For stor til kys

 “Mor, efter du har fået en kæreste, får jeg ikke så mange kys mere”, sagde den otte-årige den anden dag. Jeg mærkede med det samme, at han havde ret. Jeg kysser løs på Kæresten i disse dage og når ikke så mange drengekys. “Hvor er jeg glad for, at du siger det. Det skal jeg nok lave om på”, var derfor mit svar.

“Men måske er det okay, mor. Jeg er jo ved at være stor”.

GULP! Helt ny reaktion: har jeg uforvarende givet min lille (bitte) søn på otte muligheden for at mærke, hvor rart det er at slippe for mors mange våde kys og lange kram? Har han nu opdaget frihedens sødme – bare fordi jeg glemte ham et øjeblik? “Okay… Vil du helst være fri for kys?” spurgte jeg – tæt på grådkvalt ved tanken om for evigt at have mistet en væsentlig del af båndet mellem os.

Han tænkte lidt. “Hmmm… Nej, det gør faktisk lidt ondt, at jeg ikke får så mange kys af dig”.

Sikke en lettelse. Jeg mener, hellere have såret drengen dybt end at have givet ham lyst til at undvære kys fra sin mor. “Så kan du bande på, at jeg vil gøre mig umage for at lave om på det, min skat”, sagde jeg lettet. Stort (vådt! jeg forstår ikke selv hvorfor, for det er godt nok tyndt med læberne i mit ansigt) kys til drengen og en ny mission til moren: retfærdig kysfordeling i det lille hjem. Dælme en positiv udfordring for en kysseglad kvinde.

De næste dage gjorde jeg mig umage med fordelingen og syntes selv, det gik rigtig fint. Den morgen drengene skulle over til deres far, spurgte jeg så den otte-årige, om han nu også husker, at jeg elsker ham. Han svarede ved at fortælle, at han stadig ikke syntes, han fik kys nok.

Denne gang var jeg ikke enig, så jeg sagde “Er det rigtigt?! Jeg har da …” og tog mig så i det. Jeg er nemlig ved sådan for alvor at lære (og med det mener jeg, at jeg er i gang med også at bruge min viden om), at en følelse jo ikke kan være forkert. Hvis drengen har følelsen af at mangle, så er det hans følelse: han mangler. Heldigvis opdagede jeg det (denne gang) i tide, og kunne lave min sætning om: “Nej, ved du hvad, Johannes? Hvis det er din oplevelse, så er det jo sådan. Så får du ikke kys nok, og så vil jeg gøre mig endnu mere umage med at lave det om. Og jeg elsker at kysse dig. Nu vil jeg glæde mig endnu mere, til du kommer hjem til mig igen, så jeg kan kysse på dig”.

Vi var stille resten af den korte cykeltur, så jeg havde tid til at klappe mig selv på skulderen for at jeg denne gang (én ud af tyve er jo bedre end … én ud af fyrre) nåede at stoppe mig selv og anerkende mit barns følelse, selvom jeg egentlig mente, kysfordelingen havde været helt god. Og så lykønskede jeg også lige mig selv for at være blevet husket på, hvor vigtig det er at nyde nærheden, så længe den varer.

Øjeblik, jeg spørger ham lige, hvordan han nu synes, det går.

“Hvordan synes du nu, det går med kyssene? Får du nok?”

“Ja! Eller … ikke så mange. Jeg vil gerne have flere”.

Det får han så. Og hans mor vil nyde det.

Reklamer

En ligeværdig relation

Jeg ville ønske, jeg kunne huske, hvem jeg har hørt det fra, fordi det giver sgu så meget mening. Kan mærke, at det også giver mening hos de forældre, som kommer til mine foredrag. De kommer efter inspiration og redskaber til at imødekomme udfordringer, som de og deres teenager ikke alene kan hitte rede i. Og jeg siger ordene til dem. Jeg opfordrer dem til at stræbe efter dette. Jeg kan kun opfordre; valget er jo helt og holdent deres. Som med alt andet jeg finder på at dele. Det er mine holdninger til forældreskab, hensyn, konflikthåndtering og hvad ellers. De kan vælge og vrage, smide ud og bruge, som de lyster – og som det passer dem og deres familie.

Jeg opfordrer dem til at skabe en ligeværdig relation til deres teenager. I en ligeværdig relation tillægges begge parters synspunkter, følelser, oplevelser og selvforståelse samme værdi.

Jeg oplever, at når jeg formulerer det sådan, skriver det på flipcharten og tier lidt, så bliver de stille, de tænker, noterer, nikker og reflekterer – over deres egne relationer, gætter jeg på. Måske er det bare noget jeg bilder mig ind?

Måske bilder jeg mig dét ind, fordi det giver så meget mening for mig. I min bestræbelse på at skabe en ligeværdig relation til mine halvstore drenge bliver jeg meget bevidst om, hvorvidt jeg virkelig i enhver interaktion med dem husker, at alt deres har nøjagtig samme værdi som alt mit.

Når jeg ikke husker det – når jeg overruler dem og dermed tillægger deres følelser og oplevelse mindre værdi, mærker jeg det straks. De resignerer og lader mig bestemme. Endnu. Endnu er de ikke er gamle nok til for alvor at gøre oprør.

Når jeg på den anden side formår at tillægge deres og mit lige stor værdi, mærker jeg det også straks. Så bliver vi i fællesskab enige om en måde at håndtere tingene på. Ingen vinder og ingen taber. Og vi går alle ud af situationen med selvfølelsen i behold.