Ikke længere frådende-råbende om morgenen

Jeg har opdaget en ting om mig selv: Jeg kan godt holde til, at andre fortæller mig om deres oplevelse af mine unger og af min opdragelse af dem. Det hjælper selvfølgelig på det, hvis det er et menneske, som ved, at jeg kan (og har tænkt mig at) sortere i det, jeg hører og kun bruger dét til noget, som jeg finder værdifuldt. Og det hjælper selvfølgelig også, hvis vedkommende ikke liiige ramler ind i mig på en dårlig morgen og påpeger, at jeg kunne være mere pædagogisk.

Morgenerne er mit ømmeste punkt. Jeg er godt nok gået fra for et par år siden at være møgpresset, kommanderende og nærmest frådende-råbende hver eneste morgen til at få et månedligt tilbagefald til en mildere grad af morgen-kort-for-hovedet-hed. Og det sker kun, når jeg i tankerne befinder mig et andet sted end ved frugtsalat, madpakker og cykelnøgler. Sådan en morgen skal du nok vælge at vente med dine betragtninger.

I virkeligheden hænger det nok sammen med, at jeg for det allermeste ved, jeg gør det bedste, jeg kan. Sådan virkelig. Og når jeg for en stund vender tilbage til en tilstand og en uhensigtsmæssig adfærd, jeg ellers med møge har lært mig at undgå, så ærgrer det mig. Og du ved jo, hvad man siger: ærgret Kvinde lytter ej.

Reklamer