Det er i blikket, den store forskel ligger

Jeg mødte min gamle klasse. Ikke den jeg selv har gået i, men den klasse jeg underviste fra 1. til 5. Nu går de i 8.

Jeg har mødt mange af dem enkeltvis i løbet af årene, talt med et par stykker, hørt lidt fra en håndfuld forældre. Og nu stod de dér, alle sammen, og ventede på deres lærer. Lignede fuldkommen sig selv og så alligevel ikke. Dybe stemmer, bumser, rigtige frisurer, erfaring i blikket. Jeg fik sådan lyst til at sætte mig ned med hver enkelt af dem og høre, hvordan alting er. “Er du stadig veninde med …?” “Hvordan går det med sangen?” “Blev din mor rask?”. Fik lyst til at kigge rigtig godt og grundigt på dem alle, se om de så glade ud, høre dem, om alt er okay.

Som små viste de mig så meget tillid, delte deres oplevelser med mig, fortalte, når de syntes, jeg gjorde noget forkert, beskrev deres drømme for mig. Små, unikke væsner, som jeg fik lov at leve ved siden af i nogle år. Og nu disse unge, smukke væsner, som stadig hilser på mine drenge, når de møder dem på skolen (hvilket betyder verden for børn i den alder), selvom de bare er små rollinger.

Det blev kun til to minutters samtale med en lille gruppe af pigerne, og kun en hurtig øjenkontakt til halvdelen af dem alle. Så måtte vi videre.

Hvor jeg håber, at mine egne unger bliver ved med at møde professionelle voksne, som virkelig vil dem, som ser, hvor fantastiske mennesker de er (også når de er pisse-irriterende) og som lytter, når de siger, at noget kunne være anderledes. Indtil videre har vi været heldige.

Reklamer