Hvor lærer dit barn mest?

”Mor, står det amerikanske flag så stadig på månen?”

”Hvor mange af vores huse kan stå inde i Eiffeltårnet?”

Det hænder – selvfølgelig ikke særligt tit (!), at mine drenge spørger mig om noget, jeg ikke ved. Så lyder mit svar: ”Det ved jeg ikke. Godt spørgsmål ellers. Vi kan jo slå det op på nettet”. Ærlig og pædagogisk er jeg jo. Og desværre noget glemsom. Jeg tror aldrig, vi har fundet ud i det dér net, før vi har glemt alt om månen og Eiffeltårnet.

Et andet af mine svar kan være: ”Det ved jeg ikke. Spørg Helge (eller hvad deres klogeste lærer hedder for tiden); han må vide det”. For lærere ved jo alt, ikk? Ikke et ord om, at moren selv er uddannet lærer.

Når man spørger forældre til 7-årige børn, hvor de mener, at deres 7 barn lærer mest, svarer de fleste: i skolen. Det ville også være mit umiddelbare gæt. Jeg har som klasselærer i første klasse brugt mine dage sammen med videbegærlige 7-årige. Ethvert emne jeg fandt på at smide op i luften, mødte positiv respons i form af spørgsmål, gæt, historier og undren. Som svampe sugede børnehjernerne ny viden om sprog og kultur, tro og samvær.

7-årige er i skole 25 timer om ugen. De tilbringer tiden med professionelt uddannede, som knokler på med faglige mål og ungernes sociale kompetencer. Efter skole smutter de fleste hen på fritten til mere eller mindre fri leg og senere – derhjemme – småsludrer de med deres forældre om dagen, der er gået, om snørebåndssløjfer der skal mestres, madpakker der skal tømmes og sengetider der skal holdes. Så ja, den største læring må finde sted i skolen.

Men lad mig lige slå det op på nettet. Sådan for alvor denne gang.

En undersøgelse, som Ugebrevet A4 gennemførte for nogle år tilbage, viser, at forældre har seks gange mere indflydelse på deres 7-årige barns læring, end skolen har. Åhnej! Hvad så med mine stakkels drenge, hvis mor ikke kan svare på selv de simpleste spørgsmål? Hvad med alle os, som ikke rigtig synes, vi ved noget, som vores børn har brug for – endsige vil finde det interessant – at lære? Bliver vores børn deres generations tabere i Trivial Pursuit, fordi vi ikke ved, hvad de har brug for at lære? Jeg troede lige, jeg kunne trække vejret roligt, fordi professionelle havde taget over.

Jeg er ikke den eneste, som har læst om undersøgelsen og reflekteret over dens iboende krav til os forældre om at blive os vores ansvar bevidst. To kvinder, som til hverdag arbejder på at fremme børns udvikling og læring, Jane Vestergaard og Ann Riemer Eis, har gjort mere end bare at læse undersøgelsen. De har handlet på den. Også de har den erfaring, at snakken omkring spisebordet for ofte kun handler om gymnastikposer, madpakker og legeaftaler og fik en idé til at smide inspiration lige ind midt på spisebordet i de danske børnefamilier.

Jeg har nu tilmeldt mig Kloge-Åges sms-tjeneste, hvilket betyder, at jeg flere gange om ugen modtager en sms med et oplæg til undren i min lille familie. Beskeden kommer præcis klokken 17 og kan lyde ”Blåhvalen er klodens største dyr. Den kan blive 33 meter lang (Hvor høj er du?) og veje 190 ton (Hvad vejer en bil?). Den kan blæse vand 9 meter op i luften (Hvor langt spytter du?)”. Nu er det så op til drengene og mig at tænke videre og undre os. Og mens gymnastikposen bliver sur af det våde håndklæde, fniser vi sammen over, hvor langt en rigtig Amagermor kan spytte og gætter på, hvor stor vægtforskellen er på mormors lille bil og farfars kæmpe skude.

Jeg bestemmer selv, om jeg  vil inspireres tirsdag og torsdag eller hellere lørdag og søndag. Og jeg nyder at få den for mig uundværlige hjælp til at udfylde min plads som den mest indflydelsesrige person i mine børns læringsproces. Og så har jeg hørt en lille fugl synge om, at Kloge-Åge bliver præsenteret for danskerne i anden halvdel af Aftenshowet onsdag den 17. november.  Ham må jeg vide noget mere om. Og jeg glæder mig til at se de to handlekraftige kvinder, som den næste tid vil få en afgørende betydning for, hvad der tales om i vores køkken.

___________________________________________________

Advarsel! Reklame!

Vil du vide mere om Kloge-Åge, så kig ind på  www.legeakademiet.dk

Der kan du også bestille Shanes pakkekalender og samtidig støtte Red Barnet.

Ad hvilken kanal modtager du nemmest læring?

I tilbagemeldingerne på mine foredrag og workshops udtrykker nogle, at det generer dem at skulle bytte plads undervejs. Andre melder tilbage, at det selvsamme har en positiv effekt på deres oplevelse. Nogle finder det unødvendigt flere gange at skulle dele deres tanker med en makker, mens andre finder stor værdi i at få sat ord på tankerne. Nogle er glade for, at pointer illustreres på slides, mens andre finder dette unødvendigt.

Alles oplevelser er (lige rigtige og) lige forventelige.

I et rum med mennesker, som vil erhverve sig ny viden, vil oplevelserne af de metoder, hvormed læringspunkterne formidles, være mangeartede. Det som for dig er nødvendigt, er for andre forstyrrende eller ligegyldigt.

Påstand: Du kan lære alting. Punktum. Det er min faste overbevisning. Og den bygger på troen på, at hvis du stimuleres på den rigtige måde, er du åben for læring. Hvis læringen foregår under de (for dig) rigtige betingelser og stoffet finder vej ad de rette kanaler hos dig, vil læringen lykkes.

Måske har du hørt om dem: indlæringskanalerne. De er en del af teorien om læringsstile, som er teorien om, at vi hver især har brug for, at en unik kombination af faktorer tilgodeses, når vi skal lære noget nyt og svært.

Der findes 4 kanaler, gennem hvilke vi modtager information. Vi har alle 4, men foretrækker en eller to kanaler frem for de andre. Bliver du bevidst om dine præferencer, kan du lære endnu mere meget nemmere og på kortere tid. Ikke en dårlig tanke, vel?

Hver indlæringskanal har sine kendetegn

Er du visuel, lærer du gennem billeder. Du kan lide at visualisere, tegne og skrible, se film og få skriftlige instruktioner. Du er god til at læse, tegne og forestille dig ting. Hvis jeg under et foredrag bevæger mig ned i den anden ende af rummet, er du nødt til at følge mig med øjnene for at føle, du stadig er med. Jo flere farver og illustrationer der er på mine slides, jo gladere er du.

Er du auditiv, lærer du gennem lyd. Du kan lide at lytte til musik, tale med dig selv og andre og lave lyde. Du vil hellere lytte frem for at læse eller skrive. Du er god til at fortælle, huske ting, der bliver fortalt og at diskutere. Når jeg bevæger mig ned bagerst i rummet, mens jeg taler, kigger du fortsat fremad, for lyden er alt, du har brug for. Du nyder, at jeg spiller musik i pausen.

Er du kinæstetisk, lærer du gennem kroppen. Du kan lide at bevæge dig, bruge alle dine sanser, danse og hoppe. Du er god til at arbejde med hænderne, dyrke sport og kreere ting. Du gestikulerer, mens du taler. Under et foredrag vil du efter kort tid glide lidt ned i stolen og gøre dig det behageligt. Måske vipper du lidt med det ene ben og får brug for at bevæge dig i pausen.

Er du taktil, lærer du gennem berøring. Du kan lide at røre ved alting, pille og nuldre, skrible og skrive i bøger. Du er sikkert god til at skrive, tegne, lave håndarbejde og spille computerspil. Du har glæde af at have en pen og noget papir i hænderne under foredraget, så du kan dimse med kuglepennen og skrible undervejs.

Teorien om læringsstile er ikke det eneste saliggørende, når vi planlægger  formidling af viden. Men den er klart en tanke værd. Vil jeg ramme alle i løbet af et foredrag, må min formidling være multisensorisk. De auditive skal tale og lytte sig til viden, de visuelle skal have noget visuelt til at understøtte deres læring, kinæstetikerne skal kunne bevæge sig og de taktile bør have mulighed for at give hånd til andre, klappe og dimse med en pen. Sådan må det være.

 

Men hvad med i vores børns skole?

Er det muligt at gøre undervisningen multisensorisk, så flere elever får bedre muligheder? Hvordan tilgodeses det, at 53% af børnene er primært kinæstetiske eller taktile? Mens den undervisning, der foregår i en traditionel dansk skole langt hen ad vejen bedst tilgodeser de auditive (13%) og de visuelle (34%) elever.

Min søns dejligt lærevillige klasselærer vil lade mig overtage undervisningen et par timer for at vise ham et par tricks til at engagere eleverne, holde deres opmærksomhed og åbne op for alle 4 indlæringskanaler. Det er da en start, tænker jeg. For se-, høre-, gøre- og rørebørnene.

Vil du lære mere?

Du kan lære mere (hvis du vil) ved at kigge ind forbi TV2’s hjemmeside, hvor du finder info om læringsstile, en test (af dig og dine børn) og klip fra serien Skolen, hvor teorien om læringsstile blev afprøvet i praksis.

Du kan også læse Susanne Aabrandts ”Forældreguide om læringsstile”, hvis du vil blive endnu bedre til at støtte dit barn i skolearbejdet.

5 dages meningsfuld stilhed i bloggen

I morgen tidlig dukker 120 unge mennesker mellem 13 og 17 år op på Rungsted Gymnasium til deres 2. camp. Da de var på deres første camp, havde langt de fleste ikke valgt det selv. De kom, fordi deres forældre mente, det ville være godt for dem. Mange kom med stor modstand, som de sørgede for at vise de første par dage. De tog hjem efter 5 dage – forundrede over deres egen udvikling, med store smil og venner i alle aldre. Disse 120 har nu selv valgt at vende tilbage til next level – næste skridt i deres personlige udvikling.

De næste 5 dage vil de tage imod udfordringer, som alle har til formål at få dem til at vokse – udfordringerne er endnu hemmelige, så jeg kan ikke beskrive dem her (endnu). Formen er eksperimentel læring, hvilket (du måske ikke ved) vil sige, at de unge gennemfører en række aktiviteter, ud af hvilke der efterfølgende trækkes læring, som de kan bruge til at forbedre deres evner udi samarbejde, målsætning, konflikhåndtering og planlægning. Det overordnede mål er at give dem redskaber til at tage lederskab i deres eget liv.

På campen støttes de af en flok instruktører – coaches, lærere, psykologer og af teenagere som selv er i gang med en personlig udvikling. De modtager udelukkende undervisning på engelsk. De bruger to timer efter frokost på fysisk udfoldelse. De afleverer deres mobiler om morgenen og får dem først igen om aftenen (og tro det eller lad være: nogle af dem glemmer at få den tilbage). De udvikler sig hver eneste dag – gennem undervisning, coaching, nye venskaber og team work. Og på intet tidspunkt keder de sig – ikke mindst fordi al undervisning bygger på forståelsen af, at mennesker har forskellige læringsstile.

Jeg tror, det er min 7. camp, og jeg glæder mig lige så meget, som jeg har gjort alle de andre gange. Til at give til alle disse fantastiske unge mennesker. Til at være sammen med voksne mennesker, som brænder for det samme som mig. Til at lære af alt det, de unge og de voksne bidrger med. Og til at mærke den energi, som skabes i samværet mellem voksne og teenagere. Når samværet vel at mærke bygger på et fundament af troen på, at vi alle er ligeværdige.

Er der noget, der giver mening, så er det altså det.

________________________________________

ADVARSEL: REKLAME!!!

Hvis du vil vide mere om, hvad der sker på disse camps og hvad vores teenagere kan få ud af at deltage i dem, kan du suse ind forbi www.truenorth.dk

Du skal deltage for at lære

Når jeg holder foredrag for teenagernes forældre, er det ikke rigtige foredrag. Ikke som jeg (sikkert vildt snævertsynet) forstår den slags i hvert fald, som en event, hvor en ekspert står forrest i et rum og fortæller de fremmødte om sit felt af ekspertice. En monolog med indlagte tidslommer til spørgsmål. Til eksperten.

Jeg er ikke ekspert på teenagere eller på forholdet mellem dem og deres forældre. Eller på noget som helst andet for den sags skyld. Så jeg arrangerer hellere workshops eller temaaftener. Men folk møder efter sigende ikke op til arrangementer på aftenskolen, som lugter af, at de skal deltage aktivt på områder, hvor de føler sig utilstrækkelige. Det er ikke, som hvis de melder sig til spanskundervisning eller vinsmagning. Hvis det handler om mennesket selv, om opdragelse, lønforhandling for kvinder eller om at opnå en lykkelig skilsmisse, vil folk kunne forvente, at de kan sidde helt helt stille og modtage. Så jeg inviterer til foredrag på aftenskolen.

Jeg ville formodentlig kunne fylde to timer med min viden om teenagere, om den enorme udfordring, deres egen hjerne giver dem, om deres store tanker om liv og død, om hormonernes rasen, skiftene mellem klarsyn og vanvittige forestillinger og om deres manglende koncentrationsevne. Så ville forældrene gå hjem med den viden. Og hvad så?

Jeg vil hellere noget andet. Af flere grunde.

Jeg ved for meget om læring til at kunne modtage en flok mennesker og bede dem sidde stille og modtage. Jeg ved, at de færreste af os lærer gennem ørerne. Jeg ved, at vi lærer allermindst, når vi kun modtager og ikke tager del. Jeg ved, at en del af os er kodet til som udgangspunkt at synes det modsatte af, hvad underviseren siger. Jeg ved, at efter 20 minutters sidden stille begynder hjernen at lukke ned.

Alligevel lokker vi folk til under påskud af, at de kan sidde trygt på en stol og modtage information om deres teenagere i to timer. Forhåbentlig nok til at de kan gå hjem og trykke på en knap på deres barn og – pyha! – så opfører hun sig igen som et normalt menneske. Vi kalder det altså foredrag. Det vigtigste er i første omgang at få folk til at komme.

De stakkels, vildledte forældre har ikke været der i 15 minutter, før de er oppe at stå og ude at finde en makker, de ikke kender i forvejen for at dele med ham eller hende, hvad der udfordrer dem mest ved at bo sammen med en teenager. De sidder nok 5 forskellige steder i løbet af aftenen, taler med 4 forskellige, får udfordringer, laver hjernegymnastik og bliver bedt om at tage (og dele) en beslutning, før de går derfra. De forventes at deltage aktivt. Og de gør det. Nogle viser den første time med krop og ansigt, at de finder det latterligt og irriterende (og jeg kan se, hvordan deres teenager ser ud, når han bliver bedt om at gøre noget, han ikke gider); andre er så tilbageholdende, at de skal hjælpes til at finde en makker (og jeg ser, hvordan deres teenager ser ud, når hun er bange for at blive afvist). De fleste klør bare på.

Og de lærer noget. De lærer naturligvis af mine oplæg om deres ungers udfordringer (hvoraf forældrene selv udgør en af de helt store), men de lærer lige så meget af med det samme at tænke denne viden ind i deres eget liv med deres teenager. De lærer af de andres prøvelser og beslutninger. De lærer af at blive udsat for ting, som bringer svære følelser frem i dem – følelser, som deres børn render rundt med hver eneste dag. Og de lærer at forstå, hvad jeg mente, da jeg i min intro påstod, at teenagere er de mest fantastiske, interessante mennesker, der findes.

Jeg beder altid folk om en skriftlig tilbagemelding på workshoppen foredraget. Jeg vil så gerne blive bedre og (indrømmet) jeg elsker at læse, hvad jeg har gjort godt og hvad, der har virket. Langt de fleste har fået noget ud af ikke bare at sidde og modtage; enkelte ville stadig ønske, de havde været til foredrag. Ingen går hjem med en knap at trykke på. Alle har taget en beslutning om én ting, de vil gøre anderledes for at skabe en ligeværdig relation til deres teenager.

Forleden var en deltagers svar på spørgsmålet “Fik du indfriet dine forventninger?” “Nej, heldigvis ikke. Blev positivt overrasket”. Jeg klapper mig selv på skulderen og glædes ved tanken om, at et ungt menneske lige nu mærker resultatet af sin mors læring.

Når jeg har forstået, har alle forstået

Jeg laver ofte den fejl at tro, at alle andre ved det samme, som jeg ved. Det hænger nok sammen med, at jeg ved, jeg ikke er et af de mest vidende mennesker i landet (bevidst inkompetence, du ved), så når jeg har forstået, regner jeg med, at alle har forstået. Og så undrer det mig, når de gør noget, som vi da ved, ikke er okay.

Forleden videregav en gruppe forældre til deres børns lærere, at mange af børnene er bange for at sige, hvis de ikke har forstået det, læreren netop har forklaret. De synes, lærerne bliver sure. Responsen fra lærerne var, at det kunne de slet ikke genkende, og det skulle børnene da ikke være. Om forældrene ville sige videre til børnene, at de selvfølgelig må spørge, når der er noget, de ikke forstår.

På sin vis er det jo fint, at lærerne ønsker at udsende det signal, at det er okay at spørge. Og jeg går ud fra, at de den næste tid vil gøre mere for at sikre sig, at flere har forstået. Og alligevel mærkede jeg en reaktion, da jeg hørte det.

Hvis et menneske siger til mig, at han er bange for at spørge mig om noget, er det en reaktion på det, jeg udsender. Uanset hvad min intension har været, er hans reaktion resultatet af min kommunikation. Skulle 9 andre reagere, som jeg havde ønsket, er den tiendes følelse stadig frygt. Og hans følelse er præcis lige så rigtig som de andres. Det er den ene del af det. Hans følelse er bare, som hans følelse er.

Den anden del er min reaktion på hans følelse. Når jeg finder ud af, at han er bange for at spørge mig om noget, kan jeg vælge enten at forsøge at ændre på hans følelse eller at ændre på min kommunikation. Mange mennesker kommer desværre ofte til at forsøge det første. Jeg er jo mor, og når mit barn er ked af det eller bange, får jeg lyst til at gøre ham okay igen. Men han er okay; han er bare bange. Hvilket jeg ikke behøver ændre på. Hvis det er mig, der gør ham bange, kan jeg selvfølgelig vælge at ændre på den adfærd, som udløser hans frygt – altså ændre på min kommunikation.

Tilbage til klassen. Hvis en gruppe forældre fortæller mig, at deres børn er bange for at spørge mig, når der er noget, de ikke forstår, må min ideelle respons vel være: “Jeg er virkelig ked af at høre, at jeres børn ikke tør spørge mig, når de er i tvivl. Det er ikke min intension at blive sur. Men hvis det er deres oplevelse, at jeg bliver sur, når de spørger, så kan jeg godt forestille mig, at de må blive bange. Og så er der vist noget, jeg skal have ændret på”. Og så er det min opgave som lærer at finde ud af, hvad i min kommunikation der skaber frygt. Helt personligt ville jeg spørge dem “Hey, der er et eller andet, der gør, at I ikke tør spørge, når der er noget, I ikke forstår. Jeg vil rigtig gerne have, I spørger, så kunne I ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre anderledes, for at I kan det?”

Men det kræver selvfølgelig, at jeg virkelig synes, det er okay, at de spørger, når de er i tvivl. Hvilket kræver, at jeg er parat til at høre, hvor mange, der ikke fanger mine beskeder. Hvilket igen kræver (hvis jeg vil udvikle mig), at jeg er villig til at indrette min kommunikation efter dem, som er afhængige af at kunne modtage den. Og dét kræver vilje.

Det var egentlig ganske fint at blive mindet om, at jeg skal lade være med at ville forsøge at ændre på andre folks følelser – også mine børns. Også de af mine børns følelser, som er mindre hyggelige.

Dagens ord er men

Dagens ord er men. I anledning af min yngste søns skole-hjemsamtale vil jeg slå et slag for begrænset og bevidst brug af det lille ord. Dets lidenhed til trods er dets betydning nemlig stor.

Johannes går i 1. klasse, så dette var min første oplevelse af, hvordan de – lærerne og vores søn – taler sammen. Om skole og fag og opførsel.

(En anden dag vil jeg komme tilbage til den i min optik rigtige måde at afholde sådan en samtale. Jeg hepper på barnet som ligeværdig samtalepartner, siden det nu er barnets læring, samtalen drejer sig om. Her skal kun siges, at lærerne i dag havde 90 % af taletiden. Min søn sagde i alt 7 ord. Den ene af mine tre sætninger lød “Måske skal du lige forklare Johannes, hvad fag-fagligt betyder”.)

Her skal det handle om brugen af ordet men.

Har du lagt mærke til, hvordan men præger betydningen af ordene før det? Hør: ”Du læser rigtig godt, men du skal koncentrere dig noget mere, så du kan blive hurtigere”. Hører du, hvordan det bliver ligegyldigt, at han læser godt, for det er jo alligevel ikke hurtigt nok? Eller ”Du klarede den sidste prøve godt, men du sprang nogle af opgaverne over, så dem har du fået fejl for. Det er den med koncentrationen igen, Johannes”. Hvad så, at han kan regne, når han er så fjollet at springe opgaver over?

(En anden dag kommer jeg tilbage til, hvor stor en del af vores kommunikation er fokuseret på fejl og mangler og hvor lille en del, der er positiv og bekræftende. Her vil jeg bare gætte på, at fordelingen i dag var 80/20.)

Nu handler det om men. ”Du staver fint i dagbogen, men hvis du kom lidt før 8, ville du kunne få tid til at gøre det pænt. Du sjusker”.

Lad os prøve at bytte rundt på sætningerne: ”Hvis du kommer lidt før 8 om morgenen, kan du få mere tid til at gøre dig umage med dagbogen. Så bliver det nemlig meget nemmere at se, hvor godt du staver”.  ”Hvis du arbejder på at blive bedre til at koncentrere dig, kan du nå alle opgaverne. Og vi ved jo, at dem du når, bliver rigtige”. Hører du også forskellen?

Jeg går ud fra, at hensigten med samtalen var at understøtte Johannes’ lyst til at lære. Når han i stedet oplever, at lige meget hvad han gør af gode ting, så er det ikke godt nok, har vi ikke alene spildt tiden; vi har også spildt chancen for at give ham den følelse af succes, som skal bære ham igennem de ting, som vil blive svære for ham at lære.

Og så er det hér, jeg griber mig selv i barmen (et udtryk jeg vist aldrig før har brugt) og lytter efter min egen brug af men: ”Jeg vil rigtig gerne se dit nye trick, men jeg er altså lige i gang med maden”. ”Jeg kan godt høre, du bliver sur, men sådan bliver det altså”.

Jeg bruger det selv alt for ofte, men (!) jeg er bevidst om det – og om, at der findes tidspunkter, hvor men er fint.

Ved aftensmaden spurgte jeg Johannes, hvad han huskede fra samtalen: “Ingenting”.

Jeg fik lov til at fortælle, hvad jeg kunne huske. “De sagde, at du læser rigtig godt. Du læste alle rigtigt ved prøven. Kan du ikke huske det?”

Nej

“De synes, du er god til at vente og til at lytte til de andre. Kan du huske, han sagde det?”

Nej

“At du klarer matematikken rigtig godt. Husker du det?”

Nej.

Til sidst huskede han selv en ting: ”Jo, jeg kan huske, at jeg ikke læser hurtigt nok”.

Behøver jeg sige mere?

Hvad er det vigtigste, du har lært af at blive forælder?

Jeg ville ønske, mit svar kom prompte: Det vigtigste jeg har lært er, at kærlighed er det vigtigste, men det vidste jeg altså i forvejen. Eller at mine børn er vigtigere end alt andet. Men det er de vist aldrig rigtig blevet. Det hændte endda nogle gange, da de begge var helt små, at jeg tænkte “Jeg skulle aldrig have fået børn; jeg er alt alt for egoistisk. Og træt!” Hvilket jo ikke tydede på, at mine børn var vigtigere end alt andet.

Jeg har nok nærmere lært, at jeg er vigtigere end noget andet. Hvis jeg skal være en god mor for de her fantastiske, afhængige, små væsner, så skal jeg have det godt. Så er jeg nødt til at prioritere min egen trivsel og glæde for at have, hvad der skal til, for at kunne give dem hvad de behøver.

Så hvad er det vigtigste, jeg har lært af at blive mor?

Lige nu (og det kan være, det ændrer sig) tror jeg, at det vigtigste jeg har lært, er at være ligeglad med, hvad andre tænker. Det gik ret hurtigt op for mig, at børn tiltrækker opmærksomhed og det ikke længere var op til mig selv (som jeg bildte mig ind, at det havde været hidtil), hvornår folk kiggede på mig. På os. På min måde at være sammen med og håndtere mine unger. Og det gik op for mig, at uanset hvad jeg gjorde, ville nogen synes, det var i orden og andre, at det ikke var. Og den eneste måde jeg kunne være sikker på at trives i denne opmærksomhed var, hvis jeg til enhver tid kunne stå inde for, hvad jeg gjorde og sagde som mor.

Jeg kan til enhver tid stå inde for min adfærd, når jeg er sammen med mine børn. Den dag, vi stod udenfor børnehaven og jeg troede, min taske var blevet stjålet, stod jeg fuldkommen inde for, at jeg lærte to drenge på 3 og 4 hvordan 7 af de allerbedste eder i det danske sprog bare lyder bedst, når de bliver råbt. Og den dag jeg truede med at tage døren af til deres værelse, hvis de smækkede med den én gang til, stod jeg helt inde for mig selv, mens jeg kæmpede med at få den virkelig meget tunge fyldningsdør af.

Den eneste gang jeg (lige nu) kan huske, jeg for alvor ikke kunne stå inde for mig selv, var da Alfred røg på hospitalet efter at have spist to af mine slankepiller. Jeg blev straffet af min mands stilhed og af sygeplejerskens belærende “Den slags piller skal ligge uden for børns rækkevidde” (mens hun gloede op og ned ad min på ingen måde tykke krop). Og selv nu – 6 år senere kan jeg mærke varmen i kinderne, når jeg fortæller om det. Det er tydeligt for mig, når jeg ikke kan stå inde for, hvad jeg selv gør.

Jeg gør rigtig mange uhensigtsmæssige ting i mit forsøg på at skabe det gode liv for ungerne og mig. Jeg kommer til at skælde ud, jeg bliver for træt, jeg glemmer vigtige ting, jeg tager dumme beslutninger, som jeg så er nødt til at lave om, jeg læser ikke nok op for dem og jeg lader dem se for meget tv. Men fordi jeg altid kan forstå, hvor jeg kommer fra, når det sker – fordi jeg kan stoppe op (midt i det eller bagefter) og identificere de følelser, som får mig til at agere uhensigtsmæssigt – fordi jeg er i stand til at lære af mine fejl – fordi jeg ved, hvornår jeg bare må acceptere mine midlertidige valg – og ikke mindst fordi jeg kan finde ud af at sige undskyld – så kan jeg stå inde for, hvad jeg gør og siger som mor.

Og så er det jo lige meget, hvad alle andre tænker.

Hvad med dig? Har du ikke lyst til at fortælle, hvad det vigtigste er, du har lært af at blive forælder? Det ville være fedt at høre.