Shitshitshit, jeg har glemt nissegaverne

Jeg læste på en facebookstatus i går aftes, hvordan en mor nu havde 2 x 24 gaver liggende klar til sine poder. Hun var (også) selv imponeret. Mit gæt er, at hun også var lettet.

De par gange, hvor jeg selv har forsøgt mig med nissegaver, er det altid endt med, at jeg mange gange i løbet af december har måttet haste ind forbi Tiger på vej mellem arbejde og afhentning for at finde to dimser. Et par gange har jeg suset rundt lige før min sengetid for at finde noget i vores hjem, som drengene havde glemt, vi havde. Og det er da også sket, at jeg har glemt det en aften og næste morgen har måttet digte historier om nisser, som har været nødt til at rejse hjem og passe en syg nissemor. Mon ikke han så ville tage to ekstra gaver med tilbage den følgende dag?

Det var for børnenes skyld. Selvfølgelig. Man skal da have nissegaver.

Gennem årene har jeg bildt mig ind, at man da skal bage julesmåkager. Altså for børnenes skyld. Og så er december ellers gået, uden vi har bagt småkager, fordi jeg aldrig fik købt ind til det (hvad ER hjortetaksalt?!), mens jeg har slået mig selv i hovedet med manglen.

Og julepynt! Hver december skal man da sidde en adventssøndag og producere julepynt. Så kassen hvert år bliver suppleret med børnenes eget, fedtede, krøllede pynt. Så vi om mange år kan kigge rundt i hjemmet og mindes de gode klippe-klistre-stunder. For traditionens og børnenes skyld.

Samtidig skal der da være tid til julehygge i institutionen. Og i den anden institution. Og klippe-klistredag i klassen. Og konfektdag med resten af familien. For børnenes skyld og for hyggens. Og for ikke at få pulsen alt for meget ned. Og så børnenes blodsukker ikke skal komme i balance.

På et tidspunkt gik det op for mig, at også i december har jeg et valg. Altid. Jojo, ethvert valg har jo så nogle konsekvenser; det ved vi jo. Men valget har jeg. Der er virkelig ikke nogen grund til at forsøge at skabe en jul, som lever op til “man” og Plejer, hvis det betyder, at jeg skal stresse rundt for (alligevel ikke) at kunne leve op til standarder, som ikke er mine egne.

Jeg tror nemlig ikke, mine børn bliver mere harmoniske af at få nissegaver og bage småkager, hvis deres mor mister overblikket i processen. Jeg tror ikke nødvendigvis barndomsminderne bliver bedre af at have produceret julepynt med en mor, som bliver mere og mere stram i stemmen, efterhånden som december går.

Så jeg har simpelthen besluttet, at juletraditionen hos mig er, at tingene formodentlig er anderledes end sidste år. De fleste ting altså. De ting som vi alle nyder og som vi selv har valgt, dem holder vi fast i.

Forleden sagde en dreng, jeg kender rigtig godt (og som for længst er holdt op med for alvor at tro på nisser): “Det bliver spændende at se, om den nisse, der kommer i år, giver adventsgaver”. Han mor svarede: “Ja, det bliver spændende. I år har han måske lyst til at at samle det meste i en større julegave”.

Samtalen sluttede med drengens “Der var også det år, hvor det bare kom som en overraskelse, når der var en gave”.

Nissen er jo bare en historie. Som vi selv kan skrive (om).

____________________________________

Advarsel! Reklame:

Allerede i går kom en mor forbi mit kontor med hovedet fyldt med decembergøremål og en intension om at gøre det hele anderledes i år. For at kunne trække vejret helt ned i maven frem til jul. For børnenes skyld. Og det virker sgu, det skidt. Vi kom godt nok til at bruge 102 minutter på at skabe overblikket – og ikke de lovede 90 minutter.

Jeg vælger at lade være med at slå mig selv i hovedet med det.

Reklamer

Mine drenge er på sukker

“Johannes har haft rigtig meget energi i dag”. Sådan lød det fra den voksne, som havde tjansen med at tjekke ungerne ud på fritten i dag.

Hvis jeg møder en veninde en eftermiddag og siger “Jeg har haft rigtig meget energi i dag”, så betyder det, at jeg har ordnet regnskabet, ringet til et par kunder, tømt risten for hår og skabet for brugte glas. Så har jeg smilet til fremmede, holdt mig vågen i bussen og husket, at vi skal have aftensmad på et tidspunkt.

Når jeg hører ordene, idet jeg kommer ind i fritten, betyder det sjældent noget godt. Så betyder det, at Johannes har løbet på trappen, drillet alt i bevægelse (og ikke mindst dem, der sad stille) og i det hele taget været til gene for de andre på stedet.

I dag fik jeg sådan lyst til at svare “Det lyder sgu da dejligt!” men kunne ikke få mig selv til det. For det havde ikke været dejligt. Jeg kunne se det på Johannes. Jeg behøvede ikke spørge, hvad energien var blevet brugt på; min søns ansigt fortalte mig alt.

For to år siden valgte drengenes far og jeg at tage sukker og hvidt mel ud af kosten hjemme hos os begge. Vi skar det helt ud. Gik over til grovpasta og fredagsslik bestående af popcorn, tørret frugt og poppede hirsefrø (!). Vi gjorde det, fordi Alfred konstant var i voldsomme, fysiske konflikter og fordi pædagogerne i børnehaven hele tiden måtte have en hånd på Johannes’ skulder, når de sad i rundkreds, så han ikke konstant rykkede rundt. Vi gjorde det, fordi vi havde hørt, at sukker har en betydning for blandt andet adfærd og koncentration hos børn (og voksne).

Efter en uge kom Alfred ikke længere op at slås og Johannes sad roligt på sin røv i rundkredsen. Jeg var målløs. Jeg havde ikke drømt om, at effekten kunne være så stor og vise sig så hurtigt. I to år har vores drenge nu levet uden sukker hjemme (men spist det ved fester og fødselsdage) og de fungerer begge rigtig godt med det.

Nu er det december og jeg har måttet slippe. Der er for mange arrangementer; fritten indfører i december gå-hjem-kager, så alle får stukket en småkage i hånden, når de går; hos deres far giver nissen nogle dage sukkersager; i går var vi til lav-selv-og-spis-imens-konfektdag. I det hele taget er december bare drysset med sukker. Og jeg har valgt at acceptere det. Om to uger finder vi tilbage på sporet igen.

I dag så jeg effekten i Johannes’ lille, skønne ansigt. Hans udtryk har ændret sig. Det er svært at beskrive, hvad det er. Hans øjne bevæger sig en anelse hurtigere. Han ser han en smule mere træt ud. Han får nemmere til gråd. Og så dimser han bare rundt hele tiden. Altså hele tiden. Og Alfred, han bliver stadig mere drillende, som måneden skrider frem. Og den sidste uge har ingen af dem formået at sidde ned under et helt måltid.

Mine børn er igen på sukker og det kan mærkes. Jeg glæder mig til januar, for jeg synes sgu, det er synd for dem. Og tænk sig: jeg møder voksne, som synes, det er synd, at mine drenge ikke får sukker resten af året.