mig at være sammen med dig.”

Lang pause, mens de passerede gaden og nærmede sig deres gadedør.

“Og hvad med dig, skat? Hvis du kunne lave om på én ting ved mig, hvad skulle det så være?”

Det kom helt uden tænkepause (surprise!), men alligevel tøvende: “Altså, det gør ikke noget, at du gør det vel, men jeg kunne alligevel godt tænke mig, at du ikke … sådan … At når der er andre mennesker, så lod du være med at tale sådan … du ved … at du ikke sagde grimme ting. Patter og sådan noget. At du ikke sagde sådan noget højt.”

Moren ved det godt selv: Ind imellem kommer Amagerkællingen op i hende, og sprog og humor hører til i kategorien “Det sagde hun også i går”. Det falder hende foruroligende naturligt at tale sådan og til tider kan det da også komme bag på hende selv.

“Generer det dig, når jeg gør det?”

“Ja lidt.”

“Synes du, det er pinligt, når jeg gør det?”

“Ja. Men altså du behøver ikke lave det om.” Drengen har den styrke, som samtidig kan være en stor udfordring, at han vil sikre sig, at andre mennesker har det godt. At han ikke sårer nogen. Hvilket selvfølgelig gør det endnu vigtigere, at han mødes på en god måde, når han giver udtryk for sine oplevelser sammen med andre mennesker.

“Det ved jeg godt. Og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan. Eller at jeg vil. For jeg har det altså skidesjovt med det. Men jeg vil helt sikkert være mere opmærksom på det. Helt sikkert. I hvert fald når jeg er sammen med dig”.

De var nået til gadedøren. Og samtalen sluttede.

Og jeg tænker nu (igen) på, hvor vigtigt det er, at vi kan finde ud af at være sammen med vores børn, når de har en anden oplevelse af en situation, end vi selv har. Hvor tit hører vi ikke os selv sige “Sådan var det altså ikke”, “Det var ikke det, jeg mente” eller “Det gjorde jeg altså ikke!” når de fortæller, hvordan de oplever et eller andet?

Oplevelsen er deres. Den kan vi ikke lave om på ved at fortælle, hvordan vi oplever det. I virkeligheden er det ret simpelt. Det kan gøres med et “Okay, har du det sådan?” eller et simpelt “Nå okay?” I en god tone selvfølgelig. Giver det mening?

 

_____________________________________

Advarsel! Reklame

Så er fjerde kapitel i Peter Harboes og min bog endelig kommet op af den virtuelle skuffe og ind i webshoppen. For hundrede år siden skrev vi om selvværdet; nu nåede vi til selvtilliden, som det aldrig er for sent at styrke hos vores børn (og os selv). Du kan se mere om “Jeg duer heller ikke til noget” her.