Dagens ord er men

Dagens ord er men. I anledning af min yngste søns skole-hjemsamtale vil jeg slå et slag for begrænset og bevidst brug af det lille ord. Dets lidenhed til trods er dets betydning nemlig stor.

Johannes går i 1. klasse, så dette var min første oplevelse af, hvordan de – lærerne og vores søn – taler sammen. Om skole og fag og opførsel.

(En anden dag vil jeg komme tilbage til den i min optik rigtige måde at afholde sådan en samtale. Jeg hepper på barnet som ligeværdig samtalepartner, siden det nu er barnets læring, samtalen drejer sig om. Her skal kun siges, at lærerne i dag havde 90 % af taletiden. Min søn sagde i alt 7 ord. Den ene af mine tre sætninger lød “Måske skal du lige forklare Johannes, hvad fag-fagligt betyder”.)

Her skal det handle om brugen af ordet men.

Har du lagt mærke til, hvordan men præger betydningen af ordene før det? Hør: ”Du læser rigtig godt, men du skal koncentrere dig noget mere, så du kan blive hurtigere”. Hører du, hvordan det bliver ligegyldigt, at han læser godt, for det er jo alligevel ikke hurtigt nok? Eller ”Du klarede den sidste prøve godt, men du sprang nogle af opgaverne over, så dem har du fået fejl for. Det er den med koncentrationen igen, Johannes”. Hvad så, at han kan regne, når han er så fjollet at springe opgaver over?

(En anden dag kommer jeg tilbage til, hvor stor en del af vores kommunikation er fokuseret på fejl og mangler og hvor lille en del, der er positiv og bekræftende. Her vil jeg bare gætte på, at fordelingen i dag var 80/20.)

Nu handler det om men. ”Du staver fint i dagbogen, men hvis du kom lidt før 8, ville du kunne få tid til at gøre det pænt. Du sjusker”.

Lad os prøve at bytte rundt på sætningerne: ”Hvis du kommer lidt før 8 om morgenen, kan du få mere tid til at gøre dig umage med dagbogen. Så bliver det nemlig meget nemmere at se, hvor godt du staver”.  ”Hvis du arbejder på at blive bedre til at koncentrere dig, kan du nå alle opgaverne. Og vi ved jo, at dem du når, bliver rigtige”. Hører du også forskellen?

Jeg går ud fra, at hensigten med samtalen var at understøtte Johannes’ lyst til at lære. Når han i stedet oplever, at lige meget hvad han gør af gode ting, så er det ikke godt nok, har vi ikke alene spildt tiden; vi har også spildt chancen for at give ham den følelse af succes, som skal bære ham igennem de ting, som vil blive svære for ham at lære.

Og så er det hér, jeg griber mig selv i barmen (et udtryk jeg vist aldrig før har brugt) og lytter efter min egen brug af men: ”Jeg vil rigtig gerne se dit nye trick, men jeg er altså lige i gang med maden”. ”Jeg kan godt høre, du bliver sur, men sådan bliver det altså”.

Jeg bruger det selv alt for ofte, men (!) jeg er bevidst om det – og om, at der findes tidspunkter, hvor men er fint.

Ved aftensmaden spurgte jeg Johannes, hvad han huskede fra samtalen: “Ingenting”.

Jeg fik lov til at fortælle, hvad jeg kunne huske. “De sagde, at du læser rigtig godt. Du læste alle rigtigt ved prøven. Kan du ikke huske det?”

Nej

“De synes, du er god til at vente og til at lytte til de andre. Kan du huske, han sagde det?”

Nej

“At du klarer matematikken rigtig godt. Husker du det?”

Nej.

Til sidst huskede han selv en ting: ”Jo, jeg kan huske, at jeg ikke læser hurtigt nok”.

Behøver jeg sige mere?

Reklamer