At blive skældt ud er som at blive slået med ord

Jeg hørte dem, da jeg var på vej hen til kiosken. Eller hørte hende. En mor, som talte til sit barn. De fleste ord blev væk i lyden fra en bil, men jeg opfattede tonen som irriteret. ” … holde øje med bilerne…” var nogle af ordene. Og ”… hurtigere…” Hun brugte en masse ord og en hel del stemme.

Jeg nåede kun at tænke, ”Gad vide, hvor gammelt barnet er”, før jeg gik ind til kioskmanden, som strålede af at have holdt lang ferie nede hos sin store familie.

Tilbage på gaden så jeg, at de to var nået hen til næste hjørne og moren til næste niveau af sin irritation. Hendes ord hørtes tydeligt de mange meter hen til mig. Mens jeg gik mod min gadedør – og nærmere dem, hørte jeg:

”Nu kommer du her hen!” Hun pegede på jorden lige foran sig.

Sekunders pause. Måske sagde sønnen noget, jeg ikke kunne høre. Jeg så nu, at han var omkring 9-10 år. Han stod med skoletasken på ryggen halvanden meter fra sin mor. Gik ikke tættere på hende.

”Kom her hen!” Hvert ord blev nærmest udtalt for tydeligt. Endnu højere end før.

”KOM HER HEN! NU!”

Jeg var nået til min gadedør, men låste mig ikke ind. Ville se, hvordan drengen reagerede (Ville jeg turde nærme mig, hvis jeg var ham? Ville jeg turde lade være?). Fik lyst til at passe på ham. Så jeg stod der bare – 10-15 meter fra dem. Og kiggede.

”Nu kommer du herhen, når jeg siger det til dig!” Morens ansigt, kropsholdning og stemme fik mig til at tænke, at hun nu havde talt sig selv fra irritation til vrede. Helt selv. Drengen rykkede hen foran hende – med ryggen til mig og ansigtet vendt bort fra sin mor.

”Når jeg siger, du skal komme hen til mig, så skal du komme hen til mig. Hører du?” Nu pegede hun på ham, mens hun kiggede ned på ham. Jeg kunne ikke høre hans svar.

Jeg vendte mig væk fra min dør og stillede mig med fronten direkte mod hende. Havde brug for at vise, at jeg holdt øje med hende. Som om det kunne hjælpe noget. Som om det ville hjælpe ham. Mest af alt havde jeg lyst til at gå hen og stoppe hende.

”Kig på mig, når jeg taler til dig! Kig på mig!” (Hun blev ved!)

Drengen vendte ansigtet op mod hende. Og i det samme lagde moren mærke til mig. Tror jeg. Hun kiggede i hvert fald lige på mig, sagde ikke noget til sønnens opadvendte ansigt, vendte ryggen til os begge og begyndte at gå over vejen.

”Så går vi!” var det sidste, jeg hørte. Og de gik videre – uden at tale sammen. Drengen et par skridt bag moren.

Og jeg gik op i lejligheden, mens jeg tænke på, om jeg kunne have gjort noget for at hjælpe drengen. Tænkte endda et øjeblik på, hvor meget nemmere det havde været, hvis moren havde langet ud efter ham. Så kunne jeg i det mindste have anmeldt hende. Haft loven bag mig, når jeg blandede mig i hendes opførsel. Som det var nu, kunne jeg kun bruge oplevelsen til at blive mindet om et barns ord, som jeg har læst i en bog om skæld ud: ”Det er som at blive slået med ord”. At blive skældt ud er som at blive slået. Med ord.

Jeg havde netop været vidne til, at en dreng blev slået med ord. Råbt ad på åben gade. Af sin egen mor! Og ikke bare det. Ikke alene trak moren sit magt-kort, den voksnes magt-kort, da hun valgte at råbe og skænde i sit forsøg på at få barnet til at makke ret. Hun bad ham (fandme!) også om at kigge hende lige op i ansigtet, mens hun spyttede sine ord ud. Kan det blive mere konfronterende? Mere ydmygende?

Tænk at være det barn, som skal opleve sådan noget, mens han bevæger sig rundt i sit nærmiljø, på sin egen skolevej, hvor kammerater og lærere og naboer kan komme forbi. Og være vidner til hans ydmygelse.

Jeg er egentlig fuldkommen ligeglad med, hvad der er sket forud for morens skæld ud. Drengen kan have sagt eller gjort noget, som moren ikke brød sig om. Brudt regler og løfter og loven. Men intet han kan have gjort, giver hende ret til at handle, som hun gjorde. Intet giver os ret til at ydmyge vores børn.

Han skal nok overleve. Børn overlever det meste.

Men hvad med hans selvværd?

Hvad sker der med det lille menneske, som af sine vigtigste voksne bliver råbt ad, skældt ud, irettesat, ydmyget – hjemme eller ude? Hvad sker der, udover at han måske selv råber og skælder ud og ydmyger andre?

Jeg har et bud på, hvad der kommer til at ske med drengens og morens relation. Snart vil drengen vælge at være så lidt sammen med sin mor som muligt. Ikke bare fordi det hører sig puberteten til. Også fordi det gør alt for ondt på ham at være sammen med hende. For at redde sig selv, redde sin selvfølelse, må han vælge hende fra. Hvis han ellers har styrken til det. Han vil komme til at frygte eller hade (eller bare forsøge at undgå at kigge på) hendes ansigt, som hun har tvunget ham til at kigge lige ind i, når det er allermest ubehageligt at være ham.

En tanke dukker op: Hvad vil moren sige, den dag sønnen har gjort noget, som er virkelig forkert? Når han siger, han er blevet presset af vennerne til at bryde loven? De har sagt, ”Nu gør du det! (Fordi vi siger det!)” Vil hun vide, at hun selv har lært ham det? Eller vil hun skælde ham ud for at være ufornuftig og for at lade sig lokke?

Det giver mig lyst til igen at spørge mig selv og andre forældre: Ville vi nogensinde tale til vores venner, som vi taler til vores børn? Og hvis vi gjorde, hvor længe mon de ville blive i vores liv?

Når teenageren øver sig i at være uenig

Jeg blev forleden ringet op af moren til en 14-årig pige. Hun bad mig tale med datteren, for “den er helt gal herhjemme”, som moren sagde. “Vi bestiller snart ikke andet end at skændes”.

Jeg har hørt lignende en del gange efterhånden. Forældre ringer og beder mig hjælpe deres store børn med at opføre sig anderledes eller blive bedre til at fokusere, hjælpe derhjemme, udtrykke sig eller forstå noget, som forældrene finder det vigtigt at forstå. Og jeg hjælper gerne. Selvfølgelig. Og jeg har endnu til gode at møde en teenager, der ikke nyder at tale om sig selv, sine udfordringer, drømme og bekymringer med en voksen, som ikke har part i hans eller hendes liv. Som ikke har en holdning til, hvad der er det rigtige at synes, tænke eller gøre.

Vi taler selvfølgelig også om, hvad der fik forældrene til at ringe til mig. Skænderierne. Skæld ud. Råb og skrig. Smækken med dørene. De daglige konflikter. Og den unge er enig: Den er helt gal derhjemme. De bestiller ikke andet end at skændes.

Den unge ønsker lige så brændende at undgå de ubehagelige konflikter, som forældrene gør. Så hun begynder at øve sig – i nye konflikthåndteringsredskaber, i at tælle til 10 og blive på egen banehalvdel. I at tage sin del af ansvaret.

Og her møder den unge så ofte en udfordring: Mens hun ændrer på sin adfærd, hænger mor og far fast i en adfærd og en forældrerolle, der fungerede engang. Som ikke rækker længere. Nu hvor den unge for alvor er ved at gøre sig fri og skabe sig selv. Hvilket kræver at hun netop tager afstand fra forældrenes holdninger, udfordrer dem og skaber sine egne. Gennem tvivl og diskussioner.

Med andre mennesker forventer vi nærmest, at de har en anden mening end os. Vi fortæller hinanden, hvad vi mener og undrer os over forskellen. Men lige så snart det er vores børn, får denne forskel en større betydning. Forskellen synes at fortælle os, at vores (lige før så små) børn ikke vil os længere. Fordi de ikke er enige i vores beslutninger, deler vores holdninger, prioriterer på samme måde. Udfordrer os på vores værdier. Men de vil os gerne – os som mennesker. Det er ikke os, de tager afstand fra; det er vores holdninger. Og så tager de (bestemt og heldigvis) afstand fra måden, vi nogle gange forsøger at gennemtrumfe disse holdninger på.

Jeg spørger ind imellem mig selv og andre forældre: ville vi nogensinde forsøge at gennemtrumfe vores mening overfor vores venner, på samme måde som vi forsøger at gennemtrumfe den overfor vores børn? Og hvis vi gjorde, ville de så gide hænge ud med os?

Måske skulle flere af os øve os i kun at diskutere med vores børn, når vi for alvor er interesserede i at vide, hvad de mener. Måske skal vi kun bede om deres mening, hvis vi er interesserede i svaret – og ikke fordi vi vil have dem til at synes det samme som os. Tænk om mit svar til min søns (fra min så) forskellige holdning noget oftere kunne være: ”interessant!” Punktum.

Mit svar til moren, der ringede, blev: “Jeg vil gerne tale med din datter. Selvfølgelig. Men jeg vil også gerne tale med dig, så vi kan sikre os, at dit forældreskab passer til den alder, hun har nu”.

_________________________________________

ADVARSEL: Reklame

Så er der workshop for 15-19-årige piger. Teenagecoach Mie Juul Ingerslev og familielivredder Camilla Mørk (det er mig) tilrettelægger de tre aftener, så hver pige kan finde ind til sig selv, så hun kan møde verden med en sund og stærk kerne. Se mere her:

http://www.sofiamanning.com/nm/201109/nyhedsmail.html

“JEG VIL JEG VIL JEG VIL!”

Alle følelser er.

Punktum

Min kloge ven bliver ved med at huske mig på det. Og nu husker jeg dig på det. Alle følelser er bare. De kan ikke være forkerte eller rigtige, negative eller positive. De kan være nemme eller svære at være i. Men som udgangspunkt er de bare. Punktum.

Lad os tage den tanke med ned i supermarkedet klokken 17.11 på en onsdag i marts. Hvor en mor har placeret den yngste i indkøbsvognen og den 4-årige nuldrer frit omkring. Eller frit og frit, det er nu så meget sagt. Han mærker jo, hvordan den usynlige snor hiver ham hen mod kiksene og kagerne, mod chipsene og hen mod slikket, så smukt og så velsmagende. Så helt fri er han ikke.

Mor bliver heller ikke fri for spørgsmålet: “Må jeg få sådan én?” Da han holder en rulle chokoladekiks i hånden. Og ved siden af mælken, hvor Kinder Mælkeshit lokker. Igen ved tilbudshylderne med mini-chokolader i storkøb. Og ved hylderne med knitrende chipsposer i de smukkeste farver. Spørgsmålet lyder igen og igen. Og svaret bliver ved med at være det samme: “Nej”. Kort og (mindre) godt (for drengen).

På den sidste del af turen frem mod kassen ved drengen af erfaring, at nu er det absolut sidste chance. Derhenne venter varebåndet og når først indkøbene ligger på det, er løbet kørt. Det er altså nu eller aldrig. I drengens hoved; vi voksne ved, at det er nu eller på fredag.

“Må jeg få sådan en?” spørger den 4-årige og holder en familiepose Matadormix frem mod moren. Denne gang har han stillet sig helt tæt på hende, så hun kigger lige ned i hans opadvendte ansigt. Store øjne og håbefuldt smil.

“Nej”.

Ordet er det samme som før, nu blot en anelse mere artikuleret; tonen noget fastere, øjenbrynene tættere på hårgrænsen og denne gang kommer nej’et med et enkelt, fast nik. Det skal være indkøbsturens sidste nej. Og det skal drengen forstå.

Og han forstår. Verden falder sammen. Den sidste rest af håb ryger ud af hans lille krop, som nu spænder helt op. Han knytter hænderne og ansigtet. Og skriger “JEG VIL HA’ DEN!” “JEG VIL HA’ DEN!” “JEG VIL JEG VIL JEG VIL!”

Også morens kropsholdning og ansigt gennemgår en øjeblikkelig forandring. Hun ranker sig, kniber munden sammen; varernes fart fra vogn til varebånd sættes op; kun æggene er hun forsigtig med. Hendes ord ryger ud i samme tempo, nærmest i takt med hendes bevægelser.

“Du kan godt droppe det! Stop det! Det er onsdag. Du får ikke noget. Og du ved det godt. Hold op med det skrigeri! Du får ikke noget”.

Drengen græder nu. Bliver ved med at gentage sit ønske. Smider et “dumme mor!” ind og nægter at bevæge sig videre. Det bliver for meget for hans mor, som skal pakke varer, betale og have styr på lillesøster. Hun vil bare ud og hjem.

“Nu stopper du altså! Det er jo ikke verdens undergang. Du ved, vi ikke spiser slik i hverdagene. Stop det!” Forståelig reaktion fra en presset mor. For sikke en larm. På det tidspunkt af dagen. Med alle de mennesker i butikken.

Men husker du, at vi tog en tanke med ind i supermarkedet? Tanken om, at der ikke findes forkerte følelser. At følelser bare er. Drengen vil vildt gerne have slik og det kan han ikke få. Det skaber følelser i ham – følelser af skuffelse og vrede. Og det udtrykker han. Det er muligt, han udtrykker vrede og skuffelse anderledes, end hans mor ville gøre. Og det er helt sikkert, at det larmer. Men når alt kommer til alt, fortæller drengen bare sin mor, hvad han føler. Og det er så svært for ham at være i de følelser lige nu, at det larmer. Han er ikke gammel nok til på en rolig måde at fortælle, at han er skuffet over hendes svar og vred over ikke at måtte få slik. Så han råber og larmer.

Og mor fortæller ham, at det ikke er i orden at være vred. Det skal han stoppe med nu!

Hvis følelser bare er. Og hvis vi tror, at børn hele tiden er i gang med at lære. Lære at være, lære at leve sammen med os, lære hvad der er hensigtsmæssigt og hvad der ikke er. Er det så ikke vores opgave også at lære dem at være i de svære følelser?

Det kommer vel tilbage til, hvilken betydning moren tillægger drengens reaktion. Hvis hun tror, han er i gang med at prøve at overtale hende, bliver hun irriteret over, at han ikke respekterer hendes nej. Men hvad nu hvis han ganske simpelt er i gang med at fortælle hende, hvordan han har det med hendes afslag? Så er det armene over hovedet, mor! Så er dit barn i gang med at øve sig i at udtrykke sine følelser. Sundt og godt. Så kan mor bare sige:

“Jeg kan godt se, at du bliver vred over ikke at få det slik (og jeg kan også høre det)” Punktum

Så er drengen blevet hørt. Moren får ikke talt sig selv op i det endnu rødere felt. Drengen har øvet sig i at udtrykke nogle følelser. Følelser som kan være svære at være i. Men som moren nu har vist ham, er helt naturlige at have, når vi bliver afvist.

En dag bliver denne dreng 14 år. Han vil blive stillet over for svære valg: skal han være med til at smadre busstoppestedet? Tager han imod den joint, der går på omgang? Tænk om han lige siden han var lille, havde lært at mærke og rumme sine egne følelser. Tænk, om han nu kunne mærke og handle på den følelse af frygt, han har. Tænk, om dét er, hvad der får ham til at forlade gaden og lade jointen passere.

Min kloge ven plejer at sige: hver gang vi får en svær følelse, er det en fantastisk mulighed for at øve os i at være i den. Vil vores børn opleve skuffelse og vrede flere gange i deres liv? Ja, mon ikk? Så lad os hjælpe dem med at øve. Lad os vise dem, at vi godt kan rumme alle deres følelser. Og at det kan de også lære.

Så armene over hovedet! Dit barn er i gang med at øve.

Punktum

___________________________________________________________

Advarsel! Reklame! Foredrag for forældre til de 0-6 årige

Torsdag den 26. marts klokken 19-21 siger vi Farvel til Ulvetimen i Kvarterhuset på Amager

Med inspiration og et par småjusteringer kan vi gøre hverdagene til årets bedste dage.

Vi taler netop om supermarkeder og følelser, om afhentning i institutionen og om hvad du egentlig gerne vil give dit barn med videre i livet.

Denne gang er inspirationen ganske gratis. Tag din partner, veninde, søns vens far eller dine egne forældre med. Du kan tilmelde dig på camilla@ligefremcoaching.dk

Kom og giv ulvetimen et ordentligt los i røven!

Jeg må bare acceptere, at det larmer

Den vigtigste ting, jeg er i gang med at lære, er denne: at tage ansvaret for mit eget. For mine reaktioner, mine følelser, min adfærd. For mit liv. Når jeg skriver det, ser jeg, hvor klichéagtigt det kan fremstå, men det er alt andet end fortærsket – for mig i hvert fald. Det er nemlig ikke noget, jeg har gjort det særligt meget i – sådan for alvor at tage ansvaret i mit liv.

Jeg tror egentlig, det begyndte med en indsigt. Du ved, en af dem der bare springer ud af en sammenhæng og lissom hager sig fast i tankerne. Det gik op for mig, at jeg hvert øjeblik har muligheden for at vælge. Lad os nu sige, at min dengang 3-årige søn ville bæres op ad trappen, hvilket jeg selvfølgelig ikke syntes, han skulle. Så kunne jeg vælge at lade være eller jeg kunne bære ham. Simpelt. Sådan da.

På det tidspunkt gik det for alvor op for mig, hvilken frihed der ligger i erkendelsen af, at alle valg har konsekvenser, positive og negative. Selv sådan et lille et som det på trappen. Friheden ligger i den vurdering, som det er op til mig at foretage, når jeg står overfor et valg. Det er op til mig selv at vurdere, hvilken af mine valgmuligheder, der byder på den blanding af konsekvenser, jeg bedst kan leve med. Giver det mening?

Valgte jeg at lade være med at bære min søn, betød det larm – sådan bogstaveligt talt. Han ville græde og skrige og plage og jeg ville svede, komme i tvivl om mit valg og tænke på de andre mennesker i opgangen og på, at drengen jo også havde haft en lang dag. Samtidig ville jeg være tro mod et princip om, at drengen skulle gå selv.

Valgte jeg at bære ham, havde det selvfølgelig også nogle konsekvenser. Han ville blive tilfreds og glad. Jeg ville svede og allerede da vide, at i morgen ville han forvente samme behandling. Jeg ville få lyst til at brokke mig på vej op ad trappen. Over vægten, hans ønske og i virkeligheden over mit eget valg.

Min indsigt handlede om nødvendigheden af to ting: til fulde at forstå, at jeg altid havde et valg. Og til fulde at acceptere konsekvenserne af mine valg, når jeg traf dem. Bære drengen og være okay med det. Være okay med, at jeg fraveg mit princip den dag. Være okay med vægten og være okay med hans ønske. Eller lade være med at bære drengen og være okay med dét. Være okay med, at han reagerede. Og ja, det larmede hos naboerne. Være okay med, at han lige da syntes, jeg var en lortemor.

Hvis jeg ikke til fulde træffer et valg, skaber jeg smerte hos mig selv. Hvis jeg ikke accepterer mit eget valg og de konsekvenser det har, bliver det umuligt for mig at være i situationen på en god måde. Så bitcher jeg – i eksemplet med trappen enten over, at han larmer eller over, at jeg er i gang med at bære ham. Og uanset hvad, så placerer jeg mig selv i min absolut hade-følelse: følelsen af at være et offer. Den følelse jeg får, hver gang jeg glemmer, at jeg kan vælge selv.

Til tider kan det selvfølgelig synes som om, jeg slet ikke har et valg. Jeg kan blive fyret, min kæreste kan vælge at gøre det forbi, banken kan sige nej til at forhøje mit lån eller det kan begynde at regne, lige når jeg skal ud af døren. Jeg kan ikke ændre på min chefs eller bankens beslutning, tvinge min kæreste til at komme tilbage eller få regnen til at stoppe. Sandt nok. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil forholde mig til det, jeg ikke kan ændre på. Dér ligger min mulighed for at vurdere og træffe et valg.

Vil jeg bruge en masse tid på at fortælle mig selv og alle dem, der vil lytte, hvor synd det er for mig? Hvor uretfærdigt og tarveligt og irriterende? Eller vil jeg acceptere, at nu er det sådan, det er? Og lede efter de handlemuligheder, der dog er? Det skal lige siges, at jeg ikke synes, der er noget galt med at vælge det første. Det er helt okay, hvis jeg vælger at bruge en periode på at synes, det er skide synd for mig, så længe jeg accepterer de konsekvenser, dét har: jeg mister nok lidt energi, får svært ved at føle mig rigtig glad, ser måske ikke de muligheder, jeg har for at komme videre, bliver mindre sjov at være sammen med og så videre. Det er et helt fint valg at træffe. Jeg skal bare træffe det fuldt ud. Det er mit ansvar i mit liv.

Jeg får sådan en lyst til at skrive lidt om accept. Om at acceptere det, vi ikke er enige i, acceptere når andre vælger for os, acceptere det uacceptable. Det må blive et andet indlæg, selvom accept hænger uløseligt sammen med følelsen af til enhver tid at have et valg. Og selvom det er gennem accept, jeg finder vejen til at tage ansvaret for det, der er mit.

Når en 8-årig sparker til cykler

Min 9-årige kom grædende og vred op fra gården. De andre to drillede ham “lissom de gjorde sidste gang, vi legede”. Jeg lyttede lidt og sendte ham så ned igen for at løse problemet sammen med kammeraterne. Han var ikke meget for det, men han gjorde det. Ville jo rigtig gerne lege med dem resten af dagen.

Da jeg et par minutter senere kiggede ud af vinduet for at se, om Alfred havde fundet dem, så jeg ham og en af de andre stå og kigge på den tredje, som talte i telefon. Mens han talte, stod han og sparkede til en cykel. En voksencykel. Stod bare og sparkede støttebenet op og ned, op og ned. Lagde kræfter i og sparkede det op og ned, op og ned. Mens han lyttede en masse og talte en smule. Alfred og vennen stod og kiggede på ham og lyttede.

Jeg råbte ud af vinduet “Markus, du skal lige la’ cyklen være” og til de andre “har I fået talt sammen?” Markus stoppede og så et øjeblik ud som om, det kom bag på ham, at han havde stået og sparket. Den anden dreng svarede “Nej, ikke endnu. Markus taler lige med sin mor”.

Markus’ mor valgte for to år siden at flytte ned til sin nye kæreste i Spanien og lade Markus og hans bror blive i Danmark hos deres far (som heldigvis er helt fantastisk og meget bevidst om drengenes reaktioner). Efter en masse  statsamt og ret og trusler og tårer. Hun har ikke været i Danmark siden. Drengene har set deres mor én gang i løbet af de to år.

Kunne høre Markus sige “Mor, kan du ikke ringe tilbage … lige om lidt?” hvorefter han vendte sig mod de andre drenge. Den tredje dreng sagde “okay, Alfred, hvad ville du sige?” og jeg lukkede vinduet. Nu ville de kunne komme videre selv. Markus lagde mobilen i lommen.

Hvis det havde været min egen cykel, havde jeg nok ladet ham sparke videre lidt endnu.

Når storebror driller uden grund

Jeg er vist en smule allergisk overfor store søskende, der driller små søskende bare for hyggens skyld. Som du nok kan gætte, er jeg selv lillesøster.

Når min søn Alfred driller sin lillebror i et for mig at se pludseligt opstået behov for … ja, bare at drille.  Når der for mig at se ikke er anden årsag til det end, at han har lyst. Når det er næææsten udenfor min hørevidde. Så synes jeg sgu det er synd for Johannes. For det meste blander jeg mig ikke. Når jeg gør, er det for at fortælle Alfred, at han skal stoppe – uden diskussion. For han gør det kun for at … drille. Og han holder op med det samme, når jeg siger det, værre er det ikke.

Rasmus (ham, jeg er så heldig at have som Kæreste) har nu kendt mine drenge (og mig) siden marts og finder det virkelig interessant at opleve, hvordan vi tre interagerer. Jeg har endnu ikke mødt hans børn, så jeg aner ikke, hvordan de er sammen. Så Rasmus har den fordel (eller bagdel?), at han kan sammenligne voksen-barn relationerne i de to familier. Og han undres. Han undres gang på gang over, hvor jeg vælger at sige noget (opdragende) og hvor jeg vælger at lade være. Meget ofte ville han vælge det stik modsatte.

Indtil forleden har det været ret ukonkret for mig, i hvilke situationer jeg vælger at reagere så anderledes end han ville gøre. Men forleden fik jeg endelig et helt konkret eksempel: min måde at reagere på, når Alfred driller Johannes. Uuuuuh! Umiddelbart ret så sprængfarligt!

Samtalen:

Rasmus: Når Alfred driller Johannes uden nogen særlig grund…

Camilla: Ja, jeg ved det. Det provokerer mig altså

Rasmus: Han gør det jo kun fordi han vil mærke din kærlighed

Camilla (kan med det samme mærke modstand, hvilket for det meste betyder, at der er noget om snakken): Hmmm…

Rasmus: Og det der sker er, at du irettesætter ham og to minutter senere kommer Johannes hen til dig og kravler op til dig og vil kramme og hygge.

Camilla (avavavav!): …

Rasmus: Er det okay, jeg siger det?

Camilla: Jaja, selvfølgelig. Jeg tænker.

Rasmus: Så Alfred ser, at Johannes får det, Alfred har brug for. Og Johannes behøver ikke at gøre noget som helst for at få det.

Camilla: For helvede, Rasmus! Det er altså bare ikke i orden. Tsk! Hvad ville du så gøre? Lad mig høre, hvad der er så forskelligt i vores måde at gribe det an?

Rasmus ville kort fortalt ignorere den drillede og give den, der driller al sin kærlighed og opmærksomhed. Simpelthen fordi han mener, det er hvad han beder om. Så det skal han selvfølgelig have.

Noget af det gode ved vores forhold er, at vi har en stiltiende aftale om, at vi på intet tidspunkt er ude på at fikse hinanden. Når Rasmus fortæller mig om sin oplevelse, er det bare det, han gør: han giver udtryk for sin oplevelse. Og så kan jeg gøre med det, hvad jeg vil.

Jeg ved godt, hvad jeg vil gøre. På fredag kommer mine drenge hjem til mig igen og i den kommende uge vil jeg være langt mere opmærksom på, hvad Alfred i virkeligheden har brug for fra mig. Det kunne jo være, det hænger meget godt sammen med hans beklagelse i sidste uge over, at jeg igen skulle arbejde en aften, hvor de var hos mig, så de igen skulle passes.

Det undrer mig endnu en gang, hvor tyk og tydelig en problematik kan være (lige under næsen på mig), uden at jeg ser den ordentligt. Det glæder mig endnu en gang at være velsignet med mennesker i mit liv, som ønsker at dele deres oplevelser med (mine) børn med mig, så jeg nemmere kan se klart.