Av-av-hav-hav-avavav!

Har du set drenge slås for sjov? Set, hvordan de kæmper til det sidste for at få den anden ned? Har du hørt dem? Har du hørt deres helt fantastiske måde at grine-ømme-sig på, som er umulig at stave til og som ikke lader os i tvivl om, at det for alvor gør ondt og at de virkelig nyder det?

Som barn boede jeg sammen med min søster og min mor. Min søster og jeg skændtes og kastede ting efter hinanden. Mon ikke vi rev hinanden også? Og nev. Men det var alt sammen i vrede. Vi har aldrig haft brydekampe for sjov. Så den slags var helt nyt for mig, da mine drenge blev store nok til dét.

Nogle gange er de fire drenge i én sofa. Ikke i faste makkerpar imod hinanden. Det lader til, at de automatisk skifter imellem, hvem der er mod hvem. Den, der har overtaget det ene øjeblik, har i det næste tre imod sig. Jeg kan sidde tre meter væk og arbejde (okay, være på Facebook), for det larmer næsten ikke. De stønner og pruster og piber og fniser,men der er ikke luft og plads til brøl og råb. Det mest larmende er et “Avav-ha-av-h-avavav! mine kugler!”, som presses ud mellem tænderne på den nederste i bunken.

Jeg har aldrig oplevet piger slås på samme måde.

Jeg var til 40-årsfødselsdag forleden. Hen ad aftenen, mens de voksne havde travlt med at tømme glassene og de 13-årige ventede på, at effekten skulle give dem chance for at drikke sjatter, sloges de to 10-årige drenge på de store puder i hjørnet. Det foretrukne trick var til at begynde med at hive i ørerne (hav-hav-hav-av-av!). På et tidspunkt gik de ud til spejlet for at se, hvor røde ørerne var blevet. De lyste op i det dunkle lokale. Mon ikke 10-årige piger ville stoppe dér? Drengene gik ind og fortsatte kampene, indtil deres ansigter matchede ørerne.

Må indrømme, at jeg fandt det langt mere underholdende at betragte drengenes leg og se dem glemme alt omkring sig, end at se alt for mange voksne blive fuldere og fuldere – og glemme sig selv.

En anden dag kommer jeg måske tilbage til min holdning omkring det at drikke sig stangbacardi, når der er børn til stede. Måske.

Reklamer

Det er forbudt at sigte efter hovedet

“Hvis vi skynder os at blive færdige, kan vi nå at lege på vej til skole”. Se, dét er en sætning, jeg vist aldrig har sagt før. Jeg sagde den med største begejstring i morges. Havde lige set drengenes ansigter, da de opdagede sneen derude.

Den sne! Sådan rigtig sne i den rette mængde. Og herhjemme er vi enige om, at sne ikke må spildes. Vi ved aldrig, hvornår der kommer mere.

Vi hentede 20 minutter hjem i morges. Jeg ved ikke med dig, men herhjemme bruger vi hvert et minut om morgenen. Og alligevel hentede vi T-Y-V-E minutter! Fordi det havde sneet, og fordi vi ville nå at lege på vejen til skole. Drengene nåede endda at gå med skrald (frivilligt!), fordi de lige ville lave en sneengel i gården.

Så afsted mod skolen – på gåben. Eneste regel var, at man ikke måtte sigte efter hovedet. Vi var nogle af de første, så der lå sne på alle bilerne og flere steder kunne vi være de første til at sætte spor. Jeg skal have lært de drenge at lave snebolde. Fik jo nærmest ingen modstand.

Ved skolen bad jeg dem tage hensyn til en far og hans datter: “Uskyldige civile”. Hans bemærkning om, at jeg vel egentlig ikke vidste, hvor uskyldige de var, var for svær ikke at reagere på. Nu tror mine drenge, at det er okay at kaste med sne mod fremmede.

Til stede med min søn

Jeg havde besøg af Johannes i dag, min søn på 8. I tre timer, mens hans far og Alfred var til fodbold. Johannes har nu i 4 år skullet finde sig i at være med til Alfreds træning, kampe og stævner i en sportsgren, han finder uendeligt kedelig. Han forsøger altid at slippe udenom, og jeg gør hvad jeg kan for at finde steder, han kan være og børn han kan lege med, så han ikke skal spilde sin tid.

Så selvom jeg egentlig ikke havde tid, spurgte jeg om han ville blive her, da de kom for at hente cyklerne. Og godt jeg gjorde det. Han blev så glad og det blev så hyggeligt, at jeg sagtens kan bruge noget tid nu til aften på at indhente det, jeg skulle have lavet da.

Han har en måde at stille sig helt tæt på mig, når han skal fortælle mig noget, han selv finder helt vildt interessant. I dag var det en opsummering af de afsnit af Jesus og Josefine, jeg ikke har set, mens de har været hos deres far. Så stod han dér med sit lille, blege, bløde ansigt 25 centimeter fra mit (store, plettede, grove) og jeg kunne se det hvide hele vejen rundt om iris, mens han fortalte, hvordan moren (som jo er præst) havde sagt “Ja, er det ikke fedt i Biblen”. Og jeg forstod nærmest ingenting. Kun at Johannes elskede at kunne fortælle mig noget, som jeg ikke vidste og forklare mig ting, jeg ikke forstod.

Og lige så intens han var i sin fortælling, lige så hurtig var han til at skifte fokus. Han kom i tanker om, at vi har en sofa. Han sprang op i den og viste mig, hvor god han er blevet til at lave forlæns salto og baglæns jeg-la’r-mig-falde-helt-fladt.

Og så brugte vi de sidste 20 minutters tid på at lege den sædvanlige “Se, mor!” “Øjeblik, skat, lad mig lige få denne hér afsted, så kigger jeg” med varianten “Se nu, mor!” “Øjeblik, jeg skal lige ha’ skrevet det hér, så kigger jeg”.

En leg som vi (kan jeg mærke, nu jeg skriver det) vist skal til at lege noget mindre. Ingen af os synes egentlig, den er særligt sjov.