Hold nu bare kæft, Camilla!

Jeg talte med en flok forældre i går. Havde kun ganske få minutter til at fortælle dem, hvordan de bedst kan støtte deres snart voksne børn i at træffe gode valg. Jeg kan tale i timevis (måske endda dagevis) om, hvad de unge fortæller mig, at de har brug for fra deres forældre. Så at skulle koge det ned til 3 minutter er som at give mig en pilleæske, sende mig ind i en chokoladebutik og lade mig fylde æsken med det, jeg allerhelst vil have.

Jeg valgte at tale om en af de største udfordringer, mange forældre har: at holde mund.

Vi har en mening om alt, hvad vores børn gør, siger og synes. Vores opgave er at guide dem, råde dem, anerkende dem, lede dem. Ruste dem til det liv, de står lige midt i og det voksenliv, de snart skal leve. Og det gør vi selvfølgelig også ved at fortælle dem, hvad vi synes, de bør gøre, sige og synes.

Vi kan ikke lade være med at have en mening. Jeg har jo også en mening om det tøj, en kollega har valgt at tage på, om hendes måde at leve sammen med sin mand på, om måden hun taler til sin datter i telefonen. Jeg har en mening om alt, hvad mine veninder gør, siger og synes. Når jeg ikke har en mening om noget, er det oftest, fordi jeg er af den mening, at det ikke er interessant for mig at synes noget om det.

Men fortæller jeg altid den anden, hvad jeg synes? Siger jeg uopfordret til min kollega, at hendes tøj ikke falder i min smag? At hun skal tale ordentligt til sin datter og give sin mand noget plads? Til tider, ja. Til tider nej. Helst kun når hun har spurgt mig, hvad jeg synes.

Mange forældre fortæller stort set altid, hvad vi synes om vores børns valg. Ned ad trappen kommer datteren i noget tøj, vi aldrig ville have valgt at tage på. Vi kommenterer det. Ud af munden på vores søn kommer en holdning, som er meget ulig vores. Vi smider lige 13 sætninger ind om vores holdning. Ind i stuen kommer vores barn – grædende, fordi veninden er blevet sur på hende. “Du skal se, I bliver gode venner igen. Det gør I jo altid. Måske kunne du …”

Stop!

Har hun bedt om din mening? Har han spurgt dig, hvad du synes?

Det er, som om mange af os tror, at fordi vi har født de her børn, så er vi i vores fulde ret til altid at fortælle dem, hvad vi synes. Så kan vi til enhver tid åbne munden og fylde rummet og deres hoveder med vores mening.

Retten har vi sikkert. Det har de fleste mennesker – ret til at mene og ret til at ytre sig. Og vi forældre har da retten til at fortælle, hvad vi synes om det, vores børn siger og gør. Spørgsmålet er bare, hvor meget vi vil bruge denne ret.

Som jeg sagde til forældrene i går: Hvis du drømmer om, at dit barn skal have lyst til at komme og hænge med dig, også efter hun er blevet voksen, så skal du måske ind imellem holde din mening for dig selv. Og så gav jeg dem en udfordring: Tag 10 dage, hvor du undlader at fortælle hvad du synes. Medmindre dit barn spørger til det selvfølgelig.

Det er en udfordring, jeg også har brug for at tage. Ikke alene synes jeg noget om alt, hvad mine drenge gør; jeg har så mange ord i mig, at jeg ind imellem nærmest taler dem til døde i mit forsøg på at forklare, hvordan man også kan gøre, sige eller mene.

Hold nu bare kæft, Camilla!

Reklamer

Afspejles din værdi i din adfærd?

En af de evige udfordringer for mange forældre er at balancere arbejdslivet med livet som mor eller far.

Min største værdi er at give børn og unge et godt og trygt liv og det gælder naturligvis også for mine egne børn. Men afspejler min adfærd nu også den værdi?

Sidste år oplevede jeg en måned, hvor jeg var af sted på tre teenagecamps á 4-5 dages varighed. Altså sammenhængende dage væk fra Amager og væk fra mine drenge. På disse camps, som True North (Nicolai Moltke-Leth) arrangerer, arbejder vi på at give unge mennesker en forståelse af deres eget (lærings)potentiale, af integritet, af vigtigheden af at vælge, om vi vil være spillere eller ofre i vores eget liv. Vi giver dem redskaber til at håndtere konflikter, huske læringspunkter og kommunikere med andre mennesker. Blandt en hel masse andet.

En dag da jeg introducerede en flok unge for vores syn på, hvordan vi kan lade vores adfærd afspejle vores værdier og på den måde opnå integritet i livet, slog det mig: Dér sad jeg, mange, mange kilometer væk fra mine drenge, og oplevede ubalance mellem min værdi: at skabe tryghed for mine drenge – og min adfærd: jeg opholdt mig så længe og så langt væk fra dem, at de måtte sove ude i flere hverdage. Det var i denne uge ikke lykkedes at bytte med drengenes ellers meget fleksible far, så jeg havde måttet arrangere pasning i over halvdelen af den uge, hvor drengene og jeg egentlig skulle have været sammen.

Når vi gør noget, som ikke stemmer overens med vores vigtigste værdier, føler vi smerte, utilfredshed, sorg, forvirring. Det er, når vi spiser for meget junk food, mens vores værdi egentlig er sundhed. Når vi bliver i et arbejde, som kræver ofre af vores familie, mens vores vigtigste værdi er familieliv. Eller når vi har for travlt med alle mulige andre ting end at pleje vores parforhold, selvom vores største værdi er kærlighed.

Og dér sad jeg og følte smerte. Og forvirring. Fordi nok var jeg i gang med at give en stor gruppe unge mennesker redskaberne til at skabe gode liv gennem bevidsthed om deres eget værd og oplevelsen af have magten til og kompetencerne til at kunne træffe gode, bevidste valg. Et stykke arbejde, som giver uendeligt meget mening for mig. Samtidig havde jeg denne uge ofret mine børn og mit familieliv for at kunne udføre dette arbejde. Så min adfærd understøttede og modarbejdede på én og samme tid min største værdi.

Det var en god (omend smertefuld) oplevelse at få nogle af de ting, som jeg arbejder sammen med forældre og unge om til hverdag, sat på spidsen i mit eget liv. Det var rart at få muligheden for at tage mine værdier og min adfærd op til overvejelse påny.

Vel hjemme igen fik jeg en opringning fra drengenes far, der var begyndt at blive bekymret for, om vores drenge føler den stabilitet og den tryghed, som vi er enige om, må være grundlæggende i vores liv med dem. Kender du det, når nogen rammer dig på noget, som du godt ved, de har ret i? Jeg blev ekstra såret, fordi jeg ved, han har ret: ungerne har brug for stabilitet i deres flytten frem og tilbage mellem to hjem.

Men hvor smertefuldt det end var at blive konfronteret med deres fars berettigede bekymring, så tænkte jeg samtidig (og endnu): hvor er det dog heldigt, at mine drenges far er opmærksom nok på vores børns trivsel til, at han siger til, når noget bekymrer ham. Tænk hvis han slet ikke var bevidst nok til at tage stilling og modig nok til at bringe det på bane!

Hundetræning til forældre

Det er jo ikke hunden, der er noget galt med; det er ejeren, som ikke gør det godt nok”, sagde en ven den anden dag, da vi talte om, hvordan visse hunderacer nu er ulovlige i Danmark.

Efter hans mening er det simpelt: Når du ved, hvilken hund du vil anskaffe dig, skal du have et kørekort, som passer til netop den hunderace. Du skal gennemgå træning, som er tilrettelagt efter netop den races kendetegn og temperament, have undervisning og bestå en eller anden form for prøve, hvor du beviser dine evner som hundeejer.

”Præcis som når du vil køre bil”, sagde han. ”Til en personbil skal du have én slags kørekort. Vil du køre lastbil, kræver det et andet. Men du skal bevise, at du er i stand til at håndtere køretøjet”.

Med undervisning, øvelse og beståelse af en prøve i en eller anden form forsøger vi at sikre os, at et menneske ved og kan hvad der skal til for at være bilist, livredder, lærer eller pædagog. For blot at nævne nogle få beskæftigelser, som har væsentlig betydning for andre menneskers liv.

Og så kom jeg (igen) til at tænke: Hvad med forældre? Findes der en beskæftigelse, som har større indflydelse på andre menneskers liv end lige den?

Vi ville aldrig sende et menneske uden kørekort ud i en bil i myldretidstrafikken. For vi ved, at det kan betyde liv eller død for ham selv og for de mennesker, han møder på sin vej. Og vi har indrettet os derefter. Uddannede, habile, erfarne bilister underviser os i trafiksikkerhed og bilkørsel og mange bruger endda flere forsøg på at bestå den prøve, som skal give os en eller anden sikkerhed for at ingen bringes i fare, når vi slippes løs i trafikken.

Da jeg sammen med manden jeg elskede, besluttede at skabe en familie, gik vi bare i gang. Vi skabte det lille liv, købte en puslemåtte og satte et menneske i verden. Og fra den ene dag til den anden var vi forældre. Ingen undervisning, ingen forældretræning og ingen prøve til at sikre, at vi vidste bare den mindste smule om, hvordan man tager ansvaret for et andet menneske.

Vi forældre laver alle fejl, i perioder rigtig mange. En del af dem lever vores børn fint videre på trods (og til tider i kraft) af og heldigvis lærer vi hen ad vejen en masse af dem. Om os selv, vores børn, livet og om hvad vi åbenbart ikke skal gøre en anden gang. Og det er, som det skal være. Visse andre fejl vil til gengæld – om vi er os dem bevidste eller ej – have skræmmende uhensigtsmæssig indflydelse på børnenes selvværd, trivsel eller helbred lige nu og trække dybe spor op gennem deres voksenliv.

Tænk om jeg havde haft muligheden for i min opdragelse at sparre mine bekymringer, frustrationer og problematikker med en professionelt voksen. I stedet for bare at nuldre derudad, så godt mit eget liv ellers havde rustet mig til opgaven. På forhånd kun advaret om et par af de tusinder af ting, der er gode at kunne, vide og lære for at skabe et forældreskab, som ikke er alt for tilfældigt. Jeg er resultatet af mine forældres opdragelse af mig og hvad jeg ellers har taget med mig gennem livet. Men nogen egentlig forældretræning har jeg aldrig modtaget.

Jeg har heller aldrig fået kørekort. Hvis jeg om morgenen satte mig ind i en bil for at køre rundt i byen efter ikke at have sovet nok i månedsvis. Hvis jeg begav mig ud i eftermiddagsmyldretrafikken og sågar om natten, så ville jeg foreslå dig at blive hjemme, indtil bilen stod stille igen. Mens mine børn må leve med en mor, der i perioder famler i blinde, lader sig stresse af nye opdragelsesmæssige udfordringer, reagerer fuldkommen uhensigtsmæssigt og lader sig styre af ubevidste, gamle mønstre.

Jeg er så møg-priviligeret, at jeg til hverdag får lov til at arbejde med forældre, som er bevidste om den begrænsning som manglende forældreuddannelse udgør. Som vælger at opsøge mig eller andre professionelle, der kan støtte dem i at udvikle deres forældreskab. Ikke fordi de er dårlige forældre, men fordi de vil vide, være og kunne endnu mere. Fordi de er bevidste, ansvarlige forældre. Og selv har jeg heldigvis også adgang til kompetente fagfolk, som kan hjælpe mig, når jeg synes (livet med) mine drenge udfordrer mig lige lovligt meget.

Tænk om det en eller anden dag blev almindeligt ved forskellige faser af vores børns opvækst at opgradere vores forældreskab. Som vi opgraderes på arbejdet, hvis vores arbejdsopgaver ændrer karakter. Tænk om det en dag endda blev lovpligtigt. Det er da en tanke værd.

________________________________________________

Advarsel! Reklame!

Vil du blive endnu bedre til at støtte dit barn til at blive selvhjulpen, så mød op til Nicolas foredrag på onsdag den 25. august. Læs mere og tilmeld dig her

Vil du inspireres til det gode liv med teenagere, så mød op til min forældreworkshop på torsdag den 26. august. Læs mere og tilmeld dig her

Samme dag kan bedsteforældre lade sig inspirere til at støtte børnebørnene til selvhjulpenhed. Det er hos Nicola. Læs mere og tilmeld dig her