Hvad skal der til, for at du selv kan huske det?

I går morges nåede vi ned til cyklerne, før jeg opdagede, at Johannes ikke havde sin skoletaske med. En bamse havde han dog husket og den var nu forsvarligt mast sammen på bagagebæreren.

“Hvaaaa, hvad med en taske, Johannes?” Jeg fortsatte med at låse min cykel op. Drengen stivnede.

“Den har jeg glemt”. Han stod stadig helt stille.

(En-to-tre-fire-fem-seks. Langsom nu. Du ved, der er en sær tidsforskydning hos drengen – mellem mine ord og … hans respons)

“Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Jeg kunne ikke vente længere.

(Syv-otte-ni-ti-elleve-tolv)

“Øøøøøh, hente den?” Læg mærke til spørgsmålstegnet. Hvis du har lyst.

“Det synes jeg, du skal gøre. Alfred er deroppe endnu. Hvis du skynder dig, er døren stadig åben”. Så kom der bevægelse, for én ting er at skulle bevæge sig helt op til første sal igen, en anden er også at skulle kæmpe med en drillesyg lås.

I morges huskede jeg ham på tasken allerede oppe i gangen. Nåede dog at tænke tanken, at han måske skulle have lov til at gå uden og mærke konsekvensen af det i skolen. Det virkede, dengang jeg lod ham gå uden madpakke. Pludselig fik det betydning selv at huske den. Men i morges huskede jeg ham altså på tasken. Morgenen var i forvejen lidt rodet, fordi det ret sent gik op for mig, at regn er en slags vædske, som man nærmest bliver våd af, når man bliver ramt af den. Måtte skrive i den stores kontaktbog, at han ikke har noget regntøj og måtte han gerne blive inde i pauserne? Havde så fundet et kæmpe, gammelt, grønt, ildelugtende (!) militærregnslag frem fra gemmerne, som han kunne bruge på turen til skole for ikke at ankomme drivvåd. Så Ravnemor fik altså derefter en skulder af Hønemor, som sagde “Tag tasken med i dag, ikk’ Johannes?”

Og så blev klokken 9.30. Og jeg blev ringet op af Johannes’ lærer fra hendes private mobiltelefon, med larm af børn i baggrunden. Om at min søn havde glemt sin madpakke. Sikke en service! Og sikke et dilemma, jeg dér blev placeret i. Hvis jeg selv havde opdaget, at pakken endnu stod på køkkenbordet, ville jeg formodentlig have smidt den ind i køleskabet og glædet mig over, at Johannes selv rettede op på Hønemors morgenhandling. Og i eftermiddag ville han være motiveret til at tage en snak om, hvad der skal til, for at han kan huske, hvad han skal huske. Planer? Plancher? Alarmer?

Nu sad jeg med en omsorgsfuld lærer (og som jeg Mor til en dreng på otte) i røret og jeg nåede ikke at tænke.

“Sig til ham, at jeg vil se, om jeg får tid til at komme med den. Og ellers må han klare sig”. (Selvfølgelig tager jeg derover. Jeg skal alligevel hen og hænge en seddel op i Netto)

Meget kort stilhed. Så kom det fra Moren/læreren i den anden ende: “Kan han li’ æg? For så har jeg …”

“Du! Jeg skal nok komme over med hans madpakke inden 11. Jeg vil bare gerne have, at han hænger lidt og mærker konsekvensen af det. Jeg vil gerne have, at han lærer at huske ting selv”.

Mens det foregik, kørte tankerne allerede. Enten-eller, Camilla! Enten lader du ham mærke konsekvensen, lader være med at tage over med madpakken og lader ham om at finde ud af det sammen med sin lærer og sine kammerater (jeg har mange gange selv sagt ud over en klasse “Silas/Line/Daniel har ikke mad med i dag; er der nogen, der vil dele?”). Eller også lader du Johannes vide med det samme, at du kommer over med pakken i tide før spisepausen. Jeg bryder mig ikke om, når jeg kommer til at lave den dér midt-i-mellem-ting, som gør, at jeg bliver helt utydelig for Johannes og i virkeligheden også for mig selv.

Men jeg fik altså lavet en midt-i-mellem’er. Så da jeg kom over med madpakken, blev Johannes glad og lettet. Og jeg kunne se på ham, at han var lidt flov over at have glemt den. Jeg vidste sgu ikke rigtig, hvordan jeg skulle gribe hele situationen an, fordi jeg havde fanget mig selv dér midt imellem. Så jeg gjorde ingenting.

Nu – en time senere – kan jeg mærke, at om Johannes er motiveret eller ej, så skal vi have snakken i eftermiddag om, hvordan vi indretter os, så han kan tage ansvaret for det, han efter min overbevisning sagtens er i stand til at tage ansvaret for. Det kommer til at kræve en indsats at tage det næste skridt i dén retning, men jeg ved jo af erfaring, at ingen ny vane tager mere end 21 dage at indarbejde (de fleste tager snarere 7). Og jeg ved jo, at i sidste ende bliver vi begge glade (og han meget stolt), når jeg ikke længere skal huske ham på alting, når han bare gør tingene automatisk.

Og jeg ved: Ikke at gøre, hvad der skal til for at ruste ham til at tage ansvar, betyder ikke kun, at jeg bliver ved med at have det. Det betyder også, at jeg gang på gang i virkeligheden siger og viser ham, at jeg ikke tror, han vil kunne magte det.

Jeg ved det og alligevel bliver jeg ved med at falde i. Hvor er jeg glad for, at jeg dog opdager det.

Reklamer

Når jeg har forstået, har alle forstået

Jeg laver ofte den fejl at tro, at alle andre ved det samme, som jeg ved. Det hænger nok sammen med, at jeg ved, jeg ikke er et af de mest vidende mennesker i landet (bevidst inkompetence, du ved), så når jeg har forstået, regner jeg med, at alle har forstået. Og så undrer det mig, når de gør noget, som vi da ved, ikke er okay.

Forleden videregav en gruppe forældre til deres børns lærere, at mange af børnene er bange for at sige, hvis de ikke har forstået det, læreren netop har forklaret. De synes, lærerne bliver sure. Responsen fra lærerne var, at det kunne de slet ikke genkende, og det skulle børnene da ikke være. Om forældrene ville sige videre til børnene, at de selvfølgelig må spørge, når der er noget, de ikke forstår.

På sin vis er det jo fint, at lærerne ønsker at udsende det signal, at det er okay at spørge. Og jeg går ud fra, at de den næste tid vil gøre mere for at sikre sig, at flere har forstået. Og alligevel mærkede jeg en reaktion, da jeg hørte det.

Hvis et menneske siger til mig, at han er bange for at spørge mig om noget, er det en reaktion på det, jeg udsender. Uanset hvad min intension har været, er hans reaktion resultatet af min kommunikation. Skulle 9 andre reagere, som jeg havde ønsket, er den tiendes følelse stadig frygt. Og hans følelse er præcis lige så rigtig som de andres. Det er den ene del af det. Hans følelse er bare, som hans følelse er.

Den anden del er min reaktion på hans følelse. Når jeg finder ud af, at han er bange for at spørge mig om noget, kan jeg vælge enten at forsøge at ændre på hans følelse eller at ændre på min kommunikation. Mange mennesker kommer desværre ofte til at forsøge det første. Jeg er jo mor, og når mit barn er ked af det eller bange, får jeg lyst til at gøre ham okay igen. Men han er okay; han er bare bange. Hvilket jeg ikke behøver ændre på. Hvis det er mig, der gør ham bange, kan jeg selvfølgelig vælge at ændre på den adfærd, som udløser hans frygt – altså ændre på min kommunikation.

Tilbage til klassen. Hvis en gruppe forældre fortæller mig, at deres børn er bange for at spørge mig, når der er noget, de ikke forstår, må min ideelle respons vel være: “Jeg er virkelig ked af at høre, at jeres børn ikke tør spørge mig, når de er i tvivl. Det er ikke min intension at blive sur. Men hvis det er deres oplevelse, at jeg bliver sur, når de spørger, så kan jeg godt forestille mig, at de må blive bange. Og så er der vist noget, jeg skal have ændret på”. Og så er det min opgave som lærer at finde ud af, hvad i min kommunikation der skaber frygt. Helt personligt ville jeg spørge dem “Hey, der er et eller andet, der gør, at I ikke tør spørge, når der er noget, I ikke forstår. Jeg vil rigtig gerne have, I spørger, så kunne I ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre anderledes, for at I kan det?”

Men det kræver selvfølgelig, at jeg virkelig synes, det er okay, at de spørger, når de er i tvivl. Hvilket kræver, at jeg er parat til at høre, hvor mange, der ikke fanger mine beskeder. Hvilket igen kræver (hvis jeg vil udvikle mig), at jeg er villig til at indrette min kommunikation efter dem, som er afhængige af at kunne modtage den. Og dét kræver vilje.

Det var egentlig ganske fint at blive mindet om, at jeg skal lade være med at ville forsøge at ændre på andre folks følelser – også mine børns. Også de af mine børns følelser, som er mindre hyggelige.

Det er i blikket, den store forskel ligger

Jeg mødte min gamle klasse. Ikke den jeg selv har gået i, men den klasse jeg underviste fra 1. til 5. Nu går de i 8.

Jeg har mødt mange af dem enkeltvis i løbet af årene, talt med et par stykker, hørt lidt fra en håndfuld forældre. Og nu stod de dér, alle sammen, og ventede på deres lærer. Lignede fuldkommen sig selv og så alligevel ikke. Dybe stemmer, bumser, rigtige frisurer, erfaring i blikket. Jeg fik sådan lyst til at sætte mig ned med hver enkelt af dem og høre, hvordan alting er. “Er du stadig veninde med …?” “Hvordan går det med sangen?” “Blev din mor rask?”. Fik lyst til at kigge rigtig godt og grundigt på dem alle, se om de så glade ud, høre dem, om alt er okay.

Som små viste de mig så meget tillid, delte deres oplevelser med mig, fortalte, når de syntes, jeg gjorde noget forkert, beskrev deres drømme for mig. Små, unikke væsner, som jeg fik lov at leve ved siden af i nogle år. Og nu disse unge, smukke væsner, som stadig hilser på mine drenge, når de møder dem på skolen (hvilket betyder verden for børn i den alder), selvom de bare er små rollinger.

Det blev kun til to minutters samtale med en lille gruppe af pigerne, og kun en hurtig øjenkontakt til halvdelen af dem alle. Så måtte vi videre.

Hvor jeg håber, at mine egne unger bliver ved med at møde professionelle voksne, som virkelig vil dem, som ser, hvor fantastiske mennesker de er (også når de er pisse-irriterende) og som lytter, når de siger, at noget kunne være anderledes. Indtil videre har vi været heldige.

Den største øv’ert

Den nok allerstørste øv’ert indenfor sætninger er sætningen “Sådan er jeg bare!” Bliver det mere forstokket og urokkeligt og … og … øv?! Var til julehygge i min søns klasse i går. Ny Vikar ville sige lidt om klassens liv, om sin måde at gribe tingene an på, om vores børns hverdag.

NV sagde fine ting, havde klare holdninger og kraftig røst. NV er en tydelig voksen med gode intentioner om at rumme de vilde drenge og skære ned på pigefnidderet. Hun delte sin holdning til alt fra hvad låne-reglen skal være i klassen (tænk, en far stemte sgu på at reglen skulle være, at ingen låner ting ud til nogen! Interesssant. Ham må jeg altså brain picke en dag), over om man må sige nej, når nogen spørger, om man vil lege (det må man ikke. Overhovedet. Nogensinde. Hmmm… også den skal jeg altså have mærket lidt efter i kanterne) til hvad der er vigtigst ved læsningen i 1. klasse (at de bliver ved med at have lyst til det. Jaaaa!).

Ny Vikar havde holdninger. I nogle af dem er jeg decideret uenig (og det er fint. Vi behøver bestemt ikke være enige. Bare hun er god ved mit barn); andre er jeg fuldkommen enig i (og det er selvfølgelig endnu finere). Men lige meget hvad, så ødelagde hun det (for mig) ved at slutte alt af med (“Det kan godt være, at det er hippie-agtigt, men…) sådan er jeg bare!” Og et (“Det kan godt være, at de andre på skolen er uenige, men) sådan er jeg bare!”

Det er helt med vilje, at jeg bruger udråbstegn (selvom dansklæreren i mig har svært ved det), fordi i den sætning er gemt et “forstå det! Og drop at diskutere det!” Jeg kan høre det i mine ører ( i begge to endda). Og når jeg hører den forstokkede øv’ert af en sætning, så bliver jeg provokeret og jeg får den vildeste lyst til at diskutere – om jeg er enig eller ej. Ved godt, det er åndssvagt, men sådan er jeg altså bare!