Tillykke med mors dag

Jeg kender en mor, som tog sine egne to børn og en ekstra dreng med i svømmeren i går. På vej hjem sagde hun “Husker I, hvad dag det er i dag?” (hun vidste, at den ældste i hvert fald gjorde. Han gav allerede lørdag aften sin hjemmesyede bold til moren – tjekket og utålmodig) “Det er mors dag. Mormor kommer forbi senere”. Den yngste, en dreng på 9, reagerede straks. Han havde glemt det. Han vidste det ikke. Han havde ikke noget til sin mor. Det hjalp ikke, at mor kun ønskede sig en skuldermassage. At hun intet forventede og bare var glad for, at de var sammen (og desuden ikke selv havde noget til sin mor). Han havde ikke nogen gave!

“Hvad kan du rigtig godt li’, som man kan få i Aldi?” holdt drengen fast.

(chokolade!)

“Jeg kan rigtig godt li’ chokolade, men jeg synes altså ikke, du skal bruge penge på det, skat”.

(ville sagtens kunne spise noget chokolade i aften)

Drengen havde besluttet sig. Så da cyklerne var parkeret foran hjemmet og legeaftalen mødt samme sted, gik den 9-årige afsted til Aldi (med 20 lånte kroner i lommen og vennen ved sin side). Normalt ikke meget for at gå alene i supermarked, men nu gjaldt det jo Mors Gave.

“Og drenge?”

Hun ventede på fuld opmærksomhed.

“Alle kigger selv!” Hvilket er sætningen, som moren bruger, når familien bevæger sig rundt sammen og den yngste lader til at forvente, at andre kigger for ham ved de mange små sideveje.

Sørgede for at få svar fra begge. Og “Vi ses”.

Hvor fedt er det lige, når vores børn kommer i den alder, hvor de går ud i verden på egen hånd, men efter ikke alt for længe vender tilbage til os igen? Nu kan vi rigtig øve os i at være tillidsfulde og tro på, at vi har rustet dem godt nok. Vi kan for alvor og uden ord vise dem, at vi ved, de har styr på det. At vi ved, de sagtens klarer det. Og så ellers holde øje med tiden og forholde os i ro den tid, vi ved det tager, før vi kan forvente dem tilbage.

(med chokolade i hånd)

Denne her mor har tidligt i sit moderskab besluttet, at hun ikke vil bekymre sig. For hvis hun bekymrede sig om alle de ting, der kunne gå galt for den 1-årige, ville hun aldrig få ro med en 6-årig i vandkanten eller søvn med en 15-årig ude til fest. Hun ville aldrig blive færdig med at bekymre sig om skrammer, sygdomme, bilister, stoffer og vold. Hvilket ikke alene ville gøre hendes eget liv til én lang bekymring, men som ville begrænse hendes børn. For hvis vi vælger at lade os bekymre af alt det, som kan gå galt (måske!), er vi tilbøjelige til at forsøge at begrænse mulighederne for bekymring så meget som muligt. Og dermed begrænses vores børn. Synes denne mor. Hvilket betyder, at hun ind imellem sender sine børn ud i situationer, som de kun lige kan forventes at klare. Hun taler med dem om den usikkerhed, de måtte føle ved den nye situation og ser det som sin opgave at hjælpe dem med at finde måder, hvorpå de kan gøre på trods. På trods af usikkerhed. På trods af frygten for det nye og ukendte. På trods af at det er første gang. Hvilket det jo er første gang.

Der gik tid. For lang tid, syntes moren i går. Hun hang lidt ud af vinduet og forsøgte at kigge om hjørnet. Og igen tænkte hun tanker om den fine balance mellem at være ubekymret og at være uansvarlig. Valgte til sidst at gå ruten mod Aldi for at komme drengene og sin vågnende bekymring i møde.

Helt henne ved butikken mødte hun de 9-årige. Sønnen gemte noget på ryggen.

(mmmmm….)

Og først da drengene var klar til i kor at sige “TILLYKKE MED MORS DAG!” rakte sønnike gaven frem.

Tre par sorte nylonstrømpebukser i én pakke. Til den skriggule pris af 12.95

Moren smilede (også af sin egen umiddelbare reaktion) og læste med begejstring i stemmen op fra pakken: “Med kile og forstærket tå. Størrelse 42-44 – den helt rigtige størrelse. Tre par!” Og drengen strålede over sin egen genialitet og morens tydelige overraskelse. Har endnu alderen til at turde sige “Var det ikke bare en vildt god idé, mor?” og uopfordret hæve hånden til en fortjent high five.

High five!

Senere om aftenen fik moren endnu en gave. Ved det sidste godnat sagde samme 9-årige: “Mor, hvis jeg skulle fortælle dig, hvor meget jeg elsker dig, ville jeg aldrig blive færdig. Jeg ville tale resten af livet. Så meget elsker jeg dig”.

Ud af det blå. Uden bagtanke. Og uafhængigt af, at det var Mors Dag.

En meget glad mor tog plads i sofaen og savnede slet ikke chokolade til kaffen.

Reklamer

Det er forbudt at sigte efter hovedet

“Hvis vi skynder os at blive færdige, kan vi nå at lege på vej til skole”. Se, dét er en sætning, jeg vist aldrig har sagt før. Jeg sagde den med største begejstring i morges. Havde lige set drengenes ansigter, da de opdagede sneen derude.

Den sne! Sådan rigtig sne i den rette mængde. Og herhjemme er vi enige om, at sne ikke må spildes. Vi ved aldrig, hvornår der kommer mere.

Vi hentede 20 minutter hjem i morges. Jeg ved ikke med dig, men herhjemme bruger vi hvert et minut om morgenen. Og alligevel hentede vi T-Y-V-E minutter! Fordi det havde sneet, og fordi vi ville nå at lege på vejen til skole. Drengene nåede endda at gå med skrald (frivilligt!), fordi de lige ville lave en sneengel i gården.

Så afsted mod skolen – på gåben. Eneste regel var, at man ikke måtte sigte efter hovedet. Vi var nogle af de første, så der lå sne på alle bilerne og flere steder kunne vi være de første til at sætte spor. Jeg skal have lært de drenge at lave snebolde. Fik jo nærmest ingen modstand.

Ved skolen bad jeg dem tage hensyn til en far og hans datter: “Uskyldige civile”. Hans bemærkning om, at jeg vel egentlig ikke vidste, hvor uskyldige de var, var for svær ikke at reagere på. Nu tror mine drenge, at det er okay at kaste med sne mod fremmede.

Fru Jensens Fristelser

Sad inde i varmen på Fru Jensens Fristelser, en hyggelig café med bare 6 borde indenfor – over skinnerne på Grøndal Station. Udenfor regnede det – som du måske har lagt mærke til i dag.

Jeg hørte ikke døren gå op på grund af musik, latter, babypludren og kaffemølle. Men jeg mærkede suset og kiggede op. Ind kom en mor med sin 7-8 år gamle datter, begge i regntøj og med røde kinder. Moren pegede på det eneste ledige bord og spurgte – vel nærmest retorisk “Skal vi sidde her?” Datteren svarede med et stort smil “Jeg vil hellere sidde ude”. Hendes øjne strålede – af drilleri? Af udfordring? I hvert fald af glæde.

Jeg nåede at glæde mig til at høre, hvordan moren ville håndtere dén, inden hun vendte sig mod døren og med et “Ja, her er nu også lidt varmt herinde” gik ud for at sætte sig ved et bord halvt i regn og halvt i blæst for at drikke kakao.

Jeg fik øjenkontakt med moren, da hun vendte sig i døren og vi smilede et man-kan-jo-ikke-sige-nej-til-sådan-et-ansigt-jeg-er-jo-mor-smil til hinanden. Vendte mig mod min frokostaftale, som sagde “Det er svært at sige nej til sådan et ansigt” – som kun en far kan sige det.