Kan du (så) opføre dig ordentligt, mor?

Halv otte forleden opdagede jeg, at nogen havde smidt en madpakke ud af vinduet – ned i gården. Fire halve i hver sin staniolpakke. Og en snack. Oppe på anden sal stod vinduerne åbne ind til en lejlighed, hvor to drenge på 10-12 år bor sammen med deres mor. Hver anden uge.

Og jeg begyndte at gætte. Jeg gættede på, at det var madderne fra i går, som en af drengene lige havde opdaget, da hans mor bad om madkassen til dagens madder. Jeg gættede på, at han ikke fik den spist i går, fordi han havde travlt med at komme ud til frikvarter. Måske drømte han sig væk til lærerens oplæsning og glemte alt om madderne. I hvert fald fik han ikke spist de fire halve og snacken. Og havde nu valgt at smide dem ud af vinduet.

Hvad får en dreng til at vælge at smide sin madpakke ud af vinduet i stedet for i skraldespanden? Jeg gættede videre. Jeg gættede på, at drengen helst var fri for at skulle forklare sin mor, hvorfor maden ikke var spist. Når vejret er godt og alle vores vinduer står åbne mod gården, hører jeg nogle gange moren skælde ud. Jeg kan kun høre hendes stemme. Den bliver højere og højere, efterhånden som hun får talt sig varm. Måske ville drengen undgå at få skæld ud som noget af det første på dagen.

Jeg gættede på, at drengen kender sin mor godt nok til at vide, at det ville blive ubehageligt for ham at fortælle, at madpakken ikke var spist. Måske er hans forklaringer ikke gode nok, måske har han slet ikke en forklaring og det er heller ikke godt nok. Måske vil han ikke gøre sin mor ked af det. Nu har hun stået der og smurt hans madpakke og det er også hende, der laver alt det andet derhjemme og han kunne godt tage at være lidt mere taknemmelig. Måske. Jeg gætter jo kun.

Men en ting ved jeg: Vores børn fortæller os gerne alting i hele verden, hvis de ikke skal bekymre sig om vores reaktion. Hvis de kan regne med, at vi opfører os ordentligt, når de fortæller os noget, så er vi de mennesker, de helst fortæller ting til. Indtil en vis alder, siger nogle mennesker. Jeg siger noget (lidt) andet: Hvis vi kan finde ud af at opføre os ordentligt, når vores mindre børn fortæller os noget, så er der meget større sandsynlighed for, at de aldrig kommer i en alder, hvor de vælger ikke at fortælle.

Hvis min søn skal være bange for min reaktion, når han har lavet et eller andet lort. Hvis han ved, at jeg frådende og råbende prikker til det, han godt ved, var forkert (måske er der endda allerede to andre voksne, der har prikket). Hvis han af erfaring ved, at jeg får svært ved at holde mig ovre på min egen banehalvdel, når han fortæller det. Ja, så lader han selvfølgelig helst være.

Hvis din 11-årige datter fortæller dig, at hun netop er blevet vraget af sin kæreste gennem hele tre uger, og du vælger at sige noget i stil med “Nå, pyt nu med det! Så er han jo alligevel ikke det værd” eller endnu værre: “Arh, ved du hvad, du kommer til at få mange kæreste endnu. Du er kun 11 år”. Hvis vores børn ved, at vi ikke kan finde ud af at være i det, de fortæller på en ordentlig måde, så lader de være med at fortælle. Selvfølgelig. Hvorfor træde ud i noget, de ved, bliver ubehageligt?

Hvis vi nærer håb om, at vores datter vil fortælle, når hun til den tid føler sig klar til at tage det helt store skridt med sin kæreste. Hvis vi ønsker, at vores søn skal fortælle, at han tvivler på, at gymnasiet alligevel er noget for ham. Hvis vi vil have et forhold til vores børn, hvor det er tilladt at udtrykke sin (spæde) mening, sine (forvirrende) følelser og sine (bekymrende) tanker, så skal vi vise, at vi kan opføre os ordentligt, når det sker. Og det skal vi vise, fra de er små. Venter vi til de er store, er det for sent. Hvis vore adfærd er fuldkommen uhensigtsmæssig, når de ikke har spist deres madpakke, har stjålet en kammerats Nintendospil eller mobbet en pige fra klassen gennem længere tid, så har deres erfaring vist dem, at vi i hvert fald ikke vil kunne håndtere, hvis de fortæller, at de har taget et hiv af en joint. Og at de nu er bange for at blive fanget i noget svært med vennerne.

Jeg fik sådan lyst til at tale med madpakkedrengens mor, men jeg kan slet ikke se, hvordan det på nogen måde skulle kunne hjælpe ham eller hende. Det ville sikkert bare gøre tingene værre. Så jeg lod madderne ligge til fuglene (og gårdmanden) og håber, at historien kan få andre forældre til at tænke lidt (mere) over, hvordan de håndterer, at deres børn gør noget, som ikke er udelt fedt.

Hvad skal der til, for at du selv kan huske det?

I går morges nåede vi ned til cyklerne, før jeg opdagede, at Johannes ikke havde sin skoletaske med. En bamse havde han dog husket og den var nu forsvarligt mast sammen på bagagebæreren.

“Hvaaaa, hvad med en taske, Johannes?” Jeg fortsatte med at låse min cykel op. Drengen stivnede.

“Den har jeg glemt”. Han stod stadig helt stille.

(En-to-tre-fire-fem-seks. Langsom nu. Du ved, der er en sær tidsforskydning hos drengen – mellem mine ord og … hans respons)

“Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Jeg kunne ikke vente længere.

(Syv-otte-ni-ti-elleve-tolv)

“Øøøøøh, hente den?” Læg mærke til spørgsmålstegnet. Hvis du har lyst.

“Det synes jeg, du skal gøre. Alfred er deroppe endnu. Hvis du skynder dig, er døren stadig åben”. Så kom der bevægelse, for én ting er at skulle bevæge sig helt op til første sal igen, en anden er også at skulle kæmpe med en drillesyg lås.

I morges huskede jeg ham på tasken allerede oppe i gangen. Nåede dog at tænke tanken, at han måske skulle have lov til at gå uden og mærke konsekvensen af det i skolen. Det virkede, dengang jeg lod ham gå uden madpakke. Pludselig fik det betydning selv at huske den. Men i morges huskede jeg ham altså på tasken. Morgenen var i forvejen lidt rodet, fordi det ret sent gik op for mig, at regn er en slags vædske, som man nærmest bliver våd af, når man bliver ramt af den. Måtte skrive i den stores kontaktbog, at han ikke har noget regntøj og måtte han gerne blive inde i pauserne? Havde så fundet et kæmpe, gammelt, grønt, ildelugtende (!) militærregnslag frem fra gemmerne, som han kunne bruge på turen til skole for ikke at ankomme drivvåd. Så Ravnemor fik altså derefter en skulder af Hønemor, som sagde “Tag tasken med i dag, ikk’ Johannes?”

Og så blev klokken 9.30. Og jeg blev ringet op af Johannes’ lærer fra hendes private mobiltelefon, med larm af børn i baggrunden. Om at min søn havde glemt sin madpakke. Sikke en service! Og sikke et dilemma, jeg dér blev placeret i. Hvis jeg selv havde opdaget, at pakken endnu stod på køkkenbordet, ville jeg formodentlig have smidt den ind i køleskabet og glædet mig over, at Johannes selv rettede op på Hønemors morgenhandling. Og i eftermiddag ville han være motiveret til at tage en snak om, hvad der skal til, for at han kan huske, hvad han skal huske. Planer? Plancher? Alarmer?

Nu sad jeg med en omsorgsfuld lærer (og som jeg Mor til en dreng på otte) i røret og jeg nåede ikke at tænke.

“Sig til ham, at jeg vil se, om jeg får tid til at komme med den. Og ellers må han klare sig”. (Selvfølgelig tager jeg derover. Jeg skal alligevel hen og hænge en seddel op i Netto)

Meget kort stilhed. Så kom det fra Moren/læreren i den anden ende: “Kan han li’ æg? For så har jeg …”

“Du! Jeg skal nok komme over med hans madpakke inden 11. Jeg vil bare gerne have, at han hænger lidt og mærker konsekvensen af det. Jeg vil gerne have, at han lærer at huske ting selv”.

Mens det foregik, kørte tankerne allerede. Enten-eller, Camilla! Enten lader du ham mærke konsekvensen, lader være med at tage over med madpakken og lader ham om at finde ud af det sammen med sin lærer og sine kammerater (jeg har mange gange selv sagt ud over en klasse “Silas/Line/Daniel har ikke mad med i dag; er der nogen, der vil dele?”). Eller også lader du Johannes vide med det samme, at du kommer over med pakken i tide før spisepausen. Jeg bryder mig ikke om, når jeg kommer til at lave den dér midt-i-mellem-ting, som gør, at jeg bliver helt utydelig for Johannes og i virkeligheden også for mig selv.

Men jeg fik altså lavet en midt-i-mellem’er. Så da jeg kom over med madpakken, blev Johannes glad og lettet. Og jeg kunne se på ham, at han var lidt flov over at have glemt den. Jeg vidste sgu ikke rigtig, hvordan jeg skulle gribe hele situationen an, fordi jeg havde fanget mig selv dér midt imellem. Så jeg gjorde ingenting.

Nu – en time senere – kan jeg mærke, at om Johannes er motiveret eller ej, så skal vi have snakken i eftermiddag om, hvordan vi indretter os, så han kan tage ansvaret for det, han efter min overbevisning sagtens er i stand til at tage ansvaret for. Det kommer til at kræve en indsats at tage det næste skridt i dén retning, men jeg ved jo af erfaring, at ingen ny vane tager mere end 21 dage at indarbejde (de fleste tager snarere 7). Og jeg ved jo, at i sidste ende bliver vi begge glade (og han meget stolt), når jeg ikke længere skal huske ham på alting, når han bare gør tingene automatisk.

Og jeg ved: Ikke at gøre, hvad der skal til for at ruste ham til at tage ansvar, betyder ikke kun, at jeg bliver ved med at have det. Det betyder også, at jeg gang på gang i virkeligheden siger og viser ham, at jeg ikke tror, han vil kunne magte det.

Jeg ved det og alligevel bliver jeg ved med at falde i. Hvor er jeg glad for, at jeg dog opdager det.