Vi er ikke længere en skilsmissefamilie

“Har du dem i påsken?”

“Ja. Min eks havde dem i vinterferien. Vi skiftes til at have dem. Det har vi altid gjort”.

En flig af en samtale mellem to veninder. Jeg fangede denne lille udveksling og vidste: Den ene var skilt og havde nogle børn, som hun skulle være sammen med i påsken. Venindernes ordvalg fik mig igen til at tænke:

Hvorfor siger vi “Jeg skal have mine børn” og “Kan du tage børnene?”, når vi er blevet skilt? Vi siger jo ikke, “Jeg skal have Line i weekenden”, når vi skal være sammen med en veninde. Eller “Har du Peter i aften?”, når vi vil vide, om vores kæreste skal hænge med en ven.

Min kusine gjorde mig opmærksom på det, kort efter jeg var blevet skilt. Jeg ville sidde dér og forsøge at planlægge mit liv ud fra, om jeg havde drengene eller ej. Det var en periode, hvor vi ikke havde så nemt ved at være sammen. Vi var alle i gang med at vænne os til den nye måde at leve på. Når jeg så sagde, at jeg skulle “have dem”, kom det til at lyde som en byrde. Det var det på sin vis også, men mit ordvalg forstærkede den følelse. “Nej, jeg kan ikke komme med til fest; jeg har drengene”. Eller drengenes far ville ringe og høre, om jeg kunne “tage drengene”, fordi han skulle noget. “Hvis du tager dem næste weekend, så tager jeg dem, når du skal …” Vi tog dem og havde dem på skift.

Jeg begyndte at bruge “Jeg skal være sammen med drengene” og “I den weekend er drengene hos mig”. Livet bød selvfølgelig stadig på store udfordringer, som det gør i perioden omkring og efter en skilsmisse, men det føltes rarere at tænke på hver anden weekend som dage, hvor jeg var sammen med mine børn og den modsatte weekend som dage, hvor de var sammen med deres far.

Jeg forestiller mig et barn overhøre en telefonsamtale mellem sin mor og far. Mor siger: “Tager du hende så i påsken (når nu jeg har haft hende i vinterferien)?” Måske tænker barnet intet om det. Men det lyder altså en lille smule som “Tager du så opvasken (når nu jeg har knoklet med maden)?”

Den anden ting venindernes samtale fik mig til at tænke på, var: Hvor længe omtaler vi børnenes anden forælder som vores eks? “Ungerne er hos min eks”. Jeg tænker, at så længe vi omtaler ham eller hende som vores eks, holder vi os fast i, at vi er en skilsmissefamilie. Og hvor længe efter bruddet er vi egentlig det? Moren fra før sagde “Det har vi altid gjort”, hvilket må betyde, at de har været skilt i et godt stykke tid. Er de stadig en skilsmissefamilie?

Jeg tænker ikke på vores familie som en skilsmissefamilie længere. Mine drenge lever i en familie, som er delt i to. Som lever to forskellige steder. Seks år efter bruddet vil jeg ikke lade vores familie definere ud fra dét. Når drengene ikke er hos mig, er de derfor ikke hos min eks. De er hos deres far. Det er jo det, der holder os sammen – deres far og mig. At vi har børn sammen; ikke at vi engang har været gift og valgte at blive skilt. Gi’r det mening?

Lad mig lige gribe i egen barm her (virkelig spøjst udtryk egentlig): Hvad med den formulering, som jeg selv bruger: Mine drenge er hos mig hver anden uge og hos deres far den anden. Er de hos mig og hos deres far? Lyder det ikke lidt som om, de er på besøg? Er de ikke bare hjemme? Hjemme på K.vej og hjemme på G.vej. De er jo altid hjemme; bare to forskellige steder. Børn som bor sammen med begge deres forældre siger jo heller ikke “Jeg er hjemme hos min mor og far”. De er bare hjemme.

Det kan godt gå hen og blive besværligt. Men det er da en tanke værd.

_________________________________________________

GRATIS uundværlig læsning:

“Du fatter jo ikke en skid, mand!” er en uundværlig e-bog for uperfekte forældre til 10-19-årige. Den udkommer med ét kapitel ad gangen. Hvert kapitel er en uafhængig artikel om et emne eller en problemstilling, som de fleste forældre til (præ)teenagere vil støde på.

Bogen skriver jeg sammen med familieterapeut Peter Harboe.

Hent første kapitel GRATIS her. “Fat det nu! Jeg fryser ikke”. Her møder vi Lukas på 14 og hans mor Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Sammen med dem kan du lære, hvordan du bedst støtter dit barns frigørelsesproces. 
Til april kommer en artikel om anerkendelse. Hvordan anerkender man egentlig noget, som man dybest set ikke fatter en skid af?
Reklamer

Man skal da savne sine børn

Min 10-årige søn og jeg spiste morgenmad udenfor i går. I minusgrader. På en lav mur lige ved Amagerbrogade. Normalt går vi jo hjemmefra i god tid om morgenen, når der er sne. For at have tid til at træne vores kast. Og nyde den sjælne stilhed på skolevejen. Men da julen var gået uden sne, gav drengene op; de vidste bare, at det ikke ville komme til at ske denne vinter.

Og så kom sneen. Lige da mine drenge skulle hjem til deres far i tre uger. Hvad så med det helt specielle samvær vi har, når der er sne, når det bliver naturligt for mig at lege og konkurrere og slås? Om tre uger er der måske ikke mere sne.

Det er gået op for mig, at jeg kan måle min tilfredshed med mig selv som mor ud fra den følelse, jeg har, når drengene er hos deres far. I en periode som denne, hvor jeg har for meget arbejde til at kunne være helt nærværende sammen med dem, når de er her, savner jeg dem, når de ikke er her.

Savnet er en spøjs blanding af følelser. Beklagelse over stadig ikke at have hjulpet den ene med at skille hans seng ad og den anden med at male graffitien på væggen over. Følelsen af at have en række ufærdige samtaler hængende, ventende. Jeg føler mig ude af trit med deres skole. Kan ikke huske, om vi overhovedet grinede sammen sidst, sådan rigtigt.

Savnet dukker op i ganske korte øjeblikke. Nogle fraskilte ville misunde mig længden på de øjeblikke. Nogle forældre savner deres børn hele tiden, når de hos den anden forælder. Hele tiden! Savnet ligger som en dyne over alt andet. Eller under alt andet. For nogle er det forbundet med store samvittighedskvaler at skulle give slip på det. For hvis vi ikke savner vores børn, må vi da være dårlige forældre.

Jeg savner normalt ikke mine drenge. Det hænger delvist sammen med min tro på, at de har det godt hos deres far. Og det hænger sammen med, at jeg meget tidligt efter skilsmissen traf en beslutning: Jeg VIL leve et helt liv. I den ene uge vil jeg leve sammen med mine drenge på en god måde. Den anden uge vil jeg leve på en god måde uden dem. Det virkede ikke for mig at rende rundt hver anden uge og have følelsen af at mangle noget for at kunne blive lykkelig. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at halvdelen af mit liv blev … mangelfuldt.

Jeg skulle selvfølgelig lige gennem perioden med dårlig samvittighed over, at jeg ikke savnede dem. For ikke savne dem var jeg nemlig nødt til at lade være med at tænke på dem hele tiden. Og hvilken mor tænker ikke på sine børn hele tiden? I det mindste hele tiden, når hun har fri. Denne mor. Åbenbart.

Jeg kan se det fra drengenes perspektiv: Jeg er en meget bedre mor i de uger, de er her, hvis jeg lever fuldt ud, når de ikke er her. Hvilket er sandt; jeg har ingen tvivl. Glade forældre er bare bedre forældre.

Jeg kan også se på det fra mit perspektiv, fra mig som et helt menneske – ikke bare som mor: Jeg lever et meget bedre liv, når jeg lever fuldt ud i alle uger. Jeg er gladere; mit liv er bedre; det hele giver bedre mening for mig. At jeg så bliver sjovere og nemmere at være sammen med for mine børn, er jo en dejlig bonus.

Det er bare ikke helt tilladt at sige åbent, hvis vi lever et fuldt, tilfredsstillende, meningsfuldt liv, når vi ikke er sammen med vores børn. Ikke desto mindre er det efter min mening det mål, vi bør stræbe efter. Det er ønskværdigt, muligt og fuldkommen tilladt. Nogle mennesker vil endda sige, at det er vores pligt – ikke som forældre, men som mennesker. Det er vores pligt at leve fuldt ud.

Hvis jeg ikke er tilfreds i ulige uger, præger det de lige uger. Og omvendt. Jeg bliver en skidt mor (efter min standard), når jeg er utilfreds med mit liv som Camilla. Jeg bliver ikke tilfreds i mit liv som Camilla, når jeg ikke lever op til min egen standard som mor.

Jeg arbejder for meget for tiden. Normalt sørger jeg for at fyre den af, når drengene er hos deres far, så jeg kan arbejde indenfor normal arbejdstid, når de er hos mig. Men for tiden fylder arbejdet så meget, at jeg også arbejder, når de er hjemme. Jeg glemmer at holde fri – om aftenen og i weekenden. Jojo, vi spiller da lidt brætspil og vi sludrer da en smule. Men det meste af tiden passer vi bare hver vores skærm. Og jeg er kun nærværende med mit arbejde.

Så tog de hjem til deres far, sneen kom og med den kom savnet. Sms til faren: Må jeg følge drengene i skole i morgen tidlig?

Lidt over syv i går morges kom min 10-årige derfor hjem og hentede mig i stedet for at gå på morgenfrit (storebror skulle møde senere og lå og fedede den under dynen). Jeg havde pakket morgenmaden og et tæppe i en taske og mig selv i tre lag tøj. Desværre var det meste af weekendens sne væk, men det kom ikke til at betyde noget. Jeg hørte om kammeratens fødselsdag i weekenden, om skolen og om, hvor mange dåsesodavand, de havde stående hjemme hos far. Han valgte en lav mur ved Amagerbrogade, hvor vi kunne sætte os med vores frugtsalat og amagermadder. Før jeg fulgte ham helt ind i varmen i klassen.

50 minutters nærvær mandag morgen gjorde hele forskellen. Mens vi frøs og fantaserede, blev savnet erstattet af en følelse af tilfredshed. Og beslutsomhed: Perioder hvor arbejdet fylder mere end normalt, er tilladte, men de må ikke være så lange som denne er blevet.

Jeg er kun tilfreds som Camilla, når jeg er tilfreds med mig som mor. Og omvendt.

Afspejles din værdi i din adfærd?

En af de evige udfordringer for mange forældre er at balancere arbejdslivet med livet som mor eller far.

Min største værdi er at give børn og unge et godt og trygt liv og det gælder naturligvis også for mine egne børn. Men afspejler min adfærd nu også den værdi?

Sidste år oplevede jeg en måned, hvor jeg var af sted på tre teenagecamps á 4-5 dages varighed. Altså sammenhængende dage væk fra Amager og væk fra mine drenge. På disse camps, som True North (Nicolai Moltke-Leth) arrangerer, arbejder vi på at give unge mennesker en forståelse af deres eget (lærings)potentiale, af integritet, af vigtigheden af at vælge, om vi vil være spillere eller ofre i vores eget liv. Vi giver dem redskaber til at håndtere konflikter, huske læringspunkter og kommunikere med andre mennesker. Blandt en hel masse andet.

En dag da jeg introducerede en flok unge for vores syn på, hvordan vi kan lade vores adfærd afspejle vores værdier og på den måde opnå integritet i livet, slog det mig: Dér sad jeg, mange, mange kilometer væk fra mine drenge, og oplevede ubalance mellem min værdi: at skabe tryghed for mine drenge – og min adfærd: jeg opholdt mig så længe og så langt væk fra dem, at de måtte sove ude i flere hverdage. Det var i denne uge ikke lykkedes at bytte med drengenes ellers meget fleksible far, så jeg havde måttet arrangere pasning i over halvdelen af den uge, hvor drengene og jeg egentlig skulle have været sammen.

Når vi gør noget, som ikke stemmer overens med vores vigtigste værdier, føler vi smerte, utilfredshed, sorg, forvirring. Det er, når vi spiser for meget junk food, mens vores værdi egentlig er sundhed. Når vi bliver i et arbejde, som kræver ofre af vores familie, mens vores vigtigste værdi er familieliv. Eller når vi har for travlt med alle mulige andre ting end at pleje vores parforhold, selvom vores største værdi er kærlighed.

Og dér sad jeg og følte smerte. Og forvirring. Fordi nok var jeg i gang med at give en stor gruppe unge mennesker redskaberne til at skabe gode liv gennem bevidsthed om deres eget værd og oplevelsen af have magten til og kompetencerne til at kunne træffe gode, bevidste valg. Et stykke arbejde, som giver uendeligt meget mening for mig. Samtidig havde jeg denne uge ofret mine børn og mit familieliv for at kunne udføre dette arbejde. Så min adfærd understøttede og modarbejdede på én og samme tid min største værdi.

Det var en god (omend smertefuld) oplevelse at få nogle af de ting, som jeg arbejder sammen med forældre og unge om til hverdag, sat på spidsen i mit eget liv. Det var rart at få muligheden for at tage mine værdier og min adfærd op til overvejelse påny.

Vel hjemme igen fik jeg en opringning fra drengenes far, der var begyndt at blive bekymret for, om vores drenge føler den stabilitet og den tryghed, som vi er enige om, må være grundlæggende i vores liv med dem. Kender du det, når nogen rammer dig på noget, som du godt ved, de har ret i? Jeg blev ekstra såret, fordi jeg ved, han har ret: ungerne har brug for stabilitet i deres flytten frem og tilbage mellem to hjem.

Men hvor smertefuldt det end var at blive konfronteret med deres fars berettigede bekymring, så tænkte jeg samtidig (og endnu): hvor er det dog heldigt, at mine drenges far er opmærksom nok på vores børns trivsel til, at han siger til, når noget bekymrer ham. Tænk hvis han slet ikke var bevidst nok til at tage stilling og modig nok til at bringe det på bane!

Tillykke med mors dag

Jeg kender en mor, som tog sine egne to børn og en ekstra dreng med i svømmeren i går. På vej hjem sagde hun “Husker I, hvad dag det er i dag?” (hun vidste, at den ældste i hvert fald gjorde. Han gav allerede lørdag aften sin hjemmesyede bold til moren – tjekket og utålmodig) “Det er mors dag. Mormor kommer forbi senere”. Den yngste, en dreng på 9, reagerede straks. Han havde glemt det. Han vidste det ikke. Han havde ikke noget til sin mor. Det hjalp ikke, at mor kun ønskede sig en skuldermassage. At hun intet forventede og bare var glad for, at de var sammen (og desuden ikke selv havde noget til sin mor). Han havde ikke nogen gave!

“Hvad kan du rigtig godt li’, som man kan få i Aldi?” holdt drengen fast.

(chokolade!)

“Jeg kan rigtig godt li’ chokolade, men jeg synes altså ikke, du skal bruge penge på det, skat”.

(ville sagtens kunne spise noget chokolade i aften)

Drengen havde besluttet sig. Så da cyklerne var parkeret foran hjemmet og legeaftalen mødt samme sted, gik den 9-årige afsted til Aldi (med 20 lånte kroner i lommen og vennen ved sin side). Normalt ikke meget for at gå alene i supermarked, men nu gjaldt det jo Mors Gave.

“Og drenge?”

Hun ventede på fuld opmærksomhed.

“Alle kigger selv!” Hvilket er sætningen, som moren bruger, når familien bevæger sig rundt sammen og den yngste lader til at forvente, at andre kigger for ham ved de mange små sideveje.

Sørgede for at få svar fra begge. Og “Vi ses”.

Hvor fedt er det lige, når vores børn kommer i den alder, hvor de går ud i verden på egen hånd, men efter ikke alt for længe vender tilbage til os igen? Nu kan vi rigtig øve os i at være tillidsfulde og tro på, at vi har rustet dem godt nok. Vi kan for alvor og uden ord vise dem, at vi ved, de har styr på det. At vi ved, de sagtens klarer det. Og så ellers holde øje med tiden og forholde os i ro den tid, vi ved det tager, før vi kan forvente dem tilbage.

(med chokolade i hånd)

Denne her mor har tidligt i sit moderskab besluttet, at hun ikke vil bekymre sig. For hvis hun bekymrede sig om alle de ting, der kunne gå galt for den 1-årige, ville hun aldrig få ro med en 6-årig i vandkanten eller søvn med en 15-årig ude til fest. Hun ville aldrig blive færdig med at bekymre sig om skrammer, sygdomme, bilister, stoffer og vold. Hvilket ikke alene ville gøre hendes eget liv til én lang bekymring, men som ville begrænse hendes børn. For hvis vi vælger at lade os bekymre af alt det, som kan gå galt (måske!), er vi tilbøjelige til at forsøge at begrænse mulighederne for bekymring så meget som muligt. Og dermed begrænses vores børn. Synes denne mor. Hvilket betyder, at hun ind imellem sender sine børn ud i situationer, som de kun lige kan forventes at klare. Hun taler med dem om den usikkerhed, de måtte føle ved den nye situation og ser det som sin opgave at hjælpe dem med at finde måder, hvorpå de kan gøre på trods. På trods af usikkerhed. På trods af frygten for det nye og ukendte. På trods af at det er første gang. Hvilket det jo er første gang.

Der gik tid. For lang tid, syntes moren i går. Hun hang lidt ud af vinduet og forsøgte at kigge om hjørnet. Og igen tænkte hun tanker om den fine balance mellem at være ubekymret og at være uansvarlig. Valgte til sidst at gå ruten mod Aldi for at komme drengene og sin vågnende bekymring i møde.

Helt henne ved butikken mødte hun de 9-årige. Sønnen gemte noget på ryggen.

(mmmmm….)

Og først da drengene var klar til i kor at sige “TILLYKKE MED MORS DAG!” rakte sønnike gaven frem.

Tre par sorte nylonstrømpebukser i én pakke. Til den skriggule pris af 12.95

Moren smilede (også af sin egen umiddelbare reaktion) og læste med begejstring i stemmen op fra pakken: “Med kile og forstærket tå. Størrelse 42-44 – den helt rigtige størrelse. Tre par!” Og drengen strålede over sin egen genialitet og morens tydelige overraskelse. Har endnu alderen til at turde sige “Var det ikke bare en vildt god idé, mor?” og uopfordret hæve hånden til en fortjent high five.

High five!

Senere om aftenen fik moren endnu en gave. Ved det sidste godnat sagde samme 9-årige: “Mor, hvis jeg skulle fortælle dig, hvor meget jeg elsker dig, ville jeg aldrig blive færdig. Jeg ville tale resten af livet. Så meget elsker jeg dig”.

Ud af det blå. Uden bagtanke. Og uafhængigt af, at det var Mors Dag.

En meget glad mor tog plads i sofaen og savnede slet ikke chokolade til kaffen.

Kan man flirte med en gryde at skum og plast på hovedet?

Har du lagt mærke til, hvor udbredt det er blevet at cykle med hjelm? De kommer i guld og klar grøn, med fartstriber og prikker. Nogle er sågar camouflerede som kasketter og blomstrede sommerhatte. Det bliver mere og mere udbredt, at børn, unge og voksne beskytter hovedet på turen rundt i trafikken med en hovedbeklædning, der som udgangspunkt bare ikke er smart.

Så langt så godt.

Jeg kender en kvinde (meget godt), hvis børn på et tidspunkt blev bevidste om, at mens de selv blev påtvunget den stramme ukomfortable hovedbeklædning, så var deres mors hoved sært upåklædt, når turen gik til institutionen om morgenen. De begyndte at udtrykke undren over forskellen på morens flagrende lokker og deres egne flade parykker. ”Mor, hvorfor skal du så ikke have hjelm på?”

”Åh, du ved, jeg har ikke lige fundet en, der passer”.

”Der er forskel på, hvad børnehoveder og voksenhoveder kan tåle”.

”Det er mit job at passe på jer; jeg skal nok selv passe på mig”.

”Voksne falder ikke så tit som børn”.

Sådan formåede kvinden morgen efter morgen at undgå at iføre sig hjelm. Selvfølgelig ikke fordi hendes voksenhoved var mere solidt end børnenes. Ej heller fordi hjelmene ikke kom i hendes størrelse. Men simpelthen på grund af forfængelighed. Det ville pine hende at bruge 12 minutter på at få håret til at sidde for så at klemme en stram gryde af skum og plast ned over frisuren, så den resten af dagen ville have en tot siddende den helt gale vej og en sær fladhed i en ring omkring hovedet. For ikke at tale om at bevæge sig rundt i verden med en hjelm spændt ned om hagen. Hvordan skulle hun nogensinde kunne smile til (og flirte med) de forbipasserende i sådan en sag?

Indtil det en dag gik op for hende: Hvis uheldet var ude – og uheldet behøver ikke være særligt stort, før et hoved taber kampen mod en fortovskant – ville hendes børn skulle fortsætte livet uden hende. Eller med hende siddende med en pind i munden til at taste sine kærlighedserklæringer og moderlige formaninger ind på kørestolens påmonterede computerskærm. Hvis hendes hoved blev smadret ved sammenstødet med en bil eller et stykke asfalt, ville børnenes liv forandres for altid. De ville fremover skulle nøjes med deres ellers nok så dejlige far. Og hun ville gå glip af børnenes første forelskelse, sidste skoledag, (for alle så) lærerige teenageår og (forhåbentlig) møgromantiske bryllupsfester.

Efter mangen en søgning på nettet og endnu flere prøvninger i butikker rundt om i byen fandt hun til sidst en hjelm, som hun selv syntes, kunne gå an. Hun fik endda frisøren til at klippe hende, så håret kunne klare turen i hjelmen og hun selv klare resten af dagen. Og nu hang hjelmen dér i gangen – ikke ved siden af børnenes, men på en knage højt oppe, så ingen små mennesker ville lægge mærke til den. Hun skulle liiige tage sig sammen. I nogle måneder. Hun var så vant til at smile til de forbipasserende og havde svært ved at forestille sig at gøre det med et lillebitte hoved stikkende ud under en kæmpestor gryde. Det satte sgu nærmest gang i eksistentielle funderinger for den forfængelige kvinde.

Børn ser alt. Rettelse: nogle børn ser alt. Hendes ene barn så alt. Også hjelmen. ”Mor, skal du ikke have din hjelm på?”

(Ikke endnu) (Jeg kan ikke) (I dag er ikke den rigtige dag) (Jeg har også det møde senere, hvor det eneste, jeg kan have helt styr på, er mit udseende) (Hjææælp!)

Som mange andre forældre begynder også denne mor mange af sine morgensætninger med ”Husk din …” Og som vi ved, så gør børn, hvad vi gør (og ikke hvad vi siger), så det ene barn sagde hver morgen ordene ”Husk din cykelhjelm”, lige inden familien forlod hjemmet for at gå ned til cyklerne. Og der var ikke længere en vej udenom. Foran spejlet kom hjelmen på (og foran skolen kom den straks af). Med et lidt fjoget grin overlevede hun de første måneder og kunne ikke sige sig fri for at føle en vis stolthed ved tanken om, at hun gjorde sit til, at hendes børn ikke blev moderløse. Og virkelig meget stolthed over at være en god rollemodel for sine børn.

Nu lægger hun om morgenen på skolevejen mærke til, hvor mange forældre der kører med bare hoveder bag deres hjelmklædte børn og hun tænker tit tanken: hvor er det egentlig egoistisk af dem. På grund af forfængelighed, ubetænksomhed eller uvidenhed udsætter de hver dag dem selv for fare. Hvert øjeblik kan en bil komme forkert omkring et hjørne, ramme dem og sende dem i kantstenen. Sende dem i døden. Sende deres børn videre i livet med en forældre mindre.

Så afleverer hun børnene i skolen, tager hjem og lægger hjelmen  – og kører ud til dagens opgaver med det udækkede hår flagrende i vinden. For én ting er at være en god rollemodel, en anden er at frarøve sig selv følelsen af at se godt ud på turen gennem byen. Og der sker jo nok ikke noget alligevel. Selvom hun kører meget hurtigere, når ungerne ikke er med.

PS: Det sidste nye er en hjelm med indbyggede kapsler, som går i stykker, hvis hjelmen er blevet så beskadiget, at den ikke længere yder den nødvendige beskyttelse. Tager du den beskadigede hjelm på, advarer den dig ved at udsende en stank af sure sokker og råddent æg.

PPS: Måske finder de også snart ud af at designe en hjelm med isyet, langt, lyst hår. Det er vel ikke værre at score en mand på cykelstien og først senere lade ham vide, at jeg har kort, gråsprængt, kommunefarvet hår end at score en mand i byen og først senere lade ham vide, at min fyldige barm helt af sig selv ruller ned på maven, når jeg tager min wonderbra af.

Underskudsmor

Nogle dage har jeg ikke energi til at give mine unger særligt meget andet end kys og kram og noget at spise. Dét går an, når dagen er en onsdag, så det kun handler om de 4 timer fra frit til seng. Men når det rammer en lørdag, slider det altså på Mor-følelsen.

I dag valgte min ældste at tage hjem til en kammerat lige efter frokost, mens den yngste havde brug for en hyggedag hjemme. En hyggedag. Lyder det ikke bare … hyggeligt? Spille spil og sludre, danse, springe i sofaen, læse, tegne og lege? Hyggelørdag.

Der er ingen særlig grund, når jeg ikke har energien til noget af alt det hyggelige. Det rammer mig bare en gang imellem. Som det har gjort i dag. Vi har ikke spillet, danset, læst eller tegnet. Jeg har set en film og taget en lang lur, mens Johannes har sprunget i sofaen og set gamle X-Faktor- og MGP klip på YouTube. Vi har sludret måske 6 x 3 minutter i løbet af eftermiddagen, og nu sidder han med maden foran flimmeren, mens jeg skriver et indlæg om, hvorvidt det giver mening.

Det giver egentlig fint mening med en sumpedag, en lørdag, hvor tempoet er sat helt ned, et uldent tæppe gør det ud for nederdel og absolut intet praktisk bliver gjort. Hvor jeg end ikke ser julepynten (!) eller overvejer at vaske salt- og snepletter af gulvene. Men sådan en lørdag giver en hel del mere mening, når den rammer en weekend, hvor drengene er hos deres far. Så går den ikke ud over min Mor-følelse. Det er ikke meget nemt at finde trøst i min tro på, at jeg i det mindste er Lejlighedens Bedste Mor.

Børn kan selv

Jeg fulgtes op ad trapperne til en 2. sals lejlighed med en mor og hendes to børn i går – en pige på 5 og en dreng på 13 måneder. De havde lige tømt bilen efter weekenden i sommerhuset, så de havde en hel masse ting, som skulle med op. Pigen tog pusletasken og endnu en pose, mens moren og jeg bar resten. Drengen havde nok i at få sin buttede krop op ad trapperne.

Denne mor har på et tidspunkt besluttet at benytte enhver given lejlighed til at støtte sine børns motoriske udvikling og selvhjulpenhed. I stedet for at skovle drengen op under armen og hurtigt komme op i lejligheden for at sætte sig på gulvet og lege (med tankerne ude i køkkenet), bruger hun gerne 10 minutter eller mere på trapperne.

Til at begynde med var den store lige bag lillebror. Sørgede for at holde sig tæt til ham, så han ikke snublede baglæns. Mens hun og mor talte om, hvordan drengene havde drillet i børnehaven og om den nye madordning derhenne. På et tidspunkt fik hun nøglen og gik op med pusletasken og mor overtog pladsen bag den lille, som møflede sig op trin for trin.

Fordi det tog så lang tid, nåede storesøster at rende op og ned et par gange for at hente ting. Store, uhandy kasser og poser. Da vi endelig nåede op, havde hun taget overtøjet af og fundet sine sutsko. Moren havde ikke længere noget at slæbe på, og hjalp nu lillebror ud af tøjet. Fat i det ene ærme og “Hiiiiv i armen!” indtil han selv trak armen ud af ærmet.

Vi satte os på gulvet i drengens værelse og snakkede, mens han tumlede rundt. Og jeg mener tumlede rundt. Når han ikke var i gang med at samle klodser op og stable dem, kravle over vores ben, finde vej hen over en kæmpe pude på gulvet eller kaste med en stor bold, havde moren fat i ham, så hun kunne vende bunden i vejret på ham og placere ham på en sådan måde på hendes ben, at det blev besværligt for ham at komme op. Han kæmpede savlende og glad.

Da det blev tid til at gå i køkkenet og maden kom i centrum, kravlede pigen op på bordet, hvor hun sad og hjalp med at åbne pakker, skære grøntsager og vurdere mængden af pasta. Mens hun og moren talte, hvor mange gange hun slog hovedet ind i hylden. Undervejs fik hun spist gulerod, skinke og avokado. De dækkede sammen bord.

Storesøster skubbede på, så lillebror kunne kravle op på sin triptrap stol. Bøjlen blev fjernet for et par uger siden, og han har næsten forstået, at han ikke skal kaste sig ud til siderne. Jeg lagde mærke til, at pigen selv tørrede op, da hun spildte mælk (som hun selv havde hældt op) og at drengen bruger gaffel og drikker af en helt almindelige kop.

Det slog mig, hvor mange gange i løbet af en dag vi har mulighed for at skabe god udvikling for vores unger. Muligheder, må jeg erkende, som jeg ikke i tilstrækkelig grad har benyttet mig af i mine drenges tidlige barndom. Slet ikke. Jeg har gjort alt for mange ting for dem, som de sagtens selv kunne klare. Af kærlighed selvfølgelig. Og fordi det var det nemmeste. Og det slog mig (igen) i går, at det overhovedet ikke passer til min intension om at skabe de bedste betingelser for mine drenge, så de kan blive selvhjulpne, selvstændige mennesker, som har en følelse af at være værdifulde for fællesskabet.

Jeg var heldig i går. Jeg fik et billede af et barns ansigt, når forældrene forventer – og hun selv ved, at hun kan. Det var et udtryk af selvfølgelighed. Selvfølgelig vaskede hun selv sit hår, tog nattøj på, tørrede sig efter badet og hjalp til omkring måltidet. Jeg tænker en masse over børns selvværd i disse dage. Måske så jeg i pigens ansigt et billede af netop det: selvværd.

___________________________________________

Advarsel! Reklame:

Moren jeg fortæller om, har gjort det til sin mission at støtte andre forældre i at at gøre deres børn selvhjulpne. Har du lyst til at blive inspireret, kan du høre hendes foredrag den 10 februar klokken 19-21.30. Det foregår på Frøbel Seminarium, Grundtvigsvej 11, Frederiksberg C og koster 100,-

Tilmeldning på nicola@mindnavigation.dk