Jeg må bare acceptere, at det larmer

Den vigtigste ting, jeg er i gang med at lære, er denne: at tage ansvaret for mit eget. For mine reaktioner, mine følelser, min adfærd. For mit liv. Når jeg skriver det, ser jeg, hvor klichéagtigt det kan fremstå, men det er alt andet end fortærsket – for mig i hvert fald. Det er nemlig ikke noget, jeg har gjort det særligt meget i – sådan for alvor at tage ansvaret i mit liv.

Jeg tror egentlig, det begyndte med en indsigt. Du ved, en af dem der bare springer ud af en sammenhæng og lissom hager sig fast i tankerne. Det gik op for mig, at jeg hvert øjeblik har muligheden for at vælge. Lad os nu sige, at min dengang 3-årige søn ville bæres op ad trappen, hvilket jeg selvfølgelig ikke syntes, han skulle. Så kunne jeg vælge at lade være eller jeg kunne bære ham. Simpelt. Sådan da.

På det tidspunkt gik det for alvor op for mig, hvilken frihed der ligger i erkendelsen af, at alle valg har konsekvenser, positive og negative. Selv sådan et lille et som det på trappen. Friheden ligger i den vurdering, som det er op til mig at foretage, når jeg står overfor et valg. Det er op til mig selv at vurdere, hvilken af mine valgmuligheder, der byder på den blanding af konsekvenser, jeg bedst kan leve med. Giver det mening?

Valgte jeg at lade være med at bære min søn, betød det larm – sådan bogstaveligt talt. Han ville græde og skrige og plage og jeg ville svede, komme i tvivl om mit valg og tænke på de andre mennesker i opgangen og på, at drengen jo også havde haft en lang dag. Samtidig ville jeg være tro mod et princip om, at drengen skulle gå selv.

Valgte jeg at bære ham, havde det selvfølgelig også nogle konsekvenser. Han ville blive tilfreds og glad. Jeg ville svede og allerede da vide, at i morgen ville han forvente samme behandling. Jeg ville få lyst til at brokke mig på vej op ad trappen. Over vægten, hans ønske og i virkeligheden over mit eget valg.

Min indsigt handlede om nødvendigheden af to ting: til fulde at forstå, at jeg altid havde et valg. Og til fulde at acceptere konsekvenserne af mine valg, når jeg traf dem. Bære drengen og være okay med det. Være okay med, at jeg fraveg mit princip den dag. Være okay med vægten og være okay med hans ønske. Eller lade være med at bære drengen og være okay med dét. Være okay med, at han reagerede. Og ja, det larmede hos naboerne. Være okay med, at han lige da syntes, jeg var en lortemor.

Hvis jeg ikke til fulde træffer et valg, skaber jeg smerte hos mig selv. Hvis jeg ikke accepterer mit eget valg og de konsekvenser det har, bliver det umuligt for mig at være i situationen på en god måde. Så bitcher jeg – i eksemplet med trappen enten over, at han larmer eller over, at jeg er i gang med at bære ham. Og uanset hvad, så placerer jeg mig selv i min absolut hade-følelse: følelsen af at være et offer. Den følelse jeg får, hver gang jeg glemmer, at jeg kan vælge selv.

Til tider kan det selvfølgelig synes som om, jeg slet ikke har et valg. Jeg kan blive fyret, min kæreste kan vælge at gøre det forbi, banken kan sige nej til at forhøje mit lån eller det kan begynde at regne, lige når jeg skal ud af døren. Jeg kan ikke ændre på min chefs eller bankens beslutning, tvinge min kæreste til at komme tilbage eller få regnen til at stoppe. Sandt nok. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil forholde mig til det, jeg ikke kan ændre på. Dér ligger min mulighed for at vurdere og træffe et valg.

Vil jeg bruge en masse tid på at fortælle mig selv og alle dem, der vil lytte, hvor synd det er for mig? Hvor uretfærdigt og tarveligt og irriterende? Eller vil jeg acceptere, at nu er det sådan, det er? Og lede efter de handlemuligheder, der dog er? Det skal lige siges, at jeg ikke synes, der er noget galt med at vælge det første. Det er helt okay, hvis jeg vælger at bruge en periode på at synes, det er skide synd for mig, så længe jeg accepterer de konsekvenser, dét har: jeg mister nok lidt energi, får svært ved at føle mig rigtig glad, ser måske ikke de muligheder, jeg har for at komme videre, bliver mindre sjov at være sammen med og så videre. Det er et helt fint valg at træffe. Jeg skal bare træffe det fuldt ud. Det er mit ansvar i mit liv.

Jeg får sådan en lyst til at skrive lidt om accept. Om at acceptere det, vi ikke er enige i, acceptere når andre vælger for os, acceptere det uacceptable. Det må blive et andet indlæg, selvom accept hænger uløseligt sammen med følelsen af til enhver tid at have et valg. Og selvom det er gennem accept, jeg finder vejen til at tage ansvaret for det, der er mit.

Reklamer

For stor til kys

 “Mor, efter du har fået en kæreste, får jeg ikke så mange kys mere”, sagde den otte-årige den anden dag. Jeg mærkede med det samme, at han havde ret. Jeg kysser løs på Kæresten i disse dage og når ikke så mange drengekys. “Hvor er jeg glad for, at du siger det. Det skal jeg nok lave om på”, var derfor mit svar.

“Men måske er det okay, mor. Jeg er jo ved at være stor”.

GULP! Helt ny reaktion: har jeg uforvarende givet min lille (bitte) søn på otte muligheden for at mærke, hvor rart det er at slippe for mors mange våde kys og lange kram? Har han nu opdaget frihedens sødme – bare fordi jeg glemte ham et øjeblik? “Okay… Vil du helst være fri for kys?” spurgte jeg – tæt på grådkvalt ved tanken om for evigt at have mistet en væsentlig del af båndet mellem os.

Han tænkte lidt. “Hmmm… Nej, det gør faktisk lidt ondt, at jeg ikke får så mange kys af dig”.

Sikke en lettelse. Jeg mener, hellere have såret drengen dybt end at have givet ham lyst til at undvære kys fra sin mor. “Så kan du bande på, at jeg vil gøre mig umage for at lave om på det, min skat”, sagde jeg lettet. Stort (vådt! jeg forstår ikke selv hvorfor, for det er godt nok tyndt med læberne i mit ansigt) kys til drengen og en ny mission til moren: retfærdig kysfordeling i det lille hjem. Dælme en positiv udfordring for en kysseglad kvinde.

De næste dage gjorde jeg mig umage med fordelingen og syntes selv, det gik rigtig fint. Den morgen drengene skulle over til deres far, spurgte jeg så den otte-årige, om han nu også husker, at jeg elsker ham. Han svarede ved at fortælle, at han stadig ikke syntes, han fik kys nok.

Denne gang var jeg ikke enig, så jeg sagde “Er det rigtigt?! Jeg har da …” og tog mig så i det. Jeg er nemlig ved sådan for alvor at lære (og med det mener jeg, at jeg er i gang med også at bruge min viden om), at en følelse jo ikke kan være forkert. Hvis drengen har følelsen af at mangle, så er det hans følelse: han mangler. Heldigvis opdagede jeg det (denne gang) i tide, og kunne lave min sætning om: “Nej, ved du hvad, Johannes? Hvis det er din oplevelse, så er det jo sådan. Så får du ikke kys nok, og så vil jeg gøre mig endnu mere umage med at lave det om. Og jeg elsker at kysse dig. Nu vil jeg glæde mig endnu mere, til du kommer hjem til mig igen, så jeg kan kysse på dig”.

Vi var stille resten af den korte cykeltur, så jeg havde tid til at klappe mig selv på skulderen for at jeg denne gang (én ud af tyve er jo bedre end … én ud af fyrre) nåede at stoppe mig selv og anerkende mit barns følelse, selvom jeg egentlig mente, kysfordelingen havde været helt god. Og så lykønskede jeg også lige mig selv for at være blevet husket på, hvor vigtig det er at nyde nærheden, så længe den varer.

Øjeblik, jeg spørger ham lige, hvordan han nu synes, det går.

“Hvordan synes du nu, det går med kyssene? Får du nok?”

“Ja! Eller … ikke så mange. Jeg vil gerne have flere”.

Det får han så. Og hans mor vil nyde det.

En ligeværdig relation

Jeg ville ønske, jeg kunne huske, hvem jeg har hørt det fra, fordi det giver sgu så meget mening. Kan mærke, at det også giver mening hos de forældre, som kommer til mine foredrag. De kommer efter inspiration og redskaber til at imødekomme udfordringer, som de og deres teenager ikke alene kan hitte rede i. Og jeg siger ordene til dem. Jeg opfordrer dem til at stræbe efter dette. Jeg kan kun opfordre; valget er jo helt og holdent deres. Som med alt andet jeg finder på at dele. Det er mine holdninger til forældreskab, hensyn, konflikthåndtering og hvad ellers. De kan vælge og vrage, smide ud og bruge, som de lyster – og som det passer dem og deres familie.

Jeg opfordrer dem til at skabe en ligeværdig relation til deres teenager. I en ligeværdig relation tillægges begge parters synspunkter, følelser, oplevelser og selvforståelse samme værdi.

Jeg oplever, at når jeg formulerer det sådan, skriver det på flipcharten og tier lidt, så bliver de stille, de tænker, noterer, nikker og reflekterer – over deres egne relationer, gætter jeg på. Måske er det bare noget jeg bilder mig ind?

Måske bilder jeg mig dét ind, fordi det giver så meget mening for mig. I min bestræbelse på at skabe en ligeværdig relation til mine halvstore drenge bliver jeg meget bevidst om, hvorvidt jeg virkelig i enhver interaktion med dem husker, at alt deres har nøjagtig samme værdi som alt mit.

Når jeg ikke husker det – når jeg overruler dem og dermed tillægger deres følelser og oplevelse mindre værdi, mærker jeg det straks. De resignerer og lader mig bestemme. Endnu. Endnu er de ikke er gamle nok til for alvor at gøre oprør.

Når jeg på den anden side formår at tillægge deres og mit lige stor værdi, mærker jeg det også straks. Så bliver vi i fællesskab enige om en måde at håndtere tingene på. Ingen vinder og ingen taber. Og vi går alle ud af situationen med selvfølelsen i behold.