Det Helt Store (jule)Overblik

Julen kom til Amager i lørdags. Med juleoptog på Amagerbrogade.

Som hvert år styrtede vi rundt herhjemme for at nå hen og tage opstilling i tide. Sjovt nok er vi ofte i virkelig god tid og ender alligevel med at måtte skynde os. Vi pakkede os godt ind, overvejede kakao på termoen, måtte droppe det, talte om tidligere oplevelser med optoget. Ud af døren.

Når vi placerer os på Amagerbrogade tættest på os selv, står vi af gode grunde blandt nærområdets børnefamilier. Og mens mine drenge bruger tiden på at gå frem og tilbage over cykelstien for at tjekke, om optoget er ved at være nær, benytter jeg mig af chancen for at studere forældreadfærd. Hygger mig, noterer mig, undrer mig.

“Moar? Moaar? Moar?” lyder det fra en pige, hvis mor står og taler med en anden voksen. Moren taler videre og pigen bliver utålmodig. “Moaaar?!” Moren kigger ned på hende og de veksler et par sætninger. Moren vender tilbage til sin voksensamtale. Et minut senere  lyder det igen: “Moar? Moaar?!” Moren taler lidt videre, afbryder sin samtale, taler kort med datteren, vender tilbage til den voksne.

Jeg går ud fra, at de fleste af os står her, fordi (vi mener) vores børn gerne vil se optoget. Og jeg tænker: hvis vi er her for børnenes skyld, hvorfor ER vi her så ikke? For vores børns skyld. Hvorfor vælger vi ikke at være fuldt ud til stede sammen med dem? Lege og sludre i ventetiden, så oplevelsen er god – også før orkestret og Fætter BR (!) endelig nuldrer forbi.

Jeg kigger rundt og ser de mange forældre, som står og taler med andre voksne. Nogle har nået at tage glögg og kaffe med. (Næste år vil vi være i endnu bedre tid) En far lyder irriteret nu: “Kom nu ind til siden! Der kommer cykler”. Moren til samme dreng overtager: “Nu skal du altså blive her. Ellers bliver du væk”. Tilbage til far: “Hvis du ikke kan høre efter, går vi hjem”.

Det har altid generet mig, når forældre vælger at være to om at irettesætte. Lader ordene lappe over. Som om den ene tænker, at den andens ord ikke helt er nok … Og barnet står eller sidder dér og bliver bombarderet. Fyldt med ord.

Drengen ser ud til at forsøge; hans ben vil ikke stå stille. Fra hans plads er der kun udsigt til voksennumser. Forældrene taler videre med hinanden.

“Hvornår kommer de, mor?” Min yngste begynder at miste tålmodigheden. Vi ender ude i en historie om, at juleoptoget skal nå landet rundt inden aften, så det bevæger sig så hurtigt forbi, at det måske har været der, uden vi har set det. Hvor lang tid vil der gå, før alle de andre opdager det?

Igen tænker jeg, at det kan være meget nemmere at hænge ud med drengene, når jeg er den eneste voksne. Så er det kun mine tanker, de afbryder, når noget falder dem ind.

Mine ører fanger en samtale mellem to mødre.

“… ikke fatte, det allerede er jul igen. Jeg gider simpelthen ikke i år. Alle de julearrangementer. Så er det skolen og så er det fritten. Og i år skal de gi’ nissegaver. Og i år er det os, der skal holde jul. Så det er gaver og indkøb og sidst glemte jeg fandme mandelgaven. Og jeg når sgu aldrig at købe gaverne i god tid, selvom jeg hvert år siger, jeg vil”. Hun sukker dybt; veninden tager over:

“Jeg har allerede købt til pigerne. Det var jeg nødt til. Jeg får slet ikke tid til noget i år. Jeg skal være færdig med en masse ting på arbejdet før ferien. Og så skal vi noget i alle weekender fra nu. Alle sammen. Og Peter vil bare ha’ den helt store juleaften, selvom det kun er os i år”.

Veninderne sukker i kor. Jeg er blevet helt travl indeni af at lytte til dem. Skynder mig mentalt at takke min søster for at holde julen igen i år.

Jeg kommer i tanker om noget, en kollega engang sagde til mig om julen:

“Hele måneden stresser jeg rundt for at nå det hele til juleaften. På arbejdet og hjemme. Alt er forberedelse til den aften. Som jeg dårligt nok kan finde ud af at nyde, fordi jeg er alt for træt”.

Og pas nu på, kære læser, for dette går nu hen og bliver en slet (ikke) skjult reklame for noget, der kan synes uopnåeligt: Det Helt Store Juleoverblik.

Dengang brugte jeg en del tid på at hjælpe overbebyrdede institutionsledere med at strukturere deres arbejde. Så alt blev nået og de kunne nyde deres arbejde i højere grad. Og ikke mindst så de kunne holde fri i weekenden – også mentalt. Og det faldt mig ind, at samme metode måske kunne bruges til en overbebyrdet mor i december. Som gerne ville nå alt, nyde processen og tage anden portion ris a la mande med følelsen af at have fri.

Jeg fik lov til at prøve det på min kollega. Og mens jeg skubber Jante ned af min skulder, får du her den sms, hun sendte til mig juleaftensdag klokken lidt i 16: “Camilla, for Julen da! Sidder med fødderne oppe i sofaen. Styr på alt. Også tiden. Og vejrtrækningen. Bedste jul nogen sinde! Tak!”

Siden da har jeg hver december tilbudt julestressede mennesker at hjælpe med at skabe ro og overblik. Og det virker sgu, det skidt! 

Jeg mødes med hende (ofte er det kvinder, der stresser mest i december; det kan vi komme tilbage til en anden gang) og i løbet af to timer får vi alt pillet fra hinanden. Alle opgaver bliver vendt, vurderet, valgt eller valgt fra, sat i system. Vi drysser lidt nydelse ned over planen, ønsker hinanden en helt vidunderlig jul og skilles. Hun med en sund rød farve i kinderne, et helt anderledes blik i øjnene, end da hun kom og ikke mindst med Det Helt Store (jule)Overblik.

Som det allermeste af det jeg laver, er dette simpelt. Ikke nødvendigvis nemt, men simpelt. Og med større effekt end mange tør håbe på, før vi går i gang. Og effekten? Den mærker også børnene. De elsker at have forældre, som kan finde ud af at være ordentligt nærværende.

Tilbage til lørdagens (venten på) juleoptog.

Jeg bed mig selvfølgelig i tungen og undlod at fortælle de fremmede, forpinte mødre om det virkeligt simple. Meget få ting er værre end folk, der fortæller én, hvad man har brug for, ikk? Altså før man har bedt om deres råd.

Ved siden af os meddelte en dreng fra sin plads på farens skuldre, at optoget var i syne.

Hele tre julemænd (sig mig, var den ene en kvinde?) fik vi råbt vores gaveønsker til (BMX!!! Nintendo-et-eller-andet-sært-spillenavn!!! Kokkepiiiige!!!). Så han da forstå det.

Da vi også havde vinket til (ikke storsmilende) folk i en række personbiler, som var landet bag optoget og ikke kunne finde et mennesketomt hjørne at dreje af ved, smuttede vi hjem igen. I gåsegang med områdets andre børnefamilier. En time efter vi var kommet; tyve minutter efter optoget viste sig. Det er sgu da godt, vi har øvet os i at nyde ventetid i vores familie. Husk mig på, at jeg skal fortælle dig om vores Tivoli-sommer en dag.

Advarsel! Reklamen fortsætter:

Kender du nogen (rigtig godt), som ville få en meget rarere december måned, hvis de fik skabt et overblik, så send dem endelig min vej. Men advar dem lige: Det kan ikke undgås, at vi får rodet lidt ved “man” og “plejer”. Det er ekstra sjovt (og ekstra vigtigt) at gøre i juletiden.

Reklamer